Undskyld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig

1Likes
4Kommentarer
385Visninger
AA

3. Din død

Efter den aften lærte vi hinanden at kende. Det var mærkeligt for dig, at der endelig var nogen der ikke forlod dig på grund af din selvskade. Den anden gang vi mødte hinanden igen, sagde du, at du havde noget du ville fortælle mig og at det var okay hvis jeg gik, for det gjorde alle andre alligevel også.

Du fortalte mig at du skar i dig selv og derefter kiggede du ned i gulvet og du forventede vidst at jeg gik. I stedet rykkede jeg tættere på dig og løftede dit hoved så vi så hinanden i øjnene. Jeg sagde, at jeg allerede så det den anden aften, og at det ikke var noget der kunne skræmme mig væk. Og så kastede du dig i armene på mig. Måske var du virkelig glad for mine ord eller så havde du bare brug for et kram. Og jeg var ligeglad med hvad det var, og jeg trykkede din krop ind til min og tænkte, at de næste par kram jeg ville få af dig, sikkert alle sammen ville være lige så intime.

Vi var sammen i ni måneder, men det var også nok tid til, at jeg kunne knytte mig ordentligt til dig. Du slog op med mig, fordi du sagde at du var ved at blive et vrag og at jeg ikke skulle se dig sådan. Jeg fortalte dig, at jeg altid ville elske dig og at jeg ville støtte dig igennem alt, men du insisterede på at det skulle være sådan. Du ville ikke forvolde mig smerte ved at lade mig se, hvor hårdt du egentligt havde det, for du vidste at det hele ville blive meget værre. Så du slog op med mig. Jeg kom stadig på besøg en eller to gange om ugen, selv om du ikke ville have det. Dit værelse var mørklagt og du lå i din seng og sov for det meste. Du havde en svær depression og du sagde at intet ville hjælpe på det. Jeg vidste at det snart var ude med dig, og jeg ville have dig til at komme tilbage til mig. Jeg havde allerede reddet dig fra døden en gang, jeg ville gøre det igen. For jeg elskede dig så meget. 

Du havde et stærkt forhold til dine forældre, og ikke nok med at du selv sagde det, så var det også tydeligt at se, når du var i nærheden af dem. Jeg så din mor allerede den aften efter baren. Da du åbnede døren og vendte dig om, så stod hun der og kiggede på dig. Jeg ved ikke om det var fordi hun havde hørt os eller om du bare plejede at være hjemme på det tidspunkt, men du løb grædende ind i hendes arme og hun tryggede dig sikkert ind til sig. Først følte jeg mig helt usikker på, hvad jeg skulle gøre, men da din mor smilede til mig over din skulder, så blev jeg stående og betragtede jer. Hun trak sig ud af krammet for ikke at være uhøflig og gik hen i mod mig, mens du holdt halvt fast om hende. Jeg synes det var kært, at du var så stærkt knyttet til din mor. Det generede mig ikke spor, at du boede hjemme, for jeg elskede selv mine forældre og det havde været virkelig svært for mig at forlade dem. Jeg præsenterede mig for din mor og så gik jeg efter at have smilet til dig. Så snart døren var lukket med et klik kunne jeg høre dig hulke og din mors trøstende ord. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

Vi var sammen hver anden dag. Du sagde at du for længst havde droppet at få venner eller i det hele taget prøve at holde fast i dem du havde på det tidspunkt. Så til sidst var du alene, bortset fra den pige, du var sammen med den dag i baren og mig. Du fortalte mig også hvor meget du elskede din fireårige lillebror og at du var din fars lille pige og din mors blomst. Deres kærlighed betød mere for dig, end det gjorde at have venner. Og jeg forstod dig godt, når jeg så hvor langt nede du egentligt var. Jeg reddede dig vidst lige nøjagtigt.

Jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor din veninde bare forlod dig den aften. Hun fulgte dig ikke hjem og du var virkelig et vrag. Jeg tror faktisk stadig på, at hvis du var gået alene ud af den dør, uden overhovedet at have snakket med nogle, så havde du begået selvmord. Og jeg er glad for at jeg gik hen til dig og jeg er glad for, at jeg svarede, at vi ville blive mere end den aften. 

Vi blev meget mere. Vi blev elskede, vi blev os to, vi blev lykkelige. I hvert fald for en stund. Og jeg er glad for at jeg gav dig den stund og at du alligevel var glad på en eller anden måde, da du begik selvmord. Vi vidste alle sammen godt, at det måske alligevel var for dit bedste og at du fik det bedre. Selv om vi gerne ville have beholdt dig, så var det ikke det værd. Det er dumt at holde på en person, der ikke ønsker at være der. Så vi lod være.

Dine forældre var helt knuste. De brugte et par timer på at ligge på gulvet med dig og det var din far der først fattede sig. Han samlede telefonen op og ringede til mig. Han sagde; "Kom herover knægt, jeg tror du har brug for at se det her." Han kunne have sagt så meget andet, men jeg er glad for, at han sagde at jeg havde brug for det. For det havde jeg. Hvis jeg bare var blevet ringet op og havde fået fortalt at du var død, så ville jeg være gået i panik og forlange at se dit lig. Jeg ville selvfølgelig vide at det var sandt, for du var altid balanceret på kanten mellem liv og død, men jeg er helt sikker på, at hvis ikke jeg havde set dit lig og omgivelserne, så ville jeg ikke have troet på dig.

Dine forældre kunne godt lide mig. Det kan de faktisk stadig. Vi snakker sammen en gang i mellem og snakker om, hvor du ville være med dit liv nu og hvordan din fremtid ville se ud, og hvor glad du engang var. De viser mig billeder fra din barndom og de griner og smiler, selv om jeg kan se hvor ulykkelige deres øjne er. De var så kede af at skulle give slip på dig, selv om de vidste at det var for dit eget bedste. Og så snart dit navn kommer på bane, så kan man se det på dem.

Da jeg ankom til dit hus gik jeg bare direkte ind. Din lillebror kom løbende ud og krammede mig hurtigt ind til sig. Han tog fat i min hånd og hev mig hen mod dit værelse og jeg kunne med det samme høre en hulken, som jeg vidste ikke tilhørte dig. Jeg løb det sidste af vejen, forberedt på at se præcis hvad jeg så.

Din far stod i døren og betragtede din livløse krop og din grædefærdige mor. Hans øjne glimtede og hans kinder var våde. Jeg stirrede en smule chokeret på din krop, men da din far lagde en arm rundt om mig og krammede mig halvt, så følte jeg at det var meningen at det skulle ske.

Jeg betragtede det hele med stor forundring. Jeg tror slet ikke at jeg rørte ved din krop, men der var vidst ingen andre der tøvede med at gøre det. Din lillebror tog din børste og med dit hoved i hans skød begyndte han at redde dit hår og han sad og mumlede til dig, som om det bare var ham og dig, og som om du stadig var i live. Han forstod godt at du ikke var i live, men jeg tror ikke at han havde lyst til at forstå det. Det var der nok ikke nogen af os der havde lyst til.

Din mor forlod ikke din side. Hun holdt dig i hånden og græd og sov ved siden af dig. Din far tog billeder af hele det hvide scenarie. Pillerne lå spredt endnu mere ud på gulvet, fordi din mor blev ved med at bevæge sig og skubbe til dem, og brevene var blevet samlet i en bunke. Der var ikke rigtig nogen der sagde noget, men det blev sent og jeg besluttede mig for at gå hjem.

Jeg tror vi havde siddet et par timer og bare betragtet hende. Os alle fire, indtil din far med en dyb indånding rejste sig og gik. Din lillebror krammede dig og lagde en hånd på din kind inden han gik. Din mor var den eneste der var sammen med dig, da jeg gik. Og inden jeg forlod rummet hviskede jeg at jeg elskede dig. "Farvel," hviskede jeg. "Jeg elsker dig."

Din lillebror og far krammede mig igen. Din mor smilede trist til mig og kom med et halvt vink. Og jeg tror det var det, der fik mig til at gå den anden vej. Da jeg kom ud fra huset gik jeg ikke til højre, men til venstre. Jeg gik den tyve minutter lange tur hen til mine forældres hus, fordi det virkelig var, hvad jeg havde brug for efter at have set, hvordan dine forældre var omkring dig.

Jeg låste mig ind i huset omkring klokken halv to om natten. Det var utroligt at det var blevet så sent, men jeg var også blevet ringet op sent. Og jeg gik forsigtigt ind i det mørklagte hus og lagde mig ved min mors side.

Forestil dig, at din 23 årige søn, der ikke længere bor hjemme, pludselig kommer hjem midt om natten og lægger sig lige ved siden af dig. Selvfølgelig syntes hun at det var mærkeligt og da jeg rykkede tættere ind til hende og uden at kunne gøre for det begyndte at græde, så lagde hun en arm om mig, og spurgte mig hvad der var galt. "Hun er død," sagde jeg. "Hun er død."

Jeg tror jeg græd en halv time med min mors trøstende arme omkring mig. Hun forstod mig godt. Min mor elskede dig. I forstod hinanden så godt og snakkede godt sammen og jeg kunne ikke være mere glad for hvor godt I kom ud af det med hinanden. Hun syntes også at din død var trist og hun forstod mig godt. Jeg sov et par dage i mine forældre hus, inden jeg igen var i stand til at tage hjem og gå forbi dit hus igen.

De første par måneder prøvede jeg alt jeg kunne på at glemme dig. Og til sidst indså jeg, at jeg faktisk ikke ville glemme dig. At du var min første kærlighed og at du var værd at huske, især fordi du var så speciel for mig. Du var helt din egen og jeg elskede dig så højt. Det var derfor jeg nægtede at glemme dig. Og har jeg hellere ikke gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...