Denjarna Dark

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
Den handler om en pige som er en dæmon og gå på Hogwarts

2Likes
1Kommentarer
709Visninger
AA

28. Efterskrift

”Angel!” Dumbledore så op fra sine papirer. ”Jeg var netop ved at skrive til dig.” ”Hvor er hun?” Afbrød Angel. Hendes sorte øjne så hårdt på skolens rektor. ”Hun er da vel ikke krydset over?” Dumbledore nikkede. ”Det er jeg bange for.” Angel bandede hen for sig. ”Og hun efterlod liget af en elev.” Det så ikke ud til at gøre større indtryk på Angel. ”Og hvad så? Der er langt værre ting på vej, hvis hun virkelig er taget tilbage til underverdenen.” ”En mine elver er døde! Angel!” Hun så på ham. ”Jeg tror ikke helt du forstår situationens alvor. Jeg kom tilbage så hurtigt jeg kunne. Jeg fandt et gammelt skrifte. En profeti. Eller mange profetier, for at være mere præcis. Og alt passede. Alt! Undtagen det som endnu ikke var sket. Det som vil ske. Det som snart sker.” Angel så alvorligt på ham. Han tav. Hun sørgede for han kunne mærke det var alvor det her. ”Jeg var netop på vej til at skrive til dig, fordi Frøken Dark var forsvundet, og Hr. Reevit fundet død.” ”Blev han fundet nær det store spejl, det nær hospitalsfløjen?” Spurgte Angel anspændt. Dumbledoreså på hende. ”Hvordan kunne du vide det?” Spurgte han vagtsomt. ”Fordi et spejl af den størrelse er perfekt til at krydse over til en anden verden. Det var sikkert også der Lucifer og hans slæng krydsede over. Spejle er de bedste til den slags. Det vil kræve en længere forklaring, som vi aldeles ikke har tid til nu, før du vil forstå hvorfor.” ”Du vidste dette ville ske!” Han stirrede vantro på hende. ”Du lod det ske? Fordi jeg ikke lod dig tage Jarna med?” ”Jeg havde mine anelser.” Indrømmede hun, i det hun satte sig i en stol. ”Men den slags bagateller har vi virkelig ikke tid til.” Hvis hun selv havde lyttet til det hun sagde, ville hun sikkert have bemærket hvor lig englen hun var blevet. ”Jeg forlanger en forklaring!” Sagde han. Hun sukkede. ”Den var jeg jo på vej til. Men du skulle altså lige blive ved med ham den døde.” Hun rystede opgivende på hoved. ”Kom til sagen.” Bad han roligt. Hun sukkede og satte sig bedre til rette. ”Der er en ældgammel profeti, der siger at når de tre rejser sig, skal guderne bøje sig i støvet. De tre er alle onde. Og intet folk skal lide mere under dem end menneskene. De tre er englen uden vinger, ondskabens elskede og dødens aftager. Den guderne har behandlet uretfærdigt. Dæmon barnet der trodsede ondskaben. Og den levende død. Den første går på jorden i menneske skikkelse. Den anden skal rejste til helvede for at slukke hver en flamme. Og den tredje opstår når helvede fryser til is.” Hun så desperat på ham. ”Forstår du da ikke? Jarna er den ondskaben elsker og den som har kulden til at fryse helvede til is. Og så opstår den tredje.” Han tog sig til hoved. ”Og hvad vil disse tre?” Det var ved at være for meget. ”Det er jeg ikke sikker på. Men et er sikkert. Det betyder krig. Krig mod guder. Krig mod menneskene. Krig mod og mellem alle. Ingen kan vide sig sikker, når først de tre står samlet.” Han så alvorligt på hende. Hun havde haft ret. Hvis dette var sandt kunne det betyde menneskehedens endeligt. ”Hvem er disse tre? Jarna er den ene. Hvem er de andre?” Spurgte han. ”Den tredje er dødens datter. Hun er oplært til at overtage hans plads, når guderne falder.” ”Og den sidste?” Spurgte han. Angel så væk. ”Jeg er englen uden vinger. Jeg er den guderne har behandlet uretfærdigt. Og jeg er den der vil have hævn. Det er min skyld det hele. Jeg overtalte Jarna til at tage hjem. Jeg overtalte hende til at hjælpe mig, i mit hævntogt.” Han så bare på hende. Hun mærkede hans blik. Hun rejste sig for at gå. ”Jeg ville have stoppet processen hvis det stod i min magt. Men skæbnen ville at Jarna skulle tilbage til helvede og at profetien skal opfyldes.” Hun så ikke tilbage på ham. Hun fortsatte bare ud.


Angel fortsatte gennem de mange korridorer. At Jarna allerede var taget af sted ændrede en hel del. Og der var meget der skulle tænkes igennem. Hun opfangede en skygge ud af øjenkrogen. Hun stadsede. Skyggen stadsede også. Men kom så langsomt nærmere. En person, indhyllet i en sort kappe, trådte frem foran Angel. Det der overraskede Angel mest, var at hun ikke havde fornemmet personen. Personen var fuldstændig skjult af kappen. Angel fik ikke så meget som et lille glimt af hvem der skjulte sig der. Angel opgav høfligt at undersøge den fremmede. Men den fremmede gik langsomt rundt om Angel et par gange og studerede hende. Angel smilede ved sig selv. Når ja. Hvad man ikke måtte finde sig i. ”Englen.” Lød en stemme under kappens hætte. Det var en pige stemme. Men samtidig en stemme der kunne få det til at løbe en hver anden koldt ned af ryggen. Det var dødens stemme. Angel nikkede høfligt. ”Og du må være den tredje. Dødens datter.” Hætten bevægede sig, som om pigen under den nikkede. De så på hinanden, med hårde øjne. Ingen af dem ville bedømme den anden mildt. Jarna skulle nok følge ordre. Men kampen om lederskabet, stod mellem disse to. ”Ondskaben i dig er stærk, menneske!” Sagde pigen under kappen. Angel smilede. ”Havde du regnet med andet?” Svarede hun drillende. ”Din svaghed er din kærlighed til det folk vi skal ødelægge.” ”Vi skal dræbe guderne. Ikke menneskene. Glem ikke det! Og glem ikke at jeg har startet dette!” Svarede Angel skarpt. Pigen nikkede kort. Angel rakte hånden ud og lagde den på hendes skulder. Hånden blev hvor skulderen skulle have været. Men et var sikkert. Dette var ikke et menneske. Der var ingen krop under kappen. Så det var derfor Angel ikke havde kunne mærke pigen komme. Hun fornemmede pigens øjne under den sorte kappe. De så vidst ondt på hende. Angel smilede medlidende. Pigen trak et sværd frem fra kappen og holdt det op foran Angel. Det var et stykke af kappen der gik frem, som en lille hånd, der holdt om sværdet. Angel løsnede grebet, med sine kræfter og lod sværdet flyve hen til sig. Med kræfterne afprøvede hun æggen. Aldrig havde hun set så skarpt et sværd. Skarpt nok til at åbne en vej til de dødes verden, og tvinge en menneskelig, udødelig sjæl igennem. Angel smilede og nikkede anerkendende. ”Et smukt sværd. Du har vel ikke et mere?” Angel hørte et opgivende suk fra under kappen, og kunne ikke tilbageholde til smil. ”Men du mangler det vigtigste. Jarna fik det. Den største gave hun kunne få. Du burde havde bedt om det samme.” Angel smilede. Pigen så væk. ”Du skal have et navn. Og så skal du have en menneske krop. Hvis du nægter kan du tage tilbage til din far, hvor du kom fra.” Ingen kunne være i tvivl om at Angel ikke var til at diskutere med. Og pigen nikkede da også. Angel havde vundet. ”Lad os kalde den tredje søster til os.” Sagde hun så. Angel nikkede og sammen fandt de to vej til det store spejl nær ved hospitalsfløjen, hvor Jarna smilende ventede

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...