Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
858Visninger
AA

14. En gnistrende ild

Det var mørkt, nattens mørke formodede jeg. Aftenen var overstået, før jeg overhovedet havde set det komme. Alt var pludselig blevet forvandlet, og det hele var gået i sort.

Jeg havde lige slået øjnene op og genkendte intet af det, jeg så, på ingen måde dette klaustrofobiske rum. Der var ikke meget, jeg kunne sætte en finger på og slet ikke min ankomst.

Hvor var jeg? Og hvordan var jeg kommet her til?

Mit hoved var diset og tungt, som var det fyldt med bly. Tømmermændene startede tidligere end sædvanligt. 

Spørgsmålene vadede rundt, tog den ensformige rute igen og igen. Hvis de blev ved med at komme de samme steder, måtte noget vel ske, men det var ikke ligefrem svar de fandt. Mit hoved var sat på standby. Jeg forstod intet af hele den her absurde situation.

Det var en seng, jeg lå i. Det opfangede jeg dog efter sin tid. Den var blød, skumgummiagtig, egentlig blødere end jeg brød mig om. Jeg sank helt ned i den, tvivlede på om jeg nogensinde ville komme op.

Benjamins trøje havde jeg stadig på, den duftede ikke af ham længere, hvilket jeg egentlig var glad for, han brugte for meget kolonne. Jeg gemte mig for det hele i dens størrelse, træk arme og ben ind til mig, den vidste jeg i hvert fald, hvad var.
Mine fødder var nøgne, mine ben var bare, jeg frøs. Strømperne og bukserne lå pænt sammenfoldet på gulvet. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde taget dem af.
Men hvor i alverden var mine sko?

Det føltes mærkværdigt at ligge i en seng, jeg ikke vidste af, til og med en smule ubehageligt. Min hukommelse var fuldkommen slettet, jeg huskede intet. Jeg var stået af for længst. Blev vi nogensinde hentet af den taxa, eller blev vi bare i lejligheden? Hvis vi gjorde, hvordan var jeg så havnet i den her suppedas? Jeg tror jeg fulgtes med Sofie, måske var det Jonas, hvor var de henne i det hele taget? Havde de bare efterladt mig?
Min mave knurrede, jeg havde nok ikke fået mad på længe, i hvert fald ikke, hvad jeg vidste af. Kunne det være, at jeg havde forvildet mig væk fra de andre?  

”Jeg håber, det er okay?” hendes stemme var sart, den var ængstelig og lød som klassiskmusik i mine ører.

Jeg vendte mig i hast om til lyden af engle, den kom fra bag mig, og jeg vidste straks, hvem jeg havde at gøre med. Det første jeg så i mørket var to lysende smaragdgrønne øjne, der betragtede mig sagligt.

”Altså, det med tøjet,” kom det fra rækken af perlehvide tænder, ”Det var nok for vidt at tage overdel og andet af,” smilte hun, ”Det er bare så ubehageligt at sove med tøj på, det har jeg belært mig via egen erfaring alt for mange gange.”   

Jeg var målløs, min mund stod på vid gab. Hvordan kunne det her ske?

”Det var måske også meget godt, jeg ikke gjorde det. Du ser ud til at fryse. Jeg spurgte dig ellers før, men der ville du ikke have dynen på.”

Hun havde afkodet mine kropssignaler. Benene rystede, tænderne klaprede og mine hænder var så kolde, at jeg ikke kunne røre på dem. Jeg blev berørt over, at mine læber var tørre, en hvid flage faldt fra dem.

En hånd listede sig hen på mit inderlår, en der var lige så kold som mig selv.

”Du får slet ikke lov til at sige nej denne gang,” forsøgte hun sig med en trodsig stemme og tog dynen af sig for at lægge den over min sammenkrybet krop. Mine kinder fik farve, jeg begyndte at blive glad for mørket.

Den var varm, hun var skylden til det. Om det var tanken om, at det var hendes, der gjorde miraklet virkeligt, gjorde mig i tvivl, men førligheden kom i hvert fald igen. Jeg kunne endelig vride med tæerne.

”Du ser allerede bedre ud,” påpegede hun helhjertet, mens hun selv skuttede sig. Hvorfor var hun så sød, så dejlig, det burde hun jo slet ikke, det kunne hun ikke være bekendt.

Jeg lå og slyngede mig i dynen, den hede dyne, som havde holdt på hendes kropstemperatur, foræret hendes betagende væsen varme. Jeg fik en dårlig smag i munden.

”Det hjælper rigtig meget, men hvad nu med dig?” Det var de første ord, jeg havde sagt, det eneste jeg havde kunnet få ud gennem læberne. Meget havde jeg derimod tænkt, men ikke formået at bruge verbalt.

Det var vigtigt for mig, at hun ikke frøs. Det fortjente hun ikke, det kunne jeg ikke byde hende, men mest af alt, det ville jeg heller ikke byde hende.

”Det går nok,” hun lagde kræfter i for at få stemmen til at lyde reel, ægte, pålidelig. Amatørskuespillet narrede mig dog ikke, hun kunne ikke skjule gåsehuden, der gjorde overgreb på hendes krop.

Jeg træk op i dynen, så der blev plads til to, ”Vi kan dele,” sagde jeg med en uro i maven, der til min forbavselse var meget bekvem, som forinden man skal noget, man har glædet sig til længe, meget længe, alt for længe.

Før jeg havde forstået, hvad jeg havde budt ind til, var hun allerede krøbet ind.

I selv samme sekund blev min mave forvandlet til en frodig regnskov, med sommerfugle frit flyvende i flok, dem der spiste af den eksotiske frugt.

Hun virkede selv lidt overvældet at situationen, akavet på den barnlige måde. Munden var langt fra på gled, og hun lå der bare, foruden en lyd. Det eneste tegn på hendes tilstedeværelse var det kolde åndedrag, der aede mig i nakken.

”Er det okay, hvis..” Det kom uventet i mørket, ordne blev erstattet med en gøren. Hendes krop rykkede tættere mod min, lige så vores ben strejfede hinandens og overkroppen lå op ad min ryg. Hendes arm løftede i dynen og vildrede sig hen over mig.

Jeg gav et lille gys, det var koldt, hun var kold, men yderst lindrende. Jeg kunne godt vende mig til tanken

Hun tog det dog som en afvisning, jeg havde Benjamin, jeg var ikke interesseret, hun skulle ikke prøve på noget, og begyndte, lige så hurtigt som hun var kommet, på at trække sig selv væk igen.

”Nej!” Det var et sus i mig, der fik mig til at fare op, samme form for adrenalin, jeg havde følt i Føtex. Min hånd fløj efter hendes, som ikke var nået ud af rækkevidde. Hun måtte ikke trække sig tilbage nu, ikke når jeg endelig havde hende, var så forvirret og fortvivlet og kun kunne finde trøst med hende.
Jeg lod fingrene glide ind mellem hendes. Min krop begyndte at sitre.

Tankerne skreg, bad mig til at give slip, at jeg skulle rejse mig og gå, men min krop samt mit hjerte tillod det ikke. Jeg havde higet så længe.

Hun forstod hentydningen, vidste hvad jeg ville, og hvad jeg ventede på. Følelsen af ikke at være den eftertragtede længere, den der blev opvartet og gjort alt for, var skøn. Endelig kunne jeg selv, endelig var det mig, der måtte vente, vente med en længsel så tagende, at jeg var ved at eksplodere.   

Hendes ene ben lurvede sig ind mellem mine. Hun havde ikke busker på, vi lå bar hud mod bar hud. De var glatte.

Jeg tænkte over, om jeg burde sige noget, skulle jeg afvise hende? Set var nok mig, der selv var startet. Skulle jeg bede hende om at fortsætte? Jeg havde jo allerede en kæreste, selvom jeg ikke var klar over, hvor han var.
Jeg havde meget på hjerte, umådelig meget, jeg blev helt bange for om det skulle briste.
Ord følte jeg egentlig ikke for, jeg behøvede dem ikke for at forklare mig. I øjeblikket var jeg jo afklaret, selvom det gav mig en dårlig smag i munden.

Hendes fingre var i mit hår, hun nulrede det rundt mellem sig. De var så fine de krøller, store og flotte, det sagde alle. Hun duftede til det, en gang, to gange, hun åndede lettet op. 

Mareridtet fra forleden havde vist sig at være en drøm, og denne gang var jeg lysvågen. Mine sanser var skærpede, jeg havde aldrig registeret så mange forskellige indtryk på én og samme tid.
Jeg vidste det var forkert, helt fra begyndelsen af, drømmen havde bare gjort det endnu klare for mig. Jeg skulle slet ikke have været startet, aldrig søgt et job på Klumpen. Jeg fortrød det hele, men havde aldrig været glade, mere lykkelig. Jeg tror til og med, jeg følte mig hel.
Hun var her, jeg var her, begge bevidste om, hvad vi gjorde.

”Tak,” hviskede jeg lavt ud i mørket.

”Hvad siger du tak for?” dansede hendes stemme ind i øret sin tid efter.

Jeg svarede hende ikke, hun forstod åbenbart ikke min taknemlighed, men det gjorde mig ikke noget, jeg kunne heller ikke sætte ord på den selv.

 

Jeg vågnede til noget vådt og ruget, der kildede på fødderne. En klæbrig substans, der løb ind og ud mellem tæerne.

Jeg gav et febrilsk spark fra mig. Hvad var nu det her? Havde jeg ikke fået nok med overraskelser i forvejen?

Min fod støtte på noget loddent i luften og fik en piven til at sprede sig i rummet.

Jeg skyndte at sætte mig op, hovedet dunkede stadig. Med dynen om livet sad jeg og stirrede på en lille, buttet sort mops med tungen hængende ud af munden. Den savlede voldsomt, de små kulsorte øjne fyldte kun en procentdel af ansigtet. Den fremstod lettere retarderet, som den snappede efter sin logrende hale. Alt for mange smerter efter mit spark, led den vidst ikke af.

”Viktor, altså!” lød det beskyldende udefra den åbne dør, som ellers havde stået lukket i nat. Hun var allerede oppe, hvad mon klokken så var?

Skikkelsen gav sig til kende i døråbningen. Jeg begyndte at hive efter vejret, det var lige pludseligt ikke så let at trække regelmæssigt.

Hun så højere ud, som hun stod der i sine røde, uldne sutsko, og jeg liggende i sengen. Måske var vi ligefrem lige høje?

Hun var iført en bred, matchende rød silkepyjamas, som mindede lidt om min hjemmefra, lige så uformelig og hæslig, men hun bar den med stolthed. Det virkede ikke til, at hun havde været oppe særligt længe, der var stadig søvn i øjenkrogen.
Håret var som altid en fuglerede, der stak ud til alle sider. Jeg fik på fornemmelsen, at hun overhovedet ikke satte det.

Hun smilede skævt.

”Han slikkede dig på tæerne, ikke sandt?” Et skeptisk blik blev sendt til den lille mops, som nær var blevet kvalt i sit eget savl, ”Jeg har prøvet at forklare ham, at man ikke gør sådan mod gæster. Tsk, tsk.” Hund og ejer, de mindede om hinanden, der var noget ganske særligt over dem begge, som jeg fandt noget så bedårende.

Hun gav et par klap på sine lår med håndfladerne og bukkede sig forover. Viktor kom drønende på sine alt for korte, tykke pølseben, som slet ikke burde være i stand til at bære vægten.

”Åh. Din lille gøj!” Hendes stemme kom helt op i de høje toner, da hun foroverbøjet stod og nussede sin vel nok ikke alt for begavede, men nu alligevel meget charmerende hund. Hun kastede med oceaner af ord ud til den, ”Hvor er du sød,” ”Ja, du er da mors lille dreng,” ”Kan du sige undskyld til, Ann?”. Hun var vist meget glad for Viktor, kunne i hvert fald slet ikke lade vær med at give udtryk for det.  

Jeg sad der bare i sengen lidt forbavset over hendes adfærd, forsøgte så vidt muligt at dække kroppen helt til med dynen og blive ét med omgivelserne. Jeg var så ufatteligt malplaceret.

Hunden kom op i favnen, og hun satte sig med den på fodkanten af sengen.

Jeg træk mine fødder til mig.

”Er du okay?” spurgte hun mig omsorgsfuldt, mens hun strøg over den sorte pels.

Jeg løftede på hovedet og så kejtet på hende. Ansigtet var lille og hjerteformet, men med store fyldige kinder.

”Jeg kan virkelig ikke huske noget..?” erklærede jeg flovt. Hun lo let af mig og min ærlighed, af min glemsomhed.

”Det forstår jeg da godt!” lo hun endnu højere end før, ”Du havde vist fået lidt meget af det gode.”

Hun holdt en mindre pause, et par sekunders stilhed, som for at strække spændingen ud. Hvor vidste hun fra, at jeg havde drukket? At jeg havde bællet shot efter shot? Lugtede jeg da af spiritus? Jeg åndede på min hånd, men kunne kun sanse den sædvanlige lugt af morgenånde.
Kun et øjeblik efter begyndte hun at tale igen, fortælle mig om alt, alt det der var sket.

For hver sukkersøde tone der bar en let brise ord med sig, huskede jeg mere og mere fra gårsdagens nat. Det var ikke helt, som jeg havde troet,

Vi var kommet helskindet til diskoteket, Spot On. Det mest eftertragtede i Frederiksberg by, drinksene var billige, musikken høj og mængden stor, alt det man kunne drømme om en fredag aften. Luften derimod, den var som altid tyk og fuld af røg fra de mange rygere, som ellers var nødsaget til at gå udenfor for at lette på deres trængsler. Rygning var noget, jeg altid havde fået fortalt, at jeg skulle, ikke bare burde, holde mig så langt væk fra som muligt, især Benjamin havde været streng ved emnet, det var bare ikke sådan noget man gjorde, det hørte til blandt udskud og de lavere klasser at ryge. Jeg var dog selv heller ikke helt for det, men kunne ikke benægte, at det dog alligevel fandt sted i ny og næ.

Taxaen havde kostet en mindre formue, som taxaer nu gør, aldrig kan man slippe billigt af sted med sådan en, man er påtvunget til at punge op og sedlerne kan aldrig blive for store, men så vidt jeg havde forstået på Jonas, var han på mærkværdigvis kommet til penge og havde intet imod at betale for os. Jeg havde været alt for beruset til at lade min samvittighed gribe ind og dele prisen med ham.

En større kø måtte vi passere, før vi var i stand til at gøre vores entre. Duller, ungebørn, afdankede mænd, alle slags, ventede tålmodigt på at blive lukket ind.  

Dørmanden havde været en stor mørk mand med tatoveringer op og ned af de muskuløse overarme. De fleste havde været kinesisk inspireret og i sort/hvid.

Først havde han set os an. Meget bidsk og brutal. Egnede vi os til diskoteket? Var vi for fulde at have at gøre med? Hans ansigt var som sten, det faste udtryk havde ikke røbet det mindste. Da han fjernede det røde bånd fra døren uden at skænke os en tanke, skreg jeg indvendigt af glæde.

Aftenen inde på diskoteket var dog straks sværere for mig at huske, det var kun småting jeg kunne komme på.
På mystisk vis var vi endt i Vip afdelingen, hvordan må guderne vide. Vi sad der som kongelige, majestætiske, og troede vi var noget, betydningsfulde, i den rød beklædte lounge.

Jeg havde siddet og hængt mig op ad Benjamin, som et rigtig klæbrigt påhæng, han var fjern og uinteresseret, diskoteker var ikke noget, han dyrkede. Selvom jeg let blev afledt af lyde og hændelser omkring mig, formåede jeg stadig at opfange hendes profil. Hun stod med to andre, en der lignede på en prik, lille med kort hår og en bred krop, og en anden højere og slankere udgave, der nok havde misforstået, at bruncreme helst ikke skulle være opsigtsvækkende, og aldeles ikke på så lang en afstand.

Det var utroligt, at jeg havde glemt, hvordan min mave havde føltes, da hun stillede sig ud på dansegulvet med de andre og gav sig til at danse tæt og sensuelt. Den havde snævret sig helt sammen. Jeg havde følt og samtidigt været indebrændt, bitter. Hvorfor var jeg ikke derude med hende? Hvorfor så hun ikke på mig? Hvorfor hang Benjamin bare med hovedet? Synet af hende med andre drænede mig fuldstændigt, min livsenergi var ikke længere den samme, den havde hun minsandten berøvet. Det gad jeg ikke, sidde og se hjælpeløst til. Jeg kunne bruge min tid bedre, mere konstruktivt, i den frie bar. Hun skulle ikke have lov til at ødelægge min aften så let.

Jeg må have fået et blackout, for en længere periode af aftenen, kunne lige så godt aldrig have fundet sted. Hvad der skete i den frie bar, havde jeg ingen anelse om. Jeg drak vel bare, hjernen ud. Forsøgte at glemme det mine øjne lige havde set.

På et tidspunkt blev Benjamin indblandet, han var kommet hen til mig og havde sagt, at han ville tage hjem, ”8 timer, du ved nok,” han pegede ihærdigt på sit ur. Jeg kunne ikke se tallene, de svævede i luften uklare og upræcise.
”Massere af tid,” havde jeg svaret ham, men han bemærkede det ikke. Han var stødt på en af sine gamle folkeskolekammerater, som var på vej hjem og skulle samme vej. Han havde sikkert været ellevild over det, endelig et lift væk fra al støjen, han kunne lægge sig i sengen og tænke på orden og oprydning.

Jeg havde set knust på ham. Det var da tarveligt at gøre imod mig. Var det ikke tre år og to måneder, vi skulle fejre? Så kunne man ikke være bekendt at gå i det hele.
Selv da jeg stod i hans favn, og han blev kærlig over for mig, forsvandt skuffelsen ikke. Kujon.

”Du har jo stadig Sofie og Jonas,” havde han hvisket, ”Tillykke.”

Han kyssede mig på kinden og før jeg havde fordøjet situationens alvor, var han pludseligt væk.

Jeg skulle ikke spilde min tid på at græde, hverken over hende eller ham. Jeg skulle leve et natteliv og få det bedste ud af aftenen. Jeg kunne være bedøvende ligeglad med dem.

Sofie og jeg dansede under de farvestrålende lamper, der lyste i neonklædte farver. Bassen dunkede, og sveden dryppede. Min krop var let og fri til musikken, som fik pulsen til at pumpe løs.
Jeg troede, at hun ville have været herude, havde måske håbet på det, og derfor gået herned, men hun var ikke længere i sigte, mon hun var taget hjem?

Mit sidste glimt af Sofie var, da hun stod med Jonas i hånden og var på vej ud på toilettet. Jeg var blevet efterladt i lysskæret med promillerne ekstremt høje.

”Du havde set helt fortabt ud.” Hun var kommet helt hen til mig, sad ved siden af, men over dynen, ”Først tænkte jeg, at det nok ikke var noget, men da du slog dig ned på sofaen fuldkommen alene, kunne jeg ikke se på mere.”

Jeg havde sat mig med en øl i en tilfældig sofa, umiddelbart ikke i loungen. Jeg gad ikke mere, hvorfor var de alle sådan, så kedelige og intetsigende? Havde de slet ikke andet på hjertet end dårlige kærlighedsfilm? Det var der ikke noget ved, hvor var spændingen, adrenalinen, der måtte da ske noget, man kunne ikke nøjes med at sidde hjemme og se alle 100 film før man døde, tage et smut på Starbucks for at få den sædvanlige kaffe og gå på middelaldermuseum, fordi vejret var dårligt. Det var simpelthen for sløvt.   

Jeg nippede til den, uden egentlig at smage, og så ud på den berusede mængde. De var glade og tilfredse. Hvorfor var jeg ikke dem? Jeg ærgrede mig over, at det ikke var mig, der havde det på samme måde, det var udmattende at se andres lykke, når ens egen aldrig ville finde sted.

Ud af det blå, da min mule var mest hængende, var hun kommet, lige så elegant landet i sofaen og begyndt at tale til mig, som havde vi kendt hinanden hele livet. Hun var ligeglad med, at jeg i begyndelsen ikke svarede, at når jeg gjorde, at det så lød som en vælling af usammenhængende ord. Hun syntes, jeg var underholdende, sød og dejlig at være sammen med, noget de andre helt havde overset, eller slet ikke have overvejet jeg kunne være.
Mine ben havde føltes som gelé, mine arme var tunge og hvilede på armlænet, mit hoved var snurrende og døsigt, men jeg forsøgte at holde mig vågen, jeg ville ikke gå glip af øjeblikket.

Mens hun plaprede løs, smilede og lo, faldt mine tanker dog endelig til ro, usikkerheden forsvandt og bekymringen med. Mine øjne lukkede i, da den varme fornemmelse voksede. Jeg faldt, faldt mod hendes skød med fornemmelsen af, at der ikke fandtes bedre end de smaragdgrønne øjne.

”Og så lå du bare og sov,” hendes stemme lød flamsk, ”Jeg kunne jo ikke bare lade dig ligge der, vidste du forresten, at du snakker i søvne? Du er nu sød sådan, men jeg slæbte dig altså med mig hjem,” hun sagde det som en selvfølge, hvad skulle hun ellers have stillet op med mig, sådan en lille drukkenbolt som jeg var?

Jeg træk på smilebåndene, det virkede til, at hun var ret stolt og endda også glad over sin beslutning med at slæbe mig hjem. Jeg havde det i hvert fald selv på den måde.

Hun sad med hænderne i vejret og forklarede alle de mindste detaljer om, hvad jeg havde sagt, hvordan jeg havde set ud, hvad jeg havde gjort. Alt blev fortalt med helt præcise gengivelser, og hun brugte lige så mange håndfagter som ord og lyde.

Engagementet gjorde mig blød om hjertet. Jeg sukkede længselsfuldt indvendigt. Hvert og et genfortalt scenarie tog os tættere på hinanden.

”Er du sulten?” spurgte hun midt i det hele og afbrød sin egen tale, ”Det er jeg i hvert fald,” svarede hun selv og klappede sig smilende på maven.

Min mave rumlede, men jeg var vidst ikke sulten på samme vis som hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...