Dyrebare sekunder THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 17 årige Johanna Mason bliver udtrukket til the hunger games, udvikler hun en teknik. En teknik der til ende skal gøre at hun vinder. Lavet fra the hunger games figuren Johanna Mason.

5Likes
2Kommentarer
623Visninger
AA

16. Kapitel 16

Distrikt 9 pigen stod 2 sonere fra mig. Foran mig lå en drikkedunk og nogle tændstikker, jeg hurtig kunne snuppe med i farten. Arenaen bestod af et højt bjerg, med en skov på toppen, og et ellers flat terræn med markblomster. Der var cirka 20 grader, og jeg kiggede på den grønne frakke jeg havde fået på.

"59...58...57"

En smerte for igennem mig. Skrækken for at det her ville blive mit sidste kvarter. Sidste gang jeg skulle være i live. Jeg hev vejret til mig, for overdrevet at nyde det. Distrikt 9 pigen lavede en forsigtig tommel op, og et forsigtigt smil. Hvorfor ville hun overhovedet hjælpe mig, hvis jeg om 3 dage vil slå alt og alle ihjel. Hende der vil jeg ikke kunne slå ihjel. Jeg vil sagtens, og med glæde, tage livet af den selvfede distrikt 1 pige. Jeg ville nyde at høre hendes skrig. Det samme med resten af ambisonerne, og de andre sonere forgifter jeg bare mens de sover.

Alligevel virker det umuligt for mig at slå Abbygale ihjel. Hun fortjente det ikke. Hun fortjente ikke at være i den her arena. Hun fortjener mere end at være allieret med et monster som mig, som spiller uskyldig. Jeg ryster, og opdager hvordan noget savl glider ned af min mund. Jeg tager det af med min frakke, der viser sig at være vandtæt. Mine øjne er rødsprængte. Abbygale skal ikke dø. Abbygale må ikke dø.

"56...55..54"

Stemmen bore sig ind i mit hoved. Den taktfaste tone, er næsten dræbende. Min ånde er varm, da jeg ligger en hånd foran den. Er det sådan det føles at være sindsyg?

Slap af Johanna. Abbygale klare det hele. Men jeg vil ikke have Abbygale til at klare det hele. Jeg fortjener ikke hende. Jeg fortjener slet ingen beskytter. Jeg tager min elastik frem. Den får mig langsomt til at falde til ro, som om det var narkotika. Jeg tager en dyb indånding som om jeg nærmest sniffer elastikken. Af en eller anden grund beroliger hendes mord mig. Hun døde hurtigt uden at mærke det. Hvis jeg skal slå ihjel gør jeg det sådan.

"53...52...51"

Det er rart at have en anden at hade end en selv. Nu kan jeg hade moren for at have givet barnet lussingen. Den smældende røde lussing, og love at jeg aldrig bliver sådan. For det bliver jeg aldrig. Jeg når det simpelthen ikke.

Mit hoved er stille i 40 sekunder, da den afgørende nedtælling begynder.

"11...10...9"

Tallene bore sig ind i min krop, og for mig til at klynke. Jo mindre de bliver jo mere ondt gør det. Abbygale sender beroligende blikke til mig. De mindsker smerten af tallene. Mit liv er snart forbi. Forbi, forbi, forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...