Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
844Visninger
AA

7. Nyt territorium

Nøglen blev sat i døren og drejet en omgang.
”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor du låser, når du er hjemme, skat,” sagde han, som så mange gange før, og åbnede helt op. Han kluklo.
Jeg løb ham i møde i entreen. Var ved at snuble over mine egne ben på vejen. Jeg overhørte alle ord, sprang i stedet for i favnen på ham og gav ham et stort kys lige på munden. Noget jeg følte en inderlig lyst til at gøre, nærmest en længsel, ”Man ved jo aldrig hvilke skumle typer, der kunne finde på at tage et smut forbi.” Det var ham jeg hentydede til, det vidste han godt.
Han gik et skridt eller to tilbage og så skeptisk på mig med store øjne.
Min frembrusen virkede til at gøre ham en smule nervøs. Det var en adfærd han ikke var van til, ”Hvorfor er du i så godt humør i dag?” Han fik det til at lyde som om, at jeg var en værre lyseslukker. Sjældent var så sprudlende, som jeg følte mig lige nu. Jeg tog det nært. Jeg var da altid lutter liv og glæde. Jeg var frøken evigglad. Han kunne godt have omformuleret det, så det ikke ville lyde som en anklage. På trods af hans mistro, smilte jeg stadig. Mit humør gik til skyerne. Mine mundvige kunne ikke andet end at vende opad. Det var som var de syet fast. Den boblende følelse i maven var vidunderlig. Jeg håbede på, den aldrig ville gå væk. Det var noget lignende samme fornemmelse, jeg havde følt, første gang jeg fik øjnene op for Benjamin. Jeg havde gjort det, og jeg var stolt. Jeg havde besluttet mig, og jeg var sikker. Sådan en lille bagatel betyd lige pludselig alverdens for mig.
”Var det en god gå tur?” spurgte jeg og svarede medvilje ikke på hans spørgsmål. Der var ikke noget anormalt ved at være glad, det måtte han forstå. Der var snarere noget skønt ved det. Noget jeg bare blev nødt til at dele. Jeg gengældte blikket. Hans øjne var pastel blå. Det venstre hang en smule. Det havde det altid gjort. Lægen havde kaldt det en bygningsfejl. Han kaldte det selv for et dovent øje. Det var ikke noget, jeg plejede at lægge mærke til. Det var bare en af Benjamins små særheder, noget der gjorde ham endnu mere særpræget. Jeg kunne godt lide, at det var asymmetrisk. Det fik det til at rumstere endnu mere i maven.   
”Tja, jo. Det var det vel. Havde jeg haft min jakke, havde det nok været bedre.” Han var stadig bitter over, at den ikke havde været til at finde. Det var nok derfor, at min positive sindsstemning kom som et chok for ham. Led han, led vi alle, men jeg kunne simpelthen ikke tage situationen seriøs. Ingen af vores ting var blevet fjernet fra vores pladser på Shawarmaen, på nær lige den. Benjamins elskede jakke. Bakkerne med durumruller stod stadig fremme. Min var halv spist. Benjamin havde nærmest spist af papiret. Sodavandsflaskerne stod præcist, som da vi gik. I begyndelsen lagde han ikke mærke til, at den manglede, men da det endelig gik op for ham, vidste han slet ikke, hvordan han skulle reagere. Ansigtsgløden forsvandt og han blev ude af stand til at sige noget, ikke en gang en lille kommentar slap hans læber. Man skulle nærmest tro, at han havde mistet et stykke af sig selv, sådan som alting smuldrede for øjnene af ham. Tanken havde på ingen måde strejfet ham. Det var ikke det, han havde set komme. Han havde troet på det bedste, forventet at den stadig ville hænge lige så fint på stoleryggen, for hvorfor skulle den ikke det? Det tog ham noget tid at fordøje sandheden. Kunne det virkelig passe? Han kæmpede med det. Det måtte være synsbedrag. Kunne simpelthen ikke tro sine egne øjne. Den måtte være der et eller andet sted, men da han lagde sig under bordet, for at tjekke om den på mystisk vis kunne være havnet der, tabte jeg al sympati for ham og han al selvrespekt. Ansigtsudtrykket var tomt. Jeg kunne ikke spotte en eneste følelse. Han følte sig vel berøvet, selvom han selv var ude om det. Han besluttede sig for at snakke med en af de ansatte. Måske havde de bare fjernet den. Det var da sandsynligt nok. De havde lagt den til side og ventede kun på, at han ville komme tilbage og spørge efter den. Desværre hæmmede det ham lidt, at personalet udelukkende snakkede tyrkisk. Han prøvede med håndfagter at forklare, at han var gået uden at få sin jakke med, men nu meget gerne ville vide, hvor den var blevet af. Det var kun lyde, der kom fra tyrkerens mund. Noget der nærmest fik Benjamin til at snerre. Han forstod hverken hoved eller hale af det, der blev forklaret, og på et tidspunkt blev Benjamin så irritabel, at han opgav og vendte ryggen til. Tyrkeren grinte. Forstod ikke at Benjamin følte sig stødt og fornærmet. Jeg havde en mistanke om, at han selv havde taget jakken. Den var jo dyr, af mærket Eastpark. Et lille blink til sin kollega over disken forsikrede mig om, at tyrkeren alligevel ikke var så dum, som han ellers gav udtryk for at være. Han forstod godt, hvad det hele havde drejet sig om. Hvad det var, Benjamin var kommet efter. Han havde spillet på det hele tiden. Ladet som om, at Benjamins snak var det rene vullapyk. Med garanti havde han nupset den selv. En lille frynsegode oveni lønnen. Jeg besluttede mig for, at det nok var klogest ikke at kommentere på det. Benjamin havde ikke godt af sandheden.
Det begyndte at blusse i mine kinder, så varmen steg mig til hovedet. Jeg kunne slet ikke styre mit følelses udbrud.
”Det var da vidunderligt!” storsmilede jeg uden nogen grænser.
Han tog automatisk skoene af. Jeg havde ikke bedt ham om det. Hvad det angik mig, så havde jeg ikke noget problem med at gå med fodtøj inden døre. Benjamin havde derimod aldrig brudt sig om det, ”Det sviner sådan,” plejede han at sige, ”Fødderne skal også have luft.” Han stillede dem pænt til side. Rettede på mine. De stod ikke, som de burde. De skulle ikke ligge og flyde. Det var grimt at se på. Han gik tilfredst mod køkkenet. Jeg fulgte svævende med. Behøvede knap nok at bevæge fødderne, det gjorde de af sig selv. Jeg var høj på følelser. Endorfinerne pumpede. Hvor kom det kom fra, kunne jeg ikke svare på, men jeg vidste, at jeg elskede det inderligt.  Alting virkede så let og lige til. 
Jeg slængede mig ned på en af stolene, jeg havde købt på loppemarkedet sammen med Jan. Manden der havde solgt Jan spisebordet, syntes åbenbart, at vi kunne få stolene gratis med. Først havde han sagt pænt nej, dem skulle han ikke bruge til noget. To stole gjorde ikke ligefrem den store forskel i hans øjne. Jeg kunne ikke dy mig, og da vi kom forbi igen, spurgte jeg pænt, om jeg ikke kunne få lov til at tage dem med alligevel. Det var der ingen kvaler ved, mente manden og hjalp mig endda med at få dem læsset på bilen. Jeg sammenlignede hans gestus med Benjamins og indså, at jeg af moralske grunde nok burde give ham en tyver for dem hver. For nylig havde Jan hjulpet mig med at ombetrække dem. Den hæslige slidte røde farve, blev i stedet for udskiftet med en varm og livsbekræftende pastel gul, der skreg forår, lige et par måneder for tidligt.
Benjamin satte vand over og tog to krus ned fra skabet. Den højeste hylde, jeg ikke selv kunne nå. Sofie havde foræret mig en lille blå skammel kort tid efter, jeg flyttede ind. Det blev aldrig til noget kaffe, når ingen af os kunne komme derop.
Han dumpede ned på den anden stol, betrukket i pastel grøn, og skubbede det ene af krusene over mod mig.
”Nå, du fik ringet, skat?” startede han ud for at tage hul på emnet, ”Hvad sagde de?”
Jeg begyndte at lege med kruset. Tog fingeren i hanken og kørte det om sig selv. Det var mit, det andet var hans. Det var en aftale vi havde, at krusene var vores egen sag. Ville han vaske sit i vaskemaskinen, var det hans. Ville jeg ordne mit i hånden, var det min. På den måde slap vi for en hel masse diskussioner om renlighed. Jeg kunne godt lide de autentiske brune kanter på kruset. Det viste, at det blev brugt jævnligt. Duften af kaffe fra det, gav mig altid en følelse af at være hjemme. Utallige gange havde Benjamin alligevel sagt, at det var klamt. Jeg anede ikke hvor mange bakterier, der var i det krus. Hvor store chancerne var for, at jeg ville blive syg. Netop det rørte mig ikke det mindste. Hvis jeg satsede på at få maveinfluenza kom det ikke ham ved. Han kunne i stedet nyde spejlingen af sig selv i sit.
Tænkte jeg på telefonsamtalen, begyndte det at spænde i mine mundvige. Et eller andet sted gjorde idéen om den mig rigtig glad. Jeg var ikke meget for at vise det til Benjamin. Han ville bare klukke af mig. Tænke at det var latterligt, at sådanne småting kunne få mig op at køre. Akkurat som jeg altid tænkte om ham. Jeg prøvede at skrue lidt ned for begejstringen. 
”Ja, altså. Det lød til, at de havde travlt. Det var egentlig lidt kaotisk, men jeg var mere end velkommen til at komme forbi og høre nærmere om det.”
Vandkedlen gav en tuden fra sig, der fik Benjamin til at rejse sig i ren refleks.
”Det lyder da meget godt. Hvornår tager du derhen?”
Jeg lænede mig tilbage i stolen, så den skrattede mod gulvet. Var det op til mig, kunne jeg have været der lige nu. Jeg ville så godt få sat et ansigt på de karikerede personer, jeg havde talt med i telefonen. 
”Jeg ved det ikke helt..” Munden sagde det, mens hjernen tænkte noget andet. Jeg følte mig allerede involveret i det, selvom jeg ingenting havde fået ud af den 20 minutters lange samtale. Jeg var forpligtet og bundet til det. Havde allerede øvet mig på min signatur til kontrakten.
Han vendte sig om med kakaobøtten i hånden. Udtrykket sagde mere end tusinde ord.
”Hvad mener du med det? Selvfølgelig skal du tage af sted!” Hans betoning var bestemt. Der var ingen tvivl om, at han var sikker på, at jeg havde fået kolde fødder. Det gik ham på nerverne. Han lød til og med en smule sur. Jeg blev forbavset over, at han gik så meget op i det. Det var jo mig det omhandlede og ikke ham. Hvorfor skulle han blive så oprørt?
”Synes du, jeg skal?” Jeg snoede en tot hår mellem fingeren, stemmen blev ængstelig. Jeg ville se hans reaktion på det. Han kunne umuligt være så ophidset, når nu jeg lagde hele ansvaret over på ham med et bedende toneleje.
Udtrykket blev ganske nok et andet. Jeg smilede overdrevent. Jeg kendte det udtryk al for godt. Det var det, der sagde; hvad tror du selv, Ann? Han kunne ikke have gjort det bedre. Det forklarede alting til punkt og prikke. Når jeg fik det, vidste jeg omgående, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke smutte uden om, selvom jeg egentlig heller ikke havde den store lyst til det. Ske skulle det altså bare, det havde Benjamin bestemt. Så kunne han føle sig stolt og overlegen resten af dagen.
Han fyldte den filtrerede kaffe i mit krus, stillede den halvfyldte kande tilbage og satte sig ved bordet.
”Jeg har altså ikke noget mælk,” sagde jeg jammerligt. Jeg drak aldrig kaffe uden. Det var simpelthen for stærkt til min smag, hvis ikke jeg kunne fortynde med lidt økologisk minimælk til 8,50 krone i Føtex.
Han fnøs af mig. Først afdæmpet og anstændigt. Til sidst forvandlede det sig til et stort kluk, ”Ja, det kommer jo ikke bag på mig, skat. Du køber jo aldrig ind. Heldigvis kom jeg dig i forkøbet.” Han tørrede det smørrede grin af læben og pegede hen mod køkkenbordet, hvor han havde sat en plastiskpose med Føtex’ logo. Jeg havde overhovedet ikke bemærket, at den stod der.
”Dit røvhul,” vrissede jeg blødsødent. Stak hånden ned i posen og fiskede en økologisk minimælk op.
”Jeg elsker også dig.” Smilet var så stort, at hans smilehuler blev tydelige. Noget han selv var utrolig flov over. I mine øjne var det bedårende.
Jeg kom mælken i. Kaffen blev en varm karamelbrun. Jeg nød hver eneste tår. Benjamin bællede kakaoen i sig. Han fik et lille brunt skæg om munden.
”Vi skal vist til at komme af sted, skat,” konstaterede han og tog en sidste slurk.
Jeg så ned i kruset. Så på al den dejlige kaffe, der stadig var tilbage. ”Nu?” spurgte jeg, ”Klokken er kun kvart over et?”
Han rullede med øjnene, i selv samme sekund jeg lugtede mig under armen. Jeg trængte til et bad, havde slet ikke skriftet trøje. Jeg vidste godt, hvad der ville komme nu. En lang smøre med; Bedre sent end aldrig. Det var let at gennemskue.
”Ja, okay,” skyndte jeg mig at indvende, før han ville begynde på sin evighedslange monolog. Måske var det ikke førstehåndsindtrykket, der betød alt alligevel. Var jeg heldig, var de lige så bizarre i virkeligheden som i telefonen.  Jeg rejste mig fra bordet, tømte resten af kaffen ud i vasken, og lod kruset stå til senere.
”Vil du ikke høre, hvad jeg ville sige?” Han lød fornærmet.
”Nej, nej, NEJ,” afbrød jeg med et ekstra tryk på det sidste, ”Jeg ved det godt, lad os bare se at komme af sted.”
Han så krænket på mig, ”Nå, nå, frøken respektløs. Din lille, mugne krøltop.” og gik ud i entreen.    
”Hov, hov. Nu skal du være sød! Det er jo mig, der sørger for, at du overhovedet kan komme ud af døren.” Han vidste, jeg havde ret. Han sad på gulvet med sine sko i hånden. Sad og så helt ynkelig ud. Han var snart en fuldvoksen mand, men kunne alligevel ikke binde sine egne snørebånd. Når han prøvede, opførte de sig som slanger og snoede sig elegant forbi ham.   
”Det har bare aldrig været din stærke side det der.” Jeg pegede på hans håbløse kamp fra døråbningen. Han lod som ingen ting. Han kunne i hvert fald godt selv og behøvede under ingen omstændigheder min hjælp.
”Åh, Benjamin, drop det nu.” Jeg satte mig på hug foran ham og tog snørebåndene ud af hans hænder. Det var ikke til at se på, at han absolut skulle være så mandig hele tiden. Jeg gjorde det jo med glæde, så hvorfor ikke bare tage imod mit tilbud.
Ind og ud, og op og ud. Mine bevægelser var smidige frem for hans, der både var kejtede og kluntede. Det tog den halve tid af, hvad det ellers villet have taget ham. Sløjfen sad nydeligt, stram, men lige til pas.
Han rejste sig fra gulvet, uden et ord, børstede det værste støv af sig og tog mod knagen. I en tøven standsede han.
”Åh, op med mulen,” sagde jeg, da jeg så hans stive blik, ”Din kæreste her skal nok lade sveden igennem ved frituren, for at få pengene til en ny grim jakke til dig!”
Han gav mig et lille anstrengt smil og løftede på hovedet.
”Du og stanken af friture, der findes ikke bedre.”
Jeg lo, han klukkede. Hr. og fru. Danmark.

 

Den her gang var lyset tændt. Ingen pærer blinkede. Det så til og med næsten fint ud derinde. Jeg blev helt forbavset over af at se, at der var mere end blot befærdet. Mennesker strømmende ind og ud som fugle på træk. Forvirrede og anede knapt nok hvorfor, de blev ved med at gå ind og ud ad døren. Denne gang kunne jeg ikke klage over mængden af kunder. Der var liv alle vegne. Selv nogen havde sat sig udenfor, selvom det var alt for koldt til den slags.
Hvert andet øjeblik dukkede nye folk op. Høje, lave, tykke, tynde. De kom i alle variationer.  En stor menneskepløre stod sammenklemt på linoleumsgulvet og fyldte hele indgangen. Jeg kunne bide mig selv i tungen på, at jeg nok ikke kunne spejle mig i det længere. Ikke sådan som folk havde slæbt mudder med sig ind.
Den gule seddel hang stadig på sin plads. Lige så nydelig og særpræget som sidst. Måske endda med endnu et stykke tape tilføjet.
”Ja, der er i hvert fald nok at tage sig af, skat” sagde han lattermildt og kyssede mig farvel. Først et lille et på panden og så straks et mere følelsespræget på munden med hænderne om mine kinder. Han var glad på mine vegne. Gid jeg selv havde det på samme måde. Al tumulten gjorde mig en smule chokeret og ubekvem. Jeg var nok ikke af rigtig støbning.
”Det skal nok blive godt,” han smilede forventningsfuldt, kunne godt se at min reaktion ikke var helt så håbefuld, ”Det lover jeg.” Han drejede om på hælen og var hurtigt ude fra synsvidde.
Jeg stod foran døren og så helt troløs ud. Jeg kiggede på skiltet, hvorfor var det lige pludselig så fint? Passerede jeg indgangen en gang for alvor, ville jeg komme ind til et helt ukendt univers. Et sted hvor jeg ikke længere var på hjemmebane. Jeg savnede næsten de beskidte ruder og de ødelagte pærer. De fik mig i det mindste til at føle mig overlegen. Jeg tog i døren og holdt vejret. En genkendelig skinger hylen satte i gang. Den var endnu mere ubehagelig, end den havde lyt i telefonen. Jeg trippede lidt rundt uden at bevæge mig. Hvor skulle jeg gøre af mig selv? Det hele virkede så forkert og meningsløst. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg nok skulle have været blevet hjemme sammen med Benjamin.
Jeg rystede på hovedet. ”Tag dig nu sammen, Ann,” hviskede jeg til mig selv. Hvorfor skulle jeg blive så nervøs over ingenting? Det var komplet tåbeligt. Jeg rettede ryggen, forsøgte at gejle mig selv op og stillede mig forsigtigt ind i mængden, i det jeg formodede var køen, selvom det var vanskeligt at afkode. Folk havde spredt sig på kryds og tværs. Det var slet ikke til at finde hoved og hale i.   
”En nummer 13 og 14!” borede en dyb stemme gennem al tumulten. En som jeg mentes at have hørt tidligere i dag. Den fik det til at gyse i mig. Var det den omtalte Susanne? Hun lød til at kunne få helvede til at brøde løs. Jeg prøvede at stille mig på tæer for at få et glimt af hende, men det eneste jeg kunne få øje på, var to halvlumre fyre, der trådte op mod disken. Den ene med en grøn hanekam, der så ud til at have suget voksen til sig, som var den en svamp, og den anden med slem akne i ansigtet. Han lignede en, der sjældent kom uden for en dør. Lidt efter gik de igen med hver deres burger i hånden og en ny person kom ind foran mit synsfelt.
Gentagende gange så jeg på mit ur. Folk stillede sig ind foran uden at skænke mig en tanke. De lod som ingenting og pludselig stod jeg samme sted, som jeg begyndte. Det gik mig på nerverne. Jeg begyndte at blive utålmodig. Jeg kunne ende med at stå her hele dagen, hvis det fortsatte på samme måde. En mand med blå overalls råbte arrigt. Jeg mindes, at have hørt stemmen før.
”Ja, ja. Vent til det bliver din tur,” kom det endnu mere arrigt fra Susanne, jeg stadig ikke havde fået sat ansigt på.
”Sådan skal du ikke snakke til mig!” De andre i køen begyndte at tysse på ham.
”Fald nu ned.”
”Stop det der brokkeri.”
”Hvis du vil have mad, må du vente som alle andre.” Det var Susanne, der kom på banen igen, ”Sådan er livet.”
Han tog sig til maven og blev stille. Han ville alligevel ikke ofre sit måltid på bare at skændes.
Da timeviseren endelig endte på to, og jeg havde revet samtlige hårtotter ud af hovedbunden, begyndte køen at tynde ud. 

Det var det kun en stor kvinde og en lille mand, der hindrede mig i at komme hen til disken. Kvinden var stor i den forstand, at hun vist nok var gravid i sidste måned og kunne føde, hvornår end det skulle være. Det håbede jeg i hvert fald for hende. Ellers havde hun spist sin familie. Manden var lille, ikke at man kunne tillade sig at kalde ham dværg, men nok nærmere af dværgvækst.  Han var langt fra velfriseret og kunne knapt nok se henover disken. Kun vis han strakte hals. Til hans forsvar var den også urimelig høj. Det hjalp stensikkert ikke på hans selvværd. Han tog hånden ud og fik rakt en krøllet pose. Det virkede ikke til at genere ham det mindste. Han var nok ikke så smålig af sig, som han ellers kunne se ud til at være.

Jeg var endelig kommet så langt foran, at jeg havde et nogenlunde udsyn og kunne få sat et ansigt på den mandhaftige stemme, der havde påbegyndt en dunkende hovedpine. Hende jeg havde hørt i telefonen og gik under navnet Susanne. Det gøs i mig, da jeg trådte et skridt tættere på. Hvilken rædsel kunne jeg forvente at se?
Jeg lukkede øjnene i. Nu var der ikke noget at gøre. Da jeg åbnede dem igen, blev jeg positivt overrasket. Der kom fuger på næsen. At tage i betragtning af hendes stemme, var jeg lettet. Jeg havde forventet noget ganske andet. Noget langt mere frygtindgydende og intimiderende.  En massiv og veludrustet middel aldrende kvinde, der satte de ansatte på plads og kastede med kødgryderne. En man ikke sådan uden videre skulle forvente at kunne løbe rundt om hjørner med. Men det var noget fuldkomment andet, mine øjne mødte. Hun havde langt, afbleget hår sat op i en stram hestehale. Hendes kropsbygning var sart og spinkel. Hun lignede en, der aldrig kunne finde på at synke så dybt og spise en pomfrit. Hvilket var ganske usandsynligt, når nu hun var bestyrer af en grillbar. Hun havde typisk modelhøjde og var en man godt kunne forvente at se på forsiden af Vouge Huden var gyldenbrun. Langt mere strålende end Benjamins. Det så ikke ud til at være kommet naturligt. Solarium var formentlig en af fritidsinteresserne. To store smilehuller havde sat sig midt i ansigtet, selvom hun ikke havde smilt en eneste gang, mens jeg havde været her.
”Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte hun mig højt og afkræftet, da den gravide kvinde var trådt et skridt til siden. Jeg stirrede tomt på hende, havde nok gjort det de sidste fem minutter uden at være bevidst om det. Det var svært for mig at sætte stemmen sammen med ansigtet. Det virkede fuldstændigt forkert og forskruet. En så mandig og brutal stemme, den passede overhovedet ikke til hendes elegance og feminine skikkelse.
En tilfældig lyd slap mine læber. Imod al forventning var køen hurtigt forsvundet. Jeg havde slet ikke kunnet holde trip med den og mit ur. Jeg kiggede op. Det var kommet mig så uventet, at jeg overhovedet ikke havde fået gennemtænkt, hvad jeg skulle sige. Hvordan jeg ville gøre min entre. Det gjorde den i hvert fald ikke bedre, at jeg bare stod og begloede hende.
”Øhm, jeg ringede tidligere, angående jeres manglen på ansatte?”
Hun pustede lettet ud. Det så ud til, at hun smed en rynke eller to.
”Gudskelov!” udbrød hun denne gang med en ganske anden udstråling, så det blev helt svært at genkende hende, ”Du har nok set, at vi har pænt travlt. Det er endda nok en underdrivelse.” Hun grinede højt. ”Det er vildt, at folk kommer, ikås?” Hun havde på halvanden sekund skiftet personlighed fuldstændigt. Jeg ville til og med vågne at gå så langt og sige, at hun så helt glad ud. Det fik mig til at føle mig langt mere bekvem. ”Jeg håber ikke, at du er blevet skræmt.” Hun gav mig hånden og præsenterede sig høfligt, ”Jeg er Susanne, og jeg bestyrer Klumpen.”
”Jeg hedder Ann.” Jeg lød forlegen. Gav hånden et lille klem. 
”Ja, det sagde Stefanie godt nok også. I fik jer i hvert fald en lang snak. Jeg har sagt til hende, at hun selv må ordne telefonregningen. Du kan bare gå ud i køkkenet.” Vejen blev vist med et fingerpeg. Neglene var lange og kunstige, ”Så kommer jeg lige om lidt.” Hun gav mig et venligt klap på skulderen og lod mig passere.
Ude i køkkenet var der mindst lige så rodet som ude i butikken. Det flød med paletknive, smørebrødsknive, slatne, glemte salatblade. En pose med halvmugne burgerboller lå fremme på bordet. Det så ikke godt ud, lugtede til og med endnu værre. Hele grovkøkkenet var mildest talt en møgbunke. Det flød, så vandet det drev. Ikke ligefrem det man havde håbet på, selvom jeg alligevel ikke havde haft de store forventninger. Placeringen var derimod ganske taktisk. Grovkøkkenet var midt i et indhug, så man ude fra butikken ikke kunne se, hvordan det hele hobede sig op i møg og gamle levn. Det glædede mig, at mine næsebor var tilstoppede. Jeg ville slet ikke tænke på, hvor længe de burgerboller havde ligget fremme og overhovedet ikke på, om de stadig blev anvendt. Nogle alarmklokker måtte da ringe, hvis man fik serveret en bolle, der var mere grøn end noget andet. Jeg kiggede rundt om hjørnet. Vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg stod midt mellem butik og køkken og følte mig malplaceret og mest af alt til besvær. Susanne forsøgte gang på gang at møve sig forbi. Ville ikke være ubehøvlet og bede mig om at flytte mig. Hun susede frem og tilbage, så hurtigt at jeg knapt nok kunne nå at registrere hende. Jeg så måbende til.
”En kyllingesandwich?” nærmest skreg hun ud over mængden og drønede afsted. Hun var hele tiden på farten. Fik ikke et øjebliks hvilepause. Jeg fik nærmest ondt af hende. Hun virkede så anstrengt, var blevet sur og gnaven igen. En person jeg længe ville have mareridt om.
Jeg trådte til siden, så hun komme forbi med bakken. Måske havde hun styr på det, men i mine øjne sejlede alting. Jeg kunne bare stå og beskue hele postyret. Ville så gerne hjælpe hende, men var fuldkommen hjælpesløs.
En kold hånd tog mig let på skulderen og sendte en stikkende fornemmelse hele vejen ned gennem armen. Min krop skælvede. Susanne stod og betjente. Jeg havde ikke stødt på andre ansatte. Berøvelsen gav mig et chok. Var der andre end bare os?
”Du ser lidt fortvivlet ud?” lød en blid stemme bag mig. Den sugede mig til sig. Jeg gispede kort og tabte vejret.
”Hov, det var ikke min mening at forstrække dig.” Tonen var endnu mildere denne gang. Inderligheden gjorde mig blød om hjertet. Jeg sank en klump. Havde en underlig fornemmelse i maven.
”Er du okay?”
Jeg vendte mig om til ordene. Stødte på et par helt smaragdgrønne øjne. De glitrede. Betragtede mig sagligt. Hun sendte mig et klumset smil
”Jeg tror vidst, at du er en Ann. Tager jeg fejl i det?” hun fnes, ”Jeg har altid drømt om at være lidt af en menneskekender.” Der var en glød i hendes stemme, der fik min besvarelse til at halte. Den overrumplede mig.
Efter en lang tøven, fik jeg tvunget ordene ud ”A, A, Ann, ja, det er mig..” Min tunge havde slået knuder. Jeg var stadig helt på gulvet over alle de forskellige indtryk.
Hun rakte en hånd ud, ”Hvis du ikke havde gættet det, så er jeg altså Stefanie. Dejligt at du kom, Ann!” Stemmen var begejstret. Ansigtet tydede på det samme. Hun ruskede min hånd godt og grundigt. På et tidspunkt troede jeg, at hun aldrig ville give slip.
Jeg var for alvor godt og grundigt forvirret. Kunne snart ikke følge med længere. Endnu engang var jeg blevet taget fusen på, narret af stemmen. Stefanie var på ingen måde den person, jeg havde set for mig. Det jeg havde kunnet forestille mig ud fra hendes honningblødestemme. Hun var sat i en komplet anden krop. Lignede nok mest af alt en lille trold. Hun var lavere end mig. Jeg følte, at jeg så ned på hende, når hun snakkede. Hun var forholdsvis kvabset. Meget kompakt bygget. Lige på nippet til at være stadiet over buttet, men på den erotiske måde. Hun havde små troldeører, der strittede frem over det kortklippede leverpostejsfarvede hår. Det så ud til at være blevet sat af et tilfældigt håndstrøg. Voksen dryppede ned i panden på hende. Hun var iført et sort forklæde, der gik hende til under knæene. Det var bundet stramt rundt om maven. Lige over midterlommen stod der Klumpen med store, hvide blokbogstaver. Susanne havde det samme forklæde på. Mon det var muligt? På mystiskvis have de bygget kroppe? Den dybe, hårde stemme passede bedre til Stefanies maskuline ydre, end den passede til Susannes. Hun var en lille, fin sag, der ikke burde være så hård i betrækket. Det fungerede ikke oppe i mit hoved. Der var ingen harmoni. En stor vælling af forvirring, ligesom ude i butikken.
”Kom med mig,” sagde hun og tog mig i hånden, ”Du skal ikke bare stå der og se helt fortabt ud. Det er ikke det bedste førstehåndsindtryk. Susanne tænker da heller ikke på noget.” Hun rystede på hovedet, imens hun gik, ”Lov mig du skælder hende ud for mig.” Jeg fulgte med. Ikke kun fordi at hun havde fat i min hånd og allerede var begyndt at traske fremad med mig som påhæng, men snarere fordi mine fødder ikke tillod andet.
Hun drejede skarpt. Så skarpt at jeg nær havde mistet balancen. Viste mig ind i et åbent og lyst rum uden dør. Indgangen var et hul i væggen. Lignede et byggearbejde, der ikke var blevet færdigt.
Jeg blev flov over, at min håndflade var svedig. Jeg træk den til mig.
”Nå. Det må du undskylde. Jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg holdt dig i hånden. Det kom mig bare så naturligt.” De smaragdgrønne øjne smilte stille, ”De er rent faktisk ret bløde. Dine hænder altså.”
Min mund var tør. Rummet steg med 20 grader. Jeg var ved at blive kvalt i varmen. Det blussede i mine kinder.
”Du skal da ikke blive genert. Det var et kompliment. Det er dejligt med bløde hænder. Gid jeg havde sådan nogen.” Hun så ned på sine egne, der var fyldt med rifter og hårdhud. Nogle steder skrallede huden af.
”Nej, nej.” Jeg undlod at se på hende. Kiggede mig i stedet for om. Indretningen var meget minimalistisk. Et hvidt campingsæt med plastik bord og fire stole. De investerede pengene, som Erik ville sige.
I hjørnet var et lille blegnet køleskab, på den halve højde af min. Det gik Stefanie til brystet. Der hang avisudklip på væggene. De var hængt op med tape. Noget jeg havde gennemskuet, de var rigtig glade for her på egnen. Det var fra dengang, Klumpen åbnede. På et billede, klipper Susanne et rødt bånd over. På et andet står hun i forklæde og betjener. Det så meget mindre kaotisk ud på billederne.
”Det er her, vi holder frokostpause. Du sætter dig bare, så skal Susanne nok komme, når det hele er stilnet lidt mere af.” Hun trak en stol ud. Så venligt på mig og hentydede til at jeg skulle sætte mig på den.
”Jeg håber ikke, du er skuffet,” hun kradsede sig på næsen, så en lille flage faldt af, ”Jeg ved godt, at det ikke er det store, men det er nu meget hyggeligt at være her. Vi er som en lille familie.” Hun fjernede en sølvpapirsindpakket mad fra bordet, ”Jeg vil godt lige have lov til at sige, at den altså er fra i dag af, og at vi har fået en neutral smiley af fødevarekontrollen. Måske tænker du noget andet, men det er ikke så slemt, som det ser ud.” Et smil viste en hvid perlerække af tænder. Jeg valgte ikke at kommentere på muggen, skimmelsvampen i hjørnet og fugten under loftet. Det havde hun alligevel været for sød til, at jeg kunne være bekendt. Jeg nikkede, ”Når du siger det.” Det var det første, jeg havde sagt i lang tid, men jeg fortrød det allerede. Det lød arrogant og næsvist. Overhovedet ikke sådan, som jeg havde tænkt det. Hendes tilstedeværelse gjorde mig usikker.
Hun roede sig i håret. Stod der et kort øjeblik. Kiggede på mig, kiggede væk. Helt stille, som var hun forstenet eller havde tabt sit mæle. Stilheden var ubehagelig. Det virkede forkert, at hun ikke sagde noget. Stod og så lige ud i den tomme luft. Jeg blev bekymret for, om jeg havde gjort noget forkert.
Lige pludselig gav hun et lille impulsivt hop fra sig og begyndte at tøffe ud af åbningen, imens hun mumlede, ”Åh, ja. Jeg vidste, der var noget.” ”Jeg tænkte nok, at der var noget, jeg havde glemt.” ”Pomfritter, pomfritter, pomfritter.”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...