Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
885Visninger
AA

15. Flydende masse

Det fyldte mere, end jeg ville have haft det til, alt for meget. I bund og grund skulle det aldrig have været sket. Det var dumt af mig, til og med uklogt. Jeg slap på tøjlerne og sprang i med begge ben.
Det værste af det hele var nok, at jeg nød det, hvert eneste lille sekund. Jeg havde elsket det korte øjeblik mere, end jeg nogensinde havde elsket noget andet. Måske var det egoistisk, at jeg gik mere op i mit eget selvbehag end andres, men det var ikke muligt for mig at stå imod, i hvert fald ikke længere. Jeg havde haft det i tankerne længe, godt nok forsøgt at aflede mig selv, bilde mig ind at det blot var det purre opspil. Mit liv var jo fint foruden, jeg havde vel alt det man kunne ønske sig, drømme om. En kæreste der holdt af mig, venner der var der for mig, endda et nyt arbejde, som jeg imod alle forventninger var begyndt at synes om. Jeg burde have været tilfreds, måske mere endda. Jeg burde aldrig have klaget, det havde jeg på ingen måde behov for, men tvivlen ledte mig på uveje, da jeg så ind i de glimtende øjne, de smukke smaragdgrønne. Der opstod turbolæns, alt blev vendt på hovedet, jeg gik på loftet, så op på gulvet.
Benjamin ville aldrig kunne skåne mig et blik efter det her, jeg forstod ham godt, han ville foragte mig og min forfærdelige person. Jeg havde ondt af ham, ondt af mig selv og alle de andre. Jeg var virkelig gået over grænsen denne gang, dummet mig så grueligt.
Jeg er usikker på, om ord er noget i min situation, hvordan skulle jeg få det ud, fortælle ham om mit lille sidespring, at alt det jeg førhen havde troet ikke længere var så let og ligetil. Jeg burde måske rettere tie, lade som om intet var hændt. Det ville skåne ham, og det ville skåne mig selv, jeg skulle ikke konfronteres, tvinges til at se på hans marmor hårde ansigt, stå ved dette væld af følelser. Jeg kunne så let som ingen ting lukke øjnene og lade det hele gå uset hen. Måske en skønne dag helt og aldeles glemme det selv. Hvad var det egentlig, der skete den fredag nat? Men om jeg egentlig ville det, fortrænge lidenskaben, længslen, var en helt anden sag.
Der var noget, der havde revet sig løs den nat, noget der havde ændret på mig. Tiden forinden har jeg slet ikke lyst til at tænke tilbage på, den er fyldt med tomhed, ligegyldigheder. Jeg er så langt gladere nu, måske burde ordet være lykkelig? Jeg har aldrig været mere tilfreds, men dog heller aldrig været mere utilfreds med mig selv. En tåre løber langs min kind i ny og næ, når det ser ud som om, at jeg er alene. Hvad har jeg gjort, og hvad vil jeg gøre?
Jeg er så uendeligt forvirret.      


Jeg lå vågen om natten, kunne ikke falde i søvn for de mange orkaner, strømme af tanker, der lige så stille oversvømmede min seng. Minder om os, der ikke var så betydningsfulde, som de engang havde været. Der var noget, der manglede ved dem, noget jeg ikke havde kunnet se før nu.  
Dagen var noget andet, fysisktilstedeværelse var en ting, psykisk var en anden. Jeg vandrede rundt i lange baner, men forstod aldrig helt hvorhen. Jeg blev tvunget i biografen og kysset på kinden, men hvad vi så bemærkede jeg ikke det mindste af. Jeg var der bare, til stede, for at tilfredsstille og rette bod, livløs og slatten, der var ikke noget særligt over mig.

Jeg kunne simpelthen ikke, dog jeg prøvede, gang på gang, ustandseligt, det måtte vel ske på et tidspunkt, slå det ud af hovedet, fortrænge det, der på mystisk vis var opstået, havde skabt alt forvirringen og tvivlen til mig selv. Mit dalende humør fortalte mig, at det aldrig ville klare op, tornadoen var startet, og den agtede ikke at stoppe indtil noget var blevet revet i stykker.

Alt virkede så ensformigt, trivielt. Det var den samme genkendelige pløre dag ind og dag ud. Livet havde mistet sin glans, eller så var det blot mig, der havde mistet min. Glansløst var der i hvert fald noget, der var.
Der var ikke meget ved det, ikke en synderlig stor lyst til det. Det var intetsigende, uinteressant, uden for interesse.

Jeg havde ikke lyst til at stå op om morgenen, iklæde mig udelukkende for at kunne færdes med de mennesker, der ikke længere sagde mig det samme, sagde mig noget overhovedet. De gik mig på nerverne med deres rutiner, ritualer, ensformige gøremål. Det var den samme gamle traver, de gentog, ikke det mindste snært af fornyelse. De samme samtaleemner, arbejde og privat, hvad med noget spænding? Et sus af adrenalin? Den samme ugentlige lørdag med spil og hygge, maden var god, men heller ikke mere, stemningen var udholdelig, men ikke behagelig. Alt foregik i de trygge rammer, man forvildede sig aldrig ud, for Gud ve hvad der mon så kunne komme til at ske. De havde sat sig fast i et spor, som længtes efter fornyelse, rustmiddel og måske en klat maling til pynt.
Jeg sad der bare og så til, kiggede ud i den masse jeg indåndede og ventede, ventede på hvad? Det spørgsmål stillede jeg mig selv ofte. For hvad var det overhovedet, jeg sad og ventede på? Alt og intet monstro?  Var der egentlig noget, der var værd at vente på i denne bittersøde verden? Når jeg så ind i de smaragdgrønne øjne, var det som om, at jeg aldrig havde været i tvivl.

Arbejdet var mit lyspunkt. Den beskidte grillbar med de dårlige råvarer. Det var det, jeg så frem til hver dag. Frituren sagde mig intet, den var klam og fedtet, grillen var blot til besvær, fyldt med madrester og årtiers andre levn. Klumpen var et helt igennem tåbeligt navn, der aldrig ville lokke andet end bumser til, Susanne var nu egentlig meget venlig og kom med ufattelig morsomme indvendinger en gang imellem. Hun var en chef, jeg kunne lide, en jeg ville gå så langt med at sige, at jeg ligefrem holdt af. Men det var nu ikke hende, der gjorde det hele så forståeligt, hende der fik alle kvaler til at aftage. Det var en anden, jeg havde i tankerne, den samme som jeg havde haft i lang tid.

Benjamin var begyndt at blive urolig på sig selv og vores forhold. Hvor var vi på vej hen? Hvad var det, der var ved at ske?  
”Du virker så fjern,” havde han sagt en lørdag aften, trukket mig væk fra selskabet, så det bare var os, han og jeg. Han ville vide, hvad det var, der foregik, hvad han havde gjort galt, men jeg var kun lige så klar over det, som han selv var. Jeg forstod ikke, hvad det var, der skete med mig, og kunne derfor umuligt sætte ord derpå. Jeg tror kun, at det var en svag summen, der slap mellem mine læber, mere kunne jeg ikke få ud.

Jeg vidste godt, at jeg ikke havde været mig selv, til stede psykisk, der havde jeg befundet mig i ingenmandsland, en svævende klat midt på skydebanen. Ingen følelser, ingen minder, ingen tanker, ingen drømme var inkluderet. Jeg håbede mest af alt på, at østtyskerne ville skyde mig. Jeg var fuldstændig tom. Men jeg troede ikke, det var bemærkelsesværdigt. Jeg troede inderligt ikke på, at mit manglende syn på livet og dets vidundere havde været opsynsvækkende, gennemskueligt. Men åbenbart havde det påvirket Benjamin, som bebrejdede sig selv for det.

Havde han ikke været opmærksom nok? Havde han ikke været interesseret nok? Havde han ikke været der nok? Spørgsmålstegn stod ud for alt, han sagde, men der var intet at sætte en finger på, for han var bare som altid. Han var Benjamin, min kæreste Benjamin og nu intet andet. Det var ikke fordi, han havde glemt mig, tilsidesat mig, det var nok snarere mig, det havde gjort det med ham. Men jeg fandt bare ikke tiden, mærkede ikke lysten. Jeg mærkede slet ikke noget.

Jeg havde for første gang længe set på ham med følelse i blikket, vist at min krop ikke var et tomt hylster. Jeg kunne godt, hvis jeg tog mig sammen.

”Jeg er bare midt i en dårlig periode.” Mine ord var sandfærdige, og nok så forklarende, som de kunne blive, ”Det er ikke dig, det lover jeg.” Jeg fortsatte ad samme vej, for det var ikke ham, han fejlede intet, havde ikke gjort noget, det var bare mig og ingen andre.

Ved bordet sad jeg foruden mæle og ører. Jeg benyttede udelukkende synssansen, alt andet var ude af funktion, dysfunktionelt.

De sad der, klæbet til hinanden, Sofie og Jonas, akkurat som Benjamin og jeg engang havde siddet, med nyforelskede blikke. Nu var der flere kilometer mellem os.

Efter toiletbesøget på Spot On, havde de ikke viet fra hinandens side. Det var den ene episode, der skulle til før de endelig igennem et to års langt venskab indså, at der var mere indblandet end blot de venskabelige følelser. Det undrede mig, at det kunne starte på den vis, at der skulle en lang optakt til, før det blev forstået. Kærligheden havde altid ramt mig som et lyn, fra første øjekast vidste jeg, at der ikke var noget at stille op. Det var sådan, at det var gået til med Benjamin.

Smaragdgrønne øjne.

De komplimenterede hinanden, selvom det kun havde stået på i kort tid. Det var tydeligt at se, at Sofie var blevet mere imødekommende, og Jonas havde fået mere jordfæste. De var søde sammen, det Benjamin og jeg var blevet kaldt længe før dem.
Et sted var jeg vel glad på deres vegne, for jeg vidste, hvor stor indflydelse kærlighed kunne have på ens liv, alt havde ændret sig, fra da jeg mødte Benjamin første gang og til dagen i dag, men jeg missundede dem nu alligevel, jeg missundede dem starten.

Kærlighed kan ændre en til det ukendelige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...