Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
846Visninger
AA

9. Lærdom

Benjamin ville have sagt; ”Åh, det er så typisk dig, Ann!”, og han ville have haft ganske ret, selvom jeg ikke kunne lide det. Var jeg kendt for noget, var det at komme for sent. Det var måden, man altid lærte mig at kende på, at klokken var lige to minutter over mødetid. Selvfølgelig var det heller ikke nogen undtagelser den her gang. Jeg kæmpede altid forgæves. Tiden var ikke på min side, og måske skulle den heller ikke være det. Jeg var allerede forsinket og endnu ikke kommet ud ad døren. En glimrende start, når man ville fremstå professionel og så til og med på den første dag. Alle forhåbninger om et godt førstehåndsindtryk var røget i vasken. Jeg kunne lige så godt glemme det. Jeg var luddoven og utilregnelig. Det var nok det eneste Susanne tænkte om mig, og jeg forstod hende godt. Uanset hvor meget jeg så end prøvede, kom jeg aldrig ud af døren i tide. Måske var det bare det, man ville kalde en dårlig vane, men det var efterhånden ved at gå mig på nerverne. En slem forbandelse hvilte over mig. Hvis jeg var heldig, var det ikke professionalitet, Susanne gik mest op i. Det var i hvert fald ikke det, hun selv havde givet indtryk af, og Stefanie havde bekræftet mig i det. Susanne var nok snarere interesseret i at få grillbaren til at køre rundt og ikke ende i samme kaos, som den havde gjort forleden. Det håbede jeg på. Det kunne blive til min fordel.
Jeg spurtede ned af trapperne fra 5. sal. Bandede over, at elevatoren stadigvæk ikke var blevet lavet. Jeg var begyndt at miste min tro på, at det nogensinde ville komme til at ske. Jeg var måske bare dømt til at tage trapperne i al evighed. Turen ned gik så stærkt, at jeg knap nok forstod, at mine ben ikke faldt over hinanden.
Vinden rev i mine krøller, når jeg passerede gaderne hurtigere, end jeg selv kunne nå at registrere. Jeg nærmest fløj over lyskryds efter lyskryds, fodgængeroverfelter og en taxichauffør, som ikke helt mente, at han havde vigepligt for mig, ”Så pas dog på!” råbte han med sit primitive danske og gav mig fingeren. Jeg løb videre. Havde ikke tid til at undskylde og forsvare mig selv. Gader og stræder lå bag mig.  Jeg havde præsteret at overkomme1,5 kilometer spurtende til fods på mindre end bare 7 minutter. Ikke helt ringe, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg følte mig til og med en anelse stolt og uovervindelig.
Jeg stoppede ude foran indgangen. Mit hjerte harmede, var ved at springe mit bryst. Jeg gav mig selv en fysiskpause. Jeg var komplet stakåndet og hev efter vejret. Inhalerede, ekshalerede. Det stod så slemt til, at jeg frygtede aldrig at få en normal vejrtrækning igen. Mit ansigt var postkasse rødt, og mine øjne var løbet i vand på grund af vinden. Kom jeg ind i sådan en modering, var løbet allerede kørt. Jeg lænede mig forover med hænderne på knæskallerne. Nu måtte det bære eller briste.
Jeg tog først i døren, da jeg havde orienteret mig. Jeg skulle vide, hvad jeg gik ind til. Hvad jeg skulle havde at gøre med. Var det et ragnarok, jeg ville møde. En hel hob bønder med høtyve og fakler, eller kunne jeg tørre den sidste svedperle af panden og ånde lettet ud? Jeg var så udkørt, at jeg nærmest ikke orkede det første. Jeg kunne lige forestille mig stå panikslagen bag frituren, imens jeg måtte stå model til diverse tilråb. Det kunne jeg simpelthen ikke overkomme. Jeg smilte af synet af den lille kø ved kassen. Nogle få sad og spiste ved de høje barstole, et par delte en milkshake ved sofasættet. En nok fordrukken mand, at tyde ud fra hans svajen, stod ved den enarmettyveknægt og brugte sin minimale pengesum op. 
”Åh, der var du, Ann!” råbte Susanne fra disken. Jeg var ikke engang nået indenfor.
Jeg forsøgte at nikke venligt til hende og tog i døren.
”Undskyld jeg kommer for sent.” Man kunne høre på min stemme, at jeg stadig ikke havde fået pusten.
”Kommer for sent?” Hun så mod uret, der hang over sodavandsmaskinen, ”Tsst, kalder du det for sent, det er da bare mindre forsinket!” Hun tog det med et smil, ”Vigtigst af alt, så er du her, og spørger du mig, så er det lige til tiden.”
Jeg kunne ikke lade vær med at grine. Jeg kunne allerede på forhånd sige, at jeg meget bedre kunne lide Susanne som chef end Erik, selvom det virkede uprofessionelt og amatøragtigt, at hun snakkede til mig over disken, imens hun samtidigt havde kunder ventede i køen. De måtte være tålmodige.
”Du går bare ud i køkkenet til Stefanie, Ann.” Hun pegede derud, men det var ikke nødvendigt. Jeg kunne godt huske vejen.
Så snart jeg drejede inden om, var det første jeg stødte på et par glinsende smaragdgrønne øjne. Mit hjerte skippede et slag eller to. Stefanie så direkte på mig, og det så ud til, at hun havde stået sådan længe. Nærmest ventet på, at jeg skulle komme. Jeg blinkede hurtigt et par gange, uden egentlig at have kontrol over det. Jeg roede mig febrilsk i håret.
Smaragderne gav mig elevatorblikket. Nede fra og op. De stoppede ved mit ansigt og stirrede ind i mine spejlgrå øjne. Kedelige og matte sammenlignet med hendes, der sprudlende af længsel og muligheder. Jeg sank en klump. Hvorfor stirrede hun sådan? Der var intet mimik over hendes ansigt, men kinderne fik langsomt en rødlig nuance. Jeg kunne godt lide fornemmelsen, selvom den gjorde mig utilpas.
”Stefanie, har du tænkt dig at stå sådan hele dagen?”
Der kom ingen respons. Jeg gik tættere på. Hun var nærmest som en film, der var gået i hak.
”Kukke lu, Stefanie?” Jeg tog hende på skulderen, ”Er du okay?” Det rumsterede i maven. Vi stod sådan længe.
Jeg kunne fornemme en duft af hyacinter fra hende. Til sidst smilede hun som en varmsommerbrise.
”Jeg var vidst faldet lidt i staver,” sagde hun ganske stille, ”Det er mærkeligt. Det har jeg egentlig aldrig prøvet før. Jeg håber ikke, det bliver en dårlig vane. Det var bare dit hår. Nu må du endelig ikke tage det ilde op, men er det ægte?” Hun så spørgende på mig. Jeg så endnu mere spørgende på hende. Et eller andet sted tror jeg, at jeg blev stødt, men måden hun havde formidlet det på havde været så harmløs, at jeg ikke kunne blive sur. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
”Åh, det var ikke en fornærmelse, Ann. Det var slet ikke sådan ment. Jeg var bare nysgerrig. Det var en dårlig start, var det ikke? Jeg må altså blive bedre til sådan noget.”
Hun lagde paletten, hun havde holdt i hånden, fra sig. Hun havde glemt alt om de bøffer, der stadig lå på grillen. Det lugtede brændt. Jeg prøvede på at fokusere på hendes sødme i stedet. Hånden listede ned i forlommen i forklædet og gav sig til at lede. Det så ud til, at hun havde sit helt eget depot dernede.  Efter at have gennemsøgt lommen op til flere gange fandt hun en lille, sort elastik frem. Hun tog den mellem pege- og langefinger. Spredte dem så den strakte sig. Fingrene var korte og tykke. Det lignede lidt et par børnehænder. Hun stillede sig, som var det det mest naturlige i verden, bag mig og begyndte at samle mit hår i en hestehale. Bevægelserne kildrede på min krop, men fik den samtidig til at gyse. Hænderne var isnende kolde. Det stak i huden, da hun fjernede den lange, krøllede tot fra mit ansigt. Jeg bed tænderne sammen og førte luft ud mellem dem. Hvordan kunne noget føles så rigtigt, men alligevel så forkert? Jeg elskede måden de kravlede på, fornemmelsen af at de var på mig, men hadede derimod at jeg gjorde det. Indeni så sukkede jeg. Det var en blanding mellem lettelse og skuffelse. Med den ene barnehånd tog hun om det taljelange kastanjebrune hår, og med den anden førte hun elastikken henover. Snoede den en enkel gang og så gentagelse. Mine næsebor hvislede, så hurtigt som jeg træk vejret, og alligevel var den eneste tanke, der slog mig, at det var mærkeligt, hun havde en hårelastik. Med hendes korte, tjavsede troldehår, var det ikke noget, hun selv var nødsaget til at bruge.
Hun begyndte at snakke, mens hun legede videre med mit hår. Det virkede ikke til, at der var så meget orden over det længere. Hestehalen føltes færdig, men hun mente åbenbart noget andet.
”Jeg synes, det er lidt sjovt, at du alligevel kom for sent. Jeg havde nu også regnet med det. Jeg kunne nærmest fornemme det på dig første gang, du kom ind af døren. Spørg mig ikke hvordan.  En anden god gang behøver du heller ikke, at gøre Susanne opmærksom på det. Alting flyver alligevel rundt om hovedet på hende. Så længe du kommer, så er jeg bare glad!” Jeg mærkede hendes kolde ånde i nakken. Den duftede af kaffe.    
Hun hev i en tot, så det rykkede i hovedet, ”Ej, hov. Det var altså ikke medvilje, Ann. Jeg har nok vænnet mig for meget til mit korte hår, at jeg slet ikke kan finde ud af at sætte en hestehale længere. Det er jo nærmest pinligt. Hvilken kvinde skulle jeg dog lige forestille at være?” Jeg kunne godt svare hende på det spørgsmål. Jeg havde mange gode svar.
Hun hev en sidste gang i hestehalen, ”Er den stram nok?” spørgsmålet var retorisk. Hun gik et skridt tilbage for at beundre sit værk, ”Det ser godt ud, måske lidt langt til min smag, men hvis det er sådan, du kan lide det. Jeg kan godt lide, at det er så blødt. Gid mit hår også var det. Det er lidt ligegyldigt, om jeg bruger balsam eller ej. Min voks ødelægger det alligevel.”  Hun stillede sig ved siden af mig og roede i det, så det uglede endnu mere. Jeg troede nærmest ikke, at det var muligt. Kort tid efter fandt jeg min egen hånd i færd med det samme. Hendes lå oven på.
”Forstår du, hvad jeg mener?  Det er bare ikke så lækkert.” Mine fingre gled gennem de korte længder. De var klæbrige og tørre. Flere steder klisteret sammen. Selvom hun gav slip, fortsatte jeg automatisk. Jeg legede med det, snoede det så vidt muligt om pegefingeren og krøllede det ud. Det var tydeligvis skadet, men alligevel vidunderligt at røre ved. Det var noget helt andet, som jeg aldrig havde prøvet før.
”Jeg synes, det er meget behageligt,” røg det ud af mig, før jeg havde fået tænkt mig ordentligt om. Jeg trak hurtigt hånden til mig igen. Hun lo en englelatter. Strammede lidt mere op i hestehalen uden at spørge. Det gjorde ikke ondt.
”Vil du ikke fortælle mig lidt om dig selv? Vi kan jo lige så godt komme hinanden ved, når nu vi skal arbejde sammen. Desuden er jeg vel egentlig også nysgerrig. Du er lidt sær.” Hun gik hen til grillen, imens hun sagde det.
”Er jeg sær?”
Hun tøvede en smule. Skubbede på rutine paletkniven under bøfferne, ”Det kom ikke så godt ud, vel? Jeg mente, du må da være lidt sær, når du har valgt at arbejde her. Jeg kan lige så godt være ærlig omkring det. Vi har haft sedlen oppe i over to uger, og du er alligevel den første, der har henvendt sig.” At antage ud fra hendes ansigtsudtryk, kunne jeg se, at hun syntes bøfferne havde fået for meget. De var fuldkommen forkullede.
”Du sælger varen godt,” sagde jeg. Et eller andet gav mig lyst til at være rapkæftet, men jeg forsøgte alligevel at give det en mild undertone.
”Ja, det har du jo bevist. Det er tydeligvis på grund af mig, du er her. Du kunne simpelthen ikke sige nej, efter du havde mødt mig.” Min mund blev tør. Føltes som sandpapir.
”Åh, jeg pjatter bare,” sagde hun kort efter, ”Fortæl mig det nu, hvorfor her?” Hun kasserede bøfferne. Puttede ny olie på pladen og startede forfra.
Jeg ville ikke fortælle hende hele sandheden. Det ville aldrig gå godt. Hvad ville hun ikke også tænke, hvis jeg sagde, at jeg blev fyret fra mit sidste job, fordi jeg truede en af kunderne med en kniv, og at min kæreste nærmest havde tvunget mig til at ringe op her til stedet? Jeg virkede ikke, som et særligt godt eller spændende menneske. Jeg fortalte hende det halve i stedet, ”Jeg var blevet træt af det, jeg lavede før i tiden og syntes, at det her ville være en god mulighed for at prøve noget nyt og erfare mig.”
Hun nikkede, ”Det har du nok ret i. Jeg havde nu håbet på en lidt mere drabelig historie, men det er nok bare mig.”  
Hun satte pomfritter over frituren. Gav sig til at hakke lidt salat. Jeg satte mig op på køkkenbordet ved siden af hende og betragtede det, hun lavede. Der var alligevel beskidt alle vegne, så det kunne ikke gøre noget, at jeg sad der.
”Hvor længe har du været her?”
Hun kiggede op, så hun var lige ved at cutte i sin finger, ”Lidt over 2 år tror jeg. Måske 2 og et halvt. Jeg startede rent faktisk af samme grund som dig. Var blevet lidt træt af min tilværelse. At det hele tiden var det samme. At alting var efter rutine. Jeg følte at noget måtte ske, før jeg ville blive komplet sindssyg. Desværre gjorde det det bare ikke af sig selv, så jeg måtte i stedet tage initiativet.” Stemmen lød en anelse fjern, som om hun tænkte tilbage på gamle tider, der ikke havde været helt gode ved hende. Hun havde fået et ømt blik. Jeg fik ondt i hjertet.
”Det var ikke min mening..” Hun afbrød mig, ”Nej, nej, Ann. Det er fint nok,” hun træk tyndt på smilebåndet, ”Du skal forresten tage et forklæde under vasken.”   Jeg havde lyst til at spise min egen tunge. Gid jeg ikke havde sagt noget.
Jeg dumpede ned fra køkkenbordet. Hun havde fået det til at lyde som en ordre, men hun havde ikke været hård i stemmen. Let og blidt strøg ordene gennem min øregang. Jeg gjorde, som hun sagde. Stemmen nærmest lokkede mig til det. Jeg åbnede for skabet under vasken. Blev mødt af et hav af rengøringsmidler og diverse andet tilbehør. Helt nye svampe og handsker. Aldrig brugt gulvvask, håndsæbe og vinduesspray. Det var stadig pakket ind i købeemballagen. Det var komisk, de havde det, men ikke brugte det. Klumpen i en nøddeskal. Under afløbsrøret fra vasken stod en lille papkasse med vandaflejringer på. Der stak et par sorte laser ud af den. Den stod så langt tilbage, at man næsten ikke kunne få fat på den. Jeg bukkede mig forover, så rumpen strittede til vejrs. Strakte armen så lang den var og fik med den yderste del af fingerspidserne fat på det øverste klæde. Jeg rystede det i luften, når jeg var kommet op at stå, så det foldede sig ud og blev til det flere gange sete forklæde. Jeg nåede kun lige at stikke hovedet gennem hovedudskæringen, før Stefanie for anden gang i dag var over mig. Hun havde allerede fat på mit bindebælte. De to lange stykker, der hang mod gulvet.
”Du er da godt nok ivrig, hva’,” sagde jeg.
Hun fnes, ”Jeg lover dig, at jeg er bedre til det her end hestehaler.” Hun trak i begge af stykkerne, så jeg modvilligt rykkede fremad. I en flydende bevægelse snoede hun dem om hinanden. Ind og ud, og op og ud. Præcis som når jeg selv bandt Benjamins snørebånd. Hun sluttede af med at stramme godt til, så det strammede om taljen.  Det føltes som et korset.
”Se, hvad sagde jeg,” hun lød pavestolt, men undlod arrogancen.
”Du har forresten en flot krop,” sagde hun kort tid efter.

  

Jeg klikkede på knappen med billedet af pomfritter. De var i en lille rød beholder og stak ud som lange gule pinde. Ikonerne var lette at genkende. Milkshaken var et stort lyserødt glas med et rødt stribet sugerør i. Burgeren var to sesamboller med salat, tomat og bøf. Bacon- og cheeseburgeren var ens, på nær den tydelige baconstrimmel og den smeltede ost, der dryppede ned langs siden. Jeg var glad for ikonerne var børnevenlige. Nærmest magen til dem, man fandt på et legetøjskasseapparat fra Legekæden. De gjorde det ikke svært for mig. Det nød jeg godt af. Ville aldrig lære priserne, hvis det ikke havde været så lige til. Ikke med den brede variation. Menuen var mildest talt ikke til at overskue. Jeg havde ikke noget overblik. Jeg havde kun de små ikoner at gå ud fra. Dem værdsatte jeg.
”Du kan lige så godt bare springe ud i det,” havde Susanne sagt med selvsikker stemme efter rundvisningen. Jeg havde nærmest været på en guidet tur, hvor nok se men ikke røre var et udtryk, jeg forstod meget bedre nu. Hun spring over detaljerne, ordene var sparsomme. Jeg fik kun en overfladisk gennemgang, og så var arbejdet begyndt.    
”Du får hurtigere en grundforståelse af det hele, når du er i aktion.” Hun havde sikkert fat i noget, selvom det virkede voldsomt at starte lige på og hårdt. Grillen skulle stå på 4, ellers blev bøfferne ikke ordentlig gennemstegt. Stod den på 5 blev de hurtigt brændt. De skulle stege omtrent 2½ minut på hver side. Det var vigtigt, at de fik en gylden skorpe. Frituren skulle tjekkes før brug. Man skulle kaste en pomfrit ned i olien og se, om den var varm nok. Spruttede og boblede det, tydede det godt. Løgene skulle hakkes på langs, bestemt ikke i tern. Baconet skulle steges sprødt. Det skulle knase i munden, og osten skulle være lige på nippet til at smelte. Et væld af oplysninger, som jeg ikke kendte noget til i praksis.
Jeg ville have foretrukket, at hun i stedet for havde fortalt mig, hvor toilettet var. Jeg havde brug for en smule kvalitet tid med mig selv. Nervøsiteten var pludselig indtruffet. Nu var det min præsentation, det hele afhang af. Jeg følte allerede presset, selvom jeg havde været vant til at stå bag kassen. Det var også imod al forventning, at hun satte mig til tjansen. Så vidt jeg havde forstået mig på det hele, var det en til at tage sig af grillen og frituren, de manglede. Kundeservicing kunne de alligevel ikke redde. Hun undskyldte sig med, at det var fordi, jeg skulle lære de forskellige menuer at kende, ”Vi kan jo ikke have, at du famler rundt i blinde ude i køkkenet.” Det var det, hendes mund sagde, men det var ikke svært for mig at gennemskue, at hun gerne selv ville holde en pause fra alt ståhejen. Hun virkede træt med sine mørke rande under øjnene. Det ødelagde hendes modelansigt.
I begyndelsen havde jeg tøvet lidt. Jeg tænkte tilbage på sidste gang, jeg havde stået bag en kasse. På lugten af øl og pis. Jeg kunne næsten mærke, hvordan hans fingre havde boret sig ned i mit håndled. Jeg havde ikke lyst til at genopleve det scenarie igen. Tanken skræmte mig.
”Er det okay med dig?” spurgte Susanne, da jeg bare stod og stirrede blindt på ikonerne på kasseapparatet.
”Selvfølgelig er det okay, Ann klarer den, og behøver hun hjælp skal jeg nok tage et smut forbi. Jeg ordner det, Susanne, smid du bare fodtøjet.” Det vat Stefanies stemme ude fra køkkenet.  Den hvilte i sig selv. Jeg blev helt rørt over, at hun stolede på mig. Endda mere end jeg selv gjorde. Det kunne Benjamin godt lære noget af.     
”Åh, du er en skat!” Med de ord gik Susanne til sin længe eftertragtede pause.    
”Hvad skulle det være?” Skiltet - Jeg er ny! - strålede på forklædet. Der var ikke noget at skjule.
”Menu nummer 2,” sagde en spydig stemme fra en kraftig dame med et glubsk smil om munden. Klokken var langt over spisetid. Det virkede ikke til at bekymre hende det mindste. Hun lignede en fisk i ansigtet med sine pop-op øjne.
Jeg kiggede henover ikonerne, ”Det var en menu 2, ikke?”
”Ja, det var jo ligesom det, jeg sagde, nok.” Tonelejet var langt fra venligt.
Jeg trykkede på knappen, ”Var der ellers noget?”
”Nej,” svarede hun kort og kontant. Jeg tog en dyb indånding. Hendes attitude testede mig. Hvorfor så grov i mælet? Jeg så en antydning af hendes tunge mod læben. Hun kunne slet ikke vente på at mæske sig.
”Så bliver det 75 kroner.” Min stemme var mekanisk. Hvorfor skulle jeg prøve at være høflig, når fiskefjæset ikke gjorde?
Hun rakte mig en hundredkroneseddel med et fjernt blik. Hun tænkte på mad. Fedtet fra frituren og kalorierige dressinger. 
Jeg indtastede beløbet. Kassen åbnede automatisk. Jeg rev kvitteringen til venstre ud, ”25 kroner igen, og her er kvitteringen på din bestilling.” Den til højre hang jeg op på bestillingstavlen. Den var allerede godt fyldt. Stefanie måtte have travlt. Stakkels.
Fiskefjæset flyttede sig ikke en millimeter. Hun stod tungt som en krampesten, ”Mangler jeg ikke noget?” indvendte hun fornærmet og skulede til mig.
”Det ved jeg ikke, gør du det?” Jeg prøvede at holde på paraderne.
Hun rystede frustreret på hovedet, ”Min sodavand nok, hvad tror du selv? Idiot.” Ordene kom som et slag i hovedet. De var hårdere end granit. Ikke til at flække.
Jeg bed mig selv i tungen. Var drikkevarer inkluderet? Hvor skulle jeg vide det fra?
”Øh,” fremstammede jeg på ny, ”Hvilken slags?” Jeg gad ikke diskutere med hende. Hun havde allerede bestemt sig for, at vi var fjender, så hvad skulle det nytte.
”Cola.” Køligere kunne det ikke være.
Jeg kiggede hen mod sodavandsmaskinen, som var den en jordomrejse, jeg ikke havde været på før. Dejlige, skønne Frederiksberg, hvad skulle jeg også i de eksotiske lande? Susanne havde vist sprunget detaljerne om den over.
Mit blik blev hurtigt fyldt med fortvivlelse. Hvordan betjente jeg sådan en sodavandsmaskine? Jeg var et stort fedt spørgsmålstegn.   
Hun så afventende på mig, ”Bliver det til noget eller hvad?” Fiskefjæset overså tydeligvis mit selvlysende – jeg er ny! – skilt. Jeg ture næsten ikke svare hende. Hun virkede så fjendtlig. 
”Ja, jo, altså..”
Stefanie kom tøffende med sine små ben hen til disken med en rød bakke og så ud i lokalet. Hårtotterne hoppede til hendes gang. Hun stillede bakken på disken, ”En nummer 38 er klar,” prøvede hun at råbe, men stemmen var alt for sød og lille til den slags. Pakken med pomfritter var svøbt i olie. Det dryppede. Burgeren var pakket ind i en sort æske med logoet Klumpen på.
Der var ikke nogen, der registrerede det. Hun prøvede igen, ”En nummer 38 en eller anden?” der kom nærmest ingen lyd ud af hendes mund.
Manden ved den enarmedetyveknægt var gået for et kort øjeblik siden. Han havde brokket sig over, at han var løbet tør for femmere. Det var kun få stole og sæder, der var optaget, og åbenbart var ingen af dem interesseret i en nummer 38.
Stefanie spejdede rundt i lokalet. Endte med at møde mit fortabte blik.
Fiskeansigtet skældte og svovlede, ”Kan du forhelvede ikke engang lave mig en cola? Du er da komplet uduelig.”
”Undskyld, hvad e problemet her?” spurgte Stefanie sympatisk fiskefjæset, imens hun stadig fulgte mine øjne.
”Jeg har ventet i over 15 minutter nu, og har stadig ikke fået min sodavand. Hvad er der med din kollega?” Hun overdrev. Det spændte i ledende.
”Er det sodavandsmaskinen, der driller, Ann?” Hun sendte mig et tyndt smil. Jeg nikkede sagte.
Hun var hurtig på aftrækkeren. Fiskede et medium bæger frem og satte det under maskinen, før jeg nåede at blinke. Hvordan hun vidste, at det var cola, anede jeg ikke. Hun havde vel smuglyttet.  
Hun stillede det hårdt på bordet foran fiskefjæset. Havde stadig fat i det med hånden, ”Her er din cola, men respekter venligst vores nye ansatte. Du skal ikke råbe af hende, det er slet ikke dit job. Har du problemer, kommer du til mig, og så vil jeg ikke høre mere bøvl, tak. Er det forstået?” Jeg havde aldrig i mine vildeste drømme forestillet mig, at Stefanie kunne lyde sådan. Hun var bidsk og flabet, gad ikke mere pis.
Fiskefjæset rullede med øjnene, tog efter sin cola. Stefanie træk den til sig, ”Jeg spurgte om du forstod, hvad jeg sagde?” Smaragderne tordnede.
Fiskefjæset blev helt betuttet. Havde ikke lige set det komme, heller ikke havde jeg. Jeg fik en følelse af ærefrygt.
”Ja, det har jeg,” sagde hun stille og flakkede med blikket. Stefanie gav slip på colaen og smilte med tænderne.
Jeg stod som forstenet, da Stefanie vendte sig mod mig. Jeg fortræk ikke en mine. Hendes ansigt var varmt. Hun havde fået kulør i kinderne. Hun forsøgte at sende mig et blødgørende smil, men jeg kunne slet ikke fordøje det, jeg lige havde set.
Min krop skælvede, da hun hviskede i mit øre, ”Du klarer det fint, Ann. Det var ikke din skyld. Hun var bare en tåbe. Tag det ikke så tungt. Husk på at jeg er lige bag dig, hvis noget går galt.” Jeg fik en vag fornemmelse af hendes læber i mit hår. Om det passede, var jeg ikke sikker på.
Det boblede i maven, da hun gik forbi mig for at komme ud i køkkenet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...