Dyrebare sekunder THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 17 årige Johanna Mason bliver udtrukket til the hunger games, udvikler hun en teknik. En teknik der til ende skal gøre at hun vinder. Lavet fra the hunger games figuren Johanna Mason.

5Likes
2Kommentarer
650Visninger
AA

7. Kapitel 7

Jeg træder af toget, og kigger på fliserne. De er besat, med små bitte lysende diamanter, som jeg først tror er lagt tilfældigt. Men det ligger alt for fint, til det, og det er nogen helt uden diamanter. Der står Distrikt 7 pigesoner. Vedsiden af mig går Tannick. Vi er adskilt af nogle planter. På min anden side går distrikt 6 drengen. Han er høj, med brunt hår, og ser voksen ud. Jeg gætter på at han er 18.

Diamanterne er klistret på en efter en. Det er alt sammen perfekt ned til mindste detalje. Foran mig skyder en enorm skyscraper op. Der hænger bander med distriktnumre på fra vær etage. Distrikt 7 er cirka 70 meter op i luften, og jeg kan ikke se højere end til distrikt 9. 10,11, og 12 er skjult af skyerne. Jeg har hørt fra Blight at Tårnet som man kalder det, er enormt. Men jeg har aldrig kunne forstille mig, det var så stort. Det ligner en drøm, bogstaveligt talt.

Jeg er snart helt ved Tårnet, og kan se distrikt 1 altan, og en smule af distrikt 2s. Jeg blinker med øjnene. Jeg ligger mærke til de andre træder ind i en glaselevator, og sprinter de sidste 10 meter derhen, for at gå ind i den. Den lukker sig hurtigt, og jeg ligger forvirret fingrene på glasoverfladen. Jeg kigger ned, og det går for alvor op for mig, hvor langt jeg skal os. Det svimler for mine øjne. Den løfter sig hurtig over jorden. Efter få sekunder, kan jeg se alt skriften. Alle distrikterne. Det er vanvittig smukt.

Jeg kommer højere op, og verden under mig bliver mindre og mindre. Den sidste soner, pigen fra distrikt 5 træder ind i elevatoren, der hurtig løfter hende op. Her lugter af sur mælk, og min højdeskræk tager sit tag om mig. Hvis jeg falder ned er jeg færdig.

Jeg er nærmest lykkelig da elevatoren åbner, og jeg fortumlet sprinter ind i noget der minder om en stue. Og så alligevel, alt for smuk, dyr, og pæn. Jeg tager på kommando mine sko af, af ren ære for stedet. Jeg står på et fint silketæppe. Elevatoren lukker bag mig, og begynder sin færd ned igen. Et sekund er alt stille. Det er nærmest poetisk. Jeg går forsigtigt frem, og rør ved en af designerstolene. Smukt. Uendeligt smuk. Jeg hiver hændere til mig, da jeg høre en biblyd, og jeg ser stolen ændre sig.

Den bliver til en anden stol med andet design. Jeg får en eller anden lyst, til at pille ved alle tingene, men lader vær. Jeg står og glor lidt på den nyanblå stol. Så høre jeg Demoulos stemme, og hiver hurtigt fingrene endnu mere til mig. Hun guider Fannick rundt.

"Nå hej Johanna" snerre hun. "Du vil sikkert se dit værelse"

"Ja"

"Kom med mig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...