Undskyld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig

1Likes
4Kommentarer
379Visninger
AA

4. Brevet

Du skrev faktisk mange breve, i forhold til hvor få mennesker ud kendte. Kuverterne var forseglede, så dine forældre afleverede dem bare. Da jeg nægtede at tage i mod min smed de den ind af min dørsprække. Jeg lod den faktisk bare ligge der et par dage, inden jeg tog mig sammen til at røre ved den. Jeg lagde den på mit natbord og der gik endnu flere dage inden jeg åbnede det og læste det. Men det var det værd.

De andre breve var korte og enkelte. Dine forældres breve var følelsesladede og der var spor efter dine tårer. Der var mange breve til din lillebror. Et til hans tiårs fødselsdag, et til hans femtenårs fødselsdag, og et til hans tyve-, femogtyve- og trediveårs fødselsdag. Der var også breve hvor du havde skrevet "til svære tider", "din første forelskelse", og "når du savner mig". Du havde også efterladt to breve mere til dine forældre og jeg synes at brevene til din lillebror var helt fantastiske. Jeg var med da han åbnede hvert eneste. Vi knyttede bånd og jeg var med til alle fødselsdagene og når det blev din lillebrors tur, så læste jeg altid et brev højt, om det så var et nyt brev, eller en af dine gamle breve. Han elskede at tænke på dig, når det var hans fødselsdag, også selv om det fik ham til at græde. Og når det blev din fødselsdag fejrede vi fire den med kage og fortællinger. Vi fejrede dig altid, som om du ikke var væk. Og det var du heller aldrig rigtig. En del af dig levede videre i os alle sammen og på den måde gav vi dig livet tilbage. Og vi gjorde dig lykkelig igen.

Hvert år holdt jeg min egen private fest på den dag vi mødte hinanden. Jeg satte mig på præcis den barstol som du sad på dengang og jeg drak øl af det samme mærke og blev til det helt præcise klokkeslet. Jeg tænkte over vores samtaler den aften og jeg tænkte over os i det hele taget. Det var altid virkelig hårdt for mig, at sidde præcis det samme sted, som du havde siddet. Og det var hårdt for mig at lade være med at græde på en offentlig bar. Det hele var vel bare hårdt for mig og på den dag syntes det hele at være umuligt.

Brevet til mig var kort. Kort og betydningsfuldt. Det er den eneste måde jeg kan beskrive det på.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

"Hej.

Jeg ved ikke hvornår du beslutter dig for at læse det her, men jeg ved, at du læser det efter at jeg er gravet ned i jorden. Eller efter min krop er væk. For jeg er her stadig. Jeg lever i jer og hvis I tænker nok over det, så kan I føle mig. Jeg vil altid smile til jer, uanset hvilke valg I tager. For mine egne valg har jo også været dårlige.

Hvis jeg virkelig ønskede mig at blive gammel, så ville jeg være blevet gammel sammen med dig. Jeg ville have elsket dig at hele mit hjerte og aldrig givet slip på dig igen. Jeg ville have holdt et kæmpe kirkebryllup og grinende tværet bryllupskagen ud i dit ansigt. Og jeg er ked af at jeg ikke er her til at gøre det, men forhåbentligt finder du en på et tidspunkt, som kan gøre det for mig.

Undskyld at jeg svigtede dig. Det var aldrig meningen at det skulle gå sådan her.

Jeg elsker dig. Du må aldrig glemme det, men du må heller ikke holde fast i det.

På en eller anden måde, så var vi jo alligevel kun den aften. Du ville bare have at det skulle være længere, men det var faktisk kun den aften. Og du må aldrig glemme det. Mine sår og min ødelagte makeup, mit ulykkelige ansigt og mit triste smil. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange du har foralt mig, at jeg så fortryllende ud den aften. At jeg var så knust og ulykkelig og bare ville forsvinde fra jordens overflade, og at du så alligevel kunne få et oprigtigt grin ud af mig. Du syntes at det var så utroligt og jeg fortryllede dig helt.

Tak for alt hvad du gav mig. Jeg er sikker på, at hvis du kunne give mig ingenting, så ville du give mig det på en helt fantastisk måde. Måske lige præcis ligesom jeg gav dig ingenting. Eller jo, jeg gav dig oplevelsen af mig. Jeg gav dig lov til at elske og jeg gav dig lov til at være dig selv.

Jeg ved godt at jeg allerede har undskyldt, men der er bare ikke ord for, hvor ked af det jeg er over at skulle forlade dig. Du var den der holdt mig tilbage til at starte med, men det kan du ikke længere være. Jeg må bare væk og jeg er så ked af det.

Du skal elske igen. Elsk en anden end mig og husk mig for alle de gode tider og ægte smil og tårer. Husk mig som din første kærlighed, der bare gik galt. Husk mig for hvem jeg var. Glem mig aldrig.

Du må leve videre og huske på, at du ikke kan ændre alting, selv om jeg godt nok sagde det. 

Jeg vil altid elske dig, uanset hvor jeg er og hvem du er.

Nu er det tid til at sige farvel. Bare forhåbentligt ikke for evigt, min elskede. Farvel og vi ses igen.

Du vil altid være min eneste ene."

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Jeg kan slet ikke forklare, hvor meget jeg græd da jeg læste hendes brev. Og det var af glæde. Jeg tror endda at et lille grin slap over mine læber, da jeg læste det. Jeg forstod hende godt og for hendes skyld ville jeg elske igen. For hendes skyld ville jeg gå videre og aldrig glemme hende.

Og det gjorde jeg også. Alle vores liv gik videre. Jeg blev brandmand og var stolt over at redde liv. Din lillebror afsluttede folkeskolen og fik en utrolig sød kæreste. Dine forældre blev stolte over ham og levede livet som lykkelige pensionister. Vi blev alle sammen lykkelige igen.

Og dit værelse forblev præcis som du forlod det. Solen får lov til at strømme ind om dagen og mørket bliver holdt ude om natten. Der er slet ikke blevet rørt ved nogen af dine ting. Glasset med piller står på bordet og er næsten tomt. Det blev konstanteret at du slugte næsten halvdelen af glasset, mens resten af indholdet faldt ud på gulvet. Du havde skåret i dig selv ikke få timer før dit selvmord og dine sår var langt fra kønne. Til din begravelse var der åben kiste og du var klædt i en utrolig smuk kjole med en hvid rose på brystet. Din lillebror havde flettet dig hår og jeg tror først at det virkelig gik op for ham at du var død, da de ville lukke kisten og sænke den ned i jorden. Tårerne strømmede ned af hans ansigt og han begyndte at skrige og insistere på, at du skulle blive der. Han ville ikke have at du skulle gå nogen steder, han ville altid skulle kigge på dig. Til sidst blev din kiste sunket ned i jorden og vi kiggede alle sammen på den. Med din fars ene arm omkring din mor, den anden omkring mig og din lillebror klæbende til min arm sagde vi en gang for alle farvel til dig.

Vi har alle sammen givet slip på dig. Jeg elskede dig virkelig. Og jeg er glad for den tid jeg fik med dig. Så farvel min elskede og vi ses igen. Du vil altid være min eneste ene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...