Dyrebare sekunder THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 17 årige Johanna Mason bliver udtrukket til the hunger games, udvikler hun en teknik. En teknik der til ende skal gøre at hun vinder. Lavet fra the hunger games figuren Johanna Mason.

5Likes
2Kommentarer
630Visninger
AA

3. Kapitel 3

Klokken er 12. Det er middagstid. Og jeg fatter ikke en skid. Normalt er jeg hurtig til at realisere men ikke i dag. Jeg står bomstille og stirre på mit navn. Og hvis man kunne brænde sedler ved at nedstirre dem, havde Demoulos ingen fingre nu. Men Demoulos har stadig fingre. Sedlen er der stadig. Og endnu værre. Den har mit navn på.

"Det er dig"

En pige fra den finere kreds puffer til mig. Hendes øjne er brune og charmerende og hendes hår er lyst, og hun er iklædt en halvlang hvid sommerkjole. Hun snerre af mig, og puffer igen. Demoulos øjne spejder efter mig, og da jeg begynder at gå, går alle til en anden side, så jeg nemt kan komme i gennem mængden, og dermed bliver synlig, bag mit tæppe af mennesker. Jeg kigger ned i jorden.

"Kom nu op!"

Jeg træder op af trapperne, langsomt. Tager mig god tid, men småløber det sidste op. Jeg går op vedsiden af Demoulos. Alle glor op på mig. Jeg trækker vejret dybt.

"Sceneskræk?"

"Ja for helvede"

Der bryder en latter ud for pigerne. Drengene står stadig skræmt og kigger op. Nu kan alle piger i distrikt 7 føle sig sikre. Alle på nær mig. Mig der står og kigger ned, mens min puls banker, og mine læber automatisk begynder at stamme, så jeg kommer til at fremstå fuldstændig åndsvag. For jeg har sceneskræk. Jeg har aldrig været god til det sociale. Sveden pipler ned af min pande.

"Og nu for drengene"

Jeg er næsten lykkelig da hun tager spotlyset fra mig. Et sekund mere, og jeg var besvimmet på åben skærm, og faldet ned i hovedet på en eller anden, på forreste række, og mast den uheldige person, som bagefter kværker mig. Demoulos hiver en seddel op.

"Tannick Martch"

En tolvårig dreng, med mørkt hår træder frem. Man kan næsten se tårerne i hans øjne. Han kigger skræmt op, og han ser mere nuttet end åndsvag ud. Tolvårige sonere må godt græde. Det må syttenårige ikke. Han kommer forsigtigt op. Går lige så stille op af trappen. Hans øjne er fyldt med frygt, og det er med tåre i øjnene, han bliver sendt hen til mig. Min stemme er stille, men alligevel tydelig.

"Bare rolig. Jeg skal nok passe på dig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...