Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
846Visninger
AA

12. Kvinde min

To minutter før tid, men det var kun fordi, at Benjamin havde skyndt på mig. Jeg var helt stakåndet og havde ikke ønsket mig meget andet end et par sekunders pause. Noget Benjamin overhovedet ikke kunne finde tid til i vores pressede skema, selvom det nu altså kun var mit.    
”Du skal skynde dig, skat!” havde han kommanderet hele vejen. Nogen gange var han til og med så ivrig, at jeg blev helt bange for, at han ville løbe over for rødt og starte et større trafikkaos, men som altid holdt han sig til ordensreglementet. Andet havde også forbløffet mig.
På det ene tidspunkt, var jeg sakket langt bagud. Min sko havde sat sig fast i en revne i fortovet. Benjamin var ved at dreje om hjørnet, havde slet ikke opdaget, at han manglede selskab. Da jeg trak op i skoen, røg den af. Der var hul i min sok. Benjamin havde sagt, at jeg skulle købe nogle nye. Jeg udskød det. Jeg satte mig på hug på fortovskanten for at få den på igen. Jeg kunne godt have brugt et skohorn. I selv samme øjeblik mærkede jeg den svedige hånd på skulderen. Hans ånde var klam i min nakke. 
”Det har du slet ikke tid til, skat.” Stemmen var hvinende høj. Jeg fik en svag fornemmelse af hovedpine. Det skulle han ikke bestemme. 
Jeg vadede 500 meter med en sko på foden og en anden i hånden, fordi alt andet tog for lang tid. Han drev mig til vanvid. 
Da vi stod ude foran Klumpen, fik jeg lov til at tage den på. Jeg havde fået en vabel på storetåen. Måske trådt på et glasskår. Begge fødder gjorde ondt. Jeg havde svedpletter under armene og mit hår krøllede mere end ellers. Jeg lignede en pimp på en dårlig dag. Følte, at alt det arbejde jeg havde lagt i at gøre mig selv klar, var forgæves. 
”Vi nåede det, skat!” udbrød han og skød armene ud. 
”Havde du forventet andet, sådan som vi har drønet gennem byen?” Jeg skulede til ham og ømmede mig. Min fod skulle sikkert amputeres.
Jeg skar tænder, imens han kluklo. 
”Det er godt med dig!” Han lød glad og energisk, klemte mig helt ind til sig, som var jeg kun hans, ”Må du få en god arbejdsdag og et lidt bedre humør, skat.” Han placerede et stort, smaskende kys midt på mine læber. Det kom med sådan en overvældende kraft, at jeg fik hans savl på hagen. Det var salt. Jeg fortrød, jeg ikke havde drejet hovedet. Forsøgte diskret at fjerne det med mit ærme.
Han kiggede intenst på mig, ”Du er skøn,” sagde han kort efter. Tidspunktet føltes ubelejligt.
Han vendte ryggen til og gik ned ad gågaden, imens han vinkede bagud.

”Hej, hej, skat!” råbte han fra den modsatte retning. 
Det gik op for mig, at jeg ikke havde sagt i lige måde, at jeg til og med smilte let for mig selv, da han var ude af syne. Det var underligt. Noget jeg aldrig havde tænkt over før. Jeg rystede det af mig. Det havde været et tilfælde. Jeg fyldte hovedet med helt andre sager. Det havde været en tung morgen. Selvom jeg holdt af ham, gjorde han mig tosset.
Det første jeg gjorde, da jeg trådte ind i grovkøkkenet, var at liste et blik over mod hende. Jeg kunne ikke lade vær. Hun var i gang med at sætte en portion pomfritter over frituren. Hun virkede koncentreret. Så eftertænksom ud. Hun pillede de længste fra. Dem med pletter fik lov til at blive. Hendes fingre lignede selv tykke pomfritter. En lille rynke dukkede op på hendes pande.
Jeg tog tunge skridt. Gav afkald på et opmærksomhedskrævende støn, da jeg var på vej over til skabet under vasken. Jeg fandt hurtigt et forklæde frem. Kom til at vælte en spand brunsæbe på gulvet. Jeg smækkede med lågen, efter jeg havde stillet den på plads. 

Hun rørte ikke på sig. Ikke det mindste. Stod stadig hypnotiseret af pillearbejdet uden at bemærke mig. Ikke bare et lille hej slap hendes perfekte læber.
Min mave rumsterede. Jeg ville ikke have den til det. Det irriterede mig, ligesom Benjamin gjorde. Men det ærgrede mig endnu mere. Jeg gad ikke tænke over det, alligevel kunne jeg ikke lade vær med at sige til mig selv, at jeg havde savnet hende. Det føltes mærkeligt. Måske snarere bizart. Jeg kendte hende jo knapt nok, selvom det ikke var til at mærke.

Jeg tog bindebæltet i hånden. Stak tungen ud af munden. Jeg havde aldrig bundet noget på ryggen af mig selv før. Det var tydeligt at se. Mine hænder ville ikke samarbejde. Bæltet gik i kluddermor. Måske kunne jeg lige overkomme Benjamins sko. Der her var noget andet. Jeg nev mig selv i fingeren ved et uheld.
”Hvor længe har I været sammen?” Hun havde front mod emhætten, da hun sagde det med en ugenkendelig bleg stemme. Den lød vemodig. Ordene døde i lugten af friture.  
Jeg træk tungen til mig. Tabte bindebæltet. Tøvede. Var det ment til mig? Jeg kunne ikke lide måden, hun havde lydt på. Det var anderledes på en forkert måde. Jeg savnede den sødme i stemmen, jeg havde været vant til. Den der havde hvisket til mig i nat. Jeg fik en dårlig smag i munden.

”Tre år..” Lyden var nærmest usynlig. Mine læber bevægede sig ikke, da jeg sagde det. De ville ikke. Mest af alt håbede jeg på, at hun ikke havde hørt det. Det lød forkert.
Hun nikkede med hovedet, ”Er du glad for ham?” drejede om på tæerne.
De var så flotte, de smaragdgrønne øjne.
Jeg havde lyst til at fortælle hende det. Hvert eneste ord, men jeg stoppede mig selv. Hvad gik der af mig?
Jeg kunne se en skuffelse i hendes ansigtsudtryk. Som om hun havde forventet noget andet af mig. Snarere håbet på noget andet. Jeg beskyldte ham. Han skulle aldrig have fulgt mig. Sat mig i det her dilemma. Jeg havde ikke lyst til at lyve mig fra det, men hvad ville også være løgn? Jeg tyggede på den. Fik noget mellem tænderne. Den var sej og trævlet.
Glad?
Jeg prøvede at gennemgå definitionen. Benjamin gjorde mig glad, men jeg var også glad nu. Måske til og med gladere? Hun gjorde ondt i hovedet.
Min puls slog små, korte slag. Lød som en tung bas til et low beat teknonummer. Det fik det til at rykke sig i mig. Den rungede højt i kroppen. Jeg frygtede, at hun også kunne høre det.
Min mund var en tynd streg. Nogen havde syet den sammen. Jeg kæmpede for at få ordet ud, selvom jeg ikke var sikker på, det hørte hjemme i sammenhængen.
”Ja?” Stemmen var grynet. Den knark. Lød mere som et spørgsmål end et svar. Jeg tvang mig selv til at sige det. Det var jeg nødt til.
Hun tænkte ikke videre over tonelejet, træk på smilebåndet og blottede de hvide tænder. Jeg kunne genkende ansigtet. Det var varmt og imødekommende. Det var hende jeg havde spekuleret på det meste af morgenen.
”Det var godt! Jeg blev helt nervøs. Du så bare ikke så glad ud. Du har heller aldrig nævnt ham, men du ville sikkert ikke gøre mig jaloux. Jeg blev bare bekymret for, at du ikke havde det godt sammen med ham.” Hun snakkede ordene op i hinanden, ”Du fortjener jo kun det bedste, Ann. Er du glad, er jeg glad.” Hun fniste, imens hun hostede kærlighed op.
Jeg sank en klump. Det bedste? Det stod lige for næsen af mig. Lige til at række ud efter. Jeg havde lyst til at slå mig selv over fingrene.
”Jeg synes, I er et kønt par. I passer godt sammen, når I står derude foran butikken.” Ordene gav mig en lussing på kinden. Jeg håbede, jeg havde hørt forkert, men jeg kunne ikke lyve for mig selv. Det skar i hjertet. Hun snakkede i koder.
Jeg vendte ryggen til. Ville ikke høre på mere af hendes ris. Ikke se på hende, når hun sagde sådanne usandheder.
Jeg holdt en tåre tilbage, tog hånden i bukselommen. Jeg kunne mærke blikket på min ryg. Jeg roede videre. Den virkede uendelig stor. Jeg nåede ikke ud til min jakke for at se, om jeg havde glemt den der, før hun prikkede mig på skulderen og holdt en sort elastisk frem.
”Jeg har fundet ud af, at du er lidt glemsom. Jeg går ud fra, at det er den her, du leder efter? Den du lod ligge på bordet sidst.” Hvorfor skulle det hele være så bittersødt?
Jeg smeltede i hendes smaragdgrønne øjne. Hvordan kunne de altid være et skridt foran?
 ”Jeg var nu ellers sikker på, at jeg havde taget den.”
Hun tog min hånd og sendte den et klem. Jeg kunne ikke tyde signalet.
Før jeg vidste af det, havde hun begge hænder i mit hår.

 

”2 omgange fritter og en baconburger!” Susannes råben skræmte mig. Jeg fik et chok og tabte salathoved på gulvet.  Den lød så brusk, selvom hun inderst inde slet ikke var sådan. Det var kun i myldretiden, hun virkede til at være en heks. Når hun havde pause, spurgte hun mig ofte om, jeg ikke ville med ud at ryge med hende, selvom jeg havde sagt, at jeg ikke røg. Den ene gang fik hun mig til det. Jeg fik røgen galt i halsen og begyndte at hoste. Hun klappede mig på ryggen og sagde, at det altid var sådan i begyndelsen. Jeg grinte. Var glad for, at Benjamin ikke havde set mig.
Klokken antydede, at det var frokosttid. Bestillingerne gjorde det samme. Jeg svedte henover frituren. Havde skåret mig i fingeren samtlige gange, da jeg klargjorde tomaterne. Stefanie havde stillet pakken med plastre frem på bordet, efter jeg var kommet galt af sted for tredje gang.
”Du skal ikke stresse sådan, Ann. Vi skal nok nå det hele. Det gør vi altid. Giv dig bare god tid. Hvis de ikke kan tolerere at vente, må de finde et andet sted.” Hendes stemme var fløjlsblød. Det var nærmest som om, at den kyssede mig på kinden. Den dulmede mine nerver. Jeg tog en dyb indånding. Jeg vidste godt, hun havde ret. Det blev desuden ikke bedre af, at der kom blod på tomaterne og salaten. Det inkluderede bare en masse ekstra arbejde. Jeg satte tempoet ned. Hvis hun kunne, kunne jeg også. Men alligevel havde jeg hele tiden Benjamins stemme i baghovedet ”Skynd dig, skat, vi har travlt.”
Dørklokken blev ved med at hyle, og bestillingerne ved med at vælte ind. Susanne havde mistet sin brune kulør og var i stedet for blevet helt rød i hovedet af at holde trip med kunderne. Jeg fik en fornemmelse af, at det kunne fortsætte i evigheder, hvis det blev ved sådan her.
”To Henninger i svøb!”
Jeg stillede mig hen til vasken for at ordne skærebrættet. Der var kommet røde pletter på. Det sveg i fingeren, da sæben kom ind under plasteret.
Jeg kunne ikke slå ud af hovedet, hvordan det kunne være, at der var så mange mennesker. At folk virkelig havde lyst til at spise i det her hul. Her lugtede beskidt, og her var beskidt. Hvordan kunne man undgå at opdage det? Og alligevel kom folk i hobe før frokosttid, efter frokosttid, midt i mellem frokosttid. Det var som om, at de aldrig blev mætte.
Jeg slukkede for vandet og stillede skærebrættet på stativet, så det kunne tørre af. Det var ikke alle spørgsmål, man kunne finde et svar på. Men jeg blev enig med mig selv om, at det nok også var for det bedste. Jeg ville slet ikke vide, hvad der foregik i folks hoveder, når de tog en bid af den blodige salat.
Jeg stillede mig hen til frituren. Stefanie stod ved grillen. Hun skøjtede gennem bestillingerne, som en rigtig skøjteløber. Vendte bøfferne i luften, som havde hun aldrig lavet andet.
Jeg ventede lidt på, at mine bestillinger skulle ordne sig selv. Kiggede hen på Stefanie, der strålede af overskud og entusiasme.  Jeg måtte tvinge mig selv til at skifte fokus. Hun var bare så nydelig. En lille dråbe sved hang på min næsetip og dryppede ned i frituren. Den lavede ringe i olien.
”To omgange fritter!”
Jeg sukkede et kort øjeblik. Orkede knap nok at begynde, da der alligevel bare ville komme et hav af bestillinger endnu. Mon det nogensinde stoppede?
Jeg kludrede med posen med frosne pomfritter. Bed i toppen for at få den op. Jeg havde glemt, hvor saksen lå, selvom både Susanne og Stefanie, havde fortalt mig det et utal af gange. Jeg blev øm i tænderne. Følte mig som Bambi på glatis. Jeg konkluderede kort efter, at det simpelthen var en umulighed. Jeg gik i skuffen for at finde en kødkniv. Det vidste jeg i det mindste, jeg kunne finde ud af.
”Det går ikke så godt derovre, gør det vel?” Hun grinte henne fra grillen, så jeg blev helt rød i kinderne, ”Jeg ved godt, at det er lidt overvældende med alle bestillingerne. Det er heldigvis kun frokost en gang om dagen. Vi må bare hjælpe hinanden.”
”Og du fisker efter?” Jeg havde hovedet helt nede i skuffen.
”At min ekspertise er til rådighed, min kære Ann. Hvad skal du have hjælp med?” Stemmen lød helt højtidelig.
Jeg løftede blikket fra skuffen. Hun havde lagt paletkniven og så afventede på mig, ”Måske håbede jeg en lille smule på, at du ville spørge mig om det.” Jeg slap et smil.
”Ann, din tåbe. Du ved jo godt, at du kan spørge mig til hver en tid. Det har jeg jo sagt. Jeg er her jo kun for at hjælpe dig, og det gør jeg med glæde.”
Jeg pegede hen på posen med pomfritter, ”Altså, hvis du kan få den op, så er du en skat!”
”Og det er jeg ikke i forvejen?” Hendes stemme lød drilsk. Jeg sank en klump og svarede ikke.
Det tog ikke mange sekunder, før hun stod der. Med en hurtig manøvre tog hun posen i hånden. Hun rev den åben med lethed. Som om det var det letteste i hele verden.
Hun vendte det hvide ud af øjnene, ”Og er der andet, du lige skal bruge en ekstra hånd til? Nu har du jo set, hvor garvet og stærk jeg er.”
Jeg sendte hende endnu et ynkeligt smil. Hun gjorde virkelig et eller andet ved mig, jeg ikke forstod.
”Hvor mange bestillinger skal du have gang i?”
”Jeg tror, jeg havde fem bestillinger for 20 minutter siden, hvis det kan hjælpe på noget?” Jeg løftede på skulderne som i et, jeg ved det ikke.
”Du er nu den sjoveste, Ann. Du kan virkelig redde en tung arbejdsdag!” Hun hældte hele posens indhold ned friturebeholderen, tog en ny frem fra fryseren og åbnede også den. Fyldte halvdelen i og lagde den resterende del til side.
”Nu skulle du være godt med, du skal bare huske at holde dem i bevægelse hele tiden, så de ikke brænder på.” Med et fingerpeg bad hun mig om at komme hen til hende.
Hun gav mig beholderen i hånden. Jeg løftede den op og ned i den varme olie og følte endelig, at jeg havde styr på det.
”Hvad laver du dog? Er du ude på at lemlæste dem?” kom det ud mellem en latter, der fuldstændig tog pusten fra hende. Hun rystede på hovedet og tog om min hånd, der stadig havde holdt om håndtaget. Den anden hånd gik hun bag mig med og lod hvile på min talje. Jeg fik fornemmelsen af, at jeg var til en golflektion, hvor hun var træneren, og jeg den uvidende kunde, der skulle lære, hvordan man slog et godt slag.
Det var et ømt tag hendes hånd havde om min talje. Det fik mig til at gyse og gispe efter vejret. Hun kørte pomfritterne rundt i cirkler, så de nærmest dansede i olien.
”Det er en sand videnskab at lave gode pomfritter, Ann! Det må du huske. Det er den her teknik, der er vores hemmelige våben.” Hun lo igen. Fortsatte med at køre rundt i cirkler. Langsomt listede hun hånden ned ad min talje. Den gled med en finger langs forklædet, fulgte stingenes lige linje, indtil den endte på lænden.  
Sveden piblede fra mig, endnu mere end før, men ikke på grund af varmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...