Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
897Visninger
AA

11. Optakt

Jeg tog to æg ud af æggebakken. Det var skrabeæg. De var små. Det mest sparsommelige de havde haft i supermarkedet. De havde nok været større, hvis jeg havde købt dem i Føtex, men det var en principsag.
”Hvorfor går du bare ikke i den Føtex, der ligger på Amagergade, skat?” Benjamin syntes, jeg gik for meget op i det.
Jeg rystede på hovedet, ”Jeg handler ikke i Føtex, det ved du godt.”
”Overdriver du ikke nu. Du kan da ikke undgå alle Føtexer i landet, bare fordi du kom lidt galt af sted i den gamle?” Han strøg en hånd gennem den let barberede isse.
Jeg sukkede dybt. Nogle gange gik han mig på nerverne. Det handlede om selvrespekt og ære, kunne han ikke bare forstå det, ”Det går da meget godt indtil videre. Det er altså også dejligt med æg fra Irma til en forveksling.”
Han kiggede på mig et øjeblikket, ”Du er tosset, du er, skat,” og så kluklo han. Det gjorde han altid.
Jeg følte på det ene æg i hånden. Det var godt nok. Jeg havde ikke noget af klage over. Det var bare Benjamin, der skulle være på tværs. Jeg holdt et gab tilbage med den anden. Jeg var stadig træt fra i nat. Havde ikke fået sovet ordentlig efter mareridtet. Der hang stadig søvn i øjenkrogen. Jeg havde ikke fået mig selv taget sammen til at fjerne det.
Jeg traskede rundt i hjemmesutter og lignede et lig. Så helt faldefærdig ud, udkørt og afdanket. Krøllerne stod ud til alle sider. Jeg orkede ikke at rede det. Mest af alt ville jeg bare lægge mig til at sove igen. Måske drømme en sød lille drøm, der kunne få mig på andre tanker. Noget der ville aflede mig fra at tænke.
Jeg slog det ene æg ud på panden. Der kom et par skaller med. Det plejede der ellers ikke. Jeg lod dem blive. Det andet æg blev endnu værre. Jeg tænkte ikke over det. Glædede mig bare til at få noget at spise. Min mave føltes som et sorthul. 
Vi stod en time senere op, end vi ellers havde planlagt. Benjamin gav mig skylden. Han var morgensur, fordi han ikke havde fået sine otte timer. Jeg var ligeglad. Vendte mig om på den anden side og forsøgte at sove videre.
”Hvorfor skulle du også få sådan et åndssvagt anfald i nat?” Ordene var glohede. De gjorde ondt at høre på. Var slet ikke det jeg havde brug for.
Jeg træk dynen over hovedet.
”Helt ærligt, Ann, så slemt kunne det da ikke have været!” Han sagde ikke engang skat. Det gjorde han ellers altid.
Jeg gemte mig sådan i lang tid. Prøvede at lukke hele verden ude.
Han havde fået busker og T-shirt på, da jeg listede mig frem fra mit skjul. Det føltes som om, jeg havde ligget der i timer, men digitaluret viste, at den var kvart over elve.
Han stirrede på mig, da hovedet tittede frem. Jeg havde kvalme. Følte at jeg skulle kaste op.
”Græder du?” spurgte han. Stemmen lød fremmed.
Jeg svarede ikke, tørrede bare en enkel dråbe fra kinden og så op på ham. Han var svær at genkende.
Blikket blødte op. Han fik medlidenhed med sin ynkelige kæreste, der lå og så skrækkelig ud.
”Undskyld,” sagde han, ”Det er ikke din skyld. Jeg skulle ikke have råbt sådan af dig. Jeg er bare lidt morgentræt. Du ved otte timer, skat..” han lød skyldig.
Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at tåren på kinden ikke var tiltænkt ham.
Han stod med tre stykker toast i hånden og var klar til at lægge dem på panden. Han havde besluttet sig for, at æg og toast var det eneste rigtige til at få mig i bedre humør. Jeg havde ikke fortalt ham, at jeg ikke kunne lide hvidt brød længere.
Påpasseligt lagde han et stykke på af gangen. Vendte dem kun, når farven var blevet gylden.
Jeg stod, så emhætten rev i mit hår, og lignede Medusa. Jeg havde panden i hånden, men havde glemt alt om de æg, der var i gang med at stege. De burde simre fint og mageligt. Passe sig selv, som de altid gjorde. Men i stedet lignede de kulstykker.
Jeg overvejede, om jeg skulle tage dem af. Endte med at lade dem ligge lidt længere.
Benjamin fløjtede muntert. Det skar i ørene. Han beklagede sig ikke længere over, at han havde måttet nøjes med syv og en halv times søvn. Virkede helt tilfreds med det. Det gik mig på, at han bare lod det gå uset hen. Det var trods alt min skyld, at han havde måttet ændre på sin rutine. Det var mine svedpletter på lagnet. Hvorfor var min opførsel lige pludselig så ligegyldig? Han skulle bebrejde mig, det fortjente jeg.
Jeg havde jamret hysterisk til langt ud på natten. Nogen gange stoppet et kort øjeblik for kun at kunne begynde igen endnu mere voldsomt. Mine ben havde jeg trukket op til maven med armene rundt om. Sådan lå jeg i fosterstilling og hulkede over alt det, jeg ikke ville indse. Slet ikke nu, hvor alting ellers gik så godt.
Benjamin holdt sig vågen for min skyld. Han prøvede at snakke mig til ro, ved at sige, at det hele bare havde været et mareridt og ikke noget andet. At vide det ikke var sandt, fik mig til at få det endnu dårligere. Han førte lange monologer med sig selv om fodbold og perserkrigen, imens han kyssede mig i håret. Jeg var for afkræftet til at bede ham om at tie stille. Kunne ikke overkomme at se ham i øjnene og bekræfte ham i, at alt var som det plejede. Ikke flere løgne. Hans meningsløse ord blev ved med at få mig til at overveje, om jeg virkelig kunne holde det.
Snottet løb som et vandfald ned af mine mundvige. Når det endelig tørrede, var solen ved at stå op.
Tænkte jeg over det nu, påskønnede jeg hans indsats på en eller anden måde. Han var god ved mig, ville mig kun det bedste. Sådan havde det altid været, og det betød noget, men heller ikke meget. Det var sødt af ham. Så sødt at jeg var lige ved at blive kvalt i sødme.
Han tog panden af varmen og lagde den hen i vasken, ”Den vasker du da bare, skat!” Han syntes selv, at han var sjov.
Toastskiverne lå fine og gyldne på det hvide stel. Han havde gjort det godt, havde nærmest været fór umage.
Jeg tog æggene af panden med en palet. De lugtede brændt. Æggeblommen var løbet. Jeg bed ikke yderligere mærke i det. Benjamin havde smurt toastskiverne. Havde sparet med mængden på min.
Han dryssede en knivspids salt på, samt et skvæt peber. Tog de klargjorte tallerkner og satte dem ved bordet.
Jeg mistede lysten, så snart jeg så, hvor pænt han havde gjort det. Jeg havde ikke lyst til at sætte mig til bords. Det virkede alt for hverdagsagtigt. Kunne anretningen ikke bare have været lidt mere tilfældig for en gangs skyld?
Vejret var solrigt, strålerne gik gennem glasset fra ruden og gav rummet et klinisk skær. Det mindede mig om drømmen. Min mave snørede sig sammen.
En lille purpurhvid sky kæmpede ihærdigt for at komme på bane. Den ville erstatte solen og overskygge den klare himmel.
Han havde lagt bestik på bordet. Kniven til højre. Gaflen til venstre. Jeg byttede om på dem, men brugte dem ikke. Jeg havde mere lyst til at få fedtede fingre.
Han kommenterede ikke på, at æggene var brændt. Smilede bare for sig selv.
”Det ser lækkert ud,” sagde han. Ellers spiste vi i stilhed, jeg havde nemlig ikke noget at indvende.
Han slugte blommen, før jeg havde rørt ved min. Lidt af den hang på hans kind. Det var uappetitligt at se på.
”Det bliver senere,” sagde jeg mellem min første bid. Svaret kom lige så meget bag på mig, som det gjorde på ham. Det passede ikke ind i sammenhængen.
Han så op fra sin tallerken. Der lå kun rester tilbage, ”Hvad bliver senere?”
Jeg kiggede på stegepanden i vasken.
”Jeg kan ikke nå at vaske den op nu. Ikke når klokken er så mange.” Jeg gad heller ikke.
Han proppede den sidste stump skorpe i munden. Jeg kunne høre det knase. Han lukkede aldrig munden, når han åd. På nær et par enkelte krummer, havde han stort set slikket tallerkenen ren. Det var gyseligt at se på.
Jeg legede med blommen, så den løb ned på bordet. Det lignede betændelse.
”Jeg følger dig derhen, skat!” Hans toneleje var ivrigt.
Han havde taget opvaskebørsten og sæben i hånden, før jeg havde kunnet nå at sige, at han skulle blive hjemme. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle med.
”Så går vi om 5 minutter,” sagde han, imens han tørrede panden af.
Jeg rejste mig fra bordet og lod tallerkenen stå. Jeg kunne ikke spise mere, selvom min mave fortalte mig noget andet. Jeg ville hellere bruge tiden på at gøre mig klar. Lidt ordenligt ville jeg godt se ud, når jeg skulle hen på Klumpen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...