Sjælesugeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2013
  • Opdateret: 9 sep. 2013
  • Status: Igang
Cara er sjælesuger. Hendes familie har klaret sig uden sjæle i årtusinder. Men da hendes fætter byder hende på et væddemål, på hvem der kan suge flest sjæle, lister hun sig op på jorden, og begår massakre. Hendes sult bliver enorm, og hurtigt skal hun have flere.

1Likes
0Kommentarer
133Visninger
AA

1. Prolog

I dag har jeg ikke dræbt et menneske. Mine knoer er hvide, og mit hjerte banker ustoppeligt. Kørt på alle de sjæle jeg har taget. Jeg gisper efter vejret. Hiver efter vejret. Kigger op på den grå væg. Mærker mit hjerte banke endnu hurtigere. Kniber øjnene sammen, blot for at åbne dem igen, og indse at min tid ikke går nu. Jeg har tid tilbage. Og det kan være alt fra en time til et år. Jeg kan ikke dø nu. Min krop stopper mig i det. Alligevel gennembanker den mig med lidelser, sekund efter sekund. Jeg er træt. En tåre triller ned af mine kinder, og mit blik rammer igen den grå væg. Tomt. Mit blik er tomt.

Følelsesløst. For de mange ofre hvis sjæl driver mig uden grund. Sjæle er så stærke. Men de holder så dårligt. Jeg skal have flere. Og det skal være nu. Vært sekund føles det som om jeg smuldre fra hinanden, og det er efterhånden en skuffelse at jeg stadig er i live. Jeg vil ikke have flere ulidelige sekunder. Jeg vil ikke. Stop med at give mig dem. Giv dem til nogle andre. Lad vær med at give dem til monstret, der slår folk ihjel.

Jeg gisper, for at hive den kolde luft ind i mine lunger. Støvet flyver op i luften som tornadoer, der ikke vil suge mig op. Mine fingre river i mit bukseben. Jeg blinker hurtigt, noget støv ud af øjene. Jeg tror ikke der er et sted i hele min krop der ikke gør ondt. Det svier, smerter, klør, skriger. Det gør alt. Jeg har sat mig selv ind i et smertehelvede.

Sjæle er som kokain. Jeg skal bruge flere, ellers dør jeg. Men de giver mig ikke flere. Det er alt sammen min skyld. Jeg tog dem, for at komme i en fantastisk rus. Nu forstår jeg hvorfor vi gik under jorden. Nu forstår jeg hvorfor vi stoppede med at suge sjæle. Nu forstår jeg hvorfor navnet blev hængende. Vi blev aldrig tilgivet. Mine forfædre der var klogere end mig, tog ned under jorden. For at blive glemt. Men det ødelagde jeg. Nu kan vi aldrig blive glemt. Og det er alt sammen min skyld.

Mit hoved dunker, og der ligger en tyk tåge for mine øjne, der dækker mit ellers klare syn.  Jeg kigger forsigtigt op. Mine øjne er nok det eneste der ikke gør ondt. Alligevel er de dækket af tåge, så jeg kan ikke rigtig se længere end en meter. Måske to, hvis det er lys. Det ved jeg faktisk ikke.

Mine fingre glider over støvet på bunden af fængslet. Mine fingrespidser bliver dækket, og i mit berusede jeg, ligner det blod. Jeg ved det er fordi jeg er så syg. Så syg af mangel af sjæle. Så syg af manglen på mit kokain, som mine forfædre har arbejdet i årevis på at stoppe afhængigheden af. Det hvide pulver de kalder kokain, og leder folk i fordærv. De hvide sjæler der leder idioter i fordærv.

Det væreste er at jeg ved hvad jeg har gjort. Jeg vidste det også da jeg gjorde det. Sjæle gjorde mig følelsesløs. Ikke en eneste følelse kunne slippe fra det fine net, af rus, sjælene gav mig. Så jeg kunne blive ved. Jeg ved jeg er morder.

Jeg har dræbt 28. 19 var børn. Jeg har yngre søskende. De er også børn. Når jeg tænker på dem, gør det ondt helt inde i hjertet på mig, og jeg fatter hvad jeg har gjort. Og hvorfor jeg skal lide her til min død. Indtil jeg kommer i helvede, hvor der sidder en plads klar til mig. Verdens ondeste, står der på den. Jeg er massemorder, og jeg blev det på under en uge.

Mit blik er stift, trods jeg kunne skrige af smerte. Jeg er ikke bange, for hvad skulle jeg være bange for. De tør ingengang røre mig med en ildtang. De vil ingengang turde fjerne mit lig. For altid skulle jeg ligger her, indtil jeg døde af mine ugerninger.

Jeg har lyst til at gøre noget. Men hvad. Hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke blive tilgivet, og jeg kan ikke overleve. Jeg kan intet andet end at dø. Andet end at prøve at huske hvordan jeg kommer hertil. Og det er det jeg nu vil fortælle dig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...