Dramione - skæbnens modsætninger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Hermione har altid beundret det store gods der ligger ikke langt fra hendes forældres sommerhus. Hver sommer, når hun er på ferie, finder hun godset så dragende. Uden nogen anelse om hvem der bor i det store smukke hus løber hun en dag forbi og falder. Da hun bliver inviteret indenfor, finder hun med stor skræk ud af hvem huset tilhører.
Er det skæbnen ?
Hvad vil Draco sige når han finder hermione i hans hjem?
Hvordan vil Lucius reagere?

69Likes
52Kommentarer
8601Visninger
AA

9. Sandhedens time

Endnu engang, et kapitel der er grund til det fine lille Y i toppen C :

Kan se jeg har fået flere læsere, og det gør mig super glad! Men ville blive rigtig glad, hvis i gad efterlade jer en lille kommentar! Jeg har meget af historien i hovedet allerede, så håber i nyder den! I dette kapitel, fidner vi ud af mere om Ron, og hvordan det går Harry og Ginny!

****************************************************************************************************************

Da Hermione forlod huset, var hun stadig ild rød i ansigtet. Hun havde aldrig følt sig så flov! Draco havde heller ikke taget det pænt, og da hun gik, vinkede han blot akavet, samtidig med at han prøvede at gemme sig for sin mor. Narcissa havde der imod været venlig, og sagt pænt farvel. Hermione havde lyst til at kravle ned i et hul.

Sommerhuset kom i sigte, og det var først nu Hermione kom i tanke om alle de ting der var sket inden hun og Draco... Hun rømmede sig, det var lidt pinligt at indrømme hvad der egentligt var sket imellem dem. Men alt det med Ron, utroskab, hun rystede på hoved, hun var ikke meget bedre længere. Hun tog en dyb indånding og gav sig selv en metal lussing. Han havde været hende utro længe, og det med Draco var ligesom bare sket, det var ikke planlagt på nogen måde!

"Mione, er det dig?" Hun stoppede op. Hun var kune lige kommet ind af døren, før hun hørte hans stemme. Ron.

"Ja, det er mig." Hun tog en dyb indånding, hun havde ikke forberedt sig mentalt på dette. Hun gik videre ind i huset, og dér i stuen stod han og så på hende, med et blik hun kun kunne sammenligne med en hundehvalp. Hun sank en klump. Hun var absolut ikke parat.

"Jeg har savnet dig, min Mione." Der var noget i hans stemme, hun kunne hører han løj. "Jeg har været så..." Hermione afbrød ham.

"Vov at sig ensom, og jeg forhekser dig!" Han så skræmt ud, han var ikke forberedt på, at hun stadig var sur på ham.

"Er du stadig sur min elskede? Jeg er kommet for at undskylde! Jeg er så ked af det, hver gang vi skændes! Jeg hader det!"

Hermione rystede på hoved, alt det Draco havde fortalt hende, væltede frem.

"Ser du stadig noget til Lavender?" Hun så på ham med et skarpt blik, og dér var det, overraskelsen og angsten.

"Hvad mener du? Hende... hende har jeg ikke set siden vi afsluttede på Hogwarts!" Hans blik var uroligt, og han ville ikke se hende i øjnene. Hermione kunne mærke tårerne presse sig på.

"Så det er sandt." Hendes stemme var ikke andet end en hvisken. "Du har virkelig været mig utro." Rons blik blev fyldt med rædsel og han begyndte at fægte med armene, idet han prøvede at bortforklarer, den sandhed Hermione nu måtte indse.

"Det er altså ikke rigtigt! Hvor har du dog hørt det? Pansy? Du ved Pansy er sådan en sladderhank, hun elsker at starte dumme rygter, du ved det ikke passer! Mione, du må tro på mig! det kunne jeg aldrig gøre imod dig! Jeg elsk..."

"STOP DET!" Hermione afbrød ham, og han krympede sig. Hendes øjne var fyldt med vand, og da hun blinkede flød de første ned af hendes kinder.

"Hvor længe har det stået på?" Ron så væk, han var rød i hoved og hans øjne fortalte hende, at hun ikke ville kunne lide svaret. "Hvor længe?" spurgte hun igen, med hævet stemme.

"Måske, omkring et år eller 2," mumlede Ron. Hermione lukkede øjnene og kontrollerede sig selv.

"Hvor længe? Jeg tror ikke jeg hørte dig? PRÆCIST hvor længe?" Hun åbnede øjnene og så på ham med et blik der kunne dræbe. Ron krympede sig, men sagde ligeså tydeligt: "Halvandet år." Hermione følte en kniv i ryggen. Hendes hånd rørte hendes stav, og Ron gemte sig bag sofaen.

"Vær nu fornuftig Mione, at forhekse mig vil ikke gøre noget godt igen! Jeg sagde jo, jeg er kommet for at undskylde!" Hermione rystede på hoved, og idet hun greb fat om sin stav, kunne frygten ses i Rons øjne. Han vidste hun kunne nogle forbandelser, han ville høre for resten af sit liv. Hvis hun altså ikke dræbte ham på stedet.

"UD!" Han så overrasket på hende. Hun tog en dyb indånding og sagde det igen: "UD!"

Han bevægede sig langsomt mod døren.

"FORSVIND SAGDE JEG!" Og idet hun hævede stemmen, læb Ron alt hvad han kunne mod døren. Han åbnede den, og idet løb han ind i en høj blond person. Ron så måbende på Draco Malfoy. Draco så mod Hermione, hendes øjne overflød med tårer og hun var rød i hovedet af raseri. Endnu engang råbte hun af Ron.

"FORSVIND!" Og det gjorde Ron. Men hans øjne hang fast på Draco, lige indtil han forsvandt.

Hermione faldt på knæ på gulvet og græd. Draco gik roligt hen til hende og lagde armene om hende. Han sagde intet, men lod hende græde. Efter et stykke tid, hjalp han hende op, og sammen gik de over til sofaen. Igen faldt Hermione sammen, og Dracos skulder blev gennemblødt af hendes salte tårer. Han masserede hendes ryg med den ene hånd, og nussede hendes ene hånd med den anden.

Efter hvad der føltes som flere timer, var Hermione færdig med at snøfte. Hun løftede hoved og så på Draco. Deres øjne mødtes, og Draco blev usikker på, hvad der skete inde i hendes hoved. Det fik han snart svar på. Hermione lagde sine hænder om hans nakke, om pressede sine læber mod hans. Kysset varede længe og da de endelig hev sig fra hinanden, var det kun for at få vejret. Hermione begyndte at åbne Dracos skjorte. Egentligt ville Draco gerne vide hvad fanden der skete for hende, men hendes kys fortalte ham, at han kunne spørge bagefter. Lige nu havde hun brug for at han gjorde som hun ønskede. Ikke at det faldt i dårligt jord hos Draco. Han tog hurtigt hendes bluse af, og inden længe var de, igen, nøgne sammen.

Hun skreg hans navn, og han stønnede hendes ind i hendes øre. De var som vilde dyr. Sofaen blev hurtigt for kedelig, og snart var det på spisebordet, op af væggen, på gulvet. Hermione følte sig endnu engang fyldt med en så stor passion, at hun var sikker på hun ville sprænges. Hun havde brug for at vide, at hun ikke var ubrugelig, at hun ikke var uelskelig. Draco var perfekt, ikke blot udseendes mæssigt, men han fik hende til at føle sig smuk og beundrings værdi. De var perfekte sammen.

Til sidst trak hun ham med ud i badet, og da de stod sammen under bruseren, begyndte de begge at grine. De vidste ikke hvorfor, eller hvad de grinte af, men de grinte. Hermiones lange hår blev glat og Draco kørte en hånd igennem det. Hun smilede til ham, og han til hende. Hun kyssede ham endnu engang, men roligt, ikke sultent, ikke lystent, men kærligt. Det var under dette kys, Hermione følte sommerfuglene. De havde været væk så længe, men endnu engang begyndte de at flavre rundt i hendes mave. Hun havde det som om der blev holdt en stor fødselsdag inden i hendes inderste. Med stor kage og massere af gaver. Hun følte sig lykkelig. Dracos berøringer brændte på hendes hud. Alle de steder han havde rørt hende, føltes som brændsår hun ønskede aldrig forsvandt. Hun lagde sit hoved mod hans bryst og Draco smilede. Hermione og han var bestemt for hinanden.

Inden Draco gik, stod de sammen i døren. Hun ville ikke lade ham gå, og han grinede.

"Granger, Granger, Granger. Hvis du for bare 5 år siden, havde fortalt mig at jeg ville stå i en døråbning, sammen med dig, og have så svært ved at forlade dig, havde jeg grint og hånet dig." Han kyssede hendes pande. "Hvor har jeg været forfærdelig." Hans typiske skæve Malfoy smil, fik også hende til at smile.

"Hvis du for 5 år siden, havde fortalt mig at jeg var forelsket i dig, af alle mænd, ville jeg have forhekset dig på stedet." De grinte igen, men Dracos ansigt blev hurtigt alvorligt igen.

"Jeg er ikke væk længe, ikke denne gang. Jeg lover dig, så snart jeg er fri, fra min samfundstjeneste, kommer jeg tilbage til dig!" Han forseglede sit løfte med et kys på hendes læber, inden han modvilligt forlod hende. Hermione så længselsfuldt efter ham.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ginny sad i stuen, og ventede. Hermione havde lovet at komme på besøg, og Ginny havde allerede sat te over. Idet det ringede på døren, rejste hun sig besværet op og vraltede mod døren. Hermiones første syn af hende bedste veninde, fik hende til at grine. Ginny var højgravid og kunne derfor ikke gå normalt. Hun krammede hende ind over den store mave og de smilede stort til hinanden. Ginny viste vej ind i den stue, de havde siddet og udvekslet tøse sladder i, så ofte før.

"Det er sket noget stort, jeg kan se det på dig." grinede Ginny, da de havde fået te. Hermione tog en dyb indånding og smilede. Det var der bestemt.

"Først bliver jeg nød til at vide, har du snakket med din bror for nyligt? Og hvornår kommer Harry hjem? Jeg har brug for at det KUN er os to!"

Ginny så først bekymret ud, men nikkede så forstående.

"Jeg har ikke hørt fra Ron i flere måneder, og Harry kommer ikke hjem før i aften."

Hermione nikkede fortroligt. Det var nu. Ginny var den første der skulle hører, alt hvad der var sket, mellem hende og Draco. Hun tog en dyb indånding og begyndte...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...