The Styles Triplets ~ 5 Seconds Of Summer & One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2013
  • Status: Igang
Katelyn Irwin og Ashton Irwin. To søskende som flytter fra Australien til England, for at Ashton kan starte på en ny. Katelyn er ikke så glad for det, men hun vil gøre alt for sin bror!
Tingen er bare at Katelyn støder ind i Harry Styles, og senere hans bror Marcel Styles. De er begge vildt forskellige, men begge går og hvisker om en speciel Edward.
Imens kommer der også bal dagen før Juleaften, og et skuespil som skal opsættes på skolen. Katelyn møder udfordringer og har flere problemer end før, mens Ashton klarer sig udmærket, får nye venner og klarer sig perfekt. Men hendes nysgerrighed over denne Edward kan godt give hende problemer...
Spørgsmålet er om Katelyn kan finde ud a det? Om julen ville ende godt for hende?

65Likes
33Kommentarer
10495Visninger
AA

17. 16 December ~ "Then you can see how serious it is"

Mit vækkeur vækkede mig tidligt om morgenen. Med søvn i øjnene og en træt krop slukkede jeg det. Jeg gned søvnen ud af mine øjne og strakte mig, så jeg kunne komme op lidt mere frisk. Da jeg kom hen til mit klædeskab skulle jeg til at skifte tøj da jeg kom i tanke om Edward. Jeg kiggede over på den anden side af vejen, men der var ingen Edward at se. For en sikkerhedsskyld trak jeg alligevel gardinerne for.

Efter jeg havde fået tøj på gik jeg nedenunder, og som det første åbnede jeg døren og kiggede ovre på den anden side igen. Bare for en sikkerhedsskyld. Der var stadig ingen. Lettet gik jeg i gang med at spise lidt morgenmad og gøre mig klar til skolen. Men episoden fra i går med Edward og jeg blev ved med at køre i mit hoved. Havde han virkelig droppet det med at holde vagt? Tog han det virkelig så hårdt fra en Aussie som mig?

Uden at tænke mere over det gik jeg ud i bilen og ventede på Ashton, som var i gang med at tage overtøj på. I dag skulle vores forældre ikke noget. Så vi fik lov til at tage bilen. Det var også god øvelse for Ashton at køre i sne. I gamle dage var det lige meget om han lavede en skade i bilen, det tog min far ikke så tungt. Men nu skulle han altid lige minde os om at passe på bilen, så der ikke skete noget med den. Siden han mistede jobbet var han mere forsigtig med at købe ting og smadre ting. Det var forståeligt nok. Jeg var også nervøs for pengene en dag slap op og vi måtte flytte ud på gaden.

Forpustet satte Ashton sig ind i bilen og gned hænderne mod hinanden for at skabe lidt naturlig varme. Han fik hurtigt tændt for bilen og varmen. Han havde også brug for nogle nye handsker. Det eneste han havde var nogle vagabond handsker, som engang var rigtige vanter, men de blev for små i fingerspidserne så han klippede toppen af dem alle.

Hvad stod der egentlig i brevet du fik i går?” Spurgte han mens han begyndte at køre mod skolen. Hvad skulle jeg svare? Jeg vidste ikke engang helt hundrede hvad der selv stod i det brev! Det var forvirrende. Personen sendte et brev med en fantastisk duft af parfume, men gav mig alligevel et skræmmende brev. Hvorfra havde de billedet? Og hvordan i alverden fik de taget det uden vi opdagede det? ”Ikke rigtig noget. Bare nogle private sager.” Svarede jeg. Han nikkede forstående og tændte i stedet for radioen.

Sangen One heart with a million voices kom straks frem. Jeg skruede op og sad og nynnede med hele vejen til skolen. Det føltes som om Ashton var ikke bare lidt ændret, men meget! Han virkede som om alt i hele verden var muligt. Som om intet var umuligt for ham og han kunne klare alt. Et ord der dækkede alt det var selvtillid. Noget han aldrig rigtig havde haft før, men nu havde han. Og det var jeg glad for. Nu turde han stille sig frem og være sig selv, noget jeg havde savnet når jeg så ham i skolen.

Da vi kom til skolen stoppede han bilen, men blev siddende. Han kiggede lige ud i luften med et halv tomt blik. Det samme gjorde jeg. Jeg vidste ikke hvorfor. Men det var ubehageligt. Aldrig havde vi bare siddet sådan, vi kunne altid finde på noget at snakke og lave sammen. Men som sagt, alt var forandret.

Husk nu du altid kan komme til mig, uanset hvad det er.” Sagde han og lagde en hånd på mit lår. Jeg lagde min hånd på hans og takkede ham. På samme tid gik vi ud af bilen og ind i det kolde vintervejr, der omfavnede os og gav mig gåsehud. Vi fik vores tasker og fulgtes ind i skolen. Sneen var faldet meget i weekenden, det var kun lige med nød og næppe vi lige kunne køre ud. Hvis det blev ved med at sne måtte vi grave os ud i morgen.

Vores veje skiltes når vi skulle hen til vores skabe. Jeg havde billedkunst, noget som jeg på en måde havde fortrudt at tage. Men jeg ville ikke irritere sekretæren ved at få hende til at ændre i klasserne, så jeg blev i billedkunst og prøvede så godt jeg kunne. Godt nok virkede min lærer lidt sindssyg med alle de mærkelige ting hun lavede, måden hun fik inspiration til at male, det foregik altid på en eller anden måde. Jeg kunne godt se jeg ikke var den eneste som var lidt bange for hende, men de andre sagde man vænnede sig til det. Midt i en time kunne hun finde på at begynde at male et eller andet.

* * *

Mens vi sad i matematik timen kom Marcel diskret hen til mig. Han lod som om han kiggede i en bog ved siden af mig. Jeg prøvede at lave videre og ignorere ham, men det var lidt svært når han gik lidt ned i knæ og kiggede på de opgaver jeg havde lavet. Han studerede dem lidt, mens jeg bare sad og stirrede på ham.

De to opgaver er forkerte.” Sagde han og pegede på min computerskærm. ”Tak.” Mumlede jeg og slettede dem, så jeg kunne regne det ud. Han blev ved med at stå der, indtil jeg havde løst dem. Det tog godt nok et stykke tid, og det var stressende når han bare stod og stirrede, men jeg klarede det.

Hør, k-kan du h-hjæ-” ”Jeg ved godt du ikke hele tiden stammer. Snak til mig som om jeg var Harry.” Afbrød jeg ham, men derefter lod jeg ham tale videre. Han rømmede sig kort og prøvede så at fortsætte. ”Kan du hjælpe mig efter timen? D-det er en smule vigtigt.” Spurgte han. I et stykke tid overvejede jeg det, men nikkede så. ”Det tror jeg godt jeg kan. Medmindre det er en faglig ting, så tror jeg du skal have fat i en anden.” Svarede jeg. Han takkede hurtigt og gik så videre.

Der gik omkring en halv time mere af matematiktimen, inden klokken ringede og man kunne gå til frokost. Jeg pakkede mine ting og gik hen til Marcel, der allerede havde sin skuldertaske på skulderen og var parat til at gå. Sammen gik vi ud af lokalet og stoppede på gangen.

Hvad skal du have hjælp med?” Spurgte jeg og lagde armene over kors. Han kløede sig let i nakken og kiggede nervøst ned i jorden. ”S-ser du. Der er den her pige, h-hende ville jeg gerne invitere med til vinterballet. M-men jeg ved ikke hvordan jeg skal få hende med. Og s-siden du hjalp Louis og Eleanor, s-så tænkte jeg du o-også kunne h-hjælpe mig?” Han rødmede let og smilte bare ved tanken om hende pigen. Jeg overvejede det kort. Hvis jeg nu ikke kunne hjælpe ham, hvad gjorde jeg så? Han ville være knust hvis han blev afvist.

Jeg ville gerne prøve. Men jeg lover intet. Det med Eleanor og Louis ville være sket uanset hvad. De kunne godt lide hinanden og jeg kendte dem. Men jeg kender ikke hende pigen. Så jeg prøver, men lover intet.” Forklarede jeg. Han nikkede bekræftende. Jeg aftalte at mødes med ham efter skole så vi kunne finde ud af noget. ”Og hun hedder Jade. Jade Thirlwall.” Tilføjede han inden han gik hen til sine venner i kantinen.

Jeg gik selv hen til bordet hvor Louis, Eleanor, Liam, Sophia og Harry sad. Harry prøvede at komme i kontakt med dem, men umuligt når Louis og Eleanor var helt forgabt i hinanden og det samme med Liam og Sophia. Det var fint nok med mig, for jeg havde alligevel noget at tale med Harry om.

Da jeg kom hen til ham kom et smil straks frem på hans smil, og han skulle til at hilse, da jeg tog fat i hans arm og trak ham væk. Forvirret kiggede han på mig og borede sine øjne ind i mine. ”Det var da en mærkelig måde at sige hej på.” Mumlede han og rettede sit ærme, som jeg havde holdt fast i.

Hvorfor satte du Edward til at passe på mig? Han overvågede mig 24/7, skræmte mig for vid og sans, kommanderede med mig og irriterede mig grænseløst! Hvorfor skulle han blande dig ind i det så jeg blev blandet ind i det? Jeg ville ikke ende med at sælge hash omme bag et skur og få tusind tatoveringer!” Skabte jeg mig, mens det så ud som om han næsten ikke lyttede. ”Slap nu af! Han prøver at hjælpe os her, men du laver ikke andet end at skælde den eneste person som kunne beskytte dig! Nu har du ingen til at passe på dig, jeg mistede mine penge, Edward er rasende over han mistede tolv timer af sit liv og jeg kan ikke hjælpe dig mod de fyre! Edward er den eneste som kan!” Personerne rundt om os blev stille, de tog stille og roligt deres mad, og gik så lydløst væk fra os. Sukkende slog jeg mig selv i panden og tog så en dyb indånding.

Hvorfor er Edward den eneste person i verden som kan klare de fyre, hva'? Forklar mig det!” Han kløede sig i nakken og prustede. ”Det er svært at forklare og svært at tro på. Jeg troede ikke engang på det første gang jeg hørte det. Men de fyre som overfaldede mig var nogle Edward havde taget penge fra i en kamp, og de ville have dem tilbage, da de mente han snød.” Prøvede han at forklare hviskende. Jeg fik en rynke mellem øjenbrynene og skulle så til at gå, da han tog fat i min arm og holdte sig tæt ind til sig.

Slip mig.” Hviskede jeg. Han rystede på hovedet og prøvede at få det til at ligne han krammede mig. ”Hvis du ikke tror mig, så kom henter jeg dig i aften. Så kan du se hvor alvorligt det egentlig er.” Hviskede han og slap mig så. Han gad ikke engang at gå tilbage til de andre. Han gik lige ud af kantinen, mens han mumlede bandeord. Rystet gik jeg selv ud af kantinen og ind på toilettet.

Jeg kiggede mig selv i spejlet og tog en dyb indånding. Mit liv var en sandwich. En masse forskellige ting var i mit liv. Nogle var gode, nogle var dårlige. Med en dyb indånding fik jeg let plasket noget koldt vand i hovedet og gik så ud igen. Hvordan kunne jeg vide om Harry egentlig talte sandt? At Edward kæmpede mod andre, og at det var så alvorligt at han blev overfaldet og forfulgt? Der var kun en måde at finde ud af det på. Jeg måtte se det med mine egne øjne.

* * *

Sten blev kastet mod min runde sent om aftnen. Klokken var omkring halv elleve. Jeg sad oppe og læste for at få tiden til at gå, mens jeg ventede på Harry. Min beslutning var taget. Jeg tog med. Jeg ville se det, før jeg troede på det.

Jeg smed min bog på sengen og gik hen til vinduet. Da jeg åbnede det stoppede personen straks med at kaste sten. Mit blik fangede Harry der klemte en sten i hånden og så kastede den væk. ”Det er snart. Skal du med?” Hviskede han. Jeg nikkede og fandt min jakke og sko frem. Lyset blev slukket på mit værelse, og forsigtigt kravlede jeg ud på taget. Harry så bekymret ud. Men også klar til hvis jeg faldt. Jeg fandt tagrenderøret, greb fat i det og kravlede langsomt ned. Harry tog imod mig og førte mig ud til hans bil.

Så stille som vi nu kunne være kørte vi væk og ind mod byen. Der var smukke julelys i byen, julelys i træerne, skøjtebanen jeg skøjtede på sammen med Niall og et juletræ de havde sat op for ikke så lang tid siden. Vi kørte gennem den flotte by og endte i stedet for nede i et industri kvarter. Det så klamt ud, med alle de dyr som man kun lige kunne se deres gyldne øjne af i mørket. Harry stoppede bilen ude foran et pakhus, hvor en masse larm og et kraftigt lys var indenfor.

Vi steg ud af bilen. Harry tog fat om mit håndled og gik hen mod pakhuset hvor larmen kom fra. Højlydte manderåb lød derindefra, det gjorde mig næsten bange. To store fyre stod ude foran indgangen. De havde armene over kors, så man rigtig kunne se de næsten absurde store arme. De kiggede begge ned på os, da vi gik hen til døren, men nikkede kort da de så Harry.

Da vi kom ind var der kraftig lugt af alkohol, røg og en masse hujen. Jeg blev trukket hen imod midten. Det var svært at komme igennem de mange store mænd. Det var nærmest som om de ikke mærkede vi skubbede og masede os forbi dem. Som en myre der prøvede at bide en elefant.

Da vi kom ind mod midten var det første jeg så Edward i shorts og hvid tank top. Han sad på en stol og tog noget vand. I den anden side var der en stor skaldet mand. Det eneste hår han havde ved ansigtet var hans fuldskæg. Han hoppede fra side til side for at holde pulsen oppe og slog en gang imellem ud i luften.

Ude i siden var der en mand som stod med en masse penge i hånden. Mænd lagde penge ned, fik skrevet noget ned og gik så igen for at finde en god plads. De væddede om hvem der ville vinde. Det var næsten afskyeligt. Edward mod det store brød? Bare min mobil var opladt og klar til at ringe til hospitalet.

Bare rolig, han klarer den nok.” Sagde Harry, da jeg klemte hans hånd så hårdt at den blev halv hvid. Jeg undskyldte for mit klemmeri, men holdte dog stadig fast i Harry. Jeg var bange for at blive væk i mængden, eller nogle andre bortførte mig. Over halvdelen virkede fulde, jeg turde ikke nærme mig dem.

Ikke flere! Vi går i gang!” Råbte ham manden der havde taget imod væddemålene. En flaske blev smadret ned i gulvet, og straks var Edward og det store brød i gang med at nærme sig hinanden. Edward så koncentreret ud. Han havde den rynke mellem øjenbrynene som Harry også fik når han var forvirret eller koncentrerede sig.

Mændene rundt om mig råbte, skreg, hujede og spildte nær deres alkohol ud over dem selv. De var helt fra den. Harry flettede sine fingre ind i mine og holdte mig tættere ind til ham. Lige i denne her situation var jeg helt fin med det, jeg skulle nødig komme nær de skøre mennesker.

Edward fik slået brødet i siden, men der var ingen reaktion. I stedet fik han et slag nær maveregionen og var tæt på at falde. Et gisp forlod mine læber, mens Edward stod og vaklede. Allermest havde jeg lyst til at løbe derind og hjælpe ham, men hvis jeg blandede mig endte jeg sikkert som det næste offer.

Edward kom ordentlig op at stå igen og rystede hurtigt hovedet. Han hævede paraderne og undgik de fleste slag der kom imod ham. Da han så chancen slog han ud efter hovedet og spændte ben for brødet. Et højt bump lød i gulvet, og brødet lå nede på jorden og ømmede sig. Blod løb fra hans næse og ned ved hans læber. Han slikkede sig om læberne og rejste sig så op igen. Men lige så snart han var kommet op blev han slået ned igen i gulvet af Edward.

Man kunne se vreden i begge deres øjne. Brødet fældede Edward så han faldt lige ned i gulvet med knæskallerne først. Var Harry vant til at se sin bror sådan? Se ham blive slået ud og slå en anden? ”Kom nu Edward! Du kan godt!” Råbte en meget højlydt fra side linjen. Jeg kiggede på personen og genkendte straks det sorte opsatte har og den læderjakke. Hvis jeg ikke havde rodet for meget rundt i det, så ville jeg skyde på det var Zayn. Ved siden af ham stod en blondine og flettede fingre med Zayn, hvis arm var omkring hendes skuldre.

Edward rejste sig op. Alle hans muskler var spændte. Uden at tænke videre over det slog han så mange gange han kunne ud efter brødet. Det blev værre og værre. Blodklatter landede på gulvet. Jeg gemte mit ansigt nede i Harrys arm og bad om at kampen snart var forbi. Harry lagde mærke til det og nussede derfor mit hoved.

Jublen lød. En var slået i gulvet og færdig. Langsomt kiggede jeg op og så brødet ligge på gulvet helt forpustet. Mine hænder rystede. Edward var glad, han råbte lige ned i brødets ansigt og jublede sammen med Zayn og blondinen.

Måske var det her alligevel en dårlig ide.” Mumlede Harry og tog mig hurtigt med ud igen. Vi satte os ud i bilen igen, og jeg blev kørt hjem. Jeg var nærmest i chok. En fyr på min alder havde lige slået en der var næsten dobbelt så stor i gulvet. Det var nærmest sygt. 

------------------------------------------------------------------

Håber ikke jeg er den eneste som har en far der tvinger en til at se Jul på slottet, for jeg dør af det!! :/ Someone save me!!

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...