Undskyld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig

1Likes
4Kommentarer
394Visninger
AA

1. Prolog

De bliver nødt til at bryde ind. Forældrene er urolige. Det er en time siden hun sidst forlod værelset, hvor hun stod og kiggede på sine forældre med tårer i øjnene, og da de spurgte om noget var galt, svarede hun at alting var fint. De har kaldt på hende mange gange og banket på døren, men dørhåndtaget er låst. Nøglehullet er stoppet til og gardinerne er trukket for. Så de bryder ind. Faderen sparker døren op og den femårige lillebror har fået at vide at han skal blive på sit værelse. Moderen kigger sig nervøst omkring og er bange for hvilket syn der vil møde hende. Hun har ret i at gøre sig bekymringer og hun har lov til ikke at kigge ind på værelset. Døren brager ind i væggen og det første der springer i øjnene på ham er hvidt. Farven hvid. Solen strømmer ind gennem en lille sprække i væggen og så meget den nu får lov til gennem de hvide gardiner. Det hele er hvidt ligesom i himlen og alligevel virker det så tomt og ensomt. Midt på gulvet ligger hun. Bevidstløs og uden at se andet end hende og farven hvid stormer han hen til hende og kaster sig ned på knæ, for straks at føle efter hende puls. Den er der ikke. Hun trækker heller ikke vejret. Og hendes hjerte er holdt op med at slå. Det er først der moderen kigger ind på værelset efter at have hørt faderens klynken og rædslen står med det samme malet i ansigtet på hende. Faderen knuger sin datters livløse krop til sig mens tårerne strømmer ned af hans ansigt og moderen farer ind på værelset og krammer også dem begge til sig. De græder og græder og lillebroderen kommer ind til dem og kigger uforstående på dem alle tre midt på gulvet. Han ser det ikke på samme måde som dem. Han ser ikke farven hvid som noget tomt og ensomt og han ser ikke den samme følelse som forældrene. Han ser et åbent glas piller på gulvet, hvor halvdelen af indholdet ligger ved siden af, og en masse konvolutter spredt ud på gulvet omkring hende. Han ser hende i hendes ynglingskjole og med et forsigtigt smil på læben, men alligevel kan han føle at noget er galt. Og han kan også føle at hun er lykkelig. Ligegyldigt hvor hun er. Og han farer hen til hende og kaster sig smilende ind i sin søsters arme, som ikke længere bevæger sig. Han tørrer tårerne væk fra sin mors ansigt og smiler til sin far, mens han kysser sin søster på kinden. Og han ved at de vil blive lykkelige igen. Han ved det bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...