The Styles Triplets ~ 5 Seconds Of Summer & One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 26 dec. 2013
  • Status: Igang
Katelyn Irwin og Ashton Irwin. To søskende som flytter fra Australien til England, for at Ashton kan starte på en ny. Katelyn er ikke så glad for det, men hun vil gøre alt for sin bror!
Tingen er bare at Katelyn støder ind i Harry Styles, og senere hans bror Marcel Styles. De er begge vildt forskellige, men begge går og hvisker om en speciel Edward.
Imens kommer der også bal dagen før Juleaften, og et skuespil som skal opsættes på skolen. Katelyn møder udfordringer og har flere problemer end før, mens Ashton klarer sig udmærket, får nye venner og klarer sig perfekt. Men hendes nysgerrighed over denne Edward kan godt give hende problemer...
Spørgsmålet er om Katelyn kan finde ud a det? Om julen ville ende godt for hende?

65Likes
33Kommentarer
10061Visninger
AA

13. 12th December ~ "Keep your eyes on the road"

Resten af eftersidning var forfærdelig. Edward beskyldte mig for at have fået taget sin mobil, og hvad han gjorde mod Harry når han kom hjem, det var et mysterium. Bare han nu ikke havde gjort noget åndssvagt, og skadet Harry. Han havde ikke brug for flere sæbeøjer.

Noget af det værste var sandelig også at det var den tolvte december. Vi skulle lære en musical udenad til juleafslutning som lå lige rundt om hjørnet! Kunne det blive værre? Men i det mindste havde jeg set filmen mange gange, det måtte da give lidt bonuspoint.

”Katelyn! Jeg skal lige snakke med dig!” Råbte Mrs. Blue og løb hen mod mig i sine høje hæle. Jeg stoppede op og fik hen mod hende, bare så hun kunne spare lidt tid med de høje hæle. ”Ja?” Spurgte jeg da vi stod ansigt til ansigt med hinanden. Hende helt forpustet, mig klodset da jeg var ved at tabe mine bøger ned over mine fødder. ”Den anden som skulle spille Sandy har meldt afbud da hun skal på ferie til USA for at besøge familien, så rollen er din. Du skal bare kunne synge en ren tone. Giv mig et f og et a.” Sagde hun hurtigt og forpustet, allerede klar med begge hænder, som tegn på jeg skulle synge. Lidt pinlig berørt sang jeg lavt tonerne så kun lige hende kunne høre det. Med et smil nikkede hun og gik så videre. Fedt nok. Katelyn Irwin aka Sandy skulle være med i et julestykke.

Jeg fik mine bøger ind i mit skab, og gik så hen mod teatersalen igen. I dag var der auditions. Det ville sige jeg skulle sidde og glo hele dagen. Eller egentlig kun femogfyrre minutter, men det kunne vare for evigt! Måske skulle man have overvejet at smugle nogle høretelefoner med og en tegneblok, men klokken ringede, så det var allerede forsent. Medmindre jeg kunne løbe så hurtigt som en bil.

Knap de fleste var kommet. Men der sad dog et par få oppe foran og snakkede sammen med Mrs. Blue, som så mere stresset ud end før. Hendes hår var blevet mere uroligt, hendes papirer lå ikke længere i orden og hendes hud skinnede mere end en kage med glasur. Langsomt gik jeg deropad for at finde en plads, da nogen tog mig under armen, og bar mig hele vejen derop.

”Skildpadde på vejen!” Råbte Louis og satte mig ned på gulvet næsten helt forrest. ”Du skør i hovedet.” Grinte jeg. Han trak bare på skuldrene og satte sig ned. De alle sammen havde deres manuskripter i hånden, og sad og øvede sig. Eller, det fik de lov til indtil Mrs. Blue afbrød dem.

”Alle sammen! Først skal I bare lige vide det her kommer til at kræve meget af jeres fritid. Stykket er kun femogfyrre minutter langt, men så skal det dælme også bare være godt! Siden Caroline tager til USA i morgen for at fejre jul med sin familie, så har vi allerede fundet en rolle til Sandy. Nemlig Katelyn!” folk omkring mig klappede og ønskede mig tillykke, mens jeg langsomt sank ned i sædet og takkede akavet, ”men som sagt. Det kommer til at tage meget af jeres fritid, og derfor har jeg også fået lov til at få nogle få af jeres andre timer. Så hvis alle lige ville være venlige at kigge inde på skolens hjemmeside under drama hver dag, så burde vi nok kunne klare det. Så, er vi klar til at klare auditions?” Alle jublede og piftede. Et stort smil kom frem på Mrs. Blues ansigt, og hun kaldte allerede den første op.

Den første som om op var en der hed David, som stillede op som rollen Kenickie. Jeg skulle til at finde mig behageligt tilpas i den hårde teaterstol, da Mrs. Blue kom hen til mig og gav mig et stykke papir. ”Du kan også bedømme dem, nu når du ikke har noget at lave.” Sagde hun og satte sig så på sin plads. Et stort suk forlod mine læber, mens jeg begyndte at skrive navn på personen og hvilken rolle de tog til audition for.

David begyndte at synge noget af Summer nights og sagde nogle få replikker. Han var ikke ligefrem den bedste til at synge, men han kunne sagtens sige noget. Enten måtte de sætte autotune på ham, eller så måtte de totalt skippe ham, for folk ville sidde med ørepropper ellers! Så galt var den ved de bare lidt lange toner.

”Nu når du dømmer, så sørger du vel for at give mig rollen som Danny, ikke?” Spurgte Louis hviskende og puffede drillende til min skulder. Jeg rystede bare på hovedet af ham, og slog så igen til hans skulder. David blev færdig med sin sang og replikker, og satte sig så ned igen. Ud fra hans skrev jeg fem. Jeg håbede Mrs. Blue forstod mit system med en skala fra et til ti. ”Næste er Sophia!” Råbte Mrs. Blue og fik Sophia op på scenen. Hun stillede op som Betty Rizzo. Jeg havde aldrig kunne lide hende Betty, hun provokerede mig så meget gennem filmen!

* * *

Efter en lang dag med auditions og gennemgang af stykket mindst to gange, var det endelig tid til at komme hjem. Det var noget jeg havde savnet. At være hjemme. Uden at være stresset med dates, skulle passe på folk eller være til små koncerter på et pizzaria. Det skulle bare være mig selv nu, måske et karbad med nogle dejlige badesalte fra Lush og en god ansigtsmaske.

Med drømme og tanker om hvilke ting jeg kunne forkæle mig selv med når jeg kom hjem, fik overhånd, og jeg så ikke bilen der kom mod mig. Et dyt fra bilen lod, mens den gjorde alt for at stoppe, men allerede der kunne man se den ikke ville nå det. Jeg var stivnet ved synet af lygterne der kom hurtigt hen mod mig, og lyden af bilen der holde hornet inde.

Nogle få meter fra den ramte mig, var der en som kastede sig over mig, holdte rund om mig og rullede hen af vejen, så vi begge kom væk fra bilen lige i tide. Med let rystende hænder fjernede jeg mine hænder, som nær havde hevet hårene ud af mit hoved af ren frygt. Personen bag mig rejste sig op og børstede det halvvåde grus af sin jakke. Jeg kiggede på og genkendte igen den kendte tatovering og piercingerne. ”Hold øjnene på vejen.” Mumlede Edward og gik igen med hænderne i lommen.

Stadig liggende på jorden stirrede jeg på ham, mens han gik længere og længere væk, han kiggede ikke engang tilbage eller hjalp mig op. Jeg nåede ikke engang at sige tak. En tog fat rundt om mig og hjalp mig op på mine ben. ”Er du okay?” Spurgte Danielle og stirrede mig direkte i øjnene. Stadig med blikket fastlåst til Edward, nikkede jeg forsigtigt. Men Danielle lod sig ikke narre. Hun tjekkede mig for skrammer, og mente ikke jeg var okay. Hun fik mig hen til Josh, og prøvede at overtale ham til at køre mig på hospitalet, men jeg protesterede og ville bare gerne hjem. Josh tog sig ikke af Danielles hysteri anfald og kørte mig i stedet for hjem. Jeg takkede både Danielle for at tage sig af mig og Josh for at køre mig hjem.

Da jeg kom hjem mærkede jeg faktisk min arm gjorde en smule ondt. Jeg løb straks ud på badeværelset og tjekkede hele min arm. Den havde dog fået en enkelt lille skramme, men værre så det ikke ud. Men hvorfor gjorde den så så ondt?

”Katelyn? Er det dig?” Råbte min mor. Med et hurtigt klik låste jeg døren op og gik nedenunder til hende. Hun stod med de store kagefad fremme, hvor en herlig chokoladekage lå nede i, og ventede på at blive spist. ”Jeg er her mor!” Sang jeg næsten og stilte mig ved siden af hende. Hun viste sine fingre frem der var fyldt med glasur. ”Kan du ikke lige tage nogle tallerkner og lægge ud på bordet? Så kalder jeg på far, og Ashton burde være hjemme om få minutter.” Spurgte hun og pegede hen mod skabet. Jeg nikkede og åbnede det. Da jeg tog fat i en tallerken og skulle til at gå over med den, skød en kraftig smerte igennem min hånd og tallerknen faldt på gulvet.

”Katelyn!” Råbte min mor en smule strengt og kiggede vredt på mig, indtil hun så den tåre der trillede ned af min kind. ”Mor, please ikke råb af mig.” Græd jeg og stramte grebet om mit håndled, så blodet ikke kunne komme derned. Hun tørrede hurtigt sine fingre af i et håndklæde og kom så hen til mig. ”Hvad er der sket?” Spurgte hun skræmt, mens hun blev ved med at holde over min hånd. ”J-jeg..,” hvad skulle jeg sige? Jeg var nær blevet kørt ihjel, men ser du min vens bad boy trilling reddede mig? ”jeg faldt, men troede ikke det var alvorligt.”

”Skat, rydder du ikke lige op hernede i køkkenet? Jeg kører Katelyn til hospitalet, hun har slået sin hånd!” Råbte min mor og fik mig ud i entreen, hvor hun tog sin jakke og sko på. Da vi kom ud af døren var Harry på vej ned af stien til vores dør. Han stoppede hurtigt da han så situationen. Mig der ømmede sig og min mor med uglet, opsat hår, i pyjamas og badekåbe.

”Hvad er der sket?” Spurgte han forvirret. ”Jeg har bare slået hånden. Min mor kører mig på hospitalet.” Prøvede jeg at forklare så godt jeg kunne, uden at græde. Han gav min mor elevatorblikket og kom så over på den anden side af mig. ”Skal jeg ikke tage hende derhen? Jeg har tøj og det hele på.” Spurgte han og kiggede op og ned af sig selv. I et stykke tid overvejede min mor det, men da hun godt kunne se hvordan det nok ville gå, hvis hun kom hen på hospitalet med det, nikkede hun anerkendende. ”Okay. Katelyn du ringer og fortæller hvordan det går derhenne.” Svarede hun. Harry lagde en arm rundt om min skulder og førte mig hen til hans bil.

Jeg lagde mærke til det let sammenfoldede tøj han havde i sin anden hånd. Sikkert det tøj han havde lånt af Ashton. Jeg kunne altid tage det med mig hjem når jeg var færdig på hospitalet. Vi satte os ind i hans bil, og straks begyndte han at køre.

”Hvad har du lavet?” Spurgte han og kiggede kort på min hånd. ”Faldt.” Mumlede jeg. Han kiggede skeptisk på mig og rystede så på hovedet. ”Edward har fortalt det hele. Han omtalte dig nærmere som en klodsmajor eller en der prøver at begå selvmord.” Mumlede han og kørte ind på hospitalet parkeringsplads. Han stoppede bilen, sukkede dybt og tog så sin sele af. Det var ikke altid nemt at vide hvad der egentlig var sket, når man ikke selv var der. Det kunne sagtens lyde som et selvmord.

”Lad os nu bare få den hånd tjekket.”

* * *

Jeg havde fået bandage rundt om hånden, og fik at vide det skulle sidde på i to dage. I mellem tiden måtte jeg ikke bruge den for meget. Så ingen idræt, og måske ikke noget øvning af stykket. Så måtte jeg bare nøjes med replikkerne.

Derimod havde Harry ikke taget det så pænt. Han mente at det hele var Edwards skyld, og sikkert planlagt af nogle af hans skumle venner. Mange gange havde jeg prøvet at sige ham imod, men det så ikke ud til at hjælpe. ”Harry, hvis vi nu siger han havde planlagt nogle skulle køre ind i mig h-” ”Ikke hvis, men gjorde, han gjorde det helt klart!” Afbrød Harry mig med en rynke mellem øjenbrynene, mens han kørte hjem til mig. ”Så siger vi det. Men hvorfor reddede han mig så, og hvorfor havde han overhovedet planlagt jeg skulle køres ned?” Spurgte jeg. Der blev stilhed i bilen. Harry stoppede ved et lyskryds og kiggede ned i jorden, tænksomt.

Da det blev grønt kørte han igen og trak så på skuldrene. ”Edward er svær at blive klog på. Han tænker ikke så meget, det er mere handling.” Svarede han blot, og kørte ned af min vej. Vi stoppede lige ude foran døren, Harry hjalp mig ud og hele vejen op til døren, hvor min mor straks var ude ved os.

”Hvad sagde lægen? Er det alvorligt?” Spurgte hun desperat og kiggede på min hånd, der var bundet godt ind i bandagen. ”Nej, intet alvorligt. Det skal bare sidde i et par dage.” Svarede jeg med et smil. Harry som stadig stod ved siden af mig, gav mig et hurtigt kram og mumlede et farvel i mit øre. Ikke lang tid efter var lyden af bilen som kørte ned af vejen, i hele kvarteret. Svagt kunne jeg høre min mors stemme der var helt bekymret, mens jeg selv stod i mine egne tanker og overvejede Edwards handlinger. Hvorfor reddede han mig egentlig? Og havde han noget med det at gøre? 

---------------------------------------------------------

Har "regnet" på det, og kapitlerne bliver altså kun omkring tre A4 ark lange, da jeg også er igang med en lille surprise til en af mine andre historier ;)

Og gæt engang, jeg skal være praktikant her på Movellas!!! #OverMegaHyperegernFreakingF*ckingGlad !!!!!!!!!!

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...