Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
889Visninger
AA

17. Med hende

~~Jeg var kommet tidligt til en forveksling, før tid endda.
Susanne havde set forbavset på mig.
”Du er da i god tid, Ann!” lød hun forbløffet.
”Før tid og klar til at arbejde,” jeg var engageret og havde en noget så ny og positiv indstilling til dagen.
Hun lo.
”Og håret?” kom det pludseligt, da jeg var i færd med at binde bindebæltet på forklædet.
”Forandring,” svarede jeg med et smil, ”Jeg trængte sådan til forandring.”
”Forandring kan også være godt,” indvendte hun nikkende, og ganske ret, det havde hun. Dette var en glimrende start på en god forandring. 
Efterhånden var jeg blevet mere velkendt med arbejdsmiljøet. Det var ikke længere fremmed for mig. Jeg forstod mig bedre på menuerne, kunne huske alle ingredienser og deres tilberedningstider. Jeg havde smidt titlen som et håbløst tilfælde og var egentlig begyndt at blive helt tilfreds med min egen præstation. Der var selvfølgelig stadig visse mangler, den hurtigste var jeg ikke ligefrem. Det var stadig besværligt for mig at følge med bestillingerne lige op til frokosttid. De væltede ind, helt uhæmmet og ukontrolleret. Mit overblik rakte slet ikke til sådan noget, det var alt for uoverskueligt, overhovedet ikke til at håndtere, men jeg agtede alligevel ikke at give op. Jeg kæmpede ihærdigt. Det gjaldt om at bevare modet og ikke lade sig rive med af stressen.
Jeg var rutineret nu, både med grillen, men også med frituren. Jeg kunne mit kram, og jeg nød mit kram.  Det var på ingen måde så indviklet, som det til startede med at være, det var egentlig rimeligt ligetil.
Jeg forbedrede mig, travlheden var med til at udvikle min arbejdsindsats. Der var sket en markant ændring fra i sit uge og så til i dag. I dag var jeg på, jeg var klar og motiveret. Jeg ville gøre mit bedste, og jeg gjorde mit bedste, andet tillod jeg ikke. Jeg var opsat på at gøre Susanne stolt, vise mine færdigheder, men endnu mere opsat var jeg på at imponere en anden.   
Jeg smed pomfritterne i frituren, en pose, hvilket svarer til tre bakker. De havde ligget fremme længe, var ikke andet end små, korte stumper kartoffel. Den gule farve var lettere brunlig, og de mørke pletter var ikke til at overse. Det var en skam, at det ikke var kvalitet Klumpen prioriterede højest eller rengøring. Man kunne vel sagtens have investeret i et dyrere mærke som det mindste, måske sørget for, at der ikke var chancer for at få madforgiftning af at spise her. Med det der blev solgt, alle de bumser der kom dagligt og brugte deres penge op på sundhedsskadeligt, forarbejdet fastfood, ville pengene på en snes tid være indtjent igen. Klumpen kunne få et ordentligt omdømme, måske til og med få positive anmeldelser. Kundekredsen kunne blive udvidet og den laverestillede arbejdsklasse ville ikke længere være den eneste, der kendte til stedet.
Det var nok Susannes solariums afhængighed, der satte en stopper for drømmene. Det var ikke helt billigt at tage sol, og det krævede desuden også en masse fritid. Hun ville slet ikke have tid nok til samtidigt at have en succesfuld grillbar. 
Jeg strøg godt med salt på pomfritterne, tog en enkel en op, puttede den i munden, og sendte dem videre ud. Jeg gnaskede stille på den. Den var ikke sprød heller ikke slatten, nærmere lidt elastisk. De kunne ikke reddes, Klumpens koncepter var og blev mislykkede.
En sveddråbe løb fra min pande, bestillingerne strømmede ind. Det var umådelig hedt henne ved frituren, og jeg tog mig selv flere gange i at tørre ansigtet af i forklædet. Der var store, våde plamager på min T-shirt, og lugten af sved kunne ikke skjules. Jeg var og blev charmerende, helt og aldeles uforlignelig.
Jeg tog en dyb indånding og så op på uret over sodavandsautomaten med længsel i blikket. Bøfferne simrede og fedtet skoldede mig på armen.
Den var et minut i. 45 sekunder, 30 sekunder. Det gav et sus i maven, da viseren slog mod tolv. Mine mundvige gik opad, uden jeg havde givet dem lov. En bryde faldt fra mine skuldre, og jeg blev pludselig fulkommen ligeglad med, om bøfferne ville brænde på eller ikke.  
Tiden gik i stå, fra da klokken havde rundet mødetid, og til hun kom farende ind ad døren med opknappet jakke og tasken dinglende ned fra skulderen.
”20 minutter forsinket siger jeg dig!” Hun skulle lyde irriteret, men det lå så langt fra hendes natur, at hun blot endte med at lyde som et misfornøjet barn, der ikke havde fået sin vilje, ”Offentlig transport er noget tåbeligt noget..”
Jeg træk endnu mere på smilebåndene, ved synet af hende traske fortumlet hen mod disken.
Hun gav et jammerligt prust fra sig.
”Det går vel nok, Stefanie.” Susanne gav hende et klem på skulderen, ”Så længe du i det mindste er her, og heldigvis mødte Ann tidligt.”
De smaragdgrønne øjne voksede i hovedet på hende, ”Før tid?”
 ”Ja, overraskende tidligt, faktisk.” lød det fra den dybe, mandhaftige stemme.
Susanne pegede på mig, ”Jeg ved heller ikke, hvad der er gået af hende.”.
Medvilje havde jeg placeret mig så strategisk, at man kun lige kunne skimte min ryg og intet andet.
Hun kløede sig i håret, ”Ja, mirakler kan jo ske,” lo hun og gik ud bagved for at lægge tasken på campingbordet i pauselokalet og hænge jakken op. Hun var den eneste, der brugte de slidte knager. Selv Susanne hang sine ting over campingstolene ligesom mig.
”Tidligt..?” spurgte hun, da hun trippede over til vasken for at finde et forklæde frem.

Jeg rømmede mig.
”Ja, tidligt,” svarede jeg og vendte mig om i ét stort smil. Jeg havde glædet mig til hendes reaktion hele dagen, men hun så mig ikke, havde ryggen vendt til og fægtede med sløjfen. Jeg bed mig selv i læben, jeg ville så gerne opleve hendes forbløffelse.
Før jeg vidste af det, havde jeg indtaget hendes sædvanlige plads. Det kom bare til mig, ud af det blå. Jeg stod bag hende med bindebæltet i hånden. Ind og ud, og op og ud.
”Jeg troede slet ikke, at du kunne binde sløjfer,” kom det fra hende med en dæmpet latter, imens hun vendte sig om.
En stor rynke gjorde sig synlig på hendes pande. Munden stod på vid gab. Det kom vist lidt uventet.
”Hvad i alverden?” udbrød hun forbavset og lod straks hænderne føle, mærke den bekendte længde hun selv havde.
”Dit hår?” fortsatte hun og lød målløs, men hverken på en skuffet eller ærgerlig måde, rettere på en betaget.
Jeg træk på skulderne, ”Fornyelse?”
”Det må jeg da nok sige!” udbrød hun på ny og måtte igen lade hænderne udforske.
Jeg forsøgte at bide det i mig. Hendes fingre der legede med mit hår, listede sig langs min hovedbund, sådan en krilrende følelse, det gav. Hele min krop skælvede. Alle sanser var forstærket, og jeg mærkede hver og en finger, der berørte med stor omhyggelighed.
”Jeg kan faktisk godt lide det. Det klæder dig!” Hun var fuldkommen opslugt.
Varmen steg til vejrs og gjorde sig tydelig på mine kinder.
”Men jeg skal lære dig at sætte det!” Hun var opstemt og ivrig efter at sætte sit eget præg. Hun ville så gerne, og hun var så reel, men jeg kunne ikke undgå at slippe en latter, da jeg så på hendes fuglerede. Det kunne ikke holdes tilbage, hendes mange tjavser, der strittede til alle sider. Jeg var flad af grin.
”Åh, det skal nok blive særpræget!” røg det ud af mig i en nok lidt for ærlig tone.
Hun ømmede sig lidt, ”Hov, hov. Ikke så ironisk. Det skal nok blive godt! Vi kunne gøre det efter arbejde, du kunne tage med mig hjem og vi kunne tage noget mad med, og så kunne jeg lære dig at bruge voks, og måske kunne vi også se en film, og så..” Hun faldt over sine egne ord. Hun var så spændt og overivrig, at hun ikke selv kunne følge med. Hun ville så meget, havde alverdens på hjerte, men kunne overhovedet ikke beherske sin strøm af ord.
Hun tav, kinderne glødede, sendte mig et lille genert blik. Det blev startskuddet.
Jeg blev pludselig ramt, fyret ned af alle de oplagrede følelser. De maste sig på, og jeg var ikke længere i stand til at holde dem tilbage.
Der var hun, lige foran mig, kønnere end nogensinde før.
Alle de gange jeg havde tøvet, alle de gange jeg havde benægtet, alle de gange jeg havde tvivlet. Alt det der havde stået uklart for mig, var mere end blot tydeligt.
Følelserne jeg så længe ikke havde kunnet skelne mellem, sætte et mærkat på, dem jeg ikke forstod og aldrig regnede med at blive klog på, var alle sat i kategori i kronologiskrækkefølge.
Det var mere end åbenlyst, hvad jeg følte. Det havde det hele tiden været.
Mine arme sprang energisk om hendes hals, jeg halede mig tættere på. Elektriske impulser gik gennem kroppen.
Vores næsetipper mødtes, hvilede mod hinanden. Hendes var så kold af det sitrede.
I det sekund, hvor alting var fuldkomment, hvor jeg aldrig havde følt mig mere sikker, da gjorde jeg det, det jeg havde haft lyst til lige fra starten af, fra første øjekast. Fra da de smaragdgrønne øjne mødte mine matte grå.
Jeg lukkede dem, da mine læber mødte hendes vinterkolde. Gav afkast på lidenskaben, på lysten og begæret, på længslen og alle de følelser, der aldrig havde stået mig klarere. Jeg overgav mig selv. Det var ægte, det var kærlighed, noget Benjamin aldrig havde kunnet vække i mig, noget han aldrig havde kunnet give mig.
Og jeg gav slip. På al det jeg førhen havde troet, førhen havde følt og kendt til. Det var det her, den nye Ann ville, det her hun havde ventet på og set frem til.
Endelig kunne jeg være mig selv, finde mig selv, og det kunne jeg bedre sammen med hende end nogen anden.
Der gik ikke lang tid, før hun gengældte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...