The Styles Triplets ~ 5 Seconds Of Summer & One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2013
  • Status: Igang
Katelyn Irwin og Ashton Irwin. To søskende som flytter fra Australien til England, for at Ashton kan starte på en ny. Katelyn er ikke så glad for det, men hun vil gøre alt for sin bror!
Tingen er bare at Katelyn støder ind i Harry Styles, og senere hans bror Marcel Styles. De er begge vildt forskellige, men begge går og hvisker om en speciel Edward.
Imens kommer der også bal dagen før Juleaften, og et skuespil som skal opsættes på skolen. Katelyn møder udfordringer og har flere problemer end før, mens Ashton klarer sig udmærket, får nye venner og klarer sig perfekt. Men hendes nysgerrighed over denne Edward kan godt give hende problemer...
Spørgsmålet er om Katelyn kan finde ud a det? Om julen ville ende godt for hende?

66Likes
33Kommentarer
10575Visninger
AA

20. 19th ~ "What kind of deal is that?!"

Tvunget i skole. Det var det jeg blev imorges. Ikke af min mor, hun sov skam. Men af Ashton. Han mente at det var bedst for mig. Jeg kunne ikke gemme mig for problemerne, jeg måtte se dem i øjnene og bekæmpe dem. Ikke bare flygte for dem, det ville bare gøre dem værre.

"Op med humøret! Du skal nok klare den, uanset hvad!" Opmuntrede Ashton mig og gav mig et ordentlig klap i ryggen. Med forsigtige skridt gik jeg hen mod skolens indgang. Der så ikke ud til at være hverken nogen Harry eller Niall. Jeg åndede let ud og gik så indenfor med Ashton ved min side.

Da vi kom indenfor var det hele perfekt. Ingen problemer der kom farende i mit ansigt eller stress fra morgenstunden af. Ashton gik fra mig for at komme hen til sit skab, så jeg måtte gå min egen vej.

Glad skulle jeg til at gå, da Niall kom hen mod mig fra min højre side, og Harry kom hen mod mig fra venstre side. Mit hjerte bankede pludseligt det dobbelte. Hvordan kunne man redde sig u af denne her situation? Konfrontere med dem begge? Løbe hen til en af dem? Men hvilken? Lige nu var der kun en løsning, flugt. Så hurtigt som jeg kunne gå var jeg forsvundet i flokken af mennesker og på vej hen mod mit skab, så jeg hurtigt kunne komme af med mine bøger og gå til time.

"Katelyn!" Råbte en bag mig. Med bange anelser for det var en af dem, lod jeg som om jeg ikke hørte noget og gik så videre. Personen var sikkert irriteret eller forvirret, men min morgen var god indtil Harry og Niall problemet kom, og nu ville jeg prøve at nyde den igen så godt jeg kunne.

"Katelyn stop!" En greb fat i min arm og vendte mig rundt, så vi stod ansigt til ansigt. Louis kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Undskyldende smilte jeg og prøvede at opføre mig normalt, indtil Harry kom hen mod os bag Louis. "Skal vi ikke gå hen et andet sted og snakke? Der er lidt for mange på gangen." Sagde jeg og begyndte at gå, men blev endnu engang stoppet.

"Det tager kun to minutter." Sagde Louis, men jeg rystede hurtigt på hovedet. "Men jeg har rigelig med tid til at snakke. Så lad os gå et andet sted hen!" Opgivende fulgte Louis efter mig og ind i teatersalen, hvor der næsten var helt tomt. "Hvad ville du sige?" Spurgte jeg efter døren var blevet lukket.

"Jeg tænkte vi kunne øve os lidt mere? Jeg har tid efter øvning i dag. Vi kunne tage hjem til mig og øve?" Spurgte han. Jeg ville gerne sige ja, men det ville blive en lang dag. Først skole, så øvning og så til sidst slutte hjemme hos Louis. Det ville blive hårdt. Men da Louis begyndte at lave et tåbeligt hunde ansigt, kunne jeg simpelhent ikke stå imod. Det mindede mig om Ashton der tiggede mor om pizza. "Okay. Men du har ikke ret til at bruge det ansigt igen." Sagde jeg strengt og pegede på hans ansigt, som nu havde forvandlet sig til en smilende emoji."Okay, vi snakker bare sammen efter øvning." Han lavede tommel op og gik så ud af salen igen.

Døren stod åben og det så ud til at der var fri bane. Hurtigt kom jeg ud og skulle til at gå da en greb fat om mig. Et velkendt hæst grin lød i mine ører. "Fanget!" Råbte Harry grindende. Jeg fjernede hans arme fra mig og begyndte at gå væk fra ham. Men han hen til mig og gik ved min side. 

"Hør Katelyn. Jeg er ked af det igår. Jeg blev revet med af stemningen, det var ikke meningen. Kan du tilgive mig?" Han stillede sig foran mig, så jeg ikke kunne komme videre. Irriteret prøvede jeg at komme uden om, men det nyttede ikke noget, det var som at være fanget i en gennemsigtig kasse.

"Hm... På en betingelse, du siger intet til Niall. Ikke en lyd!" Sagde jeg strengt. Han nikkede forstående, så jeg begyndte at gå, da han rømmede sig. "Men så skal du også følges med mig til ballet." "Hvad i alverden er det for en deal?!" Udbrød jeg og gik tilbage helt rød i ansigtet af vrede. "Jeg var ikke ene om det kys. Du sagde ligesom ikke fra de første ti sekunder." Forsvarede han sig selv og holdte hænderne over hovedet uskyldigt. Vi stod begge og kiggede hinanden i øjnene, mine med vrede og hans drillende.

"Hvad hvis jeg ikke gør?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Han tog sin mobil frem og fandt noget frem. Han holdte den frem mod mig og viste mig Nialls nummer, og de få beskeder han havde skrevet med ham. "Så får Niall sig en overraskelse. Og det er ikke den gode af slagsen." Afpresning. Det var det ord jeg ledte efter, men straks havde lyst til at smide væk igen. "Aftale. Men så må du være med på at være min partner nummer to. Niall og jeg skal allerede følges, og intet skal stoppe os." Sagde jeg. Han rakte hånden frem som tegn på at det var en aftale og jeg lovede det. "Den er jeg helt med på." Vi rystede kort hænder og gik så hver vores vej.

* * *

"Vi tager den en sidste gang, kom så folkens!" Folk sukkede rundt omkring mig og spillede død på gulvet. Mrs. Blue prøvede at holde det gode julehumør oppe og rystede derfor på hovedet. Alle vidste hun havde givet op, og nu kunne man komme hjem.

Glad samlede jeg mine ting sammen og spejdede efter Louis, som stod og snakkede med Eleanor. Jeg gik hen til dem og ventede på Louis skulle blive færdig, så vi kunne få øvet det stykke, og jeg kunne komme hjem. Min dejlige seng, nogle tæpper og en god kop varm kakao ventede på mig derhjemme. Louis og Eleanor sluttede af med et kys og gik så fra hinanden.

”Jeg er klar! What about you Sandy?” Spurgte Louis i sin 'Danny accent'. Drillende puffede jeg til hans skulder og sammen gik vi ud mod parkeringspladsen hvor hans bil holdte. På vej derud spottede jeg Ashton stå op af sin bil og snakke med en pige.

Hurtigt fik jeg trukket Louis ned på knæ, og gemte ham bag en bil. Forvirret skulle han til at sige noget, da jeg klaskede min hånd op foran hans mund og fik ham til at klappe i. ”Det er min bror og muligvis hans date.” Hviskede jeg.

Forstående nikkede han og fulgte med. De snakkede i et lille stykke tid, indtil han selv satte sig ind i sin bil og det samme gjorde pigen. Hun kastede hurtigt med håret og jeg nåede at se et glimt af hendes ansigt. Da de kørte væk havde jeg tilbage store øjne og en mund på vid gab.

”Wow... Gemma Styles.” Mumlede Louis og lavede et drenget smil. Med rullende øjne rejste jeg mig op og satte mig ind i hans bil. Han gjorde det samme og begyndte så at køre hen mod hans hus. Men tænk engang. Min bror og Gemma. Harry, Edward og Marcels søster. Jeg kunne godt forstå Ashton. Gemma var sød, rar, køn, venlig og virkede så klumset som Harry på den søde måde. Bare de holdte ved.

”Vær klar på tvillinger og to søstre. De kan fortælle en masse røverhistorier. Halvdelen af dem er rigtige, resten er bare opdigtet.” Forklarede Louis og kørte ind i indkørslen. Vi begge steg ud og gik op mod hans dør. Han stoppede mig før han åbnede døren, og kiggede ind af brevsprækken. ”Hvad har du gang i?” Spurgte jeg forvirret, og observerede ham imens han gjorde det. ”Tjekker om der er fri bane.” Svarede han og gik så ind.

Da vi kom ind var der mange jakker og sko i entreen. Det var forståeligt nok med fem børn og forældre. ”Du smider bare skoene hvor du vil.” Sagde Louis og kastede sine egne. Jeg gjorde det samme og gik ind i stuen. Der sad to små piger i sofaen og så TV. Louis sneg sig om bag den ene af dem og bar hende i sin favn, mens han snurrede rundt. Pigen grinte og skreg som en gal. Det var så sødt. At en bror som Louis havde så meget kærlighed til sine små søskende.

”Louis!” Hvinede den lille pige. Hun blev sat ned igen, og straks var den anden henne hos Louis og ville have den samme tur. Han gjorde det med glæde og svingede også hende rundt et par gange.

”Hva' så? Stener I TV?” Spurgte Louis og pegede hen mod skærmen. De rystede på hovedet og slukkede det med et grin og et kæmpe smil. ”Løgnere,” grinte han og tog fjernbetjeningen fra dem, blot for at tænde igen, ”det her er Katelyn. Vi skal spille sammen i skuespillet på skolen.” De begge undersøgte mig med store øjne og små søde smil. Jeg satte mig ned på hug til dem og hilste på dem.

”Hej med jer.” Hilste jeg og rakte hånden frem. De tog begge imod den og rystede den kort. ”Mit navn er Daisy.” Sagde den ene. ”Og jeg hedder Phoebe.” Sagde den anden. De havde begge lyst hår, helt det modsatte af Louis, men alle tre de samme øjne. De samme, flotte blå øjne.

”Vi smutter op og øver lidt. Lad nu vær med at se for meget TV, I får firkantede øjne.” Sagde Louis og gik så ovenpå med mig i hælene. Vi kom hen til hans værelse hvor der lå noget tøj på gulvet, en guitar stod henne i hjørnet, en seng med mørkeblåt sengetøj og et skrivebord med nogle blyanter og nogle blokke.

”Velkommen til mit værelse! Jeg undskylder rodet, men jeg er en dreng, så det er lige meget.” Sagde han med udslået arme. Med et grin placerede jeg min taske ved siden af hans skrivebord og satte mig på rullestolen.

”Jamen det var jo en fed rundvisning,” sagde jeg sarkastisk, ”skal vi nu se at komme i gang?” Han nikkede og tog sit manuskript frem. Vi tog den fra scenen i bilen, da vi allerede havde styr på det meste i starten.

Måske tog vi det ikke hundrede procent seriøst, men Louis mente man lærte mere hvis man syntes det var sjovt. Det hjalp faktisk en smule. Jeg kunne huske replikkerne fordi jeg sammensatte det med noget sjovt vi havde gjort, det var nemmere at gøre det på den måde, for ham husked altid gode minder og ting.

---------------------------------------------------------

Kapitlet kom meget sent, det ved jeg, men har været væk næsten hele dagen og måtte skrive i bilen og i skolen når jeg havde tid, suk...

Men jeg klarede det, og jeg syntes det her er en sjov udfordring, den giver en modstand, hvilket jeg elsker ved det!

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...