Dramione - skæbnens modsætninger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Hermione har altid beundret det store gods der ligger ikke langt fra hendes forældres sommerhus. Hver sommer, når hun er på ferie, finder hun godset så dragende. Uden nogen anelse om hvem der bor i det store smukke hus løber hun en dag forbi og falder. Da hun bliver inviteret indenfor, finder hun med stor skræk ud af hvem huset tilhører.
Er det skæbnen ?
Hvad vil Draco sige når han finder hermione i hans hjem?
Hvordan vil Lucius reagere?

69Likes
53Kommentarer
8463Visninger
AA

6. Efter så mange år

Hermione var på vej hjem. Hun havde været inde i byen for at købe nye bøger. 

Hende og Ron havde skændtes igen, og denne gang var hun flyttet ind i hendes forældres gamle sommerhus. Det havde været en mikset oplevelse at komme tilbage. Minderne om hendes forældre, de to mennesker hun engang havde kaldt for mor og far. Hun havde smilet ved tanken om alle de gode minder de havde. Alt det de havde lavet i deres sommerferier. Spillet Ludo, monopoly, diverse kortspil. Hun havde fået et stik i hjertet. Hun vidste altid hvor de var, selvom de ikke ville genkende hende hvis de så hende. Hun vidste de var sikre.

Da det begyndte at regne, blev hun først irriteret. De grå skyer dækkede for solen, som Hermione holdte så meget af. Men da de første dråbe faldt, kunne hun ikke lade være med at smile. Hendes hår, som var bundet op i en knold, blev lige så stille vådt, og inden længe var det, samt hendes tøj gennemblødt. Hun smilede og kiggede op mod himlen. Plask, og hun lå med næsen i mudderet. Hun var snublet over en sten. Hun himlede af sig selv og trak sig op at sidde.

"Er du okay søde?" En blid, velkendt stemme, rev hende fra hendes tanker.

"Narcissa Malfoy. Det må være skæbnen at du, endnu engang finder mig sølet ind i mudder."

Kvinden smilede da hun genkendte hende og hjalp hende op.

"Vil du ikke med indenfor? Denne gang kommer min mand ikke og råber af dig." Hendes stemme blev trist, da hun nævnte hendes mand. Hermione smilede opmuntrende til hende. Hun vidste at Lucius var blevet sendt til Azkaban resten af sit liv.

"Bor du her så helt alene nu?" Spurgte Hermione, imens de gik indenfor. Narcissa nikkede sørgmodigt.

"Draco kommer på besøg, men på grund af hans samfundstjeneste, er det sjældent jeg ser ham. Men hans vasketøj ser jeg da, ofte endda. Det kan min dreng stadig ikke klarer." Det sidste fik Hermione til at grine, og Narcissa smilede til hende.

Endnu engang måtte Hermione låne Dracos tøj. Udfra det, kunne hun sige at han var blevet højere. Han måtte også være blevet mere bredskuldret. Hun så sig om i det tomme badeværelse og tog derpå ærmet af skjorte op til hendes næse og snusede. Den duftede af den samme dyre cologne, som Draco altid havde haft. Hun lukkede øjnene og huskede den fantastiske nat, hvor de havde danset på deres fjerde år. Ingen havde nogen sinde gjort noget så romantisk for hende. Ikke engang Ron, da han friede til hende.

Hun rystede på hoved. Hun var gift med Ron, hun kunne ikke stå og fantasere om en anden mand, og da slet ikke Draco Malfoy. Hun lukkede skjorten, og da hun havde problemer med de øverste knapper lod hun dem stå åbne. De var, trods alt, kun to kvinder. Hun så sig i spejlet. Skjorten var meget stram omkring hendes bryst. Var de virkelig så store? 

Hermione var ikke typen der sammenlignede sig med andre, og Ron havde aldrig sagt noget. Hun lagde hoved på skrå og så på hendes våde hår der stadig var sat op i en knold. Hvorfor var det egentligt hun var gift med Ron?

De havde været så forelskede efter krigen, og selv da hun tog tilbage på Hogwarts for at bestå hendes eksamener havde de holdt kontakten og skrevet kærligheds erklæringer til hinanden hver dag. Lige for tiden skændtes de mere end noget andet, og derfor havde Hermione valgt at de nok havde brug for en lille pause væk fra hinanden. Hermione var ikke den utro type, det kunne hun aldrig gøre, og blot at tænke på en anden mand, var første skridt til utroskab! Hun slog Draco ud af sit hoved og smilede til kvinden i spejlet.

Hermione gik ind i stuen til Narcissa og satte sig. De drak te og snakkede og pludselig havde de mistet tidsfornemmelsen. 

"Er det allerede blevet så mørkt?" Narcissa udbrud fik Hermione til at kigge ud af de store vinduer. Rigtigt nok, var det ikke bare mørkt udenfor, det var sort.

"Du kan ikke gå hjem i det mørke." Narcissa sad i sofaen og så helt oprørt ud. Hermione smilede.

"Det er okay, vi glemte begge tiden. Jeg kan sagtens gå hjem, det er intet problem, jeg har jo min stav." Sagde hun og smilede.

"Under ingen omstændigheder, du bliver her og sover i nat, du sagde selv at du bor alene. Så kan du lige så godt låne gæsteværelset! Ikke tale om at en ung troldkvinde, med dit udseende skal gå alene hjem, når det er så mørkt!"

Hermione sad fast frosset i stolen. Man sagde åbenbart ikke nej til Narcissa Malfoy, og havde hun lige komplimenteret hende?

"Jeg gør gæsteværelset klar, bliv du bare siddende og nyd din te." Narcissa forsvandt med de ord og gik op af trapperne. Hermione sad nu alene i stuen på Malfoy-manner og så rundt i lokalet. Hun havde aldrig fået set rummet rigtigt. Først nu lagde hun mærke til de billeder der stod over kaminen. Et billede af Draco på en kost, billedet må have været fra før Hogwarts. Hermione smilede. Han er lille og med et stolt og oprigtigt smil på læberne. Hans første flyvetur på en kost. 

Ved siden af står et lidt større billed. Det er af Lucius og Narcissa. Deres bryllups billede. Hermione blev betaget af den smukke Narcissa. Hun har heller aldrig set Lucius smile, men på dette billede ligner han den lykkeligste mand på jorden. Han kysser sin kone og smiler stort. Det næste billede er af Draco, det er kort før krigen. Hermione tørrede overrasket en tårer væk fra det ene øje. Draco er ligbleg og ser skræmt ud. Han står bag sin mor, som også ser bange ud, hun har et tvunget forsigtigt smil. Lucius ser stolt ud, men der er noget ved ham. Han virker urolig. Hermione sank en klump. Det billede blev sikkert taget, så hvis de ikke alle overlevede krigen, havde de noget at se tilbage på. Endnu en tårer trillede ned af hendes kind. Det må have været forfærdeligt. Det næste billede er også af Draco. Han står sammen med Professor Snape. På billedet ser han faktisk glad ud, og Snape ser også næsten glad ud. Er det virkelig et smil?

"Serverus Snape var Dracos gudfader. Han var som en ekstra far for Draco. Han brød sammen da han hørte om hans død."

Hermione vendte sig forskrækket rundt. Narcissa stod med et trist smil og så på hende.

"Undskyld! Det var ikke for at snage! Jeg ville ikke være uhøflig, det var bare..." Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Til hendes glæde smiler Narcissa bare og nikker.

"Forståeligt, af hvad jeg har hørt fra Draco, var det ikke normalt at se Snape smile på Hogwarts." 

Hermione åndede lettet op. Hun virkede ikke sur.

Narcissa viste hende op til gæsteværelset og sagde godnat. Hermione så på den store seng. Den lignede sig selv. Det var den samme seng hun var blevet placeret i, sommeren mellem hendes 3. og 4. år på Hogwarts. Hun sukkede. Det var et stort dejavu. Nu manglede hun bare at Draco og Lucius kom hjem. Hun lagde sig i sengen. Det ville bare ikke ske denne gang. Lucius var i Azkaban, og hun vidste ikke hvor Draco var. Udfra Narcissas forklaring var han sjældent hjemme pga. det samfundstjeneste han havde fået som straf. 

Hun lukkede øjnene og tænkte på hende og Ron. Hun  prøvede at finde grunden til deres skænderier. Ron var aldrig hjemme, han rørte dårligt Hermione. Han kiggede ikke længere på hende og han var ofte så sent på arbejde at han måtte overnatte på et hotel. Hun sukkede. Duften fra Dracos tøj var begyndt at drille hendes næse. Hendes tanker begyndte roligt, men sikkert at bevæge sig mod Draco. Hun slog øjnene op og satte sig op i sengen. 

"NEJ HERMIONE! Du stopper lige nu!" Hun tog en dyb indånding og skulle lige til at ligge sig ned igen. Hun kunne hører nogle nedenunder. Hun blev stille, var det en tyv? Hun hørte en dør på gangen blev åbnet. Narcissa havde sikkert også hørt det. Hermione var helt stille. Hun hørte Narcissa gå ned af trapperne. Hermione følte sig fastfrosset i sin siddende stilling, i sengen da hun hørte Narcissas udbrud, fra nedenunder:

"DRACO!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...