Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
857Visninger
AA

5. Hr. og fru Danmark

Jeg stod uden for døren i den ellers tomme opgang. Lyset var gået, og pedellen var taget på ferie. Han var umådelig stille afsig, og havde ikke sagt det mindste ord om det. Den ene dag hang der pludselig bare en seddel på opslagstavlen, hvor der stod, at han var rejst til Peru de næste to uger. Han var ellers en flink mand, fik altid orden på tingene kort tid efter, at det var gået galt. Han var pålidelig, og man kunne på alle tidspunkter regne med, at han kom med det samme, hvis der var problemer med det mindste. Denne gang var han dog lidt besværet i det, for desværre var lyset i opgangen gået få dage efter, han var rejst. Der var ikke som sådan nogen, der klagede over det. De fandt sig i det og ventede egentlig bare på, at han ville komme tilbage og fikse det, som han altid gjorde. Jeg var derimod ikke så tålmodig anlagt. Det gav en ubehagelig fornemmelse, at stå i en gang, hvor det eneste tegn på liv, var en hvisken inde fra døren af. Jeg havde til og med selv sagt til Jan, at jeg syntes, han burde sætte en ny pære i, og at jeg mere end gerne ville hjælpe til. Det var da komplet tåbeligt at vente på, at pedellen kom hjem igen, når man selv kunne ordne det. Som regel var Jan en rigtig handymand. Var altid med på at gøre det selv. Det var ham, der havde stået for opsætningen af mine møbler fra Ikea. Han kom med skruetrækker, hammer og boremaskine, agtede simpelthen ikke at stoppe, før det så ordentlig ud. Sådan var Jan, altid glad for at hjælpe, men denne gang måtte han dog alligevel trække i land.
”Jeg ved nu ikke helt, Ann. Vi ender nok bare med at gøre et eller andet forkert. Så vil jeg hellere vente på, at Steven kommer hjem fra Peru.” Smilet på mine læber blev hurtigt usynligt. Det kunne godt være, at det ikke irriterede ham, at der manglede lys, men det var også kun fordi, at han var hjemme tidligt på dagen. Jeg kom derimod altid kun på besøg, når himlen var gået fra lys til mørk. 

Før jeg gik ud af døren, havde jeg sagt til mig selv, at jeg den her gang, skulle være der til tiden. Noget jeg sjældent havde været god til at overholde. Hvis jeg kom lige på slaget, ville de alle sammen blive overrasket, nærmest begejstret. Det var alligevel ikke noget, man kunne forvente af Ann. Jeg ville så godt komme ind ad døren med et smørret smil på læben og sige, ”Der fik I den.” Jeg ville møde fire måbende ansigter. Men da jeg havde fået skoene på, næsten taget sommerjakken ned fra knagerækken, kom jeg i tanker om, at jeg havde sat en vask over et par timer før. Den var jo nok blevet færdigt, og lå det for længe i vaskemaskinen, ville det blive krøllet. Var der noget, jeg ikke kunne lide, var det at stryge tøj. Jeg ville få et lille dilemma med tiden, men tænkte, at jeg i forvejen var i alt for god tid. Det var vel okay, at jeg kun kom fem minutter før. Da jeg endelig stod nede ved min cykel i cykelkælderen og var klar til at springe op på den med hele 10 minutter til gode, måtte en ny forsinkelse sætte en stopper for mit fremmøde. Mit cykeldæk havde ikke mere luft. Jeg mente ellers, at jeg havde pumpet det forleden, men det tydede åbenbart på noget andet. Til mit held havde jeg været så praktisk at glemme cykelpumpen i kælderen. Så slap jeg for den lange løbetur op og ned af tapperne. Først troede jeg, at jeg havde sat den forkert i, da der ikke skete noget. Jeg havde aldrig været særlig fiks og fingernem. Lidt efter tænkte jeg, om det bare var fordi, at jeg ikke lagde nok kræfter i. Skulle det gøres ordentligt, skulle jeg svede, kunne jeg fornemme på det hele. Med store og anstrengende bevægelser træk jeg pumpen op og ned. Det var alligevel en smule hårdere, end jeg huskede det til at være. Det plejede ellers at gå nogenlunde stærkt for mig at pumpe dækket op. Midt i det hele blev jeg nødt til at holde en pause. Mine arme dunkede, og min puls var på højtryk. Da jeg satte mig ned ved siden af cyklen for at få pusten, så jeg, hvad der var gået galt. Der var en lang flænge i den forreste del af cykeldækket. Det så umiddelbart ud som om, at nogen havde nøflet en kniv og stukket den lige ned i. Jeg svovlede for mig selv, forbandede lejlighedskompleks. De andengenerationsdanskere skulle altid lave ballade, finde på idiotiske skarnsteger, bare for at pisse folk af. Jeg spyttede på jorden. Hvorfor var livet så surt?
Det var et nederlag. Jeg var sent på den. Mindst et kvarter, som sædvanligvis. Hvem havde jeg også prøvet af narre?

Jeg kiggede på uret for at bekræfte at min ankomst var lige på nippet. Hvis jeg alligevel skulle komme for sent, kunne jeg lige så godt gøre det ordentligt. Skaden var sket, og der var ikke noget at gøre ved det. Måske var det bare ikke meningen, at jeg skulle være et dydsmønster. Der kom altid et eller andet i vejen, som vel egentlig var for det bedste. Det passede nok bare ikke til mig at være så skemalagt. Var det tid, så var det tid. Det afgjorde jeg fuldkommen selv. Jeg fik sat håret på plads med en hurtig håndmanøvre. Det stod til alle sider, og jeg følte mig lidt som en klovn. Nogen gange var det bare et spild at gøre noget ud af sig selv, når man uanset hvad alligevel skulle ud i blæsten. Jeg ringede på dørklokken. Den gav et enkelt sum fra sig.
Der blev stille på den anden side, som om nogen holdt vejret. Mon de var forbavset over, jeg overhovedet kom, når nu det var så sent? Andet havde de vel egentlig ikke forventet. Chokeret burde de ikke være. Det virkede næsten til, at jeg havde afbrudt en vigtig samtale, og at de nu prøvede på at få emnet skiftet hen til noget andet, før døren blev åbnet. Et par fødder begyndte at gå, og endelig treogtyve minutter siden, jeg skulle have været der, gik døren op.
”Når, der er du, Ann. Vi troede helt du havde glemt det.” Stemmen var imødekommende. Den fjernede al min skyld for igen at være for sent ude, at komme anmassende og forlange at være med i selskabet. Uanset hvilket humør Jan var i, var stemmen altid glad og varm. Han kunne være helt op i det røde felt, men hans stemme var den sædvanlige. Det gjorde det engang imellem en anelse svært at gøre sig klog på, om han i virkeligheden var sur eller ikke, når nu der ikke var forskel på betoningen. Vi havde efterhånden kendt hinanden gennem flere år. Jeg havde derfor lært mig visse erfaringer. Kneb han med venstre øje, eller begyndte han at klø sig bag øret, tydede det på, at humøret ikke var så godt længere. Jeg havde aldrig fortalt ham, at jeg vidste det. Han havde nok heller ikke selv lagt mærke til det. Men det var en god måde at læse ham på, når nu der ikke var andet, der røvede ham. Mit og Jans venskab startede ikke på almindeligvis. Det hele var rent faktisk en del kejtet og kaotisk. I dag får vi os altid et godt grin, når vi tænker tilbage på det. Sofie havde arrangeret et lille drukarrangement, noget hun gjorde ofte. Som regel var det ganske fredeligt, bare os og et par enkelte andre. Vi drak noget øl, spillede nogle spil. Det var den sædvanlig fredagshygge, vi gjorde os. Den ene gang gik dog hen og blev en smule anderledes. Til Roskilde festival havde Sofie fået et nyt bekendtskab. Hun havde snakket godt om ham, sagde at han både var pæn men også begavet. Derfor kom det selvfølgelig ikke bag på mig, at hun havde inviteret ham om fredagen, og for at han ikke skulle føle sig helt tilfældig og alene i selskabet, havde han fået lov til at tage et par venner med. Det der plejede at være en stille og kontrolleret fredag aften, forvandlede sig hurtigt til et drukgilde. Sådan mødte jeg Jan. Sofie og jeg tog ølbonger, var fuldkommen ustyrlige og højtråbende. Vi levede den aften, som man nærmest ikke har set mage til før. Hoppede og dansede, var mildest talt bedøvende ligeglade med, om andre fandt det upassende. Jan havde siddet ved stuebordet det meste af aftenen. Siddet og spillet Major i flere timer. Vi havde ikke talt sammen, jeg havde ikke engang hilst på ham. Jeg havde rent faktisk været møg ubehøvlet. På det tidspunkt kendte jeg overhovedet ikke hans navn, vidste knap nok hvordan han så ud. Jeg havde fået så meget at drikke, at det at se klart, ikke kom mig så let længere. Det hele ændrede sig dog ganske tilfældigt og uventet. Jeg var på vej ud på toilettet. Jeg havde det skidt. Alkoholen var hård ved mig. Jan stod tålmodigt og ventede ude foran døren, da jeg kom. Han kløede sig bag øret. Han skulle vist tisse rimelig meget. Jeg stillede mig helt tæt op ad ham, ville godt have lidt støtte til at stå. I samme øjeblik, jeg rørte hans skulder, fløj en stråle af bræk ud af munden på mig. Den fortsatte i hede strømme. Det ramte mit hår, løb ned langs bukserne. Jans T-shirt var smurt fuldkommen ind i det. De små klumper spaghetti og kødsovs blandet med mavesyre og en god mængde alkohol, gjorde at vi hurtigt kom til at snakke sammen. Der skulle findes nyt tøj. Sofies nattrøje blev kapret af Jan. Det var den eneste, der var lang nok. Jeg fik en løs bluse og et par joggingbukser. Det skulle ikke stramme, når jeg stadig havde det så dårligt. Jan lavede senere sjov med, at han nok skulle holde mit hår næste gang i stedet for at stå i skudlinjen. Han tog det meget let, men jeg undskyldte stadig flere gange. Jeg var da godt nok ækel.

”Jeg havde egentlig kun forventet dig om 7 minutter. Det er jo nærmest ny rekord det her!" Stemmen var en anelse sarkastisk, men havde stadig en blød undertone. Han puffede mig kækt på skulderen og åbnede døren helt op. Indirekte inviterede han mig inden for. Jeg skulle bare føle mig hjemme, præcis som altid, også selvom at jeg var for sent på den.
”Jeg ved det godt,” sagde jeg, da jeg var kommet ind i entreen og havde taget skoene af, ”Jeg måtte virkelig også gøre noget af en indsats for at komme til sådan en præsentabel tid." Jeg grinte. En gammel hund havde vist svært ved at lære nye tricks, det var jeg da et sandt bevis på. Jeg sendte ham et venligt tandsmil.
”Som altid, Frøken for sent på den, så er de andre jo kommet før dig. Du går bare ind og sætter dig. Jeg ordner lige småtterierne i køkkenet.” Jan gav mig et lille venskabeligt klap bagi for at få bevægelse i fødderne. Vores forhold havde aldrig været blufærdigt.
”Åh, og nu havde jeg da ellers væddet på, at der ville gå 15 minutter endnu, før du kom, skat!” bragede Benjamin, så snart jeg kom til syne i døren. Han slog i bordet. For første gang nogensinde, havde jeg rent faktisk formået, at komme før Benjamin havde forventet det. Om det var noget, jeg skulle være stolt over, var jeg ikke helt så sikker på. Hans lid til mig, var ikke den største. Tarvelige stud.  
"Ja, Ann har gjort sig umage den her gang,” indvendte Jan muntert fra køkkenet, ”Så nu er det bare med at hoste op!”
Jonas rykkede utilfredst på sig, "Men, altså, man. Det er jo bare penge." Han pillede lidt ved pungen.
"Et væddemål er et væddemål, Jonas!" Jan var ikke til at gå rundt om hjørner med. Det var så sjældent, han vandt noget, så når det endelig skete, ville han ikke snydes.  
Jonas sukkede, svang med håret som var han pigefornærmet. Modstræbende lagde både Sofie, Benjamin og ham hver især en tyver frem på bordet.
”Er du så tilfreds, Jan?” Stemmen var lige lovlig arrogant. Jonas havde det lige så dårligt med at tabe som Benjamin. De kom altid op at skændes over småting, når det vedrørte penge.  
”Hvad?! Har I alle sammen væddet om, at jeg ville komme for sent?” Jeg var en smule overrasket. Godt nok var jeg den daglige dosis underholdning, men at man oven i købet også kunne tjene penge på mig, kom nu alligevel en smule bag på mig, ”Og jeg som troede, at I var mine venner?”  Jeg tog mig teatralsk til hovedet, ”Jeg håber i det mindste pengene er godt givet ud.”
De sendte hinanden skumle blikke over bordet. Lo og klukkede på min bekostning. Jeg var og blev klovnen i selskabet. ”De går til øl!” råbte Jonas og hjulede. Jan tyssede på ham, ”Nej, de går til en hyggelig aften,” svarede han igen med et fingerpeg.  

Benjamin havde spærret en plads til mig ved spisebordet. Et Jan og jeg havde fundet sammen på loppemarked for nyligt. Benjamin havde ikke været nogen hjælp at hente. Klokken havde knapt nok lydt, før han stormede væk ind i hoben af mennesker, der alle ivrigt forsøgte at kæmpe sig vej frem. Jan og jeg var enige i, at vi havde masser tid. Vi skulle egentlig ikke have noget særligt, var mest af alt bare taget her hen for hyggens skyld, så hvorfor skulle vi te os som alle andre? Vi tog den med ro, det foregik i vores tempo. Der var en masse pæne lamper. Jeg måtte ynde mig, kunne simpelthen ikke lade vær med at købe en grøn lavalampe til Benjamin. Han elskede jo alle de fortidslevn, så den ville nok også blive et stort hit. Jan grublede lidt over, om han burde købe et nyt sofasæt. Han havde haft det gamle længere tid, end han selv kunne huske, så måske var det på tide at få et nyt. Han blev dog hurtig enig med sig selv i, at det ville være en skam at smide det andet ud, bare i det hele taget at erstatte det. Han havde arvet dem fra sin far og havde derfor mange følelser knyttet til sættet. Måske var de fleste fjedre gået i stykker og det ene sofaben brækket. Jeg havde sagt til ham, at han skulle bruge gaffatape til at ordne det med, ligesom Eric, men den idé var han ikke meget for. Jan var en værre grubler og kunne ikke helt få sig selv til at købe noget. Vi gik vel rundt på pladsen lidt over halvanden time. Jeg begyndte at spekulere på, hvor Benjamin mon var blevet af. Ham havde jeg ikke set i lange tider. Gad vide om han var taget hjem? Det kunne et eller andet sted godt ligne ham. Mens vi traskede rundt, forsøgte at finde en høj og ranglet nærmest skaldet gut i menneskemyldret, fik vi tilfældigt øje på det mest hæslige spisebord i verdenshistorien. De fleste møbler var enten blevet taget, ellers stod der solgt på dem. Men det her rædsomme spisebord, det var der stadig.
”Prøv lige at se!” Han vendte hovedet.
Jeg fnøs, ”Jan, helt ærligt. Hvad skal du bruge et spisebord til?” Han kunne ikke svare på spørgsmålet, men han kunne til gengæld stille et andet, ”Hvad skal jeg ikke bruge et spisebord til?”
”Jamen, altså. Synes du virkelig, at det er pænt?”
”Ham manden der, han sagde, at det kun koster en halvtredser. Alt er da pænt til de penge. Så behøves vi ikke længere at sidde klemt og lørdagen.”  Han forsøgte at lyde lokkende, ”Mere benplads, albuerum. Vi kan endda få et ekstra fad ind på bordet. Ann, Ann. Det må altså bare gøres!”
”Du lyder helt som Benjamin,” det var ikke ment positivt, det vidste han godt.
Jan tvang mig til at slæbe med ham. Noget han med garanti var klar over, jeg ikke var stor fan af. Vi lignede tumper, der bar rundt på en kæmpe træstamme. Overhovedet ikke vidste, hvor de skulle gøre af sig selv. Vi stødte på Benjamin lidt senere, han havde en cola i hånden og en stak plader under armen.
”Du har jo ikke engang en pladespiller, Benjamin?” Min mistro til den dreng blev større og større. Han svarede med et smørret smil og begyndte straks på en anekdote om en ældre dame, der havde forsøgt at rive en bamse ud af hånden på en lille pige. Han spurgte ikke engang, om vi behøvede hjælp med spisebordet. Kommentere heller ikke på det. Han snakkede bare videre og gik ud fra, at vi hørte efter. Jeg fik dog en tår af hans sodavand, da han kunne se, at jeg var anstrengt.
Om Benjamin overhovedet havde spærret pladsen til mig, vidste jeg egentlig ikke. Min første indskydelse ville være et nej. Det var nok nærmere bare sådan det var. Jeg sad ved siden af Benjamin. Benjamin sad ved siden af mig. Hvorfor skulle vi lave om på det? Hver lørdag i to år havde det stået sådan på. Det ville være det samme som at skifte Jans sofasæt ud, en skam. Det var med tiden blevet min faste plads. Ikke noget vi havde aftalt, bare noget der var sket af sig selv. Jeg klagede ikke over det. Kunne egentlig godt lide, at det var bestemt på forhånd, selvom jeg aldrig havde været til struktur og orden. Det var let at finde ud af, ikke noget jeg skulle tænke over. Sofie havde også sin faste plads ved siden af Jonas. Det var nok nærmere bare et uheld. Jan stod som regel for madlavningen, derfor var det naturligt, at han sad ved bordenden. Der var ikke så mange andre pladser at vælge imellem, selvom de nok havde håbet på det. Sofie og Jonas’ forhold var lidt dysfunktionelt. De var ikke helt gode til at enes, endte tit med at komme op at tottes. Så var det fordi, Sofie skar tænder, eller fordi Jonas havde albuerne på bordet. De kunne godt lide hinanden, det var slet ikke det. De var nok bare ikke lige gode til at udtrykke det. Det var skønt at se på. Når de to havde et skænderi, var det ikke længere mig, der skulle grines af. De bed dog aldrig mærke i det selv. ”Vi skændes ikke, vi diskuterer,” sagde Sofie altid, imens Jonas snakkede i munden på hende. De var skønne de to, fuldkommen modsætninger af hinanden. Sådan foregik den sædvanlige lørdag. God mad og altid en eller flere episoder at mindes. Akavet stilhed var komplet umuligt at opleve, når vi var samlet. Der var altid en eller anden, der havde noget at sige. Typisk Benjamin.  Så gjorde det ikke noget, at Sofie måske kastede en gaffel efter Jonas i ny og næ. Det var bare sådan lørdage var for os.
Jan havde endelig fået sat sig til bords. Vi så afventede på ham. Kunne simpelthen ikke dy os længere. Bestikket blev taget i begge hænder og med faste pulsslag slået ned i bordet, ”Mad, mad, mad!”
Jan blev overrasket, lo let, ”Hvad er I for en flok glubske hunde?” Han rystede på hovedet, ”Så henter vi da bare maden, hvis I virkelig ikke kan holde den længere.”
Benjamin og Jonas var de første til at drøne op fra bordet. De styrtede ud i køkkenet. Gjaldt det mad, var der ingen ting, der kunne holde dem tilbage. Det blev et helt kolonihavehusfællesskab at sætte maden ind på bordet. Sofie tøffede rundt med ovnhandsker på og gik frem og tilbage med varme fade. Hun skubbede medvilje til Jonas, så han var ved at tabe brødkurven.
”Hov, hov, man!” Han skulle lige til at skubbe igen, indtil Sofie stoppede ham i det.
”Jonas, du våger! Det er mig, der har kødet. Taber jeg det, så ved vi vist begge to godt, hvor ked af det du bliver.” Jonas træk sig tilbage som en misfornøjet hundehvalp. Sofie havde fundet det svagepunkt. Hvad var lørdag uden steg?  Benjamin skyndte sig at fylde alle vinglassene op, sit eget lod han stå tomt. Han foretræk at drikke vand. Jeg tog, hvad jeg nu syntes manglede på bordet. Hvem spiser brød uden smør, og til steg skal man da have ribsgelé.  Som altid sad Jan på sin endeplads og dirigerede. Han havde lavet maden, nu behøves han ikke at lette en finger.
Duften af mørbrad gjorde mig helt svimmel. Jeg var noget så sulten. Sofies mave rumlede eller så var det Jans. Vi kunne i hvert fald godt blive enige om, at det snart var spisetid.
”Jonas har rent faktisk stået og snittet salaten helt selv,” kom det næsvist fra Sofie.
”Nej, vel!”
”Jo, jo. Han har virkelig været dygtig. Til og med husket at skylle et par af grøntsagerne.” Hun kneb ham hårdt i kinderne.
”Åh, hold mund. Jeg har gjort mere end dig!”
”Så, så, Jonas. Sofie roser dig jo bare.” Jans stemme var yderst sympatisk.
”Jeg er jo bare stolt, Jonas!” Hendes smil var klæbrigt og giftigt.
Det kan godt være, at de gjorde et stort nummer ud af det, men Jonas havde haft den holdning, så længe jeg havde kendt ham, at det var kvinden, der hørte til ude i køkkenet. Derfor var det også forbavsende, at han rent faktisk havde fået forvildet sig derud.
Jeg smagte på duften, blinkede et split sekund, og kødfadet var straks blevet erobret af Benjamin.
”Jeg skal jo have nogle proteiner for at vedligeholde de her guns,” plejede han at undskylde sig med, når jeg så på ham med bebrejdende øjne. Jan sagde aldrig noget til, at de bare rippede til sig, selvom han havde stået for det hele. Indimellem kløede han sig bag øret, men det var kun, når de ikke havde levnet noget til ham.  Jan sørgede for os om lørdagen. Var vores værge, når økonomien gik helt skævt. Han var slagterlærling, næsten færdig med sin uddannelse. Når han lukkede om fredagen, fik han lov til at tage alt det kød med hjem, der udløb om lørdagen eller søndagen. Det var det rene paradis. Engang imellem håbede jeg på, at Benjamin ville droppe at blive elektriker og i stedet for følge i Jans fodspor. Det gjorde bare noget særligt ved dagen, når man vidste, at man blev tilbudt et festmåltid. Det var det der kendetegnede lørdage. Familiemiddag.

”Skal du ikke have noget af din hjemmelavede salat?” spurgte Sofie, da Jonas for tredje gang tog af kødfadet.
”Arh, jo..” Han væltede et stykke fra fadet ned på sin tallerken, rakte over hendes og tog salaten, ”Når nu jeg har lavet den, så skal jeg nok. Det betyder bare, at den er vildt god!” Han var og blev en rigtig drengerøv, om man kunne lide det eller ej. Jeg kendte ikke Jonas, før jeg mødte Benjamin, så om det var ham, der havde haft den dårlige indflydelse eller omvendt, vidste jeg ikke. I hvert fald havde de påvirket hinanden på en eller anden måde, der gjorde dem begge ganske ustyrlige.
Benjamin var bundløs og glubsk. Hjemmefra havde jeg lært manere med, at man ikke tog det sidste stykke. Det gik jeg rent faktisk en smule op i. Benjamin ragede derimod al det til sig, som muligheden bød, også selvom han overhovedet ikke kunne få plads til det på sin tallerken. Det kunne flyde ud til alle sider, og han ville stadig forsøge at fylde mere på. Han vidste også godt, at han gik overgevind, og at det irriterede mig grueligt. Jeg tror, han hævnede sig lidt på, at jeg altid forsinkede ham. Smilet var stort og fjoget, maven bulede ud over de opknappede bukser. Jeg tog ham på fers gerning i at tømme fadet.
”Benjamin, nu igen..” Jeg sukkede.
”Åh, jamen, bare lige den her gang, skat,” svarede han uskyldigt tilbage og stak gaflen i det sidste stykke mørbrad. Stort og saftigt, det dryppede på hans tallerken.
”Lad nu barnet!” mumlede Jonas med en las mørbrad hængende ud af munden, ”Mænd skal have kød!” Han frydede sig.
Jeg himlede med øjnene, Sofie gjorde det samme, og fremstønnede et lille fnys. Benjamin var komplet urørlig, gnaskede i vildenssky på det lille stykke gris, som ville det løbe fra ham, hvis han stoppede. Til sidst sank han med et stort glurp og placerede læberne mod min kind, ”Det skal vi nemlig, skat.”

 

”Åh, hr. og fru. Danmark, altså!” sagde de alle frustreret i kor og lød helt opgivende. Det var noget, de kunne blive enige om, den delte frustration, og jeg forstod dem udmærket. Vi var vel tarvelige på vores egen vis, selvom vi ikke var glade for at stå ved det.
”Hvad mener I dog?”
”Helt ærligt. Bare fordi I er nogle dårlige tabere,” beklagede Benjamin sig, på trods af sandheden bag deres ord. Vi kunne ikke undgå at være skyldige og tørre den af på dem.
”Vi er da ikke dårlige tabere, det er bare jer, der er dårlige til at spille på ærlig vis!” Ordene var velkendte. De passede godt på os, det var sådan vi var. Vi snød så vandet, det drev, men vi gjorde det fordi, det kom os så naturligt.
”Er det fordi, at vi opkøber alle dine distrikter?” Jeg kørte den videre ud. Tonefaldet var næsvist. Jeg tog to femtusindesedler frem fra bunken. Den blev ikke mindre af det, ”Rådhuspladsen, tak.”
Jonas hvæste af mig, hans øjne tindrede og vejrtrækningen var hurtig. Hans adfærd bekræftede mig i, at han var værre end Benjamin, hvad det angik brætspil. Jeg fandt det hylende morsomt, endelig at sætte ham ud af spil og stoppe de rapkæftede replikker. Måske gik jeg selv for meget op i det lige i øjeblikket, men Benjamin blev ved med at gejle en stemning op. Vi skulle vinde det her, som galt det liv eller død, ellers ville han blive skuffet. Det var vigtigt for mig at vise ham, at bare fordi jeg var bagud i min ankomst, var jeg ikke bagud i alt andet.
Hele bordet sendte os små, irritable blikke. Typisk Benjamin, typisk Ann, tænkte de nok. Altid skulle vi rotte os sammen, sørge for at pengene og distrikterne blev lige fordelt. Gang på gang blev spillet til ren og skær taktik, der helt og aldeles tog det sjove ud af det. Benjamin tænkte nok ikke videre over det. Han havde så meget indlevelse, at han slet ikke forstod sig på situationsfornemmelsen, at vi i virkeligheden bare pissede dem af. Jeg kunne dog ikke lade vær med at fortryde det hver gang. Det var ærgerligt, at den hyggelige lørdag aften altid skulle forvandle sig til en ustyrlig krig, hvor ingen af os var sikre på, om vi havde skud nok i bøssen til at overleve. Men det ændrede ikke på noget. Hver lørdag stod den alligevel på brætspil. Hver lørdag sad Benjamin alligevel og hoverede, kørte den så langt ud, at alle andre blev trætte af det. Men hver lørdag var det derimod også en konkurrence at slå Benjamin og jeg. Det var målet. Vi skulle ned med nakken og ikke længere smage på sejrens sødme. En sødme som jeg efterhånden også var blevet en smule træt af. Vi havde aldrig planlagt, at vi skulle være sammen fra starten af, jorde i særdeleshed Jonas i stor stil, det var nærmere noget, som bare kom af sig selv. Fuldkommen ud af det blå. Engang imellem fik det mig til at tænke på, om det overhovedet var meningen, at vi skulle være adskilt på nogle som helst tidspunkter. Det gik altid bedre for os, når vi var et par. Det var nærmest som om, at den status gjorde os urørlige.     
Jeg tog Rådhuspladsen ud af Jonas’ hånd. Han holdt hårdt på den. Hånden var svedig og anspændt. Han ville ikke gå af med den frivilligt. Det var hans eneste chance for at frarøve os stort set det hele herredømme. 
”Nu ikke så muggen i krukken.” Jeg forsøgte at muntre ham op med et smil. Der var ikke noget ved det, hvis han skulle bære det nag hele aftenen. Det var trods alt bare et spil. Noget som ingen havde fortalt Benjamin. Mit ihærdige forsøg på at redde hans humør var dog forgæves. Han var mere bitter end en solmoden grapefrugt. Næsen fugede. Han ville tydeligvis bare sidde og surmule. Benjamin tog sig ikke af det. Han var fuldkommen blind, hvad det angik. Han havde ikke tid til medlidenhed og empati. Et spil er et spil, sådan et fortsætter uden kvaler. Han lod hånden gå igennem stakken af pengesedler; tusindekroner totusindekroner. Han flagrede med dem foran ansigtet. Man skulle nærmest tro, at han syntes, de duftede godt, sådan som han sugede dem til sig. Vildt arrogant forsøgte at fange sig opmærksomhed med dem. Jeg gad ikke sige noget til det. Når Benjamin var i zonen, kunne ingen fornuft komme ham til gode.
Jan slog med terningerne. Han stod midt i vores distrikter og håbede på at få over seks, ellers ville spillet ende hurtigt for ham. Terningernes øjne stak ham i ryggen. Han rykkede 3 felter frem og kneb med venstre øje.
”Tja..”
Benjamin afbrød ham med det samme, ”Og det er så vores!” hylede han, ”Du ved godt, hvad det betyder, makker!”
Jan løftede mundvigen til en grimasse, ”Det gør jeg, ja. Hvad skal I have?” Stemmen havde stadig den samme klang. Selvom Benjamin gik ham på nerverne, formåede han alligevel at være som sædvanlig.
”Niogtyvetusinde!” Han spyttede, når han sagde det. Kæmpede bravt med at holde sin begejstring tilbage, men han var gennemskuet for længst.
Med en dramatisk effekt foldede Jan sine få sedler sammen og kylede dem på bordet med et lille smæld, ”Ja, jeg er ude.” Han lød næsten befriet. Jeg kunne godt følge ham i det, nu behøvede han ikke længere at finde sig i Benjamins opførsel. Han rejste sig fra bordet og tog chipsskålen i hånden, ”Jeg får brug for noget at få tiden til at gå med.”

Det tog ingen tid, før Jan sad ude i køkkenet. Ganske magelig og tilfreds. Det var det sted, han elskede allermest. Han havde sat radioen på lav lyd og taget en øl frem fra køleskabet. Det var sådan, han egentlig bedst kunne lide det. Ganske stille og rolig hygge og ikke alt det postyr. Han var nok lettet over, at han var sluppet så let igennem det hele. Et sted håbede jeg lidt på, at det havde været mig.
Det kom ikke som noget chok for mig, at Benjamin med det samme startede spillet igen. Han skænkede ikke Jan en eneste tanke. Mente ikke noget ondt med det, det var bare her og nu, det virkelig gjaldt. Blikket var det samme, som når han kørte bil. Fast plantet på brættet, fuldkommen urokkeligt, jeg turde ikke engang forsøge. Tiden gik også hen og blev magen til. Minutviseren på mit armbåndsur legede med min koncentration. Efter en time var kvarteret lige pludselig gået.
Benjamin havde det ikke helt let ved at give mig opmærksomhed. Jeg skulle slå med terningerne. Det var den smukke tjans, han havde givet mig. Mine ord måtte jeg helst udelade, de distraherede ham bare og fik ham til at tage ugennemtænkte trak. På den ene side var vi sammen, og på den anden var det nærmest umuligt at komme længere væk fra hinanden. Sjældne gange sendte han mig et blik eller to. Ikke for at give mig opmærksomhed, fortælle at jeg rent faktisk havde en del af fortjenesten med mine terningekast. Men i stedet for det, var det hans indirekte måde at sige ”nu har vi dem” på. Jeg kunne gøre mig alle de kærlighedstanker, jeg ville. Måske skulle vi flytte sammen, gøre det helt officielt. Vi havde jo været sammen i tre år nu. Vi kunne købe os en lille hund med ikke så meget pels. Jeg havde altid drømt om, at få en hund sammen med Benjamin. Det var en helt og aldeles absurd tanke, men jeg følte den bare så tiltalende. Den ville passe så godt til os, men desværre havde han arvet pelsallergi fra sin mor. Han kunne ikke udstå dyr. De fik hans næse til at klø, og hans øjne til at løbe i vand. Sådan et kravl kunne aldrig komme på tale. Jeg kunne gøre mig alle de tanker jeg ville, han var og blev fuldkommen fokuseret på spillet. Var nærmest blevet lokket i en trance. Jeg slap et lille gab. Hvordan kunne Jonas og Sofie holde til det her? Det var jo dødens pølse. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Jan. Han så fornøjet ud, som han sad der og nippede til chipsene og øllen. Han virkede til at være et helt andet sted. Jeg ønskede mig det samme.  Benjamin lagde sin hånd på mit skød under bordet og begyndte blidt at bevæge den mod min hud. Jeg blev helt forbavset, nærmest chokket. Hvad gik der dog af ham? Hvorfor var han lige pludselig blevet så selskabelig? Det virkede slet ikke som ham at gøre det. Jeg forsøgte at få øjenkontakt med ham, indtil jeg indså, at hans blik ikke havde rykket sig en millimeter. Han sad stadig og savlede over spillet, nu kun bare med en hånd i stedet for to.  Han havde sikket kunnet se på mig, at jeg var blevet rastløs af det døsige spil. Han følte sig forpligtiget til at få mig til at blive siddende. Jeg var trods alt en del af hans taktik.
Jan kom fumlende ind med to skåle chips og et par ølflasker i hånden. Vi havde tømt alt vi havde i løbet af de sidste to timer. Så snart han stillede skålene på bordet, greb jeg chancen og bønfaldt ham, ”Skal du have hjælp, Jan?” Jeg råbte hen over bordet og rejste mig prompte fra stolen, som i løbet af de sidste par timer havde gjort min bagdel følelsesløs.
Han kiggede forbavset på mig uden at sige noget. Det ene øjenbryn hævede sig.
”Kom nu, Jan,” mimede jeg med læberne, ”Jeg kan ikke mere.”
Jeg begyndte allerede at gå hen mod køkkenet. Tog Jans tavshed som et klart og tydeligt ja. Benjamins blik stak i ryggen. 
”Jamen..” stammede ham. Det var let at høre, at han var skuffet. Hvem skulle han nu hovere med? Hvem skulle nu støtte ham på sidelinjen? Han havde mistet sin holdmakker.
”Åh, kys, kys. Du klarer den nok!” Jeg overvejede, om jeg skulle vende mig og give ham et på kinden, men jeg vidste, at så snart jeg så hans bedende hvalpeøjne, ville jeg få medlidenhed med ham. Jeg gik i stedet for med faste skridt mod køkkenet. Prøvede at signalere til Jan, at han var nødt til at hjælpe mig ud af det her Matador mareridt. Armene viftede, tæerne vippede, munden skreg. Han opfangede til min store forbavselse de uforståelige fagter, som selv en spastiker kunne have fremført med samme perfektion, og pegede hen på stolen i køkkenet.
”Jeg har et kortspil på bordet og lidt til tanden. Er du interesseret?” Han sagde det i en svag hvisken, så det kun var han og jeg, der var indforstået i planen.  
Mine øjne smilte. Han havde reddet mig, havde han.

Vi nåede at tømme en flaske øl og en kop kaffe hver, før vi hørte et værre spektakel inde fra stuen.
”Og du troede, hva’, Benjamin!”
”Du troede virkelig, at du kunne. Ha, ha, ha!”
Det lød til at 3. verdenskrig var udbrudt. Der blev affyret en stime af skud, og det var utvivlsom Benjamin, der var blevet den besejrede fjende. Fra døråbningen kunne jeg se, at Sofie fløj op af stolen i stor glædesjubel.
”Efter 4 timer, så fik vi dig endelig!”
Sofie lagde op til en high five, og Jonas registrerede den straks. De delte glæden over endelig at have slået Benjamin. Det var sjældent, at de havde enes så godt før. Det var ligefrem smukt at se på. Benjamins ansigt bar derimod ikke på nogen skønhed længere. Han stod krumbøjet over bordet og var så småt i gang med at pakke sammen.
”Det er ikke så sjovt, at være taberen nu vel?” Jonas trådte i det, præcis som Benjamin også ville have gjort, hvis det havde været ham, der havde vundet. De havde en fest begge to. Sofie var så glad og lettet over, at de endelig var færdige, og oven i købet også ganske godt tilfreds med at havde sørget for, at Benjamin havde fået enden på komedie. Jonas var blevet helt høj på sig selv, helt og aldeles forblændet af sin egen storslåethed. Jeg tror, at han så sig selv som en Adonis. 
”Det var da også på tide,” fremstammede Jan, ”Det har jo taget evigheder.”
Jeg nikkede. Hvor var jeg lykkelig over, at det ikke var mig, der havde siddet der de sidste mange timer. Jan havde været min frelser. Messias!
Benjamin havde tabt sin glød. Jonas og Sofie havde frarøvet ham sin værdighed. Han kunne bare ikke tabe, det var slet ikke sådan, det skulle gå til. Han traskende nedslået ind i køkkenet.
”De snød,” var det eneste han sagde og lagde armene om halsen på mig. Nu havde jeg lige pludselig fået betydning igen. Jeg havde savnet, at få det bekræftet.
”Det tror jeg gerne,” lo jeg og kiggede hen på Jan. I hans øjne var det nok snarere Benjamin og jeg, der havde snydt.
Han satte hagen tungt på mit hoved, ”Hmm..” Øjnene drog ned langs min arm, ”Klokken er lidt i elve,” han bed sig i læben, ”Jeg skal på arbejde i morgen.”
Jeg fangede med det samme hentydningen. Han havde ikke pakket den godt ind, den lå bare fremme på gulvet og ventede på at blive taget, ”Du vil godt hjem?” spurgte jeg, selvom jeg allerede kendte til svaret. Benjamin var en person med retningslinjer. Otte timers søvn var for ham en nødvendighed, et minimum, så lige meget hvor end han befandt sig, på lars tyndskids mark eller til Dizzy Miss Lizzy koncert for den sags skyld. Det har jeg for resten stadig ikke tilgivet ham for. Hvem vælger at tage hjem fra en koncert med Dizzy Miss Lizzy klokken ni, når den startede klokken halv ni, og efterlade sin kæreste alene til sig selv med en flok skrigende metalheads lige ved siden af? Men i Benjamins verden var de otte timer altafgørende, nødvendige for at han kunne fungere dagen efter.
Han løftede hagen fra mit hoved og hjalp mig op af stolen. Jeg kunne føle på ham, at det meget gerne skulle være snart, vi gik.

”Jeg vinder næste gang!” erklærede han med et listigt smil på læben, da vi var på vej ud af døren. Hans humør var blevet bedre, men stadig ikke helt i top. Nederlaget havde taget hårdt på ham.
”Det vil jeg se, før jeg tror det, man!” udfordrede Jonas ham tilbage og stillede sig i kampposition.
”Du får tæv.”
”Ikke lige så mange som du fik i dag!”
Sofie gad ikke høre på deres små intriger. De havde stået på lidt for længe efter hendes smag nu. Hun vinkede diskret farvel til mig og listede sig ned i Jans elskede sofasæt i stuen. Desværre vidste vi godt inderst inde, selvom vi forsøgte at fortrænge det, at der kun var en uge til, før vi igen skulle spille Matador.  
Jan gav mig et ordentligt kram og nulrede mig i håret, så krøllerne blev filtret. Benjamin fik et skulderklap, ”sådan som mænd jo gør”, og han lukkede døren i efter os. 

Vi var kommet ud af lejlighedskomplekset, ud i den kølige efterårsbrise, som fik hårene til at rejse sig.
”Det var nu ellers hyggeligt,” sagde jeg muntert, men med en klapren over tænderne. Vinden rev i min lette påklædning. Jeg måtte efterhånden lære af mine fejl, men nogen gange tvivlede jeg på, om jeg nogensinde ville blive klogere. 
Benjamin knappede sin store dynejakke op og lavede en plads til mig i den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...