The Styles Triplets ~ 5 Seconds Of Summer & One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2013
  • Status: Igang
Katelyn Irwin og Ashton Irwin. To søskende som flytter fra Australien til England, for at Ashton kan starte på en ny. Katelyn er ikke så glad for det, men hun vil gøre alt for sin bror!
Tingen er bare at Katelyn støder ind i Harry Styles, og senere hans bror Marcel Styles. De er begge vildt forskellige, men begge går og hvisker om en speciel Edward.
Imens kommer der også bal dagen før Juleaften, og et skuespil som skal opsættes på skolen. Katelyn møder udfordringer og har flere problemer end før, mens Ashton klarer sig udmærket, får nye venner og klarer sig perfekt. Men hendes nysgerrighed over denne Edward kan godt give hende problemer...
Spørgsmålet er om Katelyn kan finde ud a det? Om julen ville ende godt for hende?

65Likes
33Kommentarer
10193Visninger
AA

19. 18th December ~ "Why is life so hard?"

Harry, Gemma, Marcel, Edward. Det kunne være en af de fire. Men hvad skulle de få ud af det? At få mit hoved til at eksplodere af ren frustration? Det var næsten tåbeligt! Edward havde godt nok været en smule sær, men ikke så meget at han ville sende mig mystiske breve. Gemma virkede ikke til at have noget med det at gøre, det var bare hendes parfume som blev brugt. Marcel havde vist ikke andet end sin date til vinterballet. Så var der Harry. Han gjorde mig forvirret. Og det var ikke på den gode måde. Han var ikke så nem at blive klog på.

Idag havde jeg ikke lyst til at sidde mellem kæresteparrene, der var jeg i hvertfald helt hundrede på at blive ignoreret. De sad bare i deres egen lille kærlighedsbobbel og kendte slet ikke til verden rundt omkring dem. Forvirret kiggede jeg rundt i kantinen for at finde en plads, men forgæves. Der var ingen jeg kendte som jeg kunne finde. Jeg kunne lige så godt bare sætte mig ud på toilettet og spise min mad der.

"Vil du spise sammen med os?" Spurgte Danielle ved min side. Før jeg overhovedet havde nået at svare var jeg allerede på vej hen tip et bord med Danielle i ryggen. Vi slog os ned ved Josh og Niall der sad og sang og brugte deres bestil som trommestikker.

"I er ikke tolv. Brug dog jeres bestik til at spise med." Sagde Danielle. De stoppede straks og fortsatte derefter med at spise normalt igen. Josh og Danielle var straks gået igang med at tale om hvilket tøj de skulle have på, om det skulle matche, hvor og hvornår de skulle mødes osv. Niall han vendte hovedet mod mig og rømmede let, så han fik min opmærksomhed.

"Såå... Katelyn. Jeg har jo ikke spurgt dig endnu, men vil du følges til ballet... med mig?" Spurgte han. Et lille smil poppede frem på mine læber, og det samme på hans da jeg smilte. "Ja, det vil jeg meget gerne." Svarede jeg. Han smilt bredere og kyssede mig hurtigt på kinden. Det var som er brændemærke, den gode af slagsen. Et man ville beholde for evigt.

"Hvor hyggeligt! Så kan vi fire følges derhen!" Udbrød Danielle glad og krammede mig. Glædeligt tog jeg imod det, men slap hende lige så hurtigt jeg kunne, så gode venner var jeg ikke med Danielle, men det betød ikke jeg sagtens kunne blive. ”Så hvis jeg henter dig omkring klokken seks? Er det okay?” Spurgte Niall lidt lavmælt, så Danielle ikke ville begynde på aw lyde eller noget helt andet. ”Det lyder fint. Jeg vil stå klar i min kjole.” Svarede jeg. Han gav mig et intenst kys på munden og hviskede så: ”Jeg kan ikke vente med at se dig.”

* * *

På vej ud af skolen sammen med Eleanor, gik vi forbi fodboldbanen. Den anden udgang var der alt for mange mennesker, og Eleanor ville gerne takke mig for at få hende sammen med Louis igen. Hun var meget glad for det, og takkede mig mange gange. Derefter fik hun talt om kjolen hun skulle have på, hvordan de skulle se ud, hvad Louis havde gjort for hende siden de fandt sammen og en masse andet.

”Og så mødes vi hjemme hos Louis, så jeg kan hjælpe hans søstre Lottie og Fizzy med at gøre sig klar. Det bli-” ”Angreb!” Eleanor blev afbrudt af en som fældede mig ned i sneen og rullede mig rundt. Da jeg endelig stoppede med at blive rullet rundt fandt mine øjne en drillende Harry, som sad ovenpå mig med et drilsk smil.

”Haha! Du er så uheldig Katelyn!” grinte Eleanor hysterisk, indtil hun selv blev fældet af Louis, ”whoops!” Louis kastede sne i hendes hoved, mens hun grinte hysterisk og prøvede at gøre modstand. Jeg skubbede Harry af mig, og det samme gjorde Eleanor. En sneboldkamp blev sat i gang, pigerne mod drengene. Grin var højlydte på hele fodboldbanen, samt skrig. Det endte uafgjort efter min mening. Alt vores tøj var gennemblødt, jeg frøs, men vi havde det sjovt. Louis fældede endnu engang Eleanor nede i sneen, satte sig oven på hende og kyssede hende så på næsen. Hun grinte af ham og kyssede ham så på munden. Harry rakte en hånd frem, jeg tog med glæde imod den og kom op at stå på to ben.

”Tak for kampen, det var en ære at kæmpe mod dig.” Han bukkede for mig med et grin. Jeg nejede også for ham og fik så samlet mine ting. Vinden ramte mig og gav mig kuldegysninger, nu var det ikke så sjovt at have sneboldkamp længere. ”Føj, mine kugler fryser snart til is!” Råbte Harry og hoppede på stedet for at holde varmen. Med et grin gjorde jeg det samme, så vi nogenlunde kunne holde varmen.

”Vi tager hjem nu. Ses!” Råbte Louis med en arm rundt om Eleanor og gik så væk fra fodboldbanen. Hele min krop rystede, så jeg skulle til at gå, da Harry greb fat i mig. ”Jeg kører dig hjem. Det er min skyld du fryser og måske bliver syg.” Sagde han og tog sin jakke af. Han placerede den rundt om mine skuldre og begyndte at gå med en arm rundt om mig.

”Fryser du ikke selv nu? Vil du ikke have din jakke tilbage?” Spurgte jeg og havde allerede taget den halvt af, men han stoppede mig. ”Slap nu af. Styles her har aldrig haft en sygedag!” Vi satte os ind i hans bil og tændte straks for varmeanlægget. Det så vist ud til at vi begge frøs. Harry gøs hele tiden, og rystede. Da vi kom til mit hus steg vi begge ud, og gik op til hoveddøren. Min far havde vist været ude og skovle, for det var nærmest kun is der var tilbage på stien. Halvvejs derhenne gav jeg Harry jakken tilbage. Han tog imod den med et smil, og havde den straks rundt om sig.

På vej hen til døren faldt han, og tog mig med i faldet. Vi landede ude på græsset i den kolde sne. Jeg lå halvt indover Harry, og grinte af den klodsmajor han var. Han grinte dog også selv, så hans brystkasse bevægede sig op og ned. ”Sorry, nogen mener jeg er lidt klodset.” Undskyldte han, men flyttede sig ikke. Han blev liggende i sneen og kiggede mig dybt ind i øjnene. ”Det gør ikke noget. Alle kan være en smule klodset engang imellem.” Grinte jeg, og skulle til at flytte mig, da han holdte fat om mig og pressede mig tættere på hans krop.

”Kropsvarme er en af de bedste måder at holde sig varm på.” Hans ånde gav damp i luften og ramte mig let i ansigtet. Hans ansigt nærmede sig mit, og allerede der kunne jeg se hvor han gerne ville hen med det. Jeg stoppede ikke mig selv, men vil heller ikke have det skulle ske. Niall var en fantastisk fyr, og jeg ville ikke ødelægge det. Hans læber rørte hurtigt mine, og et smil bredte sig på hans læber efter det. I et kort stykke tid følte jeg at det var kærlighed, men derefter poppede en vis fyr ind som jeg lige havde forrådt.

”J-jeg må ind nu. Vi ses i morgen.” Sagde jeg hurtigt og flyttede mig fra ham. Med hurtige skridt kom jeg indenfor og lukkede døren med et smæk. Det her ville blive svært at forklare. Især hvis nogen andre så det. Det eneste jeg håbede på var at Harry intet fortalte, og at ingen nogensinde ville få det at vide! Min ryg gled ned af døren, og min bagdel ramte gulvet med et smæld. Sukkende sparkede jeg mine sko af, så de ramte væggen.

”Nu tier du lige stille og hører efter Katelyn!” råbte Ashton og kom hen til mig med armene over hovedet, ”jeg fandt en date til vinterballet! Hvem scorede? Det gjorde jeg!” Jeg rullede øjne af ham med et smil, og ønskede ham tillykke.

* * *

Jeg havde slet ingen sult ved aftensmaden. Den var forsvundet ved tanken om Niall og Harrys kys. Efter det var min hjerne gået i stå. Den tænkte ikke på andet end de to ting. Tit havde min mor spurgt omjeg var okay. Det endte med at jeg måtte svare at jeg var okay, men havde fået noget mad på vej hjem. Så fik jeg lov til at gå. Det første jeg gjorde da jeg kom ind på mit værelse var at smadre mit hoved ned i min pude, og skrige af frustration. Jeg turde næsten ikke komme i skole i morgen, bare ved tanken om at nogen måske allerede vidste det gjorde mig dårlig. Dårlig af skyldfølelse.

En bankede på min dør og kom ind. Lugten af mad ramte mig, men alligevel gav det mig kvalme. ”Jeg tog det med til dig for en sikkerhedsskyld. Jeg er ikke dum. Du har det ikke godt, det kan jeg se på dig.” Ashton satte sig på min seng, så jeg let rullede hen og stødte ind i ham. Han agede mig let på ryggen, mens jeg lige så stille begyndte at græde. ”Hvorfor er livet så besværligt? Kan man ikke bare lægge sig til at dø langsomt hvis man vil?” Spurgte jeg grædende og satte mig op. Han rystede på hovedet og trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke.” Han lagde armene rundt om mig, så jeg kunne græde i hans skulder.

Han havde ikke brug for at høre hvad problemet var, han skulle bare trøste mig. Uanset hvad. Sådan var det. Jeg følte det var en form for retfærdigt nu når jeg havde trøstet ham så mange gange. ”Uanset hvad, så husk at du kan stole på mig. Du har altid været der for mig, så nu vil jeg være der for dig. Husk det.” Hviskede han og kyssede mig i håret.

------------------------------------------------------------------------------

Det er snart juleaften!!! Jeg kan seriøst ikke vente, for jeg har alt under kontrol denne her jul og er super klar til at holde den!! Ikke ligesom sidste år hvor det gik lidt i kludder...

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...