Dramione - skæbnens modsætninger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Hermione har altid beundret det store gods der ligger ikke langt fra hendes forældres sommerhus. Hver sommer, når hun er på ferie, finder hun godset så dragende. Uden nogen anelse om hvem der bor i det store smukke hus løber hun en dag forbi og falder. Da hun bliver inviteret indenfor, finder hun med stor skræk ud af hvem huset tilhører.
Er det skæbnen ?
Hvad vil Draco sige når han finder hermione i hans hjem?
Hvordan vil Lucius reagere?

69Likes
53Kommentarer
8374Visninger
AA

5. Out of sight, out of mind

Hej folkens, jeg håber i kan lide historien so far. Jeg ville blive rigtig glad hvis i gad smide en kommentar, den behøver ikke være lang, men jeg vil gerne vide om jeg går i den rigtige retning! Jeg kan se jeg er på 4 favoritlister, hvilket for mig er vildt! Så mange tak til jer! 

Håber i nyder Hermiones pinsler og Dracos hovering!

Jeg vil gerne tilføje at jeg kører nogenlunde efter filmene, da jeg desværre endnu ikke har fundet tiden til at læse bøgerne, da jeg gerne vil læse dem på original sproget... Så det bliver filmene. Håber det stadig er tilfredsstillende!

******************************************************************************************************************

 Hermione var blevet inviteret til Weasly-huset kort inden skole start. Tidligt om morgenen ankom hun om blev budt velkommen af Molly med et stort kram. 

"Drengene sover stadig, kunne du vække dem for mig søde?"

Hermione smilede og nikkede, hun gik op af trappen og på vejen tog hun et stearinlys med. Hun vækkede Harry og Ron og inden længe var de alle på vej til verdensmesterskaberne i Qudditch.

"Far hvor langt oppe er vi?" Spurgte Ron, og svaret kom fra en uventet side. 

"Lad os sige det sådan her, hvis det begynder at regne, er i de første der ved det." Den skadefro stemme gav Hermione isninger. DRACO! De fik øjenkontakt et kort sekund og til hendes store undring, var der noget i hans øjne der ikke KUN var skadefro og praleri, men hun kunne ikke helt bestemme sig for hvad det var. Lucius Malfoy gav hende et dræberblik og hun prøvede at undgå ham. Han var farlig, alle hendes advarsels sensorer var tændt, der var noget i luften.

Da kampen startede, var alt glemt. Det var fantastisk og Hermione og Ginny, som de eneste piger, hyggede sig. I teltet efter kampen grinede hun over Rons idolisering af Krum. 

"STOP, Stop det. Det er ikke irene, vi må ud herfra!"

Larmen udenfor teltet tog til og da vi endelig kom ud, forstod Hermione situationen, Dødsgardister!

Alt virkede kaotisk og da Harry forsvandt, følte hun hvordan hendes bekymringer byggede sig op. Hvad var det der skete? Hvorfor?

Endelig fandt hun Ron.

"Hvor er Harry?" Hendes stemme var panikslagende og hendes øjne flakkede rundt.

"Jeg ved det ikke, jeg troede han var sammen med dig?" Ron lød også bekymret.

"Vi må tilbage for at finde ham!" Hun tog fat i Ron og de løb sammen tilbage mod den nu udbrændte teltplads.

"Harry!" Råbte de, og endelig fandt de ham.

"Vi ledt efter dig for evigt," kom det fra Ron, Hermione så blot bekymret på Harry. Og da Harry spurgte hvad tegnet der nu formede sig på himlen betød, blev bekymringerne til frygt. 

Hermione vil aldrig glemme den dag. Hun troede selvfølgelig på Harry, men at se Han-som-ikke-må-nævnes mærke på himlen, gjorde frygten virkelig.

Året på Hogwarts gik pludselig hurtigt, og Hermione blev kun mere og mere bekymret. Hun prøvede at undvige Draco, samtidig med at Harry pludselig var blevet en del af turneringen for den flammende pokal. Og ikke nok med det, skulle hun døje med Rons jalousi og hans skænderier med Harry. Udover det, havde hun fået en beundre. Ikke at det var dårligt, men han sagde ikke meget. Da Krum spurgte hende med til Juleballet blev hun glad og takkede med det samme ja. Men tingene gik ikke helt som hun havde forventet.

__________________________________________________________________________

 

Ballet havde været fantastisk, indtil slutningen. Rons jalousi og spydige kommentarer ødelagde hendes aften.

"De bliver værre, med alderen." Hermione blev rasende.

"Ron, du har ødelagt alting!" Med de ord satte hun sig på trappen. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage, og de løb frit ned af hendes kinder. Hun tog sine sko af og følte sig mere alene end nogensinde før. 

"Vil du ikke hellere danse end at sidde der og græde?" En kendt stemme fik hende til at se op. Foran hende, for enden af trappen, stod Draco i gallatøj. Hun måtte indrømme, efter at have set ham uden meget tøj på, kunne hun ikke lade være med at syntes han var flot. Hun sank en klump og tog sig sammen. Noget stolthed havde hun dog tilbage.

"Jeg klarer mig fint, og jeg er sikker på at din date ville blive trist, hvis du dansede med en anden."

Draco grinte og hun så overrasket på ham.

"Pansy klarer sig fint, uden mig." Hans typiske skæve smil, spillede på hans læber og idet han rakte en hånd frem mod hende, følte hun sig endnu engang hypnotiseret af hans grå øjne. Hun tog den og da deres hud rørte hinanden, trak han hende op at stå. Hun tog sine sko på, imens han ventede tålmodigt. Da hun var på vej ind imod balsalen igen, trak han hende væk. hun så spørgende på ham og hans smil blev bredere.

Hun blev ført udenfor i den lille gård lige uden for balsalen, lyset indefra spillede på fliserne, og musikken kunne høres tydeligt. Draco trak hende tæt og førte hende rundt i dansen. Hermione smilede og havde glemt alt om Harry og turneringen, om Ron, og om Krum. Draco og Hermione dansede og da det sidste nummer sluttede blev de ved. Hermione følte sig fortryllet af Dracos grå øjne, der var fast sat på hendes. De sagde ingenting, de behøvede ikke at sige noget. Alt for tidligt svang han hende rundt og bukkede galant for hende. Han så ikke på hende og sagde ikke farvel idet han forlod hende. Hun stod i gården alene og følte sig underlig indeni. 

Hun listede sig ind på pigernes sovesal og i seng. Den nat begyndte Hermione igen at drømme om Draco Malfoy og hans sølvgrå øjne. 

__________________________________________________________________________

Resten af året, gik som altid, fuldstændig som ingen forventede. En elev blev dræbt, Voldemort vendte tilbage og skolen var hektisk som altid. Hermione vidste ikke længere hvad hun skulle forvente af hendes resterende år på Hogwarts. De ville aldrig blive normale, så meget var hun kommet frem til. Med Harry Potter som bedste ven, ville hendes liv blive fyldt med farer, men hun vidste også at hun altid ville være der for ham, og for Ron. Årene på Hogwarts ville aldrig blive normale. 

Et skoleår tog det andet, og da krigen stod for døren, følte Hermione sig klar. Alt var lige meget, det eneste der var vigtigt var at Voldemort blev dræbt!

Under kampen, splittede hun med Harry, hende og Ron kyssede i hemmelighedernes kammer og det var det lykkeligeste øjeblik i hendes liv. Efter krigen, var det også Ron hun giftede sig med. Draco, og resten af Malfoy familien var for længst glemt. Indtil hun så Draco igen efter så mange år. 

 

****************************************************************************************************************

Okay, så i får her den vildeste cliffhanger.

Jeg ved dette kapitel har været lidt, forvirrende. Men det er et kapitel i Hermiones liv der bare skal overståes. Det er nu vi kommer til alt det sjove!

Glæder mig til at hører fra jer, specielt om de næst kommende kapitler! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...