En anden verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Der er to brødre. To dæmoner, fra en gammel tid. En dag finder en pige den enes dagbog og hvirvles ind i en helt ny verden, en verden fuld af overnaturlige ting og ikke mindst fare. Især da dagbogen viser sig at være magisk, at føre hende tilbage i tiden, hvor hun selv får en indflydelse på tingene.

0Likes
0Kommentarer
110Visninger

1. Dagbogen

"Jeg er en ganske almindelig pige, i en ganske almindelig verden. Lad os lige få slået det fast! Jeg har boet i den samme by hele mit liv, en ganske almindelig og ganske spændende by. I hvert fald i weekenderne, når der festes. Min mor er ganske normal, hun arbejder som skolelærer på min skole og min far ejer sin egen butik. Jeg er enebarn. Vi har boet det samme sted længe, med gamle ruiner som nabo. Vi boede i udkanten af byen. Faktisk var det et rent tilfælde, jeg var bare så ked af det! Hvorfor kan være lige meget, jeg havde bare brug for tid til mig selv. Og pludselig stod jeg mellem disse ruiner, som havde stået der i uendeligheder...Og bum! Selvfølgelig skulle det være mig der fandt den skide bog..."

 

Bogen havde været gravet ned. Den var næsten helt ormædt, men dog ikke helt ødelagt. Nogle blade faldt ud af den, da jeg samlede den op. Jeg så undrende på omslaget, som bestod af noget der en gang havde været blødt, smidigt læder. Siderne i bogen bestod af gammelt pergament.
Jeg åbnede nysgerrigt bogen og opdagede den var fuld af skrift. Nogen havde skrevet i den, fyldt side op og side ned med ord. Det stod lidt snørklet, men det var læseligt.
Jeg samlede de sider op, som var faldet ud, holdt bogen ind til mig og løb hjem...
Jeg fortalte ingen om den. Intet om hvor jeg havde fundet den eller at jeg havde den. Den blev min lille hemmelighed. Når jeg bare kunne gemme mig inde på værelset, mens jeg tydede den ene side efter den anden. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare kunne lade den være, hvorfor jeg absolut skulle slæbe den med hjem. Det faldt mig ganske naturligt, jeg følte mig draget af den, som om den...Nej, det var latterligt. En bog kan ikke tale. Om ikke andet, den havde den ligget der så længe uden at blive fundet, da jeg pludselig fandt den. Uden den var blevet ødelagt af vind og vejr. Det var da synd at lade den ligge, når den havde holdt sig så godt! Men der var nu også noget skræmmende ved det...
Jeg havde fundet den ved ruinerne af et gammelt hus. Historierne sagde huset engang havde tilhørt en meget underlig familie, som havde fået to sønner. Den ene mere underlig end den anden. De var begge stukket af, da der skete underlige dødsfald i byen. Og hver gang stoppede dødsfaldene. Dog frygtede landsbyen at der skulle komme et nyt barn og besluttede at brænde resten af familien og deres hus ned. Ingen viste om de faktisk var omkommet, men her var ruinerne af huset i hvert fald. ret gammelt, overgroet af diverse planter.

Jeg sad med tæppet over skuldrene og en kop te ved siden af mig. Jeg var krøbet ind mellem alle mine puder og lod regnvejret udenfor, være regnvejr.
Jeg havde nogle timer inden mine forældre kom hjem fra arbejde, jeg kunne lige nå at læse nogle sider. Dagbog. Det var en dagbog. Og forfatteren var vist en ung dreng...


"...Oct. d. 5.
Min kære bog.
Hvad skulle jeg gøre uden dig? Du har reddet mit hoved fra at eksplodere op til flere gange!
Vil du vide noget? i går fortalte jeg dig om mit måltid. Men det værste var jo ikke at spise en sjæl, selve det er rart nok. Det værste er heller ikke at dræbe. Det vænner man sig vist til. Nej, det værste er min far! Man skulle virkelig tro han kommer fra militæret eller noget andet underligt. Han er så kold, som om han har deltaget i en kamp. Han er van til at dræbe og ser næsten surt på mig, hvis jeg modsiger ham.
Jeg spurgte ham her i morges, da vi sad med morgenteen. Mor sad ved bordet, men så fraværende ud som hun plejer. Hun var ellers flot i dag, far havde klædt hende i en fin, mørkelilla kjole, som passede godt om hendes lille skeletkrop. Hun har ikke passet sine muskler rigtig, hele hendes liv mistede jo sin mening da min bror stak af. Selv nu, hvor hun har mig, er det som om hun...falder i staver.
Nå, men jeg spurgte far hvad byen sagde om de underlige dødsfald. Jeg var jo ikke dum, jeg havde selv hørt lidt rygter, når vi var ude i byen og lege almindelig familie.
Min far så surt på mig et øjeblik, mens han tog en tår af sin te.
"Du spørger for meget!" sagde han så, rejste sig og forlod køkkenet. Og så kunne jeg ellers rydde op. som sædvanlig.
Tror de jeg er deres tjenestedreng? Jeg er deres søn, men de opføre sig virkelig som om jeg selv har tvunget mig ind i deres liv!...."

 

Jeg lukkede bogen lynhurtigt, inden jeg kunne nå at læse videre og formåede samtidig at spilde lunken the ud over mig selv. Hvilket resulterede i jeg i en let tilstand af chok skyndte mig at stille kruset på bordet sammen med bogen og skyndte mig ud i køkkenet efter noget papir. Chok eller overraskelse, jeg husker i hvert fald jeg var i vildrede angående bogen. Den var som en gyser! hvem der end havde skrevet den, havde haft en god fantasi. For jeg håbede virkelig bogen var skrevet sådan, fordi ejeren engang havde haft en god fantasi og ikke fordi hans hverdag faktisk havde været sådan. Nej, hans hverdag kunne ikke have været sådan, på ingen måde! Det var jo absurd. Hvilke dødsfald kunne der være sket? Hvem skulle dog have dræbt nogen og samtidig snakke så sært om sjæle, som om de overhoved eksisterende?!

Tilbage på værelset fik jeg tørret det værste the væk, selv om halvdelen af mit tæppe nu var vådt. Jeg hang det over min stol. Faktisk var mit værelse ganske simpelt. Aflangt, med en seng op af den ene væg, så et skrivebord med en stol. på den modsatte side af skrivebordet var der et skab og en kommode med alt mit tøj og sko. Så var den der sidste væg, hvori der var et stort vindue der vendte ud mod vores have. Min mor var et havemenneske, så jeg havde udsyn til mindst 30 forskellige slags roser, hvortil jeg ikke kendte navnet på en eneste.

Jeg tog bogen igen og bladrede let i den i håb om at finde et navn. Var det nogen fra byen her der havde tabt den eller var den virkelig så gammel som den så ud til? Den nævnte på kun dato, ingen årstal. Jeg fandt ingen årstal, men et navn. Sean Julius McGivens. Et sært navn. Med et suk lod jeg bogen blive liggende på bordet, mens jeg rystede let på hovedet. Jeg kunne ikke skille mig af med den, af en eller anden grund jeg endnu ikke forstod. Men samtidig følte jeg mig stadig draget til den, jeg var utrolig nysgerrig og hvis jeg læste videre kunne jeg måske finde svar på de spørgsmål jeg havde fået? I det samme hørte jeg hoveddøren gå op. Var der allerede gået et par timer? Min mors stemme, som råbte noget med at jeg skulle hjælpe til med noget. Fint, passede mig fint, så kunne jeg tage stilling til bogen senere...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...