We almost knew what love was - Justin Bieber.

Justin Bieber har en stor sangkarriere i gang, imens Manon Anderson sidder i selv samme branche. Justin har altid haft et ret godt øje til Manon, imens hun har forholdt sig blind. De bliver tilbudt at samarbejde og da folk høre nyheden er de meget spændte og har høje forventninger til soundtracket. Videoen bliver skudt og soundtracket kommer ud. Rygter bliver sat i gang, da Justin og Manon ser "Lidt" for forelsket ud i videoen. Verden vil have svar. Er rygterne ægte eller falske?

6Likes
10Kommentarer
412Visninger
AA

2. Kap 1: Sangen skriver jo ikke sig selv.

Manon's synsvinkel.

Jeg kom forpustet ind i hovedbygningen og kiggede lidt rundt. Det måtte være det rigtige sted. Med faste skridt fortsatte jeg over til receptioniste og ventede, selvom jeg i forvejen var sen på den. Hun snakkede og grinede vildt højt. Forvirringen tog over og da jeg var overbevist om, at hun ikke snakkede med en vigtig person, men lavede intet i sin arbejds tid, hostede jeg falsk og hun udbrød et lille 'Åh'

"Hvad kan jeg hjælpe dig med, søde?" spurgte hun og smilede falsk.

"Jeg har et møde med Justin Bieber, Scooter Braun, Brian Murs og Stefan McDonald." svarede jeg og smilede skævt. Receptioniske kiggede lidt ned i sin computer og trykkede på nogle forskellige taster. Hvilke, har jeg ingen anelser om. Jeg skulle i hvert fald aldrig være receptionist. Never.

"Manon Anderson?" spurgte hun og jeg nikkede. Hun fortalte mig hvor jeg skulle hen og at hun ville ringe op og sige, at jeg var ankommet. Hun meddelte også at elevatoren var gået i stykker, så jeg måtte tage trapperne op til 7 etage. Det lød uoverskueligt i mine øre.

Jeg sukkede tungt og begyndte at små løbe op af trapperne. Dagen havde startet dårligt. Min kat var forsvundet, og det skal lige siges at det er en huskat, min morgenkaffe havde ikke virket på min manglende søvn, metroen var forsinket og ja, de dage havde vi alle vel.

Forpustet nåede jeg op på 6 etage, men måtte tage en pause. Jeg ved godt, at de fleste mennesker ville tage det sidste stykke op til 7. etage, men den trappe var squ stejl og hård at gå op af. Jeg pustede lidt til mit pandehår og fortsatte så. Imødekommende, kom en ny sød repceptionist over og bad om min jakke. Jeg takkede og rettede lidt på min sweater. Det var ingen hemmelighed at piger elskede shorts og store sweatere.

Kvinden viste mig frem til mødelokalet, som de andre allerede sad i og da jeg så dem alle vente, igennem glasruden, kunne jeg fornemme den dårlige samvittighed. Jeg plejede aldrig at komme forsent. Jeg trak håndtaget ned og gik ligeså stille ind i mødelokalet.

"Der er hun jo." smilede en mand, som jeg vidste var Scooter Braun. Han rejste sig fra sin kontor stol og rakte hånden frem mod mig. Jeg tog imod den og hilste så på Brian Murs, min egen manager.

"Undskyld, jeg kommer forsent." svarede jeg. "Jeg havde virkelig bare en af de der morgener, hvor alt starter dårligt."

"Det er helt i orden."

Mit blik flyttede sig over på Justin, som smillede til mig, imens han rejste sig fra sin stol og kom gående over til mig. Jeg slog chokeret mit blik op og han fik et endnu større smil på læberne.

"Dejligt, at se dig igen, Manon." grinede han afslappet og trak mig ind i et knus.

"Ilm." hilste jeg og grinede. "Hold da op, du har forandret dig siden sidst."

"Jeg kan se, at I allerede kender hinanden, så vi behøver vel ikke at bruge den dyrebare tid på at præcentere os." sagde Brian og Scooter gjorde sig enig.

Vi trak os grinene fra hinanden. Mine kinder blev en smule varmen, men mere kom der heller ikke ud af det, da Justin blinkede til mig. Vi satte os rundt om det runde bord og begyndte at snakke omkring samarbejdet, soundtracket, hvilken film det var til og al den snak, som jeg ikke hørte så meget af. Jeg var så træt, men jeg forholdte mig vågen.

"Men I kan jo ikke bare lave et soundtrack til en film i ikke har set, så her er den." Scooter Braun holdte en dvd op og viste os den frem.

"Du vil have os til at se film?" spurgte jeg og gemte mine hænder i mine ærmer. Jeg trak mine ben op under mig og gabte kort. Justin's blik landte på mig, imens han sendte mig et smil.

"Jeg har ikke noget imod at se film."

"Fint, så vil vi få en til at sætte den på inde i skrivelokalet, så I kan sidde derinde." svarede Scooter og rejste sig. "Vi vil være inde i tv'rummet, og se Mariners mod Bosten Red Sox, hvis der er noget."

"Er du sikker på, at du ikke vil ind og se baseball med de andre?" spurgte jeg, da vi gik ud af lokalet. Han rystede smilende på hovedet og gik så over mod receptionisken.

"Claire, vi går lige ud lidt. Vi er tilbage om lidt, hvis nu Scooter skulle spørge." Receptioniste smilede glad til Justin og det var tydeligt, at Justin kendte en del personer her på stedet og at han havde været her før. - Hvilket jeg aldrig havde været.

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg forvirret, da Justin tog min hånd og trak mig med over til elevatoren, som åbenbart var blevet lavet på det korte tid jeg havde været inde i mødelokalet. Vi stillede os ind i den og dørene lukkede sig i.

"Vi skal vel have noget slik til filmen." svarede han smilende, stadig med sin hånd i min. Jeg tænkte ikke rigtigt over det, for hvem som helst, kunne jo tage en ven i hånden. Det var ganske normalt. Vi nåede hurtigt ned i lobbyen og gik ud af glasdøren, som førte ud mod gaden.

"Justin, man behøver altså ikke slik, når man skal se film." grinede jeg og fuldte med ham.

"I min verden gør man." svarede han og trak nogle solbriller på. Der ville højst sandsynligvis være nogen der kendte os, men så ikke. Der var ikke så mange unge mennesker på gaden eller en byen nu. Hvorfor, havde jeg ingen anelse om.

Justin og jeg havde før hængt en smule ud sammen, altså, før i tiden. Men vi havde begge en stor karriere i gang og derfor havde vi heller ikke tid, men nu hvor vi skulle samarbejde, forventede jeg nogle sjove dage. Justin var en fantastisk person og en fantastisk ven. Og hans udseende var bare en bonus. Jeg elskede virkelig hans personlighed, men det blev aldrig til mere end venskab. Han tiltrak mig ikke på den måde.

"Hvad kunne du tænke dig?" spurgte Justin, da han stod og kiggede på alt slikket i kiosken, som vi var kommet frem til. Jeg trak smilende på skulderen og kiggede lidt rundt på de forskellige arter af slik.

"M&M's? Var det ikke dine ynglings?" spurgte Justin smilende. Jeg grinede og tog fat i en plastikskovl. Skovlen blev sunket ned i M&M's'ne, mindst tre gange, så vi fik en masse af dem. Justin grinede højt, da jeg kastede en M&M's med underhåndsbevægelse op i luften. Justin greb den med munden og Kioskejeren kiggede på os, som var vi idioter.

Jeg fandt frem til nogle rødelakridser, imens Justin kiggede rundt på noget andet slik. Mit blik søgte Justin og jeg kom småløbende over til ham. Han smilede til mig og vi gik op til kassen og betalte. Eller Justin betalte da jeg ikke havde fået min pung med mig ud. Vi blev stoppet op en del på vejen mod hovedbygningen, men det var ikke så slemt. Folk var meget nysgerrige omkring soundtracket, men de havde ikke fået noget at vide. Autografer var blevet skrevet og billeder var blevet taget.

"Er du klar til at se film?" spurgte Justin, da vi kom gående ind i skrivelokalet. Jeg smilede og tog to tæpper ned til os. Justin rullede gardinerne for og slukkede lyset, så der blev helt mørkt. Vi satte os på to sækkestole og rykkede tæt frem mod skærmen. Tæppet blev lagt over mine bare ben og nogle M&M's blev da også taget hånd på. Mine forhåbninger til filmen var store, men uheldigvis fik jeg kun set halvdelen af den, inden at jeg faldt i søvn..

Justin's synsvinkel.

Manon var faldet i søvn midt i filmen og det morede mig lidt. Jeg ville så nødigt vække hende, for hun så utrolig sød ud, men vi skulle altså i gang med en sang, så det nyttede ikke noget at hun sov. Min håndflade knusede stille hendes ene kind og jeg fik et lille skævt smil på læben.

Jeg havde haft tidligere følelser for Manon, det havde jeg stadig. Manon, havde jeg altid haft et godt øje til, selvom vi ikke har set så meget til hinanden på det sidste. Hun var altid sjov og dejlig at være sammen med. En indre ro lå altid over hende og det smittede en del på mig. Det fik mig til at slappe af. Om de følelser var enorme eller minimale havde jeg ingen idé om, men jeg vidste at de var der.

"Manon?" jeg ruskede lidt til hende og grinede svagt, da hun udmattet åbnede øjnene. Hun kølede sig lidt i øjet og kiggede ondt, imens hun satte sig i skrædderstilling, med tæppet der omringede hende.

"Jeg må have faldet i søvn.." mumlede hun for sig selv og gabte. Hendes øjne fandt mine, imens jeg sendte hende et charmerende smil og pillede lidt ved hendes hår. Hun havde flot brunt hår og brune øjne. En perfekt krop og den blødste hud. Drengene, ville ikke kunne andet end at forelske sig i hende.

"Undskyld." svarede hun og sendte mig et skævt smil. "Er filmen slut? Hvor længe har jeg sovet?"

"En halv times tid cirka. Jeg blev nød til at vække dig. Sangen skriver jo ikke sig selv." Jeg rejste mig op fra sin sækkestol og rakte min hånd frem mod hende. Hun tog stille imod den og fik rejst sig op. Stille glattede hun lidt på sit tøj og gabte endnu engang. Jeg tog hende grinene ind til mig i et kram og hun sukkede.

"Skal vi ikke bestille noget pizza? Den er også ved at være syv." spurgte jeg hende og hun virkede lidt mere vågen nu. Hun nikkede smilende og trådte ud fra min favn. Trapperne lagde hun sammen og sækkestolene blev sat på plads.

Vi gik begge ind i tv'rummet hvor Brian og Scooter sad og heppede på Mariners. Manon og jeg grinede lidt da vi åbnede døren på klem og larm lød derinde fra.

Vi var begge enige om, at vi ikke ville forstyre dem og gik derfor tilbage i skrivelokalet. Jeg ringede til det nærmeste pizzaria og satte mig derefter ved siden af Manon med guitaren i hånden. Hun sad allerede klar med en notes block og en kuglepen. Manon tykkede lidt i sin læbe, hvilket distraherede mig en del. Tankerne slog jeg væk og satte den professionelle facade op.

"Den handler jo om blind kærlighed, så måske vi lave et stille, men samtidig, musicalsk soundtrack." startede hun ud og satte en hårlok bag øret.

Vi gik stille i gang med at finde på tekster og finde en speciel måde at sætte det hele op. En sang blev jo ikke lavet på en dag, men jeg vidste dog, at sangskriveri ikke lige var Manon. Hun havde en umættelig charme og så havde hun stemmen og de høje vokaler. Teksten mindede meget om mine skjulte følelser for hende. Måske var det derfor at det var lidt lettere at skrive sangen og starte den op. Det kom lige fra hjertet af.

OoO

Okay, nu fik I også et lille sneak peet på Justins følelser for Manon. Jeg havde tænkt, at kapitel 1 skulle have sluttet efter at hun faldt i søvn, men det ville blive for kedeligt. Jeg regner med, at der vil komme synsvinkler fre dem begge i denne novelle. Det er min første, så det kunne være dejligt hvis I skrev en kommentar. - Både ris og ros :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...