The Styles Triplets ~ 5 Seconds Of Summer & One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2013
  • Status: Igang
Katelyn Irwin og Ashton Irwin. To søskende som flytter fra Australien til England, for at Ashton kan starte på en ny. Katelyn er ikke så glad for det, men hun vil gøre alt for sin bror!
Tingen er bare at Katelyn støder ind i Harry Styles, og senere hans bror Marcel Styles. De er begge vildt forskellige, men begge går og hvisker om en speciel Edward.
Imens kommer der også bal dagen før Juleaften, og et skuespil som skal opsættes på skolen. Katelyn møder udfordringer og har flere problemer end før, mens Ashton klarer sig udmærket, får nye venner og klarer sig perfekt. Men hendes nysgerrighed over denne Edward kan godt give hende problemer...
Spørgsmålet er om Katelyn kan finde ud a det? Om julen ville ende godt for hende?

65Likes
33Kommentarer
10048Visninger
AA

9. 8th December ~ "Look at your sister and Harry"

Solen som lige kom under persiennerne, valgte at skinne mig lige i øjet. Mine øjenvipper var klistret fast til min hud, fra makeuppen som jeg ikke havde fået fjernet. Min hånd hvilede på noget blødt, varmt stof. Mit hoved hvilede på det samme stof. Jeg lod min hånd glide over stoffet og kiggede så op. Mine øjne blev straks store da jeg opdagede Harrys ansigt. Allermest havde jeg lyst til at skrige, løbe og slå mig i hovedet, for at komme tilbage til mig selv. Men hvis jeg vækkede ham, så ville det bare blive akavet. Endnu mere akavet end det allerede var!

”Tror du stadig de sover?” Fodtrin ned af trappen lød, og jeg vidste straks min onkel og tante kom ned for at lave morgenmad, og tjekke om vi var vågne. Jeg lukkede øjnene, og lod som om jeg sov, så jeg ikke lignede en eller anden desperat lover til Harry, som ikke ville give slip på ham. ”Det ser det ud til. Prøv at se hvordan Harry og Katelyn ligger. De ser søde ud sammen.” Hviskede min tante.

Min hånd knugede Harrys t-shirt da hun sagde det, og Harry bevægede sig en smule. ”Lad os lave morgenmad. Det kan være duften af vafler vækker dem.” Hviskede onkel og straks var de gået igen. Mit hjerte bankede langsomt igen, og jeg kunne straks slappe mere af. Jeg måtte indrømme, at sove på Harry var ikke det værste. Han var varm, let muskuløs og havde en fantastisk blød t-shirt!

Elpiskeren i køkkenet blev sat i gang, der blev sat tallerkner på bordet og lyden af køleskabet som hele tiden blev åbnet, lavede ekko i hele huset. Jeg troede vi skulle vækkes af vaflerne når de var færdige, ikke af den larmende proces!

”Hey Michael, er du vågen?” Ashton var vågen. Sikkert pågrund af larmen. ”Jep, larmen gør det ikke ligefrem let at sove.” ”Shut up people! Nogen prøver stadig at sove!” Skældte Philip ud. Harry bevægede på sig, men jeg lod stadig som om jeg sov. Det lød ikke som om han vågnede. Hans vejrtrækning var stadig dyb, og hans hjerterytme var langsom.

”Se din søster og Harry.” Lød Michaels stemme. Jeg kunne føle deres blik hvile på os. Det var ubehageligt. Og Ashton ville sikkert ikke reagere positivt på det her. Vi var meget overbeskyttende over for hinanden, især Ashton når det kom til fyre og mig. ”Harry er fin nok. Men jeg tror bare ikke hun passer sammen med Harry.” Jeg fik en rynke mellem øjenbrynene, men lod straks vær, da jeg helst ikke vil opdages.

”Skal vi vække dem?” ”Nej, det tror jeg ikke. Vi har haft en hård nat. Bare lad dem sove videre.”

Fodtrin lydes, og min tante og onkel som sagde godmorgen med sang i stemmen, kom fra køkkenet. Officielt alene. Sammen med Harry. Det gav ingen mening. Alene med Harry, det gav mere mening. Harry rykkede på sig så min arm nu lå under ham. Den blev ikke ligefrem kvast, men nu kunne jeg bare ikke få den fri.

Whatever! Jeg var stadig træt, og jeg lå godt, så hvorfor ikke bare lige sove et kvarter endnu? Den filmaften plus surfing tog hårdt på mig, og jeg følte virkelig der stod en nisse og slog mig i hovedet med en kæmpe julestok. Jeg begyndte at tælle får. En ting jeg gjorde når jeg vågnede, og gerne ville sove igen bagefter, så talte jeg får.

En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve, tolv, tretten, fjorten, femten, seksten, sytten, atten, nitten, tyve, enogtyve, toogtyve, treogtyve, fireogtyve, femogtyve, seksogtyve, syvogtyve, otteogtyve, niogtyve, tredive, enogtredive, toogtredive, treogtredive... firetredive... femogtredive... seksogtredive... syvogtredive...

* * *

”Katelyn? Harry? I skal rejse om tre timer. Vågn op.” Jeg glippede en smule med øjnene og gnubbede søvnen ud af øjnene. Tante stod foran os og smilte stort. Allermest havde jeg lyst til at stikke hende en, og så sove videre, men i stedet gryntede jeg svagt og lukkede så øjnene igen. ”Lad mig komme til. Sådan her vækker man nogen der sover.” Noget vand blev dryppet på min pande. Jeg åbnede øjnene og så Ashton stå med et glas vand over mit hoved. Mine øjne blev store, og jeg skulle til at flytte mig, da han hældte hele glasset ud over mig.

Mit tøj blev straks gennemblødt, og det samme gjorde Harrys. Han vågnede straks og kiggede forvirret på os alle. Hurtigt kiggede jeg væk, for at undgå så at kigge ham inde i øjnene. Det eneste jeg bare kunne håbe på, var bare at han ikke vidste hvordan vi havde sovet.

”I skal gøre jer klar. Vi rejser om tre timer, I kan sove videre på flyet.” Sagde Ashton monotont og gik så. Han virkede nærmest vred. Tante kiggede dog også lidt forvirret på ham, mens han vandrede ud i køkkenet, men hun gravede ikke så meget i det.

”Hvis I vil, så kan I tage et bad. Vi har to badeværelser.” Sagde tante og rakte os hver et håndklæde. Hurtigt takkede jeg og gik så hurtigt ud til det ene badeværelse. Lige nu havde jeg bare brug for at skylle alle mine tanker væk og alle de oplevelser de sidste tolv timer.

Med hænderne støttet mod vasken, kiggede jeg mig selv i spejlet og så det uglede hår, som dominerede mit ansigt. Det var blevet halvvådt, hvilket bare gjorde det endnu sværere at få redt ud. Med et suk tog jeg fat om kanten af min bluse, og skulle til at trække den af, da døren blev åbnet, og en halvvåd Harry kom frem i døren.

”Sorry! Forkert toilet!” Undskyldte han hurtigt og fik lukket døren med et smæk. Et lille grin forlod mine læber. Han virkede så klodset en gang imellem. Klodset på den gode måde, som fik en til at grine. Det havde været hyggeligt at være her med Harry. Det havde jeg slet ikke troet. Tænk engang, den person som jeg mindst ville have med, endte med at blive en af de bedste.

Igen grinte jeg let for mig selv, og tog så tøjet af for at få et dejligt varmt bad, før vi skulle rejse hjem. Shampooen som stod inde i bruseren var helt klart min mosters. Aussie shampoo. Den bedste shampoo hvis det stod til mig. Ashton elskede den også, men i starten var det kun pågrund af navnet. Aussie, I ved, forkortelsen af Australsk. Lige meget!

Efter jeg var færdig med badet, kom jeg hurtigt ud, fik viklet et håndklæde rundt om mig, og listede ud på gangen. Det var måske ikke ligefrem det fedeste at blive opdaget af foreksempel Michael, med kun et håndklæde om livet. Med små hurtige skridt kom jeg ned på Philips værelse, hvor min kuffert var. Mit andet 'rejsesæt' lå dernede. Nemlig min dejlig militærgrønne jakke, Ramones trøje og bordeaux røde bukser. Det var så behageligt at sove i, og hvis man også havde en sweater at sove op af i flyet, så var det bare endnu bedre.

Philip var ikke inde på værelset, heldigvis! Så kunne jeg skifte i fred. Med frygt for enten Ashton eller Philip snart ville være tilbage, så tog jeg hurtigt mit tøj på og gik tilfreds hen til spejlet, hvor jeg kiggede i mit eget spejlbillede. Alt mascaraen var ikke røget af i badet, så nu lignede jeg en panda, eller en zombie. Måske mest en zombie, de havde nemlig store poser under øjnene.

Efter et kvarter så jeg nogenlunde præsentabel ud. Eller alt andet end mit hår så præsentabelt ud. But who cares? Jeg skulle bare sidde på et fly, så det var vel okay at de lignede en høstak. ”Hey Katelyn?” jeg kiggede mig over skulderen, og så Harry med halvvådt hår, og hænderne i lommen, ”sorry for det med toilettet. Det var ikke min mening.” ”Det gør ikke noget. Og desuden var det bare en fejl. Jeg tager det ikke så tungt.” Sagde jeg og smilte venligt. Han nikkede en enkelt gang og kiggede ned i gulvet. Man kunne lige ane han smilede, da hans smilehuller var tydelige.

Han mumlede et eller andet og gik så igen. Jeg smilte hurtigt for mig selv, og bed mig i underlæben. Jeg havde en følelse lige nu, som ikke var til at beskrive. En følelse som jeg ikke plejede at have. Den var der hver gang jeg var sammen med Harry. Og den skræmte mig, men samtidig fik den hele min krop til at brænde.

Et ryst på hovedet fik mig tilbage til virkeligheden, og straks begyndte jeg at pakke. Alle minderne fra da Philip og jeg var små hang rundt omkring i værelset. Han havde billeder fra da vi sad på stranden, fra sneen som faldt omkring os, fra julemiddage og helt til sidste år hvor Ashton, Philip og jeg spiste på pizza bar. Det var slut med at hænge ud sammen og være sammen ved hver familie lejlighed. Nu kunne vi måske ses hver halve år, max. Nu når far havde mistet jobbet, så endte vi sikkert med at blive en fattig familie. Min mor og far måtte have 'normale' jobs, i stedet for at sidde i et kæmpe firma og tjene masser af penge.

”Vi kører om et kvarter, er du klar?” Spurgte Philip bag mig. Jeg vendte mig om og så ham stå lænet op af dørkammen. Svagt nikkede jeg, og fik min taske over skulderen. Philip gik hen til mig, og stilte sig ved siden af mig. Vi begge kiggede på billederne sammen, mens stilheden overtog hele lokalet. Vi behøvede ikke at sige noget. Ord var unødvendige for denne her situation. Det eneste jeg ville lige nu var bare at få det farvel overstået, bare farvel. Det skulle bare overstås.

”Kommer I ned?” Råbte tante nedenunder. Vi kiggede kort på hinanden, og gik så sammen nedenunder til hende. Alle sammen stod med deres ting klar. De snakkede stille sammen, også Harry. Han var godt i gang med at snakke med Michael, om hans pinke hår, der altid mindede mig om candyfloss.

”Så kører vi, tid til at sige farvel.” Sagde onkel og hentød til tante og Philip. Michael og Harry sagde tak for at bo hos dem og gav min tante hånden, mens Philip fik et mande knus, eller hvad drengene nu kaldte det. Jeg gik hen til min tante med et stort smil og krammede hende farvel. Der var næsten ikke noget luft tilbage i mine lunger da hun slap mig. Men jeg var glad for det kram. Sådan et ville jeg ikke få i lang tid.

”Hvis du venter to sekunder, så kommer jeg med noget til familien.” Sagde hun og smuttede hurtigt ud af entreen. Mens jeg stod og ventede, kom Philip hen til mig. Han åbnede armene og lagde dem om mig. En tåre gled ned af min kind, hvilket Philip hurtigt lagde mærke til. Han tørrede den væk med sin tommelfinger og smilte så, for at få mig til at smile. ”Vi ses jo nok snart. Lad være med at græde.” Et grin slap ud af min mund, mens endnu en tåre gled ned af min kind.

”Katelyn, Ashton, jeg har julegaverne til jeres familie. I kan tage dem med hjem og åbne dem til juleaften.” Sagde tante og gav mig en pose, som var tung. Venligt smilte jeg og gav i stedet for Ashton posen, han var fyren i familien, og den stærkeste af os to.

”Hils jeres forældre.” Sagde tante inden vi gik ud af døren. Jeg kastede et sidste blik over skulderen, hvor Philip stod i baggrunden og vinkede. Ashton klappede mig let på skulderen og lukkede så døren bag os. Det var det. Sidste gang vi så familien i lang tid. Så var det tilbage til England.

* * *

”Vær venlig at spænde jeres sikkerhedssele, vi letter om to minutter.” Lige så snart fyren ved siden af mig havde spændt sin sele, tog han straks høretelefoner på, og skruede så højt op for volumen, så jeg tydeligt kunne høre det. Irriteret sukkede jeg svagt og spændte selv min sele, mens flyet langsomt begyndte at køre hen ad asfaltvejen.

Ashton og Michael, som var ovre i den anden side af flyet, nåede lige at spænde selen, inden de begge lå og sov op af hinanden. Egentlig ville jeg også sove, jeg kunne ikke. For det første havde jeg allerede sovet længe, og for det andet savnede jeg Philip. Selvfølelig også tante og onkel, men Ashton, Philip og jeg havde altid været ekstra tætte. Der var et bånd som vi havde knyttet første gang vi mødtes, og siden er det blevet stærkere. Men jeg måtte bare indse at tiden sammen med Philip var ovre.

”Er du okay?” Spurgte Harry ved min anden side. Straks mærkede jeg efter under mine øjne om de var våde, da jeg var forvirret over hvorfor han spurgte om det. Med en rynke mellem øjenbrynene nikkede jeg. ”Hvorfor spørger du om det?” Han trak kort på skuldrene og kiggede på sine fingre, som fumlede med hinanden. ”Du græd da du skulle lige farvel til Philip. I ser ud til at have knyttet et stærkt forhold. Klarer du den?” Med et svagt smil nikkede jeg endnu engang, og kiggede ham i øjnene.

”Der er ingen grund til bekymring.” Sagde jeg og klappede ham let på låret. ”Du ved, gode ting kan sagtens ske igen.” Han lavede et drenget smil, så hans smilehuller tydeligt kom frem. Jeg var misundelig over hvor tydelige smilehuller han havde. Det så så sødt ud når han smilte. Hvorfor var jeg lige præcis den ene i familien uden smilehuller? Ashton havde, min mor havde, min far havde, men mig? Næ nej, Gud forbød mit ansigt at give mig smilehuller!

”Det håber jeg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...