Moments

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Rose's bedsteveninde Hope lider af kræft. Rose bruger al sin fritid sammen med sin veninde, og føler et stort ansvar overfor hende. De to 16-årige piger elsker at synge og spille guitar. Oftes er det Rose der spiller guitar, mens de begge synger.
Deres store idoler er One Direction. De har været vilde med dem, siden de så dem i X-factor. Da Rose og Hannah vinder VIP billetter til One Direction, kan de ikke tro det. Men kan de fem drenge leve op til forventningerne? Bliver det skuffende? Hvad sker der efter, at de har været med drengene en hel dag? Er det bare det? Eller har de sat nogle spor i drengene?

0Likes
0Kommentarer
151Visninger
AA

1. Is it real - now?

”Jeg kan slet ikke tro at vi skal møde dem nu Rose!” Hopes stemme var fuld af forventning og glæde. Jeg kiggede på hende og gav hende et stort smil. ”Det er vildt uvirkeligt! Det er det vi har drømt siden 6’ klasse!” fortsatte hun.

Det var så tydeligt, hvor glad og spændt, hun var lige nu. Hendes blå øjne lyste af spænding, og så slet ikke så matte og trætte ud, som de ellers havde gjort meget den sidste tid – for ikke at tale om det sidste år. Hun så slet ikke syg ud lige nu, man ville slet ikke forbinde ordet kræft med Hope lige nu, men hvis man så hende ellers…

”Roose! Stop nu med at tænke på det! Det er vores dag i dag! Lad ikke den skide sygdom ødelægge den!!” Hope stod og så på mig med nogle meget ængstelige og bedende øjne. Ja – nu måtte jeg tage mig sammen, det var trods alt ikke mig, der var syg.

”Sorry Hope!” sagde jeg og kiggede på hende med et undskyldende blik. Men der var ikke noget at frygte. Hope var ikke blevet sur eller noget. Sådan var hun ikke. Hun var en humørbombe, som ikke blev sur over en bagatel. Det var noget af det, jeg elskede allermest ved Hope. Hun var altid glad, også selvom .. Nej, stop dig selv Rose! Stop nu! Stop!

 

Vi gik hen mod vagten, der skulle tjekke vores VIP billet. Vi rakte ham dem med næsten rystende hænder. Han godkendte dem, mens han gav os et smil og sagde ”Der er nok nogen der har ventet længe på det her, hva?”

Vi grinte og mumlede ja, hvorefter vi gik ind i det rum han pegede på.

Vi skulle vente der indtil de kom. Vi satte os i den ene af de tog sofaer der var der. Hope tog mine hænder klemte dem, mens vi begge hvinede! ”Det er nu! Det er nu Rose!”

 

Jeg kunne knapt tro mig selv. Vi havde vundet billetterne, da der havde været sådan en velgørenheds-konkurrence og Hopes forældre havde meldt os til. Selve velgørenheds-konkurrencen gik ud på, at man kunne VIP billetter til nogle som havde det særlig svært. Hannahs forældre havde meldt Hannah til, som lige havde fået kræft. Og det helt utrolige skete – de vandt. Og Hope kunne tage en ledsager med, som så blev mig. Vi kunne ikke tro det! Vi skulle møde dem! Vi havde siden 6’ klasse været skudt i dem. Deres sange, deres udseende, bare dem! Da havde ikke været en dag, hvor vi ikke havde snakket om dem! Hvor vi ikke havde lytte til deres sange, og ofte sunget med.

Noget af det bedste var, når vi begge sang, mens en af os spillede med på guitar. Det var bare os to og ingen andre. Vi var ikke nogle der overvejede at stille op til X-factor eller noget. Sådan var det slet ikke. Det var bare musikken der betød noget for os.

Mine tanker blev afbrudt af en dør der gik op. Der stod de. One Direction.

 

 

Ved godt, at det er et meget kort kapitel... Men jeg skal lige i gang ! Smid endelig en kommentar ! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...