Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
842Visninger
AA

16. Genopstå

Det slog klik for mig, et tandhjul var gået løst. Uret tikkede, men viserne kom ingen steder. Det blev bare ved med at stå på kvart i elve. Jeg blev syg i hovedet af lyden, det vante tik som tak. Det rungede i væggene, i hovedet, til og med i hænderne. Jeg var nødt til at gøre noget, gå ad nye veje, forny mig, prøve nyt. Jeg havde sat mig fast i det samme spor. Jeg behøvede forandring for at vride mig løs, før toget ville påkøre mig. Det hele var bare blevet rutine på rutine, så pinefuldt højtideligt. Noget måtte ske, noget uforudsigeligt der ikke kunne gøres om. Jeg var uret.

Flotte Ann med de pæne mørke krøller. Søde Ann, der altid sagde det rigtige på de helt rigtige tidspunkter, hende der arbejdede ihærdigt og havde store drømme. Så stop dog!

Jeg havde været det samme, den samme, alt for længe. Jeg havde gjort det samme, prøvet det samme, men det skulle være slut, ovre. Det var blevet kedeligt, søvndyssende, det var blevet en tilværelse, jeg ikke længere så mening i, hvorfor så fortsætte?

”Du er så fornuftig, Ann.”

”Du er så ambitiøs, Ann.”

Hudløst ærligt, så var Ann nu bare brugt, så helvedes ordinær. Hun var lige så bleg som hendes hverdag, lige så farveløs som hendes kærlighed. Måske nød andre denne Ann, men jeg gjorde bestemt ikke mere, hun var blevet en værre pestilens.

Jeg var træt af det. Altid det samme, altid det sædvanlige. Jeg måtte skabe anarki i dette alt for ordentlige rige, springe ud af de normer, jeg og resten havde sat mig selv. Frisk og ny, det var ord, der lød godt. Ord der smagte i munden, ord jeg ville udleve. De var spændende, og spænding var nok det, jeg trængte mest til, længtes mest efter.

Den var trådløs, rimelig stor af sig og sin slags. Jeg havde lånt den af Benjamin, han kom alligevel ikke til at bruge den i nærmeste frem.

”Hvad skal du med den?” havde han spurgt forundret.

”Det sædvanlige,” havde jeg svaret ham. Jeg plejede at være frisør for både Jan og Benjamin. Røre Jonas’ hår, det måtte man ikke. Det var noget helligt, jeg ikke havde tilladelse til at ændre på. Han sagde, at voks var hemmeligheden, jeg troede gerne på det. Det var en rolig hånd, jeg havde, præcis og nøjagtig, desuden også fuldstændig gratis, det blev påpeget. Dog var det langt fra det sædvanlige, jeg skulle med den den her gang, ikke engang tæt på. Det var et helt nyt territorium, jeg var i gang med at forvilde mig ud på.

Den havde manglet batterier. Det var typisk Benjamin, han tjekkede aldrig sit udstyr, selvom han påstod andet. Han var nok ikke sådan et dydsmønster og et ordensmenneske alligevel.
Jeg havde været en tur nede i det lokale supermarked, altså det der ikke var Føtex, før det hele kunne begynde, jeg kunne blive sund og rask igen. 36,29,- havde de kostet, 4 sølle batterier af mærket Ekstra, og jeg skulle endda kun bruge to. Sådan en besynderlig pris, de stjal bare mine penge, fik mig til at punge op.

Den hvilede godt i hånden, lidt tung, men mit greb var fast og bestemt. Den så til og med også ganske fin ud til mig, som jeg stod og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg så gladere ud, end jeg havde gjort i dage. Jeg følte mig vel egentlig også gladere, endelig skulle der ske noget, et vendepunkt forhåbentlig vis.

Jeg tændte og slukkede for den, det var som om, jeg aldrig havde håndteret den før. Ikke fordi den var anderledes end førhen, ny for mig, men fordi jeg ikke havde brugt den i samme sammenhæng, den havde aldrig rigtig inkluderet mig, ikke før nu. Det var min tur til at gå i oprør.

”Det er så langt og flot, Ann.”

”Hvordan vedligeholder du det, Ann?”

Det var sådanne komplimenter, jeg fik, det de fleste samtaler startede med, de gik altid på håret. Måske var jeg bare irriteret over, at det var det folk så, når jeg selv mente, at det intet særligt var. Hår er vel hår, det vokser og det spalter, intet mere er der om det.
Selv Benjamin var også faldet for det. Det var de uglede, fedtede og brugte krøller, der havde betaget ham og fået ham til at henvende sig til mig den dag for 3 år, 2 måneder og 14 dage siden. 

”Du er smuk med dem,” havde han sagt og valgt samtaleemnet. Rettere var.

Tanken var kommet spontant, det havde mere været en indskydelse end noget andet, men jeg havde handlet på den. Endelig var noget kommet til mig, kommet af sig selv, endelig tydede det på, at jeg ikke var helt død indvendig, så gribe til værks, det måtte jeg, selvom folk ville tænke sit, når de så mit forunderlige værk.

Mit hår gik næsten til taljen, det var i krøllet tilstand. Jeg glattede det almindeligvis ikke, foretræk det naturligt og eventyrligt, men tiderne havde ændret sig, og tiderne havde ligeså ændret mig med. Snart ville folk se henover skulderen og prøve at gætte sig til, hvem hende der Ann var for en.

Jeg så mig i spejlet en sidste gang, så mig an, ikke længere ville jeg møde samme skikkelse, se samme person i genspejlingen. Ikke længere ville jeg være et hylster foruden indhold. Et svagt billede af hendes silhuet bag mig i spejlbilledets refleksion kom til syne, hvordan hun smilede og kyssede mig på kinden. Jeg fandt modet. Det her kunne ikke diskuteres, det var og blev en endelig beslutning.

Den trimmende lyd aftog let med første strøg, der førte de første hårstrå med sig. Den kørte gennem junglen af manke foruden besvær og undlod ikke det mindste. Det virkede så åbenlyst naturligt for mig, at se det der engang havde været mit, som en dynge på gulvet.

Samson havde mistet sine kræfter, men jeg blev stærkere og mere levende, for hver gang maskinen nåede mit hår. Jeg var ved at genfinde styrken.

Jeg standsede op for en kort tid. Min hånd strøg gennem og følte de små korte totter mellem hver finger. Det var anderledes, at se sig selv med sådan en manglen, men fortryde, det gjorde jeg ikke. Jeg fortrød slet ikke noget.

Jeg havde kun taget den ene side, kun den ene side havde gennemgået forvandlingen, fra død til levende. Det at genopstå.

Det var silkeblødt at røre ved og lokkede efter mere. Som de første små hår på barnets isse. Min genfødsel var på vej.

Jeg tilføjede hår til dyngen, hjalp den med at vokse sig større. Mærkede klingen mod hovedbunden, der stilfærdigt ryddede ud. Endelig forårsrengøring, endelig ro i sindet.

Der var en vis nostalgi over det, at se det hele til en forveksling ligge under fødderne.

Jeg havde altid kæmpet ihærdigt med at få det til at gro langt. Spist piller med vitamintilskud, gået til frisøren hver tredje uge, så spidserne kunne blive stusset og vokse sig endnu længere end før. Min mor havde sagt, at jeg var velsignet med dette prægtige hår, at det som ældre ville blive mig en fordel, det viste sig dog at være rigtigt i stort set de fleste tilfælde, jeg var vel nok bare blevet for gammel nu.

Selv i de små klasser, var det længere end det sædvanlige, længere end de tjavser de andre bar på hovedet. Elverne missundede det, lærerne forgudede det. Der var noget over det hår, der vækkede folkets interesse, men desværre var der ikke noget over mig, i hvert fald ikke sådan som det havde stået på den seneste tid.

Jeg var ved at smuldre indvendigt, falde fra hinanden på grund af noget, jeg ikke selv forstod. Et eller andet var jeg nødt til at gøre, før jeg helt og aldeles ville være væk, blæst bort af vinden som ubetydeligt støv. Det her var mit omdrejningspunkt.

Jeg tog strømperne af og mærkede håret for sidste gang. Ind som ud, det kilede på svangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...