Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
884Visninger
AA

3. Mørke skyer

”Og så trak jeg kniven.” Jeg havde fået en tudse i halsen. Det gjorde ondt at sige det, var som sandpapir i min mund. Tænk at jeg virkelig havde gjort det.

”Den til pakkerne?”

Jeg sank en klump, tog en dyb indånding, før jeg svarede.

”Ja, den.” Min stemme var monoton. Helt kold og død. Hvorfor lod jeg det gå så vidt? Hvad var der gået af mig? Jeg var skuffet og chokeret over min egen opførsel, havde aldrig troet, at jeg ville reagere sådan. Det virkede ikke som mig, langt fra. Jeg plejede at være fattet, eftertænksom og omhyggelig, men frygten havde gjort noget ved mig. Den havde fået det til at slå klik. Jeg drejede 360 grader og kom over kogepunktet. 

Jeg holdt mobilen tæt mod øret. Pressede den så hårdt imod, at det begyndte at spænde. Mine håndflader var svedige og mine øjne blanke. Jeg havde brug for at komme ud med det hele, sætte ord på det jeg følte og ikke længere være følelseskold og fjern. Lade som om, jeg ikke var synderknust og rædselsslagen. Mit hjerte var tungt. Slagene kom med lange mellemrum.
En tåre løb langs min kind. Den var salt og sveg på kinden. Fyldt med sorg og skyld. Jeg kunne ikke tvinge den tilbage længere, ”Men det var altså ikke fordi, at jeg ville gøre ham noget. Det må du virkelig ikke tro om mig!”
Af alle mennesker måtte han ikke dømme mig. Aldrig. Han måtte ikke tro, at jeg var så kynisk, så ligeglad og ikke kunne finde ud at besinde mig. Det ville være hjerteskærende. Jeg behøvede hans tiltro mere end nogen andens og i særdeleshed her i dag. Jeg havde brug for ham. At han lyttede, at han forstod, satte sig i min situation. Det som ingen andre havde gjort.

”Åh, skat,” hans stemme var klar og tydelig. Den var god ved mig, så varm og blid i øret. Dens rolige og fredfyldte klang omfavnede min angst, fik mig til at overse den skræk, som ellers stadig lurede i mig. Der var ingen tvivl om, at han havde sat sin lid til mig. At han som den eneste var stensikker på, at jeg aldrig nogensinde ville kunne være i stand til at gøre sådan noget, at jeg kunne være så koldblodig, hvis jeg ikke havde følt mig presset, trængt op i en krog.

”Jeg ville aldrig tro sådan om dig. Det ved du da også?” Han virkede mere sikker i sin sag, end jeg selv gjorde. Han var allerede overbevist, selvom jeg ikke have forklaret færdig. Han kendte mig bedre end jeg selv gjorde. Det var forbløffende.

Ordene kærtegnede mig, tog vare på mig. De sørgede for jeg ikke var alene, at jeg aldrig ville være det, selvom det føltes sådan. Han var der for mig.

Jeg tav et kort øjeblik. Jeg var stoppet med at gå, havde nok gjort det et stykke tid. Måske var der kun gået minutter, måske var det timer. Jeg tog mig selv i at kigge op. Mørke skyer trak sig sammen. Solen forsvandt længere og længere væk bag dem. Den så trist ud, jeg følte med den. Det var synd, at der skulle så lidt til for at erstatte den. Den havde fortjent bedre. En mere respektabel afsked.
En lille dråbe ramte min næsetip med et nærmest uhørligt smæld. Himlen grad, den savnede solen.

”Er du der stadig, Ann?” Stemmen lød urolig, ”Der er ikke sket dig noget, vel?” Han bekymrede sig om mig. Han var nervøs på mine vegne. Hvad skulle jeg dog gøre uden ham?

Jeg tog endnu en dyb vejrtrækning, brystkassen løftede sig, benene begyndte automatisk, før jeg fik nogen lyd ud.

”Jeg var bare så bange..” Min stemme knark, og endnu en tåre pressede sig på. Den blandende sig med himlens, og fik det sorte til at løbe fra mine øjne. Min krop var kold, jeg rystede, frøs. Gåsehuden var tydelig på mine bare arme. Jeg skulle have taget jakke på, fulgt hans råd, og ikke have været så stædig. Han sagde, det ville blive koldt, at jeg skulle passe på mig selv og mit heldbred. Jeg havde ikke hørt efter, jeg skulle selvfølgelig følge min egen intuition og gøre, hvad der passede mig. Jeg fortrød nu. Mine hænder blev mere og mere følelsesløse. Fingerspidsene var helt urørlige. Jeg burde have lyttet til ham, han ville mig jo bare det bedste. Det forstod jeg nu.    
Mine tænder klaprede. Ustyrligt og uhæmmet. Snottet løb fra min næse og nærmede sig mine mundvige. Jeg gav et snøft fra mig. Det sad der stadig, indeni. Jeg kunne ikke smide tankerne. Mandens truende adfærd, hans råben og svovlen. Måden ingen greb til affære på, at alle var ligeglade med mig. Kyniske og respektløse Erik, der nægtede at give mig en chance. Der var stadig tre røde afmærkninger på mit håndled.

”Tag det roligt, Ann," Jeg tror, at han kunne høre min skælven, at jeg stadig var langt fra okay, "Jeg lover dig, at jeg nok skal få dig på andre tanker i morgen!” Han mente det. Der var en vis ærlighed over hans stemme, en så inderlig tro, at en mild latter undslap mine læber. Han var positiv og fastindstillet på, at alting nok skulle blive godt igen. Det ville han selv sørge for, uanset hvad der skulle til. Læberne kæmpede med mit marmoransigt. Jeg smilede, selvom mine øjne stadig strømmede. Han var så sukkersød. Han gjorde altid sit bedste for at få mig i bedre humør. Han holdt virkelig af mig. Jeg var nu heldig at have ham, umådelig heldig.

Mine fødder ramte en vandpyt. Det sprøjtede opad mit højre bukseben. Det sivede ind gennem skoene. Jeg soppede. Hvert skridt sjaskede mod jorden. Der var kommet mudder på mine bukser.

”Jeg savner dig..” Jeg brød stilheden med en sagte hvisken. Den var ikke gennemtænkt, forberedt, den ville selv ud. Men jeg løj ikke, langt fra. Det gjorde jeg, virkelig. Jeg savnede at ham. Et var at have ham i telefonen, et andet var at have ham ved mig. Det føltes som evigheder siden, at vi sidst have været sammen. At han havde taget min hånd og kysset mig i håret. Jeg fik en klump i maven.

”Jamen, jeg savner da også dig?” udbrød han højt, så det knasede i øret. Jeg blev helt chokket over, hvor hurtig han var til at svare. Der var ingen tøven, ingen grund til at tænke sig om. Det var sådan det var. Han fik det til at lyde mere som en selvfølge end noget andet. Selvfølgelig savnede han mig, hvorfor skulle han ikke det? Vi havde snart været sammen i tre år. Det burde ikke have kommet bag på mig. Vi var to alen af samme stykke. Det sagde folk altid. Vi kom som en pakkeordning. Man kunne ikke skille os ad. Det var ikke meningen. Vi gjorde alt sammen, og sådan havde det nærmest altid været. Det var sådan jeg foretræk det. En del af mig manglede, når han ikke var der.

”Men jeg bliver nødt til at løbe nu. Alt bliver bedre i morgen, det har du mit ord på! Jeg elsker dig.” Ordene farede ud. Han skulle installere lys i et nyt boligkompleks, var allerede sent på den, fordi han havde brugt tiden på mig, helt glemt at spise i sin pause. Han havde travlt. Han sendte et kys af sted i telefonrøret. Jeg gav endnu et lille snøft fra mig, da det ramte min øregang.

”Jeg elsker også dig.” fik jeg sagt, og dernæst lød hyletonen.

Gadelygterne var blevet tændt en efter en. Himlen var nærmest gået hen og blevet sort. Jeg havde trukket hætten fra min hættetrøje over hovedet. Det dryppede fra mine hårspidser. Der var øde, gaderne tomme. Ikke et menneske havde forvildet sig ud i det sørgelige vejr. Ingen havde været lige så dumme som mig.

Stilheden bredte sig i min krop. Nu var jeg for alvor alene.
Mobilen holdt jeg endnu mod øret. Jeg havde ikke lyst til at fjerne den. Hyltonen var blevet til tinnitus. Jeg krummede tæerne. Jeg ville ikke have ham til at forsvinde.
Jeg elsker dig.
Ord talt fra ham med sådan en sandfærdig glød i stemmen, en lidenskab man sjældent mødte. Ord som dem, var som stoffer for en narkoman, nødvendige for mig.

Jeg gik tungsindigt videre. Sjaskede med mine gennemblødte sko ned gennem gaden. Mine mundvige havde stadig ikke givet slip. Jeg smilte stadig. Benjamin havde fået et lille snært og glæde til at sidde fast i mig. Noget han altid formåede og noget jeg altid påskønnede inderligt. Jeg himlede med øjnene. Det var typisk ham. Det var umuligt at være sur eller trist.
Ann og Benjamin, det var sådan det lød. Klingende og smukt. Der var ikke noget om det. 

Vejen var lang. Længere end jeg huskede den til at være. Det føltes som om, at der var flere kilometer hjem. Mine ben var tunge, jeg var træt, havde svært ved at følge tempoet.

Den grå og farveløse asfalt var alle vegne, en stor og proper industriel by. Højhusene erobrede himlen. Der var lys i alle de tusinde vinduer. Der var stadig folk, der var på arbejde. Folk der kæmpede med papirarbejdet og håbede på, at dagen i morgen ville blive bedre end i dag. Vi havde så meget tilfælles.

En lille buttet mand gik ud fra bygningen foran mig. Han så velkendt ud. Jeg mentes at have set ham før. Han havde en brunlædermappe under den ene arm og en opslået paraply i den anden. Han smilte til mig, da han passerede mig. Bus nummer 21a kørte forbi på den modsatte side af vejen. Han satte farten op og skyndte sig over fodgængerfeltet, selvom der stadig var rødt. Han var lige ved at vælte over sine egne fødder. Det så sjovt ud, men jeg var nu glad for, at han ikke væltede. Det ville have været synd for ham, han virkede jo ellers så glad. Han viftede med hænderne for at få buschaufførens opmærksomhed. Løb så hurtigt, som han overhovedet kunne. En hensynsløs bilist kom susende og fik vandet fra rabatten til at sprøjte op på mig. Jeg gøs og svovlede for mig selv. Pludselig var manden med mappen væk. Bussen kørte lidt længere fremme. Mon han var kommet med?  Det håbede jeg for ham, der var ikke noget ved at være ude i det her vejr.

Jeg sparkede til en bulet coladåse, der lå og flød på fortovet. Den kom ikke meget længere frem end to-tre meter og endte i en vandpyt. Jeg overvejede om, jeg skulle samle den op igen. Det var en skam, at Gamlekongevejs bizarre skønhed, skulle lide under folks hensynsløse opførsel. Bare fordi at folk ikke længere have samvittighed og morale, skulle København forrådne. Jeg bukkede mig ned foran vanpytten og skulle lige til at tage fat i dåsen, da jeg så min egen refleksion. Selvom hætten dækkede mit hoved, var mit hår blevet fugtigt, og slangekrøllerne havde forvandlet sig til en massiv afro, der voksede til alle sider. Jeg gjorde store øjne og begyndte at fnise, imens jeg gik videre.   

Selvom jeg havde besluttet mig for, at Føtex skulle være et overstået kapitel, at jeg ikke længere ville spilde min tid på at mindes det rædsomme sted, kunne jeg ikke lade vær med at dvæle i det. Jeg havde altid nydt at arbejde i Føtex, holdt af samværet, man havde med de tilfældige kunder. At der hver dag kom nye ansigter, skete nyt, selvom rutinen var den samme. Derimod var det også dejligt, at det ikke var et nærmere forhold, man skulle indlede med dem. De skulle ikke kende mig, jeg skulle ikke kende dem, til trods for jeg dog alligevel havde visse favoritter. Den kraftige, ældre dame med uhæmmet skægvækst i ansigtet, gjorde mig altid så glad, når hun kom forbi med sin proppede kurv og klagede over, at vi aldrig havde nogen gode tilbud. Jeg elskede også dagplejemoren, der altid kom med et helt slæng af små rollinger. De var ufattelig rolige og opførte sig pænt, det meste af tiden, men havde de ikke spist frokost før de kom, var ragnarok løs. Hun var umådeligt snaksalig, hun elskede at sludre og havde altid noget nyt og spændende at fortælle. Jeg havde aldrig set hende i dårligt humør.

Man havde et professionelt forhold til kunderne. Det vedrørte dem ikke, at jeg havde blærebetændelse og havde været oppe hele natten for at tisse. Det var hurtigt ind og hurtigt ud, man behøvede ikke al den hyggesnak. Engang imellem havde jeg dog selv lyst. Når jeg havde siddet i kassen over 4 timer, og ikke sagt meget andet end ”Goddag, det bliver, hav en god dag,” havde jeg brug for, at der skulle ske noget mere, at jeg kunne udvide mit ordforråd og være lidt kreativ. Det blev simpelthen for ensformigt, alt for kedeligt og intetsigende til min smag. 

Selvom jeg forsøgte at være høflig og imødekommende det meste af tiden, kunne jeg dog heller ikke udelukke, at der var nogen kunder, jeg overhovedet ikke kunne døje, og slet ikke orkede at bruge mine ressourcer på. Nogen af dem var fór frembrussende, andre havde ingen manere. Sagde de ikke i lige måde, når jeg havde ønsket dem en god dag, var jeg lige ved at skære tænder. Det irriterede mig, at folk ikke bare kunne være en lille smule ordentlige, lidt respektfulde.  Den fede mand med de blå overalls nede fra havnekiosken var en af dem, jeg ikke kunne holde ud. Han var uforskammet, kom altid med sjofle bemærkninger. Bukkede jeg mig, for at samle noget op, klappede han mig bagi. Jeg genkendte ham på lang afstand på grund af hans fjollede bøllehat. Den var nærmest hans varemærke, han havde den altid på. Han prøvede nok at skjule sin pletskaldethed.
Der gik rygter om, at han var fraskilt og godt kunne lide yngre kvinder. Det sidste havde han selv fortalt mig og sendt et lille vammelt blik med.
Han gav mig mildest talt kvalme. Men han var ikke længere den værste. I dag havde jeg nemlig mødt en, der overgik alt jeg kendte til. Han var fuld klokken kvart i seks, han lugtede af en blanding mellem bræk, pis og mødding, han var aggressiv og mandschauvinistisk. Men det altafgørende var, at han havde fået mig fyret. Det var noget jeg ikke kunne tilgive. Det ville ikke se godt ud på Cv’et.

Jeg følte nu, at jeg havde spildt to og et halvt år i Føtex. Jeg havde drømt om at blive elev, kæmpe mig op ad rangstigen og måske selv en dag blive administrativ leder. Jeg ville tage Eriks stilling og sørge for orden. Det var derfor jeg blev så længe. Det skulle ellers kun have været et sabbatår, en måde at tjene penge ind på, spare op og rejse verdenen rundt. Men jeg faldt i med begge ben. Jeg blev interesseret i markedsføringen. Jeg syntes, af finans og salg var spændende, at være i stand til at promovere varen sådan, så folk fik lyst til at købe den. Jeg valgte at tage erhvervsøkonomi på aftenskolen for at gøre mig mere kvalificeret. Jeg ville lære og blive bedre. Mit største ønske var nu, at starte mit eget op helt fra bunden. Jeg ville skabe noget stort, noget der var fremtid i. Derfor var Føtex et godt sted at begynde.

Ulempen ved jobbet havde været Erik. Hvordan han var kommet i førerrollen, forstod jeg ikke. Han egnede sig ikke som leder, var ikke god til at håndtere vanskelige situationer, gjorde alt for at tage sig godt ud. Han ville have kunderne til at føre sit gode rygte videre, så han kunne smigre sig ind på distrikt chefen. Men han var en skændsel for butikken. Erik var ussel. Jeg foragtede alt det han stod for. Manglende arbejdsindsats, uærlighed.
Han forstod sig slet ikke på morale. Han lettede sjældent en finger, medmindre det var kaffemaskinen, der skulle tændes eller avisen, der skulle åbnes. Efter at havde fyret mig for mit lille udbrud, som han så fint kaldte det, havde jeg for alvor mistet al respekt.
Jeg skulle aldrig nærme mig hans bundniveau, det var det, jeg kæmpede for nu.  

Hver gade jeg passerede var mørkere end den forrige, mere overskyet og dunkel. Endnu flere tegn på, at den her triste aften kaldte på uvejr. Jeg begyndte at gå til, få fødderne til at marchere frem, som havde jeg tidligere været en del af hæren. Jeg ville helst undvære mere regn og blæst. Det var bestemt ikke det, der skulle til for at få mit humør til at blive bedre.

 

Det kom ikke bag på mig, selvom jeg nu havde håbet på, at jeg kunne nå det, men mine ben havde ikke villet det, jeg ville have haft dem til. Selvom jeg traskede løs med svingende arme og sjaskende fodtøj, forsøgte at undvige diverse vandpytter, var regnen kommet mig i forkøbet, og jeg var alligevel formået at blive drivvåd.
Det havde styrtet ned, uendelige tårer fra himlen, kun få minutter før, jeg nærmede mig det sidste sving ind til lejligheden.

Jeg var spurtet fra hjørnet, hurtigere end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg selv kunne. Med nød og næppe undgået at ramle ind i en lygtepæl.
Jeg var drønet ned ad vejen og så for mig, hvordan jeg overhælede bilerne, der var bange for at køre for stærkt i uvejret, skride og ende i et færdselsuheld.
Men nej, dagen var ikke på min side, vi var ærkerivaler. Ironien havde været tydelig, da regnen stoppede lige så brat, som den startede. Jeg nåede kun lige ind under halvtaget i læ for skyllen, da vejret begyndte at klare op, og en lille solsort begyndte at skratte mundret.

Der stod jeg egentlig et stykke tid, lyttede til de få massive dråber, himlen stadig græd, der angreb plasttaget. Ihærdigt forsøgte de at bryde gennem og komme ned til mig, men jeg havde helle.
Jeg fandt de skiftende plask og sjask beroligende. De skabte en vis form for harmoni omkring mig, og jeg glemte helt at tænke på dagens ballade. Det var de samme lyde igen og igen. Der var ingen variation, ingen ændring. Jeg kunne lide ensformigheden. Det var noget jeg kunne forholde mig til, noget jeg kunne finde tryghed i.
Regnen havde gjort luften frisk. Den var som ny, var blevet iltet og ældet. Den var så ren, at den næsten gjorde ondt at indånde, men jeg følte endelig, at jeg kunne trække vejret.

Jeg var fluks hoppet i det hjemlige, pastel røde bomuldsnattøj med hvide polkaprikker, som kun kom frem fra dets skjul, når ingen andre var i nærheden, end ikke Benjamin. Man kunne ikke ligefrem tage sig godt ud i det posede sæt, der gjorde mine hofter enorme og arme helt løse og slaskede, men jeg elskede det.
Det var blødt og varmt, fungerede bedre end termoundertøj. Det var skønt at ligge i, noget jeg altid så frem til en sen søndag aften efter at være blevet fyret. Jeg havde haft det i årevis, det nærmede sig snart årtiet. Min tante havde købt det til mig. En af de bløde julegaver man aldrig så frem til, egentlig var lidt skuffet over. Man lod den ligge under juletræet længe, forsøgte helt at undgå at tage den op. Hvordan skulle man se glad og overrasket ud, når man åbnede den? I starten var jeg heller ikke lige begejstret. Jeg tænkte, det var en hadegave. Hun havde aldrig været min yndlingstante. Men for et par år siden fandt jeg den bagerst i klædeskabet. Jeg overvejede om, jeg skulle smide den ud. Hun havde alligevel ikke spurgt ind til den. Jeg endte i stedet for med at tage den på hele dagen også noget af den næste morgen. Den ville ikke af med mig igen, og jeg ville egentlig heller ikke af med den. Den blev noget af det bedste, jeg vidste. Lidt ligesom Benjamin.

Hættetrøjen var drivende våd. Der var fodspor fra mine sokker på gulvet. Mine cowboybukser havde klæbet sig så meget til huden, at de havde givet slidmærker. Jeg kunne lige så godt have været sprunget i havet, så våd som jeg havde været. I en hast blev det kastet i vaskemaskinen til næste dag. Jeg havde aldrig gået op i kulørvask. Det var en kamp at få bukserne af. Mine lår var iskolde, fyldt med røde knopper. Jeg var bange for, at jeg skulle blive syg. At jeg aldrig ville finde varmen igen. Det gøs i mig, da jeg endelig rev sokkerne af. Men det var vidunderligt, at smide det våde tøj, svinge med håret, så det sprøjtede til alle sider.

I køkkenet fyldte jeg elkogeren op. Jeg havde fundet den blå varmedunk frem. Den havde ligget ude i reolen i gangen og havde ikke været brugt i lang tid. Jeg var helt kommet i tvivl om jeg stadig havde den eller havde lånt den ud til Sofie, da hun skulle på skitur i Norge. Gudskelov blev jeg positiv overrasket og tænkte, at det nok ville være lettere at forebygge sygen, hvis jeg sov med noget varmt. Dampen fra elkogeren lagde sig på køkkenruden. Jeg kunne se, at det var begyndt at regne igen og denne gang tydede det ikke på, at det ville klare op foreløbigt. Tanken om, at jeg ikke selv var ude i uvejret længere, gjorde mig glad. Min pegefinger skrev på ruden. Gid Benjamin havde været her.  

Jeg havde hængt dynen over radiatoren, og nu var den dejlig varm. Jeg forsøgte at lægge mig godt til rette, vred mig lidt i sengen for at finde den helt rigtige stilling. Mit hår var gennemblødt. Det klistrede sig til panden og kinderne, men det gjorde mig ikke rigtig noget. Det var dejligt, at krøllerne var blevet tæmmet og ikke længere fyldte hele hovedet. Det dryppede på min pude. Den var blevet fugtig, Man kunne se, hvor jeg havde vendt mig, men jeg bed ikke mærke i det. Det var ikke fordi, at det var ubehageligt. Varmedunken var glohed, og hvis det ikke var fordi, at mine fødder var helt forfrosne, havde jeg nok brændt mig. I stedet for syntes jeg, at det føltes skønt. Jeg kunne vrikke frem og tilbage med tæerne, helt uden det gjorde ondt. Jeg gabte højlydt, strakte armene, og kunne godt føle, at det havde været en lang og hård dag, som jeg helst ikke ville genopleve. Det var en ny start i morgen, det kunne jeg i det mindste se frem til.
Jeg havde mit blik rettet mod vinduet, som bevidst ikke var trukket for. Det var noget, jeg ikke gjorde længere, det havde Benjamin vendt mig fra. Hvis jeg trak for, kunne jeg ikke se nattehimlen. Var jeg heldig, ville stjernerne snart dukke op. Det v ar det smukke ved at bo på fjerdesal. Spekulerede man ikke over, at elevatoren var gået i stykker, og der var mere end 100 trappetrin op, var udsigten vidunderlig. Den var ligefrem magisk. 
Det havde til og med også været Benjamins idé at sætte sengen i front mod vinduet.
”Det er så flot at kigge på nattehimlen, før man lægger sig til at sove,” filosoferede han højt, da vi var i gang med at flytte den for tredje gang. Almindeligvis havde vi altid været gode til det med kompromisser, vi lyttede til hinanden og fandt for det meste en rimelig løsning, men det var alligevel svært at blive enige denne gang. Benjamin ville have sin vilje, og jeg har aldrig været særlig beslutsom. Den kunne jo stå mod radiatoren. Så ville den være dejlig varm. Men med nærmere eftertanke kunne jeg komme til at brænde mig på den, når jeg sov. Hvis vi stillede den henne ved garderobeskabet, ville jeg ikke kunne åbne døren helt. Der var mange problemer, og jeg syntes sengen var umådelig tung at slæbe på. 
”Jeg skal lige have en pause,” prustede jeg den ene gang og gik ud i køkkenet for at hente et glas med vand. Benjamin rystede bare på hovedet, ”Kom nu, skat. Den vejer ikke så meget.” Det kunne han sagtens sige, når han havde fået den lette ende. Efter diverse argumenter, utallige glas med vand, blev jeg enig med mig selv om, at så længe han bar sengen, kunne han stille den, hvor end han ville. Og nu står den så her, foran vinduet, med en helt igennem perfekt udsigt. Han var måske en smule stædig, men der var noget over hans ord.

Der var ikke mange skyer tilbage på himlen, til trods for at det stadig regnede. De havde bestemt sig for at tage på udflugt og listede stille henover nattens mørkenuancer for at finde nye ofre. Bag dem kunne jeg ane stjernerne. Jeg ventede spændt på, at de ville blive helt tydelige. Stråle gult og varmt, fylde hele himlen. Gøre alt langt mindre dystert. De gjorde noget ved mig. Jeg syntes, at de var kønne. De udstrålede håb og mindede mig om gode tider. Blot en enkel af dem på nattehimlen, kunne få den til at se helt farverig ud. Det klædte mørket med nogle lyspunkter. Gjorde det livligt og interessant.
Det var min og Benjamins ting at se på stjerner. Vi gjorde det altid, når han ikke skulle på arbejde næstedag. Vi holdt os vågne længe, nogen gange til flere timer ud på natten. Jeg bællede kaffe, altid med sukker og mælk, ellers kunne jeg ikke få det ned. Han drak kakao. Han foretrak at lave det over komfuret. Sådan sad vi med hver vores kop i sengen, en film kørende på lav lyd, og ventede på, at de ville dukke op. Der fandtes intet bedre, end når vi lå tæt sammen og drømte os væk. Jeg i hans favn, og han mod mit bryst. Når vi lå sådan, vidste jeg, at alting var godt, at livet ikke kunne være mere vidunderligt.
Benjamin elskede at fortælle mig om de forskellige stjerner. Hvad de var for nogle, og hvad de betød. Han syntes, at det var ufattelig interessant.
”De der stjerner der,” sagde han og forsøgte at pege, ”Dem og den yderst til venstre der, det er Lille bjørn,”
Jeg kneb øjnene sammen, ”Hvilke nogle siger du?”
”De der,” gentog han og tog min  hånd for lettere at vise det, ”Det er stjernebilledet Lille Bjørn.” Han lød stolt.
”Er du helt sikker på det?” spurgte jeg og løftede på det ene øjenbryn.
Han fnøs af mig, ”Selvfølgelig er jeg det!” sagde han lige lovligt selvfedt, ”Tror du ikke på mig?”
Jeg tænkte over den et stykke tid, ”Åh, dem der,” udbrød jeg så og prøvede at virke overrasket, ”Jeg troede, du mente de fem længere til højre. Nu kan jeg godt se det.”
Han smilte. Det kunne jeg mærke, ”Jeg sagde det jo.” Et kys blev placeret på min pande, ”Synes du ikke, at det ser flot ud, når man kan forestille sig bjørnen, skat?”
”Jo,” løj jeg og nikkede. Jeg vidste godt, at han var komplet umulig til stjernebilleder, men nænnede ikke at sige noget om det til ham. Han troede, han var så god og blev altid så barnligt glad og begejstret, når han kunne lære mig noget. Det kunne jeg ikke være bekendt at tage fra ham, selvom ingen af de stjerner han havde peget på var Nordstjernen. Den var til og med i modsatte retning.  
Måske var vores viden ikke så stor. Selv satellitter kunne være stjerner, hvis man spurgte os, men vores nydelse var noget helt andet. Vi blev revet med af mystikken. Hvad var stjerner egentlig? Havde de nogen gavn? Spørgsmålene kom op i det uendelige. Svare kunne vi bare ikke på dem. Det var spøjst at noget så langt fra os alligevel kunne føles så tæt på. Ligesom alle andre, havde vi vores blindevinkler.      

Jeg lukkede stilfærdigt venstre øje i. Jeg ville bare prøve fornemmelsen, lige tirre søvnen lidt. Langsomt fulgte højre med. Det skulle ikke snydes. Før jeg havde set det komme, svævede jeg uhæmmet rundt i universet med flere millioner lysende stjerner. De prøvede at fange mig, greb efter mig med deres ynde. De dansede med mig, og jeg dansede mig dem. Svang mig rundt om Saturn, så jeg lige med nød og næppe rørte ved en af ringene.
Bumsen fra Føtex var over alle bjerge, så langt væk man overhovedet kunne komme. Alle tanker om min afskedigelse var glemt, havde jeg nogensinde arbejdet i et supermarked? Erindringerne om den voldsomme regn, som nok havde bragt en syge med sig, havde en midlertidig demens frataget mig. Jeg kendte kun til varme somre, leende børn på stranden og romantisk fuglesang.
Jeg blev kastet ud i en pipette, susede med lysets hast og væltede ind i Benjamin. Den person jeg havde det bedst med. Den person som aldrig ville kunne erstattes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...