Undskyld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig

1Likes
4Kommentarer
398Visninger
AA

2. Dengang

"Undskyld at jeg svigtede dig. Det var aldrig meningen at det skulle gå sådan her."

Jeg forstod hende godt. Intet af det her var meningen. Og hvis jeg bare havde været der for hende, så var det heller ikke kommet så vidt.

"Jeg elsker dig. Du må aldrig glemme det, men du må heller ikke holde fast i det."

Jeg havde allerede læst brevet så mange gange, at jeg kunne det udenad. Allerede en time efter jeg havde åbnet det, var det brændt så meget ind i min hjerne, at jeg aldrig troede jeg skulle glemme nogen af ordene. De var heller ikke glemt, bare gemt væk. Hun ville have at jeg skulle være lykkelig. Hun var min første kærlighed og hun havde ikke lyst til også at være min sidste. Så for hendes skyld gjorde jeg som hun sagde.

Jeg havde ikke rigtig styr på tiden mere, jeg vidste bare at dagen var lys og natten mørk. Vinteren var hvid og sommeren gul. Foråret var tomt og efteråret ensomt. Men tiden havde jeg ikke styr på. Jeg vidste bare at det var lang tid siden hun begik selvmord. Og alles liv gik videre. Selv mit.

"Jeg ved godt at jeg allerede har undskyldt, men der er bare ikke ord for hvor ked af det jeg er, at jeg skal forlade dig. Du var den der holdt mig tilbage til at starte med, men det kan du ikke længere være. Jeg må bare væk og jeg er så ked af det."

Jeg forstod hende godt. Da jeg først mødte hende var det på en bar med mine venner. Hun sad ved baren og drak med en veninde og jeg blev helt ked af at se hvor deprimeret hun så ud. Hendes mascara løb ned af kinderne på hende og hendes øjne var røde, hendes hår var filtret og hendes tøj sad skævt. Hun havde en kold øl i hånden og jeg kan huske hvor meget hun tiltrak mig. Hendes veninde snakkede med hende, og det så ud som om hun prøvede at berolige hende, men jeg tror ikke hun lyttede efter. Hun så bare tomt ud i luften på et punkt ved siden af mig, og hver gang hun fangede nogle af venindes ord tog hun en tår af sin øl.

Vi sad fire drenge ved et rundt bord og drak, men jeg kunne ikke koncentrere mig om vores samtale. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende og det lagde drengene mærke til. Først gjorde de nar af, at jeg kiggede på sådan en tudeprinsesse. Jeg ved ikke om de var fulde eller om de bare var følelseskolde, for ingen af dem havde nogensinde haft en kæreste og jeg tror heller ikke de kunne finde ud af at føre en rigtig samtale med en pige på det tidspunkt.

Tyve minutter efter, da hendes veninde gik og hun så ud som om hun var ved at falde ned af bordet, så besluttede jeg mig for at jeg ville gå hen og tale med hende. Da jeg sagde det til drengene, sagde de at de ville vædde med, at jeg ikke kunne få hende med ud af døren. De væddede ti pund på det, så selvfølgelig gik jeg derover. Og det var ikke kun på grund af pengene. Det var fordi jeg vidste, at du trængte til at snakke med en fremmed.

Du sad og kiggede fortvivlet ned i gulvet og støttede dig nærmest til din næsten tomme øl flaske, så du så ikke da jeg satte mig på barstolen ved siden af dig. Og jeg skulle lige til at snakke til dig, da jeg så noget, som jeg ikke regnede med at se. Du sad helt ude på kanten af stolen og dine ben kunne næsten nå gulvet. Dine sko lå under stolen og du sad på din jakke. Din stramme nederdel stoppede på midten af dit lår og udenover din pink top havde du en sort vest. Enten havde du lige været til en fest eller så havde du det tøj på, fordi det var meningen at du skulle score. Det så bare ikke længere ud som om du var i humør til det.

Det var ikke nogle af de ting der chokerede mig. Indersiden af den arm, der holdt fast i øllen, var rød. Lange, røde streger over det hele. Og da jeg kiggede på din anden arm så jeg præcis det samme og pludselig tøvede jeg. Der var en grund til at du græd. Og det var ikke bare fordi din kæreste havde slået op med dig, men det var fordi du var ulykkelig over dit liv. Det kunne jeg se udfra alle de sår og ar og din holdning og alt det du gjorde.

Jeg blev usikker på hvad jeg skulle gøre og kiggede ned. Lige over dine knæ var der lyserøde streger, men på den måde du sad på var nederdelen krøbet længere op, og den afslørede dybe sår. Til at starte med havde jeg det som om jeg skulle kaste op, men jeg tænkte hurtigt på noget andet.

Og så kiggede hun pludselig op. Jeg havde rejst mig og skulle til at bestille en øl og gå tilbage til mit bord og opgive overhovedet at snakke med hende, men da jeg så hendes nysgerrige blik, vidste jeg at jeg var nødt til at snakke med hende Hendes øjne lyste at håb og overgivelse og jeg smilede forsigtigt til hende.

"Skal du have en ny?" spurgte jeg og pegede på hendes øl. Først kiggede hun lidt uforstående på mig, og derefter på sin øl, men så nikkede hun og smilede anstrengt tilbage. Hun rakte mig den tomme flaske og jeg købte hende en ny. Jeg kiggede over på drengene, som iagttog os meget nysgerrigt, og jeg så hvordan de var ved at bryde ud i grin.

"Hvorfor snakker du med mig?" hviskede hun hæst og hendes vejrtrækning var besværet og det var tydeligt at høre på hende at hun var grædefærdig. Ikke fordi man behøvede at høre hendes stemme for at vide det.

"Du så interessant ud," indrømmede jeg og nippede til min øl. "Mere end nogen andre i det her lokale."

Hun kiggede sig først omkring og derefter fik hendes kinder farve. "Tak," mumlede hun og så kiggede hun genert ned. Hun så ikke bare interessant ud, hun var det. Tænk at sidde og græde offentligt og så snart hun snakker med en dreng bliver hun genert. Hun var virkelig noget for sig selv.

"Hvad er der galt?" spurgte jeg og kiggede forhåbningsfuldt på hende.

"Ikke noget," svarede hun og kiggede op på mig med et lille smil. Hun sad og legede med sine fingre og var tydeligvis meget nervøs for at snakke med mig. Jeg vidste ikke om det var fordi hun vidste hvilket vrag hun var, eller i hvert fald så ud som, eller om det bare var fordi hun ikke var vant til at snakke med drenge.

"Du mener, at du ikke gider fortælle mig det," svarede jeg og kiggede over på drengene, der knækkede sig af grin. De kunne helt klart se hvor nervøs hun var derfra, og fra deres synsvinkel, så var det bare morsomt, at sådan en pige var nervøs. De første par dage jeg tilbragte med hende blev de ved med at fortælle mig, at hun ikke var noget for mig, og jeg vidste altid at de havde ret, jeg kunne bare ikke lade hende gå. Hun betød allerede for meget der.

"Hvorfor skulle jeg også fortælle det til en fremmed?" spurgte hun.

"Jeg er bedre til at lytte end de fleste jeg kender," svarede jeg bare og så måtte det være op til hende, om hun ville fortælle mig det eller ej.

"Nå," sagde hun bare. Efter et øjeblik stilhed snakkede hun igen. "Jo, mit liv er bare et helvede og jeg kan ikke holde det ud mere."

"Det kan umuligt være så slemt. Fortæl mig om dig selv," sagde jeg.

Jeg tror at hun brugte den næste halve time på at snakke om sig selv og derefter førte vi faktisk en hel normal samtale.

Du var lige fyldt 21 år, du ville være en skuespiller og planlægge hele dit liv, men alligevel følte du at det ikke var det værd. Jeg fortalte dig, at jeg godt forstod følelsen af ikke at føle, at det var det værd, men jeg gav alligevel aldrig op.

Da vi havde snakket i mere end en time, kiggede jeg over på det runde bord. Det var tomt og jeg var sikker på at klokken allerede var over tolv. Ud af øjenkrogen så jeg en tåre trille ned af din kind og jeg kunne ikke lade være med at række ud og tørre den væk. Du smilede bare til mig og efter en halv time mere syntes du at du burde tage hjem.

Jeg kan huske at jeg fulgte dig til hoveddøren og du spurgte mig, om det her bare var den aften eller om vi ville blive mere. Jeg svarede at vi ville blive mere og så sagde du med en klar stemme og tårerne glinsende i dine øjne;

"Så kommer det hele til at ændre sig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...