Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
851Visninger
AA

10. Drømmen

Enten var det mig, der havde sagt farvel til efteråret, eller så var det efteråret, der havde sagt farvel til mig. Uanset hvordan og hvorledes det var sket, ragede mig egentlig en bjælde. Jeg var et sted bare lykkelig over, at den kolde tid var overstået. Langt om længe borte. Endelig kunne jeg slippe af med den rædsomme regn. Vi var aldrig kommet godt ud af det med hinanden. Jeg havde savnet sommeren, nærmest grædt over dens mangel. Men mest af alt, havde jeg længtes efter nye tider. Det havde jeg brug for, og jeg var mere end blot begejstret over at have fået det.
Benjamin og jeg nød godt af den nye årstid. Vi leflede os i solen, som vi gik på blomsterengen. Den sprudlede af liv og frodighed. Af længsler og muligheder. Lilla, blå og violette asters stod i flor og skabte et smukt farvespil. Jeg kunne ikke komme i tanker om, jeg nogensinde havde set noget flottere. Lige indtil jeg så de smaragdgrønne øjne for mig. Dem og intet andet. Kønnere kendte jeg ikke til. Jeg skød det hen. Jeg havde savnet nærværet med Benjamin. Var gået hen og blevet så fjern. Både han og jeg. Opslugt af hver vores. Det var på tide, at vi fandt os selv igen, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at gøre det på, end at nyde hinandens selskab på en smuk sommerdag.
Græsstråene svajede til den lette brise, der hviskede mit navn. Den kom fra nord og fik dem til at gynge i idyl og harmoni. Den lød som hende. Så fin og sart med en passion, jeg aldrig havde mødt mage til.
Jeg nynnede, imens vi boltrede os i lyst og varme. Det lød som starten på en typisk popsang. Tonerne var ensformige og lidt halvskæve, men det var noget, jeg godt kunne lide.
I toppen af et egetræ, på en noget snoet gren med nyfødte skud, sad en lærke og sang nydeligt. Lyden passede ikke til min dissonans, men den pirrede mig, og gav mig lyst til mere. Meget mere. Det var vidunderlige toner, der ramte min øregang. De satte pulsen. Jeg var rolig, havde på ingen måde lyst til at forhaste mig. Ville bare nyde øjeblikket. Benjamin træk let i min hånd. Det var det hele, vi skulle nå at opleve sammen.
Solen stod højt på den skyfrie himmel, højere end den havde gjort de sidste mange år. Den lagde en perfekt hinde af lys over nattens tidligere mørke. De duggede græsstrå skinnede og glitrede i dens berusende skær. Landskabet var et indbydende sted til at skabe nyt.
Jeg lagde mig i græsset. Lavede englemænd. Jeg kneb øjnene sammen for ikke at blive blændet. Benjamin stod ved en myretue. Han talte.
”Kom her hen, skat!” Hans stemme var kedelig.
Jeg rystede på hovedet. Han så det ikke, ”Jeg synes, du skal komme her hen i stedet for.” Jeg havde ikke lyst til at flytte mig. Forlade det skønne jeg havde fundet, lige akkurat her. Jeg kunne duftehyacinter.
Han lagde sig ved siden af mig. Hans kolonne kradsede i næsen. Den lugtede af grannåle. Lugten overdøvede sødmen. Hans hånd fumlede gennem mine krøller. Den filtrede det og satte sig fast.
”Jeg har altid elsket det hår,” sagde han.
Jeg stoppede med at smile og lukkede øjnene. Jeg var sikker på, at hun ville elske det her sted, lige så meget som jeg gjorde. Nyde at overgive sig til naturen. Hun ville få muligheden for at slippe alle hæmninger og fortrænge alt ondt. Jeg ville gerne hjælpe hende med det.
Mit hjerte bankede intenst. Blodet pumpede i hede strømme. Det ville formegentlig snart springe mit bryst.    
Hans grove hænder tog på mit bryst. Gjorde mig beskidt på lænden. Jeg lagde mit hoved mod hans. Mærkede hvordan hans endorfiner fløj ustyrligt rundt. Jeg lukkede ham ude. Hans skind gned sig mod mit. Det føltes som sandpapir. Hans læber omfavnede min kind. Han havde ikke barberet sig. Stubbene stak. Jeg tvang et suk tilbage. Prøvede at overtale mig selv til at give det en chance til. Jeg bed mig selv i læben, indtil jeg kunne fornemme en tyk væske. Den smagte af jern. Det var ægte. Det var sådan her det skulle føles, sådan det burde føles, ikke sandt? Benjamin og jeg. Forenet, en og samme person, men hvorfor var afstanden så stor?
Han kæmpede ihærdigt, gjorde sit bedste for at tænde en gnist, men lidenskaben var forsvundet. Alle hans berøringer prellede af på ydersiden. Det var nyttesløst. Min krop frastødte ham, selvom mine tanker bønfald den om at blive erobret. Den kunne ikke. Jeg kunne ikke. Vi ville ikke. Vi havde helt andre ting på færre.
Han forstod ikke afvisningen. Nægtede at lade de mange år gå til spilde. Det kunne ikke ske, at vi gled fra hinanden. Det måtte det simpelthen bare ikke. Alt det vi have opbygget sammen, alt det vi havde gennemgået. Det var usandsynligt, at det skulle forsvinde. Han holdt mig tæt ind til sig, som var jeg hans dyrebareste eje, men jeg hverken så ham eller hørte ham. Jeg låste kroppen og veg bort. Jeg ville ikke mærke ham, ikke gengælde det, der ikke længere var. Jeg slettede tankerne, han fandtes ikke. Der var intet mindeværdigt at huske tilbage på. Jeg foretræk det sådan.  Mit hjerte var gået ad helt andre veje.
De smaragdgrønne øjne cirkulerede om mig. Jeg spejlede mig i dem. Jeg så smuk ud. Smuk med alle mine fejl og mangler. Noget jeg aldrig havde troet, jeg kunne. Den velkendte, englebløde stemme, som jeg elskede inderligt, kildede hele vejen ind gennem øregangen. Min puls steg til nye højder. Jeg var svævende.
Alle hendes ord myldrede i mit hoved. Støtte mod kraniet og gav et virvar af genlyd. Der var ekko i alle de afsides afkroge. Alle de steder jeg aldrig havde haft kendskab til før. Hun rungede i mig. Den dulmende fornemmelse af hendes nænsomme hænder, fik mig til at hvine. De forsigtige bevægelser, der legede på min krop. Jeg var aldrig blevet rørt på den måde før. Massive voldt gik gennem den. Elektriske impulser dansede om mig. Luften var fuld af gnister.
Jeg nød det. Hver og en del. Alle formerne. At det var så nyt og spændende. Et univers jeg aldrig havde udforsket før. Det var kærlighedsscenariet, jeg havde ventet på, som udfoldede sig for øjnene af mig. Endelig fik jeg tilladelse. En mulighed for at opfylde mine største fantasier. Jeg behøvede ikke at tilbageholde lysten længere. Den var godkendt.
Hendes kolde ånde strejfede min kind. Jeg gøs.
”Vil du det her lige så meget, som jeg vil?” lød de søde toner fra hendes mund.
Jeg vågnede med et sæt. Min krop rystede. Dynen var smidt på gulvet, og den smukke sommerdrøm var blevet erstattet med gåsehud.
Jeg var badet i sved. Det løb som perler ned af min krop.
”Hvad sker der, skat?” Benjamins stemme var fuld af ræd. Han satte sig op i sengen. Jeg rykkede mig et hak længere væk. Vendte hovedet mod loftet og stirrede tomt. Det her var virkeligheden og intet andet. Det her var sandheden og intet andet. Mine øjne var spejlblanke. Hvad var der sket med mig?
”Havde du mareridt?” spurgte han. Han var bekymret, men jeg var ligeglad. Det var mig, der burde bekymre sig. Jeg var lige blevet udsat for det mest overvældende i hele mit liv. Noget havde ændret sig.
Jeg rystede på hovedet, ”Ja,” peb jeg udmattet.
Varmen fra ham lukkede sig om mig som et skjold. Jeg bed i smerten et kort øjeblik. Aldrig havde noget gjort mere ondt. Bekendelsen. Benægtelsen. Jeg lå inde med en fornemmelse af, at det jeg havde ikke var tilstrækkeligt længere.
”Elsker du mig?” min mund sagde det ud i stilheden, selvom jeg havde forbudt den det. Om det var rettet mod ham eller en anden, kunne jeg ikke finde sammenhæng i.
”Hvorfor spørger du, skat?” svarede han og tav, så kun vækkeuret var et tegn på liv. Jeg smagte på ordet. Skat. Jeg vidste ikke om, jeg kunne lide det.
Jeg blev nødt til at tænke længe over svaret. Mit hoved det knagede. Jeg ville helst ikke høre ham sige det. Have ham til at bekræfte mig i det, jeg allerede vidste. Det eneste jeg kunne samle fokusset om, var de smaragdgrønne øjne.
”Ikke for noget,” græd jeg og tog hans hånd om mig. Jeg manglede forløsning.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...