Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
855Visninger
AA

6. Klumpen

”Se der!”
Vi var på vej ned ad gågaden for anden gang. Den føltes længere nu, end den havde gjort før. Måske var det fordi, at jeg efterhånden var blevet lidt søvnig af vejret og ikke kunne lade vær med at bebrejde Benjamin for, at vi skulle tage hele turen endnu engang. Jeg var vel nok en anelse smålig. Han havde været så ufornuftig at glemme sin dynejakke på den Shawarma, vi lige havde siddet og spist på. Han havde hængt den over en af stolene og var helt ubevidst gået derfra uden den. Det kom en smule uforventet, da det almindeligvis var mig, der var den glemsomme af os.
”Har du nu også det hele?” havde han spurgt.
”Ja, ja..” svarede jeg uden at tjekke efter. Jeg vidste min pung var i lommen, mit ur på håndleddet. Hvad skulle jeg ellers få brug for? Og hvis jeg ikke havde resten, så gik det vel nok også. Så besværligt og gennemtænkt burde det heller ikke være, når nu vi bare skulle et smut ud at spise. Det var ikke en større anstrengelse, så hvorfor alle mulige forskellige unødvendigheder? Spurgte man derimod Benjamin, var det selvfølgelig en værre ballade. Han dobbelttjekkede det hele op til flere gange. Gik ud i køkkenet, så efter om lyset var slukket. Ud på badeværelset for at vaske sine hænder endnu engang. Tvstikket blev revet ud af stikkontakten i stuen, det var et tåbeligt strømspild. Han farede lejligheden igennem gang på gang, imens jeg tålmodigt ventede ude i entreen. Det gav mig en skøn fornemmelse at finde ud af, at det i stedet for var ham, der havde glemt noget og ikke mig. At jeg for engangsskyld havde styr på det hele, og at det derimod var ham, der led af demens.
”Det er da for varmt med den jakke,” informerede jeg ham om, inden vi gik ud af døren. Hvis jeg kunne gå i bare arme, burde han også være i stand til at slippe jakken.
”Man ved jo aldrig,” indvendte han smilende og tog den ned fra knagen. Han var stædig, ville simpelthen ikke give mig chancen for at få ret. Selvfølgelig skulle han da have jakke på, når det var det, hans intuition fortalte ham. I begyndelsen var det også fint. Vi var kommet ud af den lune lejlighed og havde derfor ikke vænnet os til brisen. Jeg gik ganske fornøjet, ufattelig nok så frøs jeg ikke, som jeg ellers havde gjort de sidste mange dage. Jeg gav måske et enkelt lille gys fra mig, når vinden rev i mine krøller, men jeg tror nok nærmere, at det var fordi, det kom bag på mig. Benjamin var til gengæld ikke lige så let til fods. Der kom nogle mærkværdige lyde fra ham i ny og næ. Det lød nærmest som små parringskald. Ih og åh og prust. På et tidspunkt blev jeg en smule træt af det. Nu måtte han da stramme op. Det kunne ikke være rigtig, at det var mig der gik forrest. Først og fremmest sank jeg altid bagud, men det største dilemma var, at det var ham, der kendte vejen. Jeg gik bare og håbede på, at det var den rigtige. Forventede at han ellers ville sige noget andet.
”Er du med tykke?”
Han prustede efter mig. Munden var åben, og tungen stak ud.
”Benjamin er du helt okay?” Jeg blev med ét nervøs for hans velvære. Han så ikke helt rask ud, som han stavrede der langt tilbage. Sveden piblede ned af hans kinder.
”Er det fordi, du sveder? Er jakken for varm for dig?” Jeg lød nok lige lovligt spydig, men han kunne bare lære at høre efter. Tænk at det skulle komme fra mig.
”Hvorfor tror du dog det, skat?” gispede han efter mig og sugede en lille savlklump tilbage op i munden.
”Åh, jeg ved nu ikke helt. Måske fordi solen skinner, og du sveder som et svin?” Denne gang kunne jeg ikke lade vær med at fnise, ”Kan du ikke bare give mig ret for engangsskyld og tage jakken af?”
Han var ikke glad for det. Tyggede længe over hvad han skulle svare. Men uanset hvor meget han prøvede, kunne han ikke bortforklare, at det var 17 grader, og dynejakken ikke ligefrem gjorde det koldere. Han opgav sit forsvar, da vi satte os ved Shawarmaen. Han var et dryppende isbjerg. Kunne ikke længere holde varmen ud. Da maden kom hang jakken henover stoleryggen. Jeg vidste, at han følte sig overgået af mig, så jeg forsøgte ikke at gøre et større nummer ud af det.
Han pegede på den gule seddel, der var tapet omhyggelig godt fast til ruden. Der hvor man kunne have nøjes med et stykke, var der brugt en hel snes. Om end man så prøvede, ville man ikke kunne få den af igen. Det var ikke ligefrem noget, de havde tænkt videre over, dem der havde sat den op.
”De søger ansatte?” Han fik det til at lyde som et spørgsmål, måske nærmere en opfodring. Det var ikke svært for mig at regne ud, at han afventede et svar. Han var alt for oplagt. Lidt for forventningsfuld. Det var kun en uge siden, at jeg var blevet afskediget fra Føtex. Han gik vel ikke allerede ud fra, at jeg var på jagt efter et nyt job? Fritid var måske noget, jeg nu havde rigeligt af, men han kunne i det mindste godt lade mig nyde den lidt længere.   
”Hm,” jeg løftede brynet og så ind bag glasset. Det var mørkt, alt lys var slukket, på nær en lampe over disken, der blev ved med at blinke. Fem høje stole i forslidt læder stod på en lige rækken foran disken. De var så maltrakterede, at man kunne se skumgummiet indeni dem. Det var i hvert fald ikke et lige så stilrent sted, som nede på vores amerikanske café. Det manglede noget prestige, gerne en hel bunke af kærlige hænder. Længere bag ved stod frituren. Kneb jeg øjnene godt sammen, kunne jeg se, at metaloverfladen var dækket af et tykt lag fedt. Olien lå stadig i og at antage efter de brunlige klumper, som nok var gammel kylling, der var blevet glemt, så det ikke ud til, at den havde været udskiftet den sidste uges tid. Det ville have været en prisvindende joke at sige, at den vel nok var nyindkøbt. På den modsatte side stod grillen. Den var af samme forfald. Der var stadig gryder på blussene. De havde brune kanter fra noget, der var kogt over. Jeg kunne lige forestille mig, hvordan det lugtede langt væk af indtørret fedt og forloren kød. Det var en rengøringsassistent, de burde søge, for hygiejnisk var det bestemt ikke. Endnu en til at svine i grovkøkkenet, var ikke ligefrem det, de havde brug for. Jeg kunne passende se for mig, at fryseren var proppet med pomfritposer, daggamle burgerboller, frossent grønt og smelteost. Med den udstråling stedet havde, var det ikke fordi, at jeg regnede med, de gik særlig meget op i madens kvalitet. Frosne tomater og syltede agurker var da mindst lige så delikate som nyleverede? De folk, der kom der, var sikkert heller ikke sådan nogen, der kunne smage forskel på roculasalat og iceberg. Stedet kunne ikke just prale med dets inventar. Det var sølle, rustent og burde være blevet skiftet ud for længst, men endnu være var det skilt, der hang over døren. Det var lille, og det var skævt. Nogle af pærerne lyste, andre var derimod slukkede.       
Klumpen, stod der med store fede blokbogstaver, der væltede indover hinanden og fik det til at ligne noget værre juks. Hvem var dog kommet på det? Aldrig ville nogen beslægte ordet Klump med noget frisk og lækkert, en hurtig snack man lige kunne tage med på vejen med god samvittighed. Det lød nærmere kluntet og forkert, som en pusher man ikke ville lægge sig ud med. Hvilket indbydende navn til et lige så indbydende sted, tænkte jeg. Personlighed var i hvert fald noget det havde imodsætning til alt andet.
Jeg sendte ham et bebrejdende blik, ”Virkelig. Er det dit alvor?”
”Det er da i det mindste betalt arbejde.” Hans ord var sande, det havde han trods alt ret i. Om end arbejdet var min smag, var det kontoen, der bestemte. Hvis jeg fortsat ville bo i min lejlighed og have en rimelig tilværelse, måtte jeg gøre mit for at kontobeløbet ikke gik i minus. Også selvom det vedrørte et arbejdsmiljø, der gik over min vildeste fantasi.
Jeg sendte grillbaren et sidste overvejende blik. Skulle jeg, eller skulle jeg ikke? Var det virkelig noget, jeg kunne se mig selv beskæftige med mig? Det virkede usandsynligt. Lidt selvrespekt havde jeg da stadig, visse kriterier. Gulvet var af linoleum. Det var som det eneste gjort ordentligt rent. Vasket til og med eksemplarisk, så grundigt, at man kunne skimte sin egen silhuet. Store, bløde krøller. Måske var hele personalet alligevel ikke illegale polakker? Lidt potentiale havde det vel. Det var en god mulighed for at prøve sine grænser af, teste sig selv på. Måske noget jeg havde godt af. Komme lidt ud af de trygge rammer, sætte mig selv på en prøvelse. Det lød fristende. Ikke så meget stedet, Klumpen. Det var stadig et lavpunkt i mine øjne. Men de andre arbejdsvilkår. Ensformigheden fra Føtex var også gået hen og blevet tung. Når jeg tænkte over det var dagene kedelige og tørre.Her var der mulighed for et karriereskift, og umiddelbart kunne jeg ikke komme på bedre. Det ville se godt ud på Cv’et, en god måde at vise min fleksibilitet. At jeg havde alverdens kompetencer.
Selvom det hele var en smule uhumsk. Så en anelse snusket og hjemmedrevet ud. Det burde nok have været blevet lukket af fødevarekontrollen for længst, var det at skue hunden på hårene. Så man på det fra en anden vinkel, fremstod det vel hyggeligt. Langt fra indbydende, det ville være at overfortolke det, men hyggeligt i anden forstand. Det var en udfordring, noget jeg altid havde holdt af, men sjældent havde turet.
Jeg gik tættere på ruden og nærstuderende den gule seddel, der hang usædvanligt godt fast. Den var håndskrevet med en sort, fed sprittus. Det lignede mest af alt kragetæer. Der var en, der ikke have været så omhyggelig med sin skrivning i folkeskolen. En patetisk smilende smiley nederst på sedlen, fik det hele til at virke en anelse mindre seriøst og uprofessionelt. Hvilken særling var indehaver af sådan et sted, jeg kunne ikke lade vær med at stille mig selv spørgsmålet.
- Søger ansatte til håndtering af grillen og frituren. Skal være fyldt 18.
Der var så mange alarmklokker, der ringede. Fortalte mig at det var en tåbelig idé. Jeg kunne søge i et andet supermarked, når tiden var inde, og rygtet om mig havde dæmpet sig lidt. Det ville ikke tage lang tid. Jeg kunne sidde bag kassen, gøre det jeg var god til. Sætte varer på plads. Jeg kunne starte fra bunden og kravle med barneskridt længere op at rangstigen. Men et eller andet sagde mig alligevel, at det her nok ville være en bedre løsning. Jeg kunne vel kalde det en intuition, som Benjamin altid gjorde. Jeg hadede mig selv inderligt for det, men jeg følte mig fristet. Uden større spekulationer røg mobilen op af lommen, og jeg tastede nummeret ind. Mit hjerte pumpede hårdt. Hvorfor var jeg så ivrig og nervøs? Jeg fik det til at føle som om, at det var begyndelsen på noget stort, men i virkeligheden var det jo bare en eventuel jobmulighed, der muligvis kunne sørge for nogle småmønter i min pengepung. Jeg gemte nummeret som Klumpen. Jeg ville nok slette det senere, det var ikke engang sikkert, at de stadig søgte. De kunne allerede have fået besat stillingen. Så var der ingen grund til at være så pirlig omkring det.
”Jeg ringer i morgen. Jeg kan vel lige så godt give det en chance.”
Jeg fik et sympatisk smil af ham, ”Det er sådan det skal lyde, skat.” Han var stolt over, jeg tog mig sammen. Selvom han vidste, at det nok ikke ligefrem var noget for mig, prøvede jeg i det mindste stadig. Det var det, der talte.
”Så kan jeg også købe dig en ny jakke, når nu den anden med garanti er blevet stjålet..” Jeg sagde det for at drille ham.
Han rynkede på panden, kiggede på mig et øjeblik uden at sige noget, og tog hurtigt ud efter min hånd.
”Det var altså bare for sjov,” sagde jeg undskyldende, men han trak allerede af sted med mig i lynende fart. Liv og død afhang af den jakke.
Til på bage vejen spekulerede jeg over, hvorfor jeg ikke havde bemærket stedet før. Vi var gået forbi en million gange, det var i hvert fald sådan det føltes efterhånden. Men alligevel havde jeg overhovedet ikke lagt mærke til det, og nu var det som om, at jeg slet ikke have lyst til at forlade det igen. Følelsen var underlig. Jeg lurede på grillbaren ud af øjenkrogen, mens Benjamin mumlede noget usammenhængende.

 

”Klumpen, det er Susanne,” lød det tydeligt i røret efter det første bip. Stemmen var nærmest mekanisk. Den var fuldkommen følelseskold, og hun lød til og med lidt barsk. Ikke ligefrem en jeg havde lyst til at føre en længere samtale med. Jeg havde vel egentlig ikke gjort mig de store tanker om det, men alligevel ikke forventet at blive skræmt af en telefonsamtale.
”Hallo?” Stemmen kom endnu værre ud anden gang. Det var lige før jeg kunne mærke hendes spyt lade på min kind.
Jeg sank en klump. Var det her virkelig en god idé? Hun virkede ikke til at være imødekommende, på ingen måde venlig. Hun lød snarere stresset og irritabel. En værre heks og en helvedes chef. Måske fandtes der folk, der var mere ubehagelige end Erik.  
”Ja, hej.” Jeg tøvede for en tid, ”Jeg var forbi i går og så jeres opslag med, at I søgte ansatte?” Jeg var bange for udfaldet. Mon hun kunne finde på at råbe af mig? Hun lød til at være sådan en. En uden grænser eller respekt. Jeg knugede telefonen hårde i hånden. Det var ikke rart at sidde og vente på et svar. Pausen blev lang. Nu var det hende, der ikke sagde noget. Jeg blev helt i tvivl om, hun stadig var i røret. Hun kunne have smækket det på, fordi hun ud fra min stemme kunne konkludere, at jeg ikke havde potentiale, ikke kunne håndtere pres. Jeg var sådan en person, der gik i forsvar, når hun mødte komplikationer. Træk kniven og truede folk. Rygtet havde allerede ødelagt mit idømme. Snart ville jeg høre biptonen igen.  
”Ja, et øjeblik.” Det kom ud af det blå, men ikke med nogen begejstring. Hun lød ikke til at være interesseret. Det var samme marmorkolde toneleje som sidst. Jeg forstyrrede hende nok mere, end jeg gavnede.
Telefonrøret blev lagt. En voldsom bevægelse. Hun var gået fra mig, og jeg hang stadig i. Overhovedet ikke klar over, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Ville det være klogest bare at ligge på? Droppe det hele? Det virkede alligevel ikke som noget for mig. Under alle omstændigheder ville jeg aldrig arbejde for en som Erik igen. Men Benjamin var alligevel blevet så glad, da jeg sagde, at jeg gik ind for at ringe. Kunne jeg virkelig været bekendt at skuffe ham? Jeg bed mig lidt i underlæben. Der gik hul på den. Måske skulle jeg holde den fem minutter til. Så kunne jeg i hvert fald sige, at jeg havde prøvet, på trods af at det ikke var professionel service, jeg blev udsat for. I baggrunden kunne jeg høre et par svage usammenhængende ord. Der var noget med nogle syltede agurker og en fiberbolle. Hun var formegentlig i gang med at ekspedidere en kunde. Det betød i det mindste, at stedet ikke var hel tomt.
Jeg kløede mig i håret. Havde de virkelig travlt? Det virkede det til, men det lød alligevel så usandsynligt, som noget overhovedet kunne lyde. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at folk stod i kø for at spise derinde. Men uanset sted, så var det nok ubelejligt at ringe lige op til middag.
Jeg tror, jeg hørte en simren fra grillen, måske var det en boblen fra frituren. Havde de telefonen ude i køkkenet? Var der ikke engang et kontor. Verden var da fuldstændig ved at gå af ende.  
En dørklokke ringede med en skinger hylen, der selv ville få døve til at holde sig for ørerne i ren refleks. Et par fødder gik hen over gulvet.
”Hej!” Stemmen var lys og varm. Slet ikke magen til den mandhaftige, jeg havde haft i røret tidligere.
”Det er Stefanie. Vi har lidt meget travlt i øjeblikket, men hvad kan jeg hjælpe med?” Med den ærlighed solgte hun i hvert fald ikke særlig meget. Hun lød helt overgearet munter. Som om hun slet ikke vidste, hvad det ville sige at være trist.
Jeg skuttede mig. Jeg fik billeder af sommerfugle og lyse enhjørninger i hovedet. Var alle der arbejdede der bare komplet tossede? Ikke en eneste, der kunne være ganske almindelig. Nede på jorden, fornuftig og rolig. Som det mindste kunne de da godt, snakke sammen og sige, at det var den ledige stilling, jeg var interesseret i. Jeg havde ikke lyst til at gentage mig selv igen. Jeg havde været nervøs nok første gang, men nu var det med garanti blevet endnu værre.
”Er der noget galt?” Hun lød fortvivlet måske oven i købet lidt omtumlet, da jeg ikke havde sagt noget.
”Nej, nej da,” skyndte jeg mig at bekræfte. Det farede nærmest ud af min mund, ”Jeg ringer bare fordi, at jeg så, I søgte ansatte, og det ville jeg gerne høre nærmere om.” Jeg lod spørgsmålet hænge i luften.
”Åh ja!” Stemmen kom en oktav højere op og var lige ved at ramme det høje c, ”Det er da også rigtigt, at vi søger en ansat til at stå ved frituren og grillen. Vi har lidt travlt for tiden, hvilket du nok kan forstå, og kunne derfor godt bruge en ekstra hånd.” Stemmen smilte, kom igen ned på et menneskeligt toneleje og snakkede så nydeligt og pænt. Den gav udtryk for at være skrøbelig og sart. Ordene svævede ud, dansede rundt i efterårsbrisen og fjernede alt ved min skeptiske holdning til Klumpen. Den kørte derud af, om hvor travlt der havde været, at kasseaperatet havde været gået i stykker, og de derfor var blevet nødt til at finde et brugt. Der kom så meget på en gang, at det blev helt svært at følge med. Det kørte ind den ene vej og endnu hurtigere ud den anden. Men jeg kæmpede alligevel gævt. Måske forstod jeg kun det halve, af det hun havde på hjerte. Alle de informationer, man almindeligvis ikke får givet af en fremmed i en telefonen. Men jeg nød dem. Følte mig helt fortryllet af den søde klang, der ramte min øregang. Hun var fuldkommen helhjertet. Jeg svarede ikke på noget, lod hende bare fortsætte. Det lød til, at det var noget hun havde brug for. Jeg lyttede bare.
Efter et øjeblik tav hun. Hendes plapren løs måtte have taget pusten fra hende. Det gik så stærkt, at hun helt selv glemte at trække vejret. Der gik et par enkelte sekunder før, hun gav en lille lyd fra sig, der hev i øret, ”Åh, det er lidt varmt herinde,” undskyldte hun sig med og skulle lige til at starte på en ny roman, indtil hun fangede sig selv i det, ”Jeg snakker for meget, gør jeg ikke?”
Jeg nåede ikke at få et eneste ord indført, før tungen gik på gled, ”Men hvis du er interesseret, så er du mere end velkommen til at komme og kigge forbi her i løbet af eftermiddagen. Så skal Susanne nok sætte dig bedre ind i sagerne. Det tror jeg ville være eng god idé. Det burde du virkelig!” Endelig kunne jeg høre, at hun forventede, at jeg skulle svare, selvom hun egentlig ikke havde spurgt om noget.
”Det lyder meget fint.” Hvorfor min stemme lød så nervøs forstod jeg ikke. Jeg blev pludselig usikker på mig selv. Ikke fordi, at hun ikke have fået fanget min interesse og gjort mig interesseret i at komme, men fordi jeg så gerne ville sige noget mere. Jeg kunne bare ikke komme på noget.
”Forresten, hvad var det, du hed?” fløj det igen begejstret ud af hende. Jeg kunne næsten mærke hendes iver. Hun havde overhovedet ikke forstand på, hvordan man snakkede med kunder i telefonen, men det var nu alligevel sødt. Det mindede mig lidt om Benjamin.
Jeg fnes, ”Jeg hedder skam Ann.” Hun havde alligevel formået at forbavse mig utallige gange igennem samtalen.
”Åh,” brød hun ud i nærmest jubel, som havde hun vundet lotto, men det var jo bare mit navn.
”Jamen, så håber jeg, at vi får set mere til dig Ann.” Hun satte melodi på de sidste tre ord, så det lød som optakten til en dårlig popsang. Sekundet efter blev hendes stemme efterfulgt at den samme skingre hylen fra tidligere og røret blev lagt på.
Der gik lang tid, før jeg gjorde det samme. Jeg forsøgte at fordøje hele den her mærkelige oplevelse. Aldrig havde jeg haft sådan en telefonsamtale før. Jeg var både skræmt, men også en smule spændt. Det var svært at forstå, hvad det lige var, jeg havde oplevet. Der var sket så meget, på så kort tid. Det kunne lige så vel have været taget ud fra en komedie. Skulle jeg grine eller græde? Jeg følte mig overrumplet.  Det lød til at være stressende at arbejde der. Noget som krævede ufattelig meget tålmodighed, og selvom jeg prøvede at bilde mig selv det ind, kunne jeg ikke overbevise mig selv om, at det var noget jeg havde. Det var Benjamin og ikke mig. Med min klovneadfærd, var det heller ikke en sikker idé at stå ved en friture. Kogende fedt, der sprøjtede. Jeg ville bare skolde min hud. Hvor skulle jeg gøre af mig selv? Jeg var endnu mere forvirret nu, end jeg havde været til at begynde med. Kvinden i starten havde skræmt mig fra vid og sans. Hende så jeg bestemt ikke frem til at møde. Hun havde sikkert med det samme set et ondt øje på mig. Men den sidste del af samtalen havde fået mig i godt humør. Den havde trykket på en knap, og jeg sad nu tilbage med et smil på læben, jeg var usædvanlig glad. Hvis jeg skulle tage der ned senere, ville det være derfor.
Jeg nynnede lidt på starten af en popsang, da jeg endelig rejste mig. Den mindede mig om hendes stemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...