Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
886Visninger
AA

2. Føtex

Før han overhovedet havde stillet sig i køen, vendte han øjne af mig. Vrængede på næsen af foragt. 
Jeg kender typer som ham alt for godt.

”Åben en ny kass'!” råbte han højrøstet med en forvrænget stemme, så alle i køen var klar over hans ankomst. Han var ikke til at overse, en stor, robust mand med brede skuldre og fuldskæg, der gjorde alt for at vække opsigt.

Jeg lod som ingenting, så på mine hurtigt arbejdende hænder og fortsatte den ensformige scannen. Han skulle ikke tro, at han kunne komme nogen steder med den opførsel. Det ville jeg ikke finde mig i. Han måtte forstå, at jeg allerede arbejdede på fuldt drøn.

Økologisk letmælk, skrabeæg, kartoffelspegepølse, Lambi toiletpapir. 9 kroner, 23 kroner, 28,38 kroner, 25,76 kroner. Hun blev ved med at trække varer op af vognen. Man skulle tro, at hun nærmest havde tømt hele butikken. Hun havde rippet rup og stup, så hylderne var blevet pinligt bare. 
Min skærm var dækket af en strøm af cifre. Mange små besynderlige kommatal, som udelukkende var til for at gøre varen dyre. Snyde damen til at tro, at det ville være billigere for hende at købe kylling til 29,95,- i stedet for 30 kroner. Hun faldt for den, det gjorde de alle sammen. Samfundet er pengegrisk.

"Det bliver 567,50,-"
Damen så knapt nok på mig, hun havde alt for travlt med at fylde i poserne, der flød over hele båndet. Hun følte sig presset til at skynde sig, det kunne jeg se i blikket, hun sendte mig. Hun ville jo ikke sænke køen, men heller ikke få sine æg mast af en pose gulerødder. Dilemmaet var stort.

”Hørt' du ikk', hva' jeg sag', kvinde? Se at kom' i sving!” Hans stemme afbryd stilheden. Den var omtumlet, men bar stadig på en voldsom og bestemt rus, ”Lad mig komm' forbi!”

Jeg fnes for mig selv, nu måtte han da lige falde lidt ned. Stakkels mand, der slet ikke forstod sig på tid og sted, men jeg troede ikke mine egne øje. Han møvede sig med sin fulde hast frem i køen, som en bulldozer skubbede han hæmningsløst til gud og hver mand, der stod ham i vejen.
Han fægtede med armene til alle sider, og hvis man ville undgå et par på hovedet, blev man nødt til at flytte sig og skabe ham en vej gennem mængden. Han gad ikke mere, skulle bare have sine øller, så han kunne sætte sig på bænken i parken og kukkelure på de ungemødre, der mageligt gik forbi med deres barnevogne. Dem der fornyeligt var blevet efterladt af kæresten og nu savnede en trøst.
 5 minutter mere i køen og han ville være pinligt ædru, så var der ikke noget ved det.

Først bed de andre kunder ikke mærke i det. Han var da bare en mærkelig fætter. Han kunne ikke gøre en flue fortræd, men lidt efter begyndte de at blive irriteret.
”Hey, du der. Du stod vidst ikke foran mig,” sagde en høj fyr og prikkede ham på skulderen.
”Det vil jeg skid’ på,” vrissede han tilbage og langede en hånd bagud, der strejfede fyrens næsetip. Han tabte pladask underkæben og tog et skridt tilbage. Det ville han dog alligevel ikke nyde godt af.

”Så fat dog hva' jeg sir'!” brølede manden på ny, da jeg forsøgte at udføre mit arbejde med rystende hænder, og braste gennem samfundets normer og orden.
Han kunne ikke være mere ligeglad med hvad, de tænkte. Hvad de troede om ham. De kunne mildest talt rande ham. Han havde vigtigere ting for end at bekymre sig om andre mennesker. Øllerne ville jo snart blive varme.

Der skete en dominoeffekt. En efter en begyndte folk at reagere, og der opstod kaos i den seks personers lange kø. Strukturen var væk, kollapset under hans opførsel. 
Forargede blikke blev sendt til hinanden, hvad var det lige, der foregik. Hvad bildte denne tydeligvis påvirkede mand sig ind? Hvordan kunne han tillade sig at behandle betalende kunder sådan? Findes der ikke længere pli? De begyndte at trippe på stedet. De var urolige, men ture det ene sted heller ikke at flytte sig. De var bange for, hvordan han ville reagere, men de ville nu også gerne se, hvad det hele skulle slutte med. De kiggede sig over skulderen. Ventede på at en ville begynde, at nogen ville tage affære, bare en eller anden, hvem som helst, men de havde åbenbart fået samme tanke alle sammen.
Manden forstod ingenting af det hele, han tårnede sig bare vej frem mod kassen, uden nogen sagde noget til det. Ingen kæftede op. De var musestille og forskræmte.

Selv den ældre kvinde med den mørkerøde rollator og høreapparatet i venstre øre, der ikke havde opfanget det mindste af situationen, at alle folk var rykket en meter eller to tilbage, og hun stod alene oppe ved kassen, blot i sit eget snegletempo i gang med at fragte varerne fra rollatoren og op på rullebåndet, kunne ikke få ham til at standse op og tænke sig om en ekstra gang. Hun var i sin helt egen lille verden, nynnede lidt på sangen Det var en lørdag aften, men han var og blev fuldkommen ubarmhjertig.
”Skrid!” brølede han, så det gav et spjæt i hende.

”Tag det roligt,” da ingen andre ville træde i karakter, måtte jeg selv. Jeg kunne ikke længere lade som om, ”Jeg skal nok bede om at få en anden kasse åbnet.” Min stemme rystede, selvom jeg ellers forsøgte at lyde fattet, som om jeg ikke var chokeret af situationen, af mandens galskab, men i virkeligheden, kunne jeg ikke skjule den frygt, jeg bar ude på tøjet.

”Jeg har ik' tid til alt dit pjatteri!” klemte han ud mellem en bøvs, der bragte en fæl dunst af øl med sig, ”Jeg ska' nok selv gør' det.” Med de ord passerede han den ældre kvinde i en lynende fart og gjorde et rumsterende forsøg på at springe henover kassen. Hans tålmodighed var opbrugt for længst.
Han klamrede sig til sidevæggene, så de små, tykke mandehænder blev helt røde, og kæmpede forgæves på at trække sig selv op. Med impulsive, jordskælvsrystende hop, prøvede han ihærdigt at få svunget sine træstammelignende ben op på båndet, men han faldt som en sten mod jorden gang på gang. Smidig var ikke et ord, der lå ham nær.
Til sidst var han så frustreret og hysterisk af at mislykkes hele tiden, at han gav et ørerknasende hvin fra sig, gik tilbage for at tage tilløb, og spurtede så hurtigt de små, behårede bjørneben tillod ham hen mod kassen. Endelig måtte Newton opgive sin tyngdelov, og han sled og slæbte sit svulmende luksuslegeme over rullebåndet, imens han stønnede højlydt af anstrengelse.
Det gik ikke let for sig, han var stor af bygning, arme og ben langt fra stærke nok til at kunne håndtere vægten, men han nægtede at lade det komme ham i vejen.

Min krop skælvede, jeg var skræmt fra vid og sans, havde ikke lige forventet sådan et syn. Meget havde jeg set og oplevet, men det her overgik dog det vildeste.
Jeg måtte gøre noget, jeg kunne ikke have sådan en fedning liggende på rullebåndet. Et lille barn der teede sig helt ustyrligt. Det var en del af mit job at bevare fatningen, vise at det hele var under kontrol, og i et forsøg på at forsvare mig selv, sendte jeg ham en række af overfladiske slag. Jeg slog ham på skulderen, puffede ham i ansigtet, forsøgte at skubbe ham ned. Han var jo syg, trængt ind på forbudt område. Men den massive ølvom var som et panser, jeg umuligt kunne trænge igennem. Mine slag gjorde ham ikke det mindste.
Han kæmpede med liv og lemmer for at få sin tonstunge krop til at adlyde, bremse rullebåndet og med et rullefald komme hen bag kassen.

"Hvad er det, du laver?" klynkede jeg forarget og holdt en tåre tilbage.
Han havde for travlt til at svare, gad ikke besværet, han var alt for optaget af sit eget. Han rykkede dog hovedet en tak og så på mig ud af øjenkrogen. Hans øjne var blodsprængte.  

Folk stod bare og stirrede med en vis afstand. De blinkede ikke en eneste gang, ville ikke gå glip af noget af spændingen. Kurvene var stadig fyldte. Det bekymrede dem ikke det mindste. Travlheden var glemt for længst. De havde fundet andet at bruge tiden på.
Op til flere varer lå endnu på båndet, det virkede ikke til at irritere ham, gøre det vanskeligere. Hans heftige benspark for at holde sig på rullebåndet skubbede dem enten til side eller ned på gulvet, så glas smadrede.

De var lamslået, anede ikke hvad det var, der fandt sted. De var som forstenet, begloede det helt og aldeles absurde scenarie, som jeg ikke kunne undgå at være en del af.
En hel menneskeskare der målløst så på kæmpens brutalitet. Hæren var flygtet, og jeg var alene tilbage på slagmarken.  

Et hyl kom fra min mund, da han til min store forbavselse slængede kroppen henover båndet og harkede på gulvet lige foran mig. Hans ansigt var postkasserødt, og sveden løb som perler fra hans pande. 

Han virkede lige så forbløffet som mig, havde aldrig regnet med at det kunne lade sig gøre. Han stod der egentlig bare først, lige så åndsfraværende som han så ud i de forfaldende klude. Huller, rifter og ødelagte syninger. 
Der var bræk på Ozzy Osbourne T-shirten, måske pis ned af venstre bukseben. Hans bæltespænde var sprunget. Alt i alt bar han på en uforlignelig dunst, der kun burde høre til på lossepladsen.

Han svajede på gulvet, fodfæstet var ikke helt godt, mens blikket drog rundt i den lille aflukkede afdeling kun beregnet for ansatte. Det var alligevel flot, alt det han havde præsteret.

Øjnene strålede, og fråden var tydelig om munden, da han så alkoholafdelingen bag ham. Et lille smil dukkede pludselig op, og han slap en latter. Så meget af alt det han begærede, havde drømt om, håbede på at paradis ville indeholde. Det var grunden til, at han stod på torvet hver mandag morgen lidt over ni og tiggede efter håndører. Sprut så langt øjet rakte, han kunne næppe bede om mere. Det var let at fornemme lykken.

Jeg sank en klump, måske to. Min mund var så tør, at jeg spyttede sand. Rædselslagen var slet ikke ordet til at beskrive min frygt med. Selvom han lignede et lille englebarn, som han stod der, var han langt mere frygtindgydende og destruktiv.

I mit hoved virkede det ellers meget åbenlyst, hvordan jeg skulle gribe situationen an, hvad jeg burde gøre for at genskabe den ro og orden, der engang havde været.
Jeg skulle storme op af kontorstolen, vise at jeg havde kontrollen og magten, med bestemt toneleje, artikuleret og velformuleret, skulle jeg føre den ubehagelige mand ud af butikken, sige at han ikke skulle forvente at komme her igen efter sin opførsel. Han ville ikke nøjes med at få en advarsel, men et direkte forbud. Jeg ville gøre det hele med løftet pande og overskud.

Det virkede jo meget let og ligetil, overskueligt og håndgribeligt, men handlingen bag var ikke lige så let gjort som sagt. For jeg var grebet af panik, kril hvid i ansigtet og kunne knapt nok få pusten. Han var et og et halv hoved højere, vejede mindst 70 kilo mere. Hvad kunne et stankelben som jeg stille op? 
Frygten for denne lidt fór fordrukne mand og tanken om, hvad han kunne finde på at gøre, bandt mig til kontorstolen og gjorde alle planer nyttesløse. Jeg var et gidselstagende. 

”Der!” udbrød han begejstret og tog ud efter telefonen til samtaleanlægget under kassen med en voldsom bevægelse. 
Jeg prøvede at gribe fat om hånden, men min reaktionsevne var flere år bagud og hans mund allerede på gled.

”Jeg hedder Sven, og jeg vi' godt sig',” et surt opstød kom mellem hans tale, ”At jeg syns', at det fanma er dårligt, at jeg ska' vent' i så fandens lang tid på at bli' ekspederet..”

De mekaniske ord lød over hele samtaleanlægget, rungede i væggene, gav genlyd i hver og en af butikkens afkroge og bragte en stor uro med sig. Hvad foregik der lige?

”Nu stopper du!” råbte jeg vredt og forarget og rev ud efter telefonen, på trods af min rædsel og min lyst til at forsvinde, væk, for evigt. Jeg ville ikke finde mig i mere, jeg kunne ikke holde til det.

”Pas du din egn' sager, ung’ dame,” svarede han arrigt tilbage og greb om mit håndled. Aggressivt borede han fingrene længere ned i kødet. Det begyndte at syde.
"Jeg gør, hva' der pass' mig, forstår du?"

Hans øjne glødede rødt, gnistrer sprang til alle sider. Et bål var antændt, heksen skulle brændes. Hans næsebor vibrerede og han så på mig, som var jeg dødsdømt.

En vrimmel af tanker fløj mit hoved forbi i panikkens hede øjeblik, helt tilfældige og irrelevante ting. Havde jeg slukket ovnen før jeg gik? Var det den tredive, at jeg havde taget en ekstra vagt? Mon det var på tide at købe en ny tandbørste, når nu den anden trevlede? Så meget fyldte mit hoved, så meget forvirring var kommet over mig. Hvad var op, hvad var ned? Hvordan var jeg endt her?
Jeg kortsluttede. Mistede fuldkommen fornemmelsen og følte tomheden sprede sig. Alle tanker, overvejelser, idéer var standset, der var intet, kun mørke og en knagende stilhed.
Min krop rystede, koldsveden løb ned langs ryggen. Jeg havde gåsehud, og jeg havde kvalme. Jeg sad anspændt på kanten af stolen.
Mit hjerte galoperede hurtigere end hestene til trav, pulsen pumpede og adrenalinsuset steg mig til hovedet. Jeg kogte over.
Uden at forstå sammenhængen, kende til alvoren. Uden at have en fornemmelse af, hvad der foregik, fik jeg vristet min hånd fri af hans greb og direkte ned i venstre lomme, hvor jeg havde lagt min arbejdskniv til at åbne pakker med.

”Du skal ikke gøre mig noget!” skreg jeg med ræd i stemmen og trak den, ”Du skal aldrig røre mig, skal du. Forstår du det!”
Jeg var forfærdet og havde fuldstændig mistet situationsfornemmelsen. Min stemme dirrede. Jeg havde fået nok af hans besvær.

”Aldrig!” hylede jeg igen i hovedet på ham for at bekræfte mine tidligere talte ord og fægtede i vilden sky med kniven i luften. Han skulle ikke gøre mig noget, ikke krumme et hår på mit hoved.
Klingen strålede, ny og skarp. Med den havde jeg fået min autoritet tilbage, jeg havde genvundet magtpositionen. Han kunne bare prøve.

”Hvad sker der for dig, Ann?!” Stemmen var velkendt, men kun beslægtet med ubehag, bange anelser. Den kradsede i øret.
Den spinkle, gråhårede mand kom spurtende ned ad gangen med tøffende skridt, og arme der bevægede sig til takten.

Folk vendte hovedet og så på ham. Hvad skete der nu? Endnu en til balladen? Men han var ikke noget særligt afskrækkende syn. Hans munkefrisure og den tre størrelser for store skjorte, gjorde det ikke ligefrem lettere for ham. Han stavgangede hele vejen ned af slikgangen med dybe vejrtrækninger.  
Selvom jeg var på grunden til at briste, at være helt afkræftet, tror jeg, at jeg havde foretrukket at være alene med fulderikken i stedet for hans indblanding. Det gav aldrig noget godt udfald. Han anede ikke, hvad han lavede. Hvordan man skulle bære sig ad i pressede situationer. Han var håbløs til alt det, der vedrørte problematik. Jeg så ham hellere sidde uvidende på kontoret end i aktion.    

I stedet for at flå glaslågen op til kassen og være over mig som en høg for at tage kniven ud af hånden, bankede han først stille på den. Var det nu også sikkert at gå ind? Han kiggede til begge sider, som i han forventede, at nogen ville komme ham i forkøbet.
”Øhm, øh..” kom det fra hans mund, da han endelig åbnede op. Han begyndte at gøre nervøse trækninger med overlæben, håbede vel egentlig på, at det hele ville ordne sig selv.

”Av forhelvede!” råbte jeg, da manden bed mig i overarmen, og fik ham til at reagere. Med en vis tilbageholdenhed tog han stille kniven ud af min rystende hånd, der alligevel snart ville have tabt den.
Han kom den hurtigt og fortvivlet i lommen, uden at trække bladet tilbage, og kiggede på mig med store øjne. Jeg kunne se, at bomben var ved at springe.

”Hvad har du gang i?” skældte han pludseligt furiøst, ”Du kan sku da øh ikke behandle kunder sådan der. Hvad regner du med?!” Hans raseri var tydeligt. Han var langt fra i sit gode skind længere. De mange hård ord blev spyttet ud og lagde sig som en hinde på min kind.
Hvad skete der lige der?

En anden medarbejder var kommet, nu vrimlede det ligefrem med dem. De anviste kunderne til en anden kasse og løj med, at alt vat under kontrol. Folk gik som om intet var hændt. De var lige vågnet af en trance og var nu friske og udhvilede. De fragtede allerede deres varer op på det nye bånd. Frysevarerne var optørret, mælken lunken, men de tog sig ikke af det.  Alt så ud til at være fryd og gammen. Dog var det let at se, at de stadig sendte små, diskrete blikke til min kasse, lyttede når noget blev sagt. Det ville blive en glimrende historie i morgen.

I foragt vendte han hovedet fra mig og hen mod manden, der havde skabt hele postyret.

”Det må du virkelig undskylde. Jeg ved øh ikke, hvad der i alverden gik af hende. Jeg håber, at du er okay. Nu skal jeg følge dig ud, og bare tag de øller med dig der.”
Han snublede over sine egne ord. Han var nervøs, hvad ville folk ikke tænke? Han forsøgte at redde sit idømme, være omklamrende og fedtet, gøre alt for at komme helskindet ud af situationen. Han lagde ikke skjul på, at han tilsyneladende mente, at det var min skyld.
Han tog manden på skulderen, gav den et lille klem. ”Jeg er ked af hendes opførsel,” han var yderst sympatisk, fiskede en pose frem fra under disken og lagde ølsixpacken i.
Han var mildest talt et ækelt syn, forstod slet ikke, at jeg var uskyldig, og at det var den syge stodder, han stod og gav kyshånd til, der selv havde startet med at være uforskammet. 
Han skulede til mig, rystede skuffet på hovedet og førte manden ud af lågen, der på ingen måde forstod, hvad der lige var sket, kun øllerne havde han opfanget, for han smilte i hvert fald selvtilfredst.

”Vi skal have os en snak, når jeg er færdig, øh en alvorlig en,” nåede han at sige sammenbidt inden lågen smækkede i, og han nærmede sig udgangen med drukkenbolten på slæb.  

 

”Ann, virkelig..” Han lød opgivende, måske til og med en anelse bedrøvet, ”Det havde jeg alligevel øh ikke set komme, og øh slet ikke fra dig.”
Jeg var kommet ind på hans kontor. Det lille lumre, trange lokale, som tydeligt fortalte at alle pengene var sparet væk. 
Investeret plejede han dog selv at kalde det. ”Penge kan bruges på så meget andet nyttigt,” og her hentydede han ikke til nye uniformer og bedre medarbejdervilkår, snarere den sølv Mercedes, der stod parkeret ude bagved. Egne behov frem for andres, sådan var han.

Jeg lod som om, jeg ikke hørte ham. Han havde misforstået det hele. Havde allerede taget parti, og det var ikke mit.  I stedet legede jeg utålmodigt med et gennemgnasket viskelæder, jeg havde fundet på hans mahogniskrivebord. Det havde han nok haft i munden, hver gang han skulle ordne lønsedlerne, gumlet og tygget på det, imens han havde revet hårtotter ud. Jeg fik kvalme ved tanken. Bordet hældede. Det ene ben var knækket, det andet i et dårligt forsøg tapetfast med en snes gaffetape. Måske var han ikke særlig omhyggelig med det, der angik hans job, men det med at spare penge, var noget helt andet. Det kunne han i det mindste finde ud af.

Jeg sukkede for mig selv. Jeg burde overhovedet ikke være her, det var ikke min skyld. Jeg havde ikke gjort noget galt. Han skulle bare gøre et stort nummer ud af ingenting, misbruge sin lederstilling, fordi det var det eneste, han var god til.
Det hele var uretfærdigt. Jeg kunne allerede se på ham, hvor det her ville bære hen.

”Ann, du må forstå, at sådan en opførsel er uhørlig. Den er komplet uacceptabel.” Han prøvede at virke fornuftig og forstående, men jeg vidste godt, han ikke havde empati med mig, det afslørede hans blik. Det kunne dræbe. Han var fyldt med et indebrændt had. Jeg havde fået ham til at fremstå uprofessionel, afsløret hans dække. Nu havde alle set, hvilken tåbe han i virkeligheden var. Det gjorde ham bestemt ikke glad.
”Du ved slet øh ikke hvor meget ballade, jeg kommer til at høre for, for dit lille udbrud.” Han sukkede højlydt og tog sig til hovedet. Han var så teatralsk, skulle altid dramatisere.
"Åh, Ann, hvad havde du gang i?"
Han bebrejdede mig. Ikke bare for det her, men for alt. At der manglede penge i pengeskabet, at der var spildt vin på gangen. En skulle have skylden, og når nu jeg alligevel stod i problemer til halsen, kunne han lige så godt læsse resten oveni.

Jeg så ned i bordet. Gamle skrammel. Nægtede hans blik mod mit. Det var åndssvagt. Han var åndssvag.
”Jamen, det var ikke mig, der startede..”Jeg tøvede et split sekund og blev straks afbrudt.

”Øh, Ikke dig der startede?” tordnede han skadefro, ”Startede.. Helt ærligt? Det er noget så ligegyldigt, hvem det var, der startede. Det var dig, der trak kniven!” Han slog i bordet, så jeg tabte viskelæderet. Jeg kunne vidst ikke forløse noget med ham, så aggressiv og anspændt han var. Uanset hvad jeg sagde, ville han skyde det ned. Jeg var så umådeligt ligegyldighed for ham.  

 ”Men han angreb mig, han truede mig! Hvad ville du have mig til at gøre, stå og kigge på ligesom alle de andre?”
Jeg hvæsede, af ham, af manden, af kunderne. Alle fuldstændig ligeglade med mig.  

”Øh ikke noget men her, Ann. Det hjælper øh ikke på det drama, du lige har lavet. Desværre, nej. Skaden er allerede sket. Åh, du er da også bare så dum.." 
Hans tunge åndedrag fyldte hele rummet. Næsen hvinede hver gang han åndede ud. Her hørmede af kaffe og indestængt sved. Det var vanskeligt for mig at trække vejret. 

"Så kig dog på overvågningskameraet! Det var ikke mig!" Jeg jamrede, jeg var ynkelig, ”Det var ham der gik amok!” Han kunne ikke anklage mig for noget, som jeg ikke havde gjort. Han kunne finde alle beviserne på overvågningskameraet. Der ville han kunne se, at jeg havde reageret i selvforsvar. At jeg havde forsøgt at berolige spektaklet, tale med ham og få ham til at falde ned. Han ville kunne se, at der var spildt i vingangen, fordi en lille pige havde løbet en flaske rosé ned, da hun legede fangeleg med sin bror. At det var Lis, der havde taget en tohundredekroneseddel fra kassen, fordi en kunde påstod, at hun ikke havde fået sine byttepenge retur. Overvågningskameraet kunne modbevise alle hans forhastede konklusioner om mig.       

"Det har jeg øh ikke tid til, det ændrer hellere øh ikke på noget." Han tog sig opgivende til hovedet. Han havde store poser under øjnene. Hans ansigt hang, og han så 20 år ældre ud.
"Jeg bliver desværre nødt til at bede dig om at aflevere din uniform.” Hånden blev rakt ud og han så afventende.

Jeg svarede ikke, agerede ikke, mine læber var en tynd streg og min krop ude af stand til at bevæge sig. Helt ærligt, han prøvede ikke engang på at vise min uskyld. Han ville bare slippe for alt balladen, og det gjorde han lettest ved at komme af med mig.
Jeg skreg derimod inde i mig selv, ikke ét ord kom ud, selvom de ellers gav genlyd i hovedet.
Det kunne han ikke mene, det kunne han ikke byde mig. Jeg havde lige været udsat for et overgreb på arbejdspladsen, og hans måde at håndtere problemet på var at afskedige mig. Efter 3 år var det sådan han at viste sin taknemlighed for mig på, at droppe mig som skrald, fordi jeg havde været et offer.
Usselt, klamt.

Et væld af følelser suste gennem mig. Forræderi. Jeg rev skjorten over hovedet.

”Det er jeg ked af,” sagde jeg sammenbidt med løftet pande og fugtige øjne, da jeg lagde den krøllet i hans åbne hånd.

Jeg var for god til det her, langt bedre end ham. Det vidste jeg helt åbenlyst nu. 
Han skulle ikke se, at jeg var såret, knust, men derimod frugtesløs. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Spild det ikke på den slags, Ann, på folk der ikke viser respekt for dig.

”Det er vi begge, tro mig.” Han pegede stift mod udgangen og fortræk ikke én mine. Jeg åbnede døren og begav mig ud. Fastbesluttet på, at jeg aldrig nogensinde skulle nærme mig den her uretfærdige butik igen.
Forpulede Føtex.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...