Dramione - skæbnens modsætninger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Hermione har altid beundret det store gods der ligger ikke langt fra hendes forældres sommerhus. Hver sommer, når hun er på ferie, finder hun godset så dragende. Uden nogen anelse om hvem der bor i det store smukke hus løber hun en dag forbi og falder. Da hun bliver inviteret indenfor, finder hun med stor skræk ud af hvem huset tilhører.
Er det skæbnen ?
Hvad vil Draco sige når han finder hermione i hans hjem?
Hvordan vil Lucius reagere?

69Likes
53Kommentarer
8369Visninger
AA

3. Malfoy-familien

Hermione blev næsten kvalt i sin te. 

"Mafloy?" Det fløj ud af hende. Hun sad med store øjne og satte forsigtigt tekoppen fra sig, før hun fik flere chok. Kvinden, Narcissa, smilede.

"Så enten har du hørt om min mand, eller min søn, Draco. Jeg vil gætte på det nok er Draco. Han kan være en rigtig ballademager." Grinte hun for sig selv.

Hermione blinkede et par gange, hun skulle lige følge med her. Så det hus, hun hver sommer har beundret, har været Draco Malfoys? Den kvinde der sad foran hende nu var Draco Malfoys mor? Hun sad lige nu i Draco Malfoys stue? Hun havde lige nu Draco Malfoys tøj på? 

Det var dråben, hun følte sig svimmel og lokalet begyndte at svinde hen, og mørket tog hende i sine arme.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Er hun død?"

"Jeg kan slet ikke klarer i har en mudderblod i huset! Og så slet ikke hende"

"Hun ser da ret godt ud i dit tøj Draco"

"LUK!"

Hermione kunne hører stemmer. Hun genkendte dem godt, først Grabbe, så Pansy, derefter Blaise og til sidst Draco Malfoy. Hun ville ikke åbne øjnene, hun magtede ikke at snakke med dem lige nu. Til hendes held hørte hun den blide, yndefulde stemme fra Narcissa. 

"Lad hende være! Hun er en utrolig sød pige, og Draco, din far er her ikke, snak ordentligt!"

Hermione kvalte et smil. Hun var virkelig Dracos mor, og hun satte ham endda på plads.Hun lod som om hun først nu, var ved at vågne. Hermione åbnede øjnene og kunne mærke det stadig snurrede for hende. Hun tog sig til hoved og først da hovedpinen var væk så hun sig rundt i rummet. Det første hun så var Narcissas bekymrede øjne. Derefter Dracos øjne, der så meget nysgerrige men også sure ud, der efter Blaise, der så yderst underholdt ud, så Pansy hvis øjne lynede. Til sidst fik hun øjne på Grabbe og Goyle. De lignede to tomhjerne som altid. 

"Er du okay søde?" Spurgte Narcissa. Hermione smilede af det flashback hun fik, det var ikke mange timer siden hun ahvde hørt de præcis samme ord, fra den præcis samme kvinde. Hun smilede til Narcissa og nikkede.

"Jeg har det fint, mange tak." 

"Godt, så kan du vel også skride ikke? Vi andre har faktisk noget vi skal have gjort, ikke også Draco-mus?" Sagde Pansy og klistrede sig op af Dracos arm.

Hermione så på ham, og han på hende. 

"Malfoy" sagde hun koldt.

"Granger" Svarede han tilbage, mindst lige så koldt.

"Så i kender hinanden? Jeg tænkte det nok! Jamen så kan du vel tage dig af hende mens jeg laver lidt mad." Narcissa rejste sig, og Draco så på hende med et overaskende blik. 

"Men mor, hun er..." mere nåede han ikke at sige før hans moder gav ham et blik det ikke kunne benægtes. Hermione fnes. Han var en rigtig mors lille dreng.

"Hvad så med Blaise, Grabbe og Goyle? Nå ja, og Pansy?" Spurgte Draco, mens en fornærmet Pansy slog ham på armen.

"De skal hjem, selvfølgelig" smilede hun og gik.

Hermione sad i den store seng hun var blevet placeret i. Hun kiggede på de 5 slytherin elever og følte sig meget alene og meget lille.

"Ikke nok med at jeg skal bærer dig op af alle trapperne til vores gæsteværelse, skal jeg nu også passe dig? Du er vel ikke en baby? Pas dig selv Granger!" snerrede Draco for sig selv imens han og de andre forlod rummet.

Hermione sad som forstenet, havde han lige sagt, hvad hun troede han lige havde sagt?

"Ikke nok med at jeg skal bærer dig op af alle trapperne... Bærer dig op af alle trapperne... bærer dig... bærer dig" Hans stemme gav genlyd i hendes hoved. Havde Draco Malfoy båret hende? 

Hun følte sig pludselig meget utilpas, og ønskede mest af alt at hun kunne komme hjem lige med det samme. Hun kiggede ned af sig selv. Hun sukkede. Hun havde stadig Dracos tøj på, hendes eget var stadig nedenunder. 

Hun smed benene ud over sengekanten og listede hen til døren. Hun åbnede den stille og gik ud på gangen. Hun stod ved trappen da hun hørte dem.

"Hun er bare en fra skolen, know-it-all-Granger. Hun er en irriterende mudderblod!"

"Draco! Nu snakker du ordentligt om vores gæst!"

"Gæst? Hvad tror du far vil sige når han finder ud af, at du har inviteret en mudderblod ind i huset? Givet hende MIT tøj? Givet hende mad? Far bliver rasende!"

"Lucius bestemmer ikke alt i dette hus! Glem ikke det Draco! Og du har bare at gøre som jeg siger, jeg er din mor og det er slut på den diskution! Gå op til hende med hendes tøj og så kommer i begge herned og får noget mad. Og du har bare at være høflig unge mand!"

Hermione holdte en hånd for munden, for at de ikke skulle hører hende grine. Hun havde aldrig troet Malfoy ville være en mors dreng. Hun hørte ham komme op af trapperne og skyndte sig tilbage ind på gæsteværelset. Eller det troede hun det var. Hun havde taget den forkerte dør og stod nu i et mørkt værelse.

Alt var i sølv og grønne farver. Den enorm seng var med grønt betræk. Skriveborder var fyldt med bøger og papir. Der lå en bunke, pænt sammenfoldet tøj på sengen, rent tøj. Der stod et kæmpe skab, med den ene dør åben. Tøjet hang perfekt og stilet på bøjler. Jeg sank en klump. Det kunne kun være Dracos værelse!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...