Dyrebare sekunder THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 17 årige Johanna Mason bliver udtrukket til the hunger games, udvikler hun en teknik. En teknik der til ende skal gøre at hun vinder. Lavet fra the hunger games figuren Johanna Mason.

5Likes
2Kommentarer
595Visninger
AA

2. Kapitel 2

Pladsen er næsten fyldt, og jeg får akkurat mast mig ind til en plads, mellem de 17 årige. Safira sender et velmenende blik til mig, og jeg gengælder hende med et dræbende. Så kommer verden skrækkeligste syn. Uden tvivl. Demolous Senekaria. Grønt storkrøllet hår, i en hestehale. Hovedet smurt ind i pudder, og en glinsende purpurrød kjole, med flæser i mørke grøn, samt høje stiletter, der gør hende 15 centimeter højere, og en blå sommerfugl i håret. Gult eyeliner. Samt lyseblå læbestift, og indoperede pinke stjerner over hele huden, og sidst men ikke mindst lange turkis negle, der kun ødelægger hendes lyselilla stirrende hvidtåbne øjne, samt det skærende uhyggelige smil.

"Velkommen! Velkommen"

Jeg gemmer mig i mængden, hvilket er nemt da jeg ligner de fleste i distrikt 7. Barkfarvet hår. Brune øjne, og almindeligt bygget, samt krøllet hår. Allesammen sat i hvide udposede kjoler, og med det samme skrækslagne billed i øjnene. Jeg har ikke lyst til at se på hende. Distrikt 7 er et stort distrikt.

"Som altid. Damerne først"

Hun glider indefyldt over gulvet. Som et spøgelse. Hendes kjole fejer over gulvet, og hun undgår glamouriøst at falde i den. Det ville jeg ikke kunne. Hun stikker hånden ned og roder i bunken med sedler, inden hun lader navnet flyve afsted, som en nysluppen sommerfugl.

"Simitra Angus"

En mager pige med en udposet kjole kommer forsigtigt vaklende op på scenen. Hun ligner et skelet, alligevel er hun ligeså høj som hun er mager. Hendes kinder er indsunkne, og de brune øjne tomme og rædselslagne. Man kan næsten høre hendes hjertebanken. Hendes hår er flettet i en lang fletning, hvilket får hende til at se barnlig ud. Det var en ukendt pige der kom op. Heldigvis. Så bliver det ikke så kaotisk med hendes død. Hun lader blikket vandre på folk, og nogle sveddråber regner ned af hendes pande. Pipler lige så stille ned.

"Nej.."

Så trækker hun en lighter frem. En stikflamme kommer op. De prøver at få hende væk fra den, men forgæves, da hun sætter den til hendes kjole. Hendes hår går op i flammer. Hendes krop går op i flammer. For første gang kæmper jeg for at se. Hun skriger ikke. Der går få sekunder før hendes krop med et bump falder ned på den bløde jord. Folk hopper tilbage. Ilden går ud. Hun er død. Lighteren ligger stadig i hendes hånd. Øjnene er stadig åbne, og hun er tildækket af sod. Der lyder et gisp. Det var så uventet. Så stærkt. Den her ukendte pige ville hellere dø her, end i spillet.

En udmagret pige bliver kommanderet frem af en stemme. Hendes øjne er tomme, og triste. Hendes kjole er den samme som pigens, og hendes lysebrune hår er i en hestehale. Hun er mager, og hendes øjne er ligeså indsunkne. Hendes fingre er krogede og slidte, da hun forsigtigt uden en tåre rækker ud efter pigen. Kameraerne bliver peget på hende, men hun giver ikke en reaktion. Hun ryster ingengang. Hun slæber det forbrændte lig, hen af pladsen, ved at hive i det der før var pigens hår. Hendes ansigt er følelsesløst, da liget forsigtigt forsvinder fra mit øjesyn.

Hun forsvinder ind i mængden af tolvårige, og på vejen taber hun en elastik. Det er mig der presser mig hen af mængden og tager elastikken. Noget af hendes hår hænger stadig på den. Pigen uden følelser. Jeg samler den op. Den er en smule våd af jorden, men er stadig varm af hendes hår. Jeg kigger bag mig, for at tjekke om pigen kigger på mig. Det gør hun ikke. Hun slæber kun på skikkelsen.

Jeg småløber tilbage med elastikken, og kigger på den. Mindet for et specielt år. Et år der gav mig et tomrum. Et uhyggeligt hår. Alligevel holdte jeg elastikken tæt ind til mig. Jeg følte det som en gave fra den følelsesløse pige. Den pige jeg havde så meget til fældes med og alligevel intet.

"Så bliver vi vel nød til at trække en ny"

Demoulos roder hånden ned i bunken af sedler med et suk. Jeg tager elastikken om min arm, og følger Demoulos med øjnene. Hun river tiden ud i uendelighed. Endelig tager hun en lille seddelen op. Hun folder den ud og kameraet zomer ind på den.

"Johanna Mason"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...