Fortids skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

1. Fortids skygger

Hun fægtede vildt med armene i et forsøg på at fjerne dem. Hun vidste ikke engang med sikkerhed at de var der. De flagrede bare omkring hende, som en sværm af utrættelige fluer. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv længere. Hun havde forsøgt at fortælle nogle om det, men det gik galt hver gang. Hver gang så folk bare skævt til hende og hendes skøre snak. Hun sukkede lidt. Hun følte sig helt alene, der nede bagerst i klassen. Selv læren med de store, runde briller overså hendes forsøg på at passe ind. Hun var en fejl i systemet, en ting der burde være slettet fra harddisken. Livets harddisk er uoprettelig, plejede hendes far at sige. Det var før han kørte galt på vej ud til en kunde.

Jeg sad ved hendes side. Jeg vidste det hele, alting. Hun fortalte mig om det hver aften og lod mig opleve det hver dag. Jeg så lige igennem hende. Hun græd aldrig i nærheden af andre. Hun hadede opmærksomheden man fik af det. Negativ opmærksomhed er aldrig behagelig. Hendes stjerne klare øjne skinnede mat af udmattelse. Hun havde ikke sovet i mange nætter efterhånden. Hun havde bare knuget mig tæt ind til sit bryst og ladet mig lulle hende kærligt. Jeg havde forsøgt at trøste hende så godt man nu kan uden at bruge ord. Det er min pligt. Min pligt som hendes bedste og ældste ven. Jeg ved godt mange bliver for gamle til deres venner, men ikke min Pernille. Hun bliver aldrig for voksen til mig. De har tabt hende for længe siden.

Ulykken var det sidste brud. Hun kom ikke tilbage mere. De havde alle sammen prøvet deres bedste, men nu ser de kun igennem hende. Jeg kunne stadig mærke de tårer, der fugtede min pels i går aftes. Jeg mærkede dem tydeligt. Jeg ville selv græde, hvis jeg kunne, men mine glasøjne var følelsesløse.

Skyggerne på væggen bevægede sig roligt frem og tilbage. Pludselig dykkede en ned mod hende og bed endnu en del af hendes forsvarsløse person af. Havde jeg kunnet, ville jeg have trukket mit sværd og slået dem væk, men jeg fungere kun i total mørke. Jeg plagede at holde skygger som dem væk fra hendes seng, når hun havde brug for det, men nu sover hun så sjældent, at det er umuligt at finde et tidspunkt at slå dem ned på. Jeg må blot sidde og se passivt til mens hele verden vælter. Det er kun et spørgsmål om tid, inden den sidste gnist er brændt ud. Hun vil aldrig nå til tops. Hun er min lille Pernille. Min lille Pernille pige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...