Knokkelmanden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Knokkelmanden, også kendt som døden, er en meget uretfærdig mand, som tager folk vi elsker fra os for tidligt - nogle tidligere end andre desværre. Der er ikke noget vi kan gøre ved det, andet end at give dem vi elsker den bedste tid de nogensinde har haft.

3Likes
1Kommentarer
472Visninger
AA

1. Jeg elsker dig

"Jeg elsker dig skat." sagde hun, imens hun gemte sin søn under alle de bløde dyner, og lagde dem ned under hagen på ham, så hun kunne se ind i hans små blå øjne, som var fulde af liv og glæde helt ind til den inderste kerne. Så uskyldig som han så ud i sin pyjamas, med børstede tænder og et sødt smil på læben.
"Jeg elsker også dig mor." sagde han, og lagde sit hoved på puden, og lukkede øjnene. Hun sad der i et kort sekund endnu, og beundrede sin søn som han lå der og trak vejret helt stille og roligt. Lidt savl løb fra hans mundvig ud på puden, og hun smilede og tørrede det hurtigt af. Hun rejste sig op, og gik lige så stille rundt i værelset og samlede legetøj fra gulvet op, og lagde de ned i de gule kasser som stod rundt omkring på gulvet. Da alt legetøjet var samlet og gemt væk i kasserne, fandt hun hans tøj frem til den næste dag. En orange t-shirt og et par cowboybukser, sorte sokker, og blå underbukser, med små pokemon figurer på, som hun lagde henover hans stol. Hun gik derefter over til kontakten, og stod i døren og kiggede på ham, imens hun slukkede for lyset, og tændte for hans natlampe.
Så fredfyldt som han lå der og boblede, hun kunne ikke lade være med at smile, og med et smil på læben, gik hun ud til sin mand, som sad i sofaen og ventede på hende. Han havde lavet to kopper te, og rakte den ene frem mod hende. Hun tog smilende imod, og kyssede ham på kinden. 
"Han er så smuk." sagde hun, med tårer i øjnene. Hendes mand tog hendes hånd, og klemte svagt til.
"Skat, Gud skaber folk, og nogen gange tager han også folk fra os. Det er ikke op til os. Vi kan kun sørge for at de mennesker vi elsker, har et godt liv imens de er her. Alt andet er ikke i vores magt."  Hun tørrede tårer af sine kinder, og nikkede.
"Du har ret." Manden rejste sig op, og kiggede ind til sin søn gennem ruden, og sammen gik de hen til kontakten og slukkede. De kunne se respiratorens lys gå ud, og hun lænede sit hoved ind til sin mand, mens en læge kom gående op til dem, med et omsorgfuldt blik i øjnene. 
"Jeres søn er et bedre sted nu. Han var aldrig blevet rask, og med tiden havde han bare fået det værre. I skal ikke være kede af det."
Hun kiggede op på lægen, med tårer i øjnene, og lod dem løbe ned af kinderne. 
"Ja." sagde hun, mens hun satte en hånd på ruden. "Men jeg vil nu savne ham."


- Dedikeret til Mark, hvis søn døde af uheldbredelig kræft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...