The Styles Triplets ~ 5 Seconds Of Summer & One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2013
  • Status: Igang
Katelyn Irwin og Ashton Irwin. To søskende som flytter fra Australien til England, for at Ashton kan starte på en ny. Katelyn er ikke så glad for det, men hun vil gøre alt for sin bror!
Tingen er bare at Katelyn støder ind i Harry Styles, og senere hans bror Marcel Styles. De er begge vildt forskellige, men begge går og hvisker om en speciel Edward.
Imens kommer der også bal dagen før Juleaften, og et skuespil som skal opsættes på skolen. Katelyn møder udfordringer og har flere problemer end før, mens Ashton klarer sig udmærket, får nye venner og klarer sig perfekt. Men hendes nysgerrighed over denne Edward kan godt give hende problemer...
Spørgsmålet er om Katelyn kan finde ud a det? Om julen ville ende godt for hende?

65Likes
33Kommentarer
10058Visninger
AA

18. 17th December ~ "My name is Ashton, Katelyn's brother"

Jeg var i chok. Bange for at sove. Bange for at tjekke om Edward igen holdet ovre på den anden side. Det var en dårlig ide at tage med. Hvorfor kunne jeg bare ikke tro Harry fra starten af? Jeg skulle bare være så pokkers stædig! Det var i hvert fald en oplevelse som jeg ville sent glemme. Lugten sad stadig fat i min næse og gav billederne tilbage fra i går. Egentlig havde jeg ikke lyst til at gå i skole. Jeg ville hellere blive hjemme og gemme mig. Men kendte jeg min mor ret ville hun aldrig lade mig gøre det. Hun ville hive mig ud af sengen og køre mig i skole. Det var kun hvis jeg var syg jeg måtte blive hjemme. Men jeg var elendig til at spille syg. Jeg overdrev altid så min mor troede jeg var ved at dø. I stedet for at få min mor til at trække mig ned af trappen, gik jeg i stedet selv i gang med at gøre mig klar og komme nedenunder.

Der var ikke en lyd nedenunder. Det eneste var kæden som gjorde klar til en kop te. Det var underligt at ingen var kommet nedenunder før mig. Uden at tænke videre over det satte jeg mig til at spise min morgenmad. I stilhed kiggede jeg bare ud af vinduet på sneen der faldt, mens min morgenmad blev skovlet ind i min mund. Med et smil kiggede jeg på nogle fugle udenfor der hoppede rundt ude i sneen og lavede fodspor efter sig.

Dørklokker ringede mit i det hele og forstyrrede min tankegang. Der var ingen andre til at tage den, så jeg gik derhen ad. Da jeg åbnede døren kom en vis person med let krøllet hår frem i døren. Han kiggede på mig med medlidenhed i øjnene.

"Har du det godt?" Spurgte han med et løftet øjenbryn. I et stykke tid tøvede jeg, men nikkede så forsigtigt. Han prøvede at fange mine øjne med det lykkedes ikke for ham. "Noget specielt du ville?" Spurgt jeg. Han rystede på hovedet og skulle til at gå igen, da han stoppede op og drejede om på hælen.

"Brug for et lift til skole?" Han pegede på sin bil der holdte bag ham. Med et smil takkede jeg ham og fik ham ind, så jeg kunne pakke mine ting. Han beholde jakken på og satte sig på en bænk vi havde ude i vores entre. For han ikke skulle vente så længe, skyndte jeg mig at få samlet mine ting sammen og få overtøj på. Sammen gik vi ud til hans bil og fik kørt hen mod skolen i stilhed. Der var stadig en smule mørkt udenfor. Det fik mig til at huske på igår. Vi kørte i mørke hen til pakhuse og så... Ja Edward slog en person i gulvet men fik dog også selv et par grimme skader. Da vi ankom til skolen var der nogle få elever. De fleste var på vej indenfor, bortset fra nogle få elever der snakkede.

Vi steg ud af bilen og gik hen mod skolen, forbi elever og cykelskuret. Da vi passerede cykelskuret så jeg straks Edward og Zayn stå fremme. Mit hjerte galopperede afsted da jeg så dem. Bare synet af dem begge fik allerede billederne fra igår tilbage. Jeg stoppede op og kiggede på dem med store øjne. Harry kiggede forvirret på mig, men fulgte mit blik og fandt frem til Edward og Zayn. Han så ud til at forstå det med samme og fik mig istedet omme bag skole og ind en anden vej. Da vi kom indenfor kom jeg til mig selv og fik taget en dyb indånding.

"Du er vist ikke okay efter det i går." Mumlede han. Med en arm rundt om mig fik han mig hen til mit skab og fik taget de bøger som jeg skulle bruge til næste time. Uden ham havde jeg sikkert ikke turde gå derned. Men det svære var at Harry og Edward lignede hinanden så meget.

Hver gang jeg kiggede ind i Harrys øjne, gav det mig kuldegysninger hele vejen ned af ryggen, det fik mig til at tænke på Edward, og de ting Edward gjorde. Det gjorde mig bange. Den eneste som jeg kunne være sammen med i den familie var Gemma og Marcel. Godt nok havde Marcel også øjnene, men han fik mig til at tænke på en anden måde. Som om jeg var den onde, når han talte til mig. Han virkede under mig, domineret af mig. Det var bedre end at være bange for ham.

”Okay, Edward skal også til matematik, men hvis du bliver urolig skal Gemma og Marcel også have det. Bliver du bange for Edward sætter du dig bare hen hos dem, de ville forstå hvis du forklarer.” Hans øjne borede sig ind i mine, det fik min vejrtrækning til at stoppe. Jeg nikkede forstående og knyttede hænderne. Han kyssede mig let i håret og smuttede så.

Med en dyb indånding lod jeg min hånd glide rundt om håndtaget, og skulle til at åbne døren, da en person som stank af røg på kilometers afstand skubbede sig forbi mig, og gik ind foran mig. Jeg stivnede bare ved berøringen. Han kiggede sig over skulderen og holdte døren åben for mig. ”Gå ind eller få en dør i fjæset.” Hvæsede han. Tøvende gik jeg ind af døren. Mit blik søgte straks efter enten Marcel eller Gemma, som sad i hver deres ende af lokalet.

Edward satte sig i midten af lokalet, og lagde benene over kors på bordet. I en stor bue gik jeg uden om ham og satte mig ved siden af Gemma. ”Er et okay jeg sidder her i dag?” Spurgte jeg og havde allerede placeret mine bøger på bordet. ”Klart, slå dig ned.” Sagde hun med et let smil. Vi sad ned i stilhed. Mit blik var fastlåst på Edward, der så ud til at være i en anden verden lige nu. En verden hvor kun ham og hans mobil var med.

* * *

Efter en dag i skole og et par timers øvning på stykket var det endelig tid til at gå hjem. Det var ikke nemt at komme igennem dagen. Rundt om hvert et eneste hjørne tjekkede jeg først, før jeg gik. Det var som om at jeg var bange for Edward ville komme og slå mig i gulvet. Men jeg overlevede dagen med lidt hjælp fra Harry, og af at være sammen med nogen næsten hele tiden.

På vej hjem blev jeg dog stoppet af Marcel. Han ville gerne have hjælp med Jade nu, før det var forsent. Hvis et eller andet med at en anden ville spørge hende i morgen. Så vi gik ned til blomsterhandleren og købte en buket roser. Marcel havde nogenlunde styr på hvor Jade boede. Han ringede til et par få og fandt så ud af det.

Da vi stod foran hendes dør rystede Marcel let og sank en ordentlig klump. ”Slap af. Du har den her. Lad vær med at stamme, snak til hende som du snakkede til mig her forleden. Bare spørg hende, jeg ved hun vil sige ja.” Opmuntrede jeg ham. Han nikkede tøvende og gik så hen mod hendes dør. Jeg fandt et træ ved vejen og gemte mig omme bag det imens. Marcel stilte sig op foran døren, rømmede sig hurtigt og bankede så på døren. Der gik et par sekunder, så kom en pige med fantastisk, brunt, tykt hår ud og kiggede på Marcel med et løftet øjenbryn, men også et lille smil.

”Hey Marcel. Sikke en masse flotte roser.” Grinte hun let. Han holdte dem frem mod hende og begyndte sit stammeri igen. Åh Gud, det ville følge ham for livet! ”D-de er til d-dig.” Hun tog imod blomsterne og duftede hurtigt til dem. Et smil formede sig på hendes læber mens hun tog en dyb indånding. ”Tak, de er smukke. Jeg er meget glade for dem.” Takkede hun. ” S-så jeg t-tænke på om d-du vi m-med til v-vinterb-ballet med m-mig?” Spurgte han.

Da hun stod og tøvede i et stykke tid, kiggede han ned i jorden og skulle til at gå. Men Jade tog fat i sin arm og hev ham en smule tilbage. ”Det vil jeg med glæde. Jeg kan være klar klokken seks?” Svarede hun med et smil. Et højt yes lød fra mig, hvilket nok var dumt, for de begge kiggede hen på mig. Akavet kom jeg frem for mit skjulested og prøvede akavet at komme væk. I stedet fandt jeg en bil længere væk og gemte mig. Nu kunne jeg bare ikke høre hvad de sagde.

Efter et stykke tid kom Marcel hen til mig med et sejrende smil. ”Hun sagde ja!” Jublede han. Sammen gik vi hen til hans hus hvor vi skulle til at lade vores veje skilles, da en kom ud af døren. Gemma kom hen mod os med noget tøj i hånden. Hun stilte sig foran os og ventede på en måde på at Marcel gik. Da han forstod hvad Gemma mente, gik han indenfor og efterlod os to alene.

Jeg var på vej til at gå forbi dit hus, så jeg kunne aflever noget tøj for Harry. Og desuden skulle jeg også hen til centret og købe nogle julegaver. Men nu kan vi da følges!” Forklarede hun. ”Ja, det kan vi.” Sagde jeg og begyndte at gå sammen med hende. Hun fortalte alt det som hun havde oplevet siden vi snakkede sammen den aften på Domino's. Hun havde heller ikke fundet en date til ballet, og var vist en smule ked over det. Det kunne jeg godt forstå. En pige uden en date til et bal var som pizza uden topping.

Der er bare ingen at invitere. Jeg ender sikkert sammen med enten Harry eller Marcel.” Sukkede hun og slog ud med armene. ”Faktisk har Marcel en date.” Indskudte jeg hurtigt. Hun stoppede op og kiggede på mig med store øjne. ”Mener du min bror Marcel? En smule nørdet, men ligner Harry på en prik?” Spurgte hun med munden på vid gab. Jeg nikkede bekræftende og grinte lidt af hendes reaktion. Var det virkelig så svært for hende at indse Marcel sagtens kunne få en date?

"Hun hedder Jade Thirlwall.” Tilføjede jeg. Hendes øjne blev endnu større da hun hørte navnet. ”Jade Thirlwall? Wow, det måtte være den bedste dag for Marcel nogensinde!” Udbrød hun.

Vi stoppede foran mit hus og jeg rakte hånden frem for at få fat i tøjet, men hun holdte det stadig i sin favn. Se på dig selv tøs! Du har en tung taske og forbinding om din hånd. Lad nu bare mig aflevere det.” Tilbudte hun og gik hen mod døren. Hun åbnede den for mig og gik så indenfor med mig. Vi fik begge smidt skoene, fik overtøjet af og gik ovenpå på mit værelse. Jeg fik stillet min taske og fik hende så til at følge med ind på Ashtons værelse.

Forsigtigt åbnede jeg døren og lagde mærke til det mørke som overtog værelset. Han var ikke herinde. Jeg fik hende til at lægge det på sengen og kom så hurtigt ud af hans værelse igen. Som en god 'værtinde' fulgte jeg hende ned til gangen. Hun tog sin jakke og sko på igen, da døren blev åbnet og en Ashton med hænderne fulde af poser brasede ind. Han lagde straks mærke til Gemma, og rakte hånden frem.

Vi har vist ikke mødt hinanden før. Mit navn er Ashton, Katelyns bror.” Præsenterede han sig selv med et stort smil, så hans smilehuller tydeligt kunne ses. Gemma rystede hans hånd godt og lod ham så komme ind med alle sine ting. ”Hyggeligt at møde din bror. Men vi ses vel.” Sagde hun og krammede mig. Det første der slog mig da vi krammede var duften. Den samme duft som der var på det brev jeg fik.

Du dufter godt!” Udbrød jeg, da vi slap hinanden. ”Tak! Jeg brugte en ny parfume imorges, som jeg fik her for lidt til siden. Den er fantastisk!” Sagde hun, og så allerede ud til at være i drømmeland. Vi fik sagt farvel og Gemma var ude af huset, og på vej ind for at købe gaver. Så det var sikkert en af de fire Styles. Gemma, Edward, Harry eller Marcel. Eller det kunne godt være andre, men hvad var oddsene? Og hvorfor ville lige en af dem sende mig sådan et brev?

-----------------------------------------------------------

Jeg er så træt jeg ikke engang orker at skrive noget til jer....

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...