Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
844Visninger
AA

13. Bund eller bøsse

Jeg havde ellers altid syntes godt om Benjamins familie. Bare ikke i aften. Jeg havde ikke lyst til at være her. De virkede så muntre og glade, som om ingen af livets barske realiter kunne nå dem. De var helt upåvirkede, når nyhederne snakkede om terrorangreb og bombetrusler. At Kurt Vestergaard havde tegnet Mohammed, og Islam brændte det danske flag.  Det rørte dem ikke det mindste. De var så ligeglade, at de fremstod helt stupide. Sådan nogle rædsler ville nemlig aldrig nå dem, i trygge, rare Frederiksberg. Det havde de sagt til dem selv.    
Det gjorde mig nærmest utryg, at de ikke forstod sig på alt den ulykke og sorg, der herskede i verdenen. At de kun så lys og solskinsdage, når de så frem for sig. Ikke regnen der sagte pilede ned fra himlen.
Naturligt glade, det var de, og andet kunne ikke komme på tale.
Det virkede så kunstigt og falskt.
Benjamins mor havde stået foran kødgryderne hele dagen, hvilket overhovedet ikke var nogen overdrivelse. Det var noget hun altid gjorde, når vi kom på besøg. I hendes verden var det som om, at det fineste bare ikke var fint nok. Hun havde slidt og slæbt for at frembringe et lifligt måltid, der skulle falde i alles smag. Krydderihylderne var blevet brugt flittigt, men så ud som om, at de slet ikke var blevet rørt ved. Koriander, karry, safran. Det var kombinationer man sjældent så i et husmors køkken. Hun havde stået med en spiseske og tilsmagt maden et utal af gange. Det skulle sidde lige i skabet.
Jeg fik helt ondt af hende. Hun lagde så meget i at få andre til at føle sig godt tilpas, gjorde sit bedste for at alle skulle blive mætte, at hun endte med at glemme sig selv. Jeg kunne ikke nænne at fortælle hende, at hun gjorde for meget ud af det. At hun anstrengte sig unødvendigt. Jeg havde ikke spist hele dagen, men måden hun fik det hele til at se så påtaget ud, fik mig til at miste appetitten. Jeg havde langt hellere lyst til at bestille take away, sidde for mig selv i sofaen og se en dårlig film. Jeg ville have sursød sovs løbende ned ad kinderne og fælde en tåre, når Lassie løb hjemme fra.  Det var noget, jeg aldrig gjorde, aldrig havde kunnet få mig selv til, men i dag, var det det eneste, jeg havde lyst til. Forstå mig ret, jeg elskede Benjamin og hans skønne familie, bare ikke lige så højt, som jeg engang plejede.  
”Husk at stille dine sko pænt, skat,” sagde han inde fra stuen.
”Ja, ja,” svarede jeg og lod dem ligge oven på hinanden.
Hans far så op fra avisen, da jeg kom ind fra entreen. Han slog den sammen og rejste sig fra stolen. Jeg gav ham hånden, selvom jeg havde krammet ham de sidste to år. Han rynkede på næsen, så skægget flyttede sig.
En lav, buttet dame med et rødternet forklæde, hvor der stod Verdens bedste mor, kom slæbende ind med to store fade. Hun havde store tydelige smilehuller i kinderne, der tydede på, at hun aldrig nogensinde havde tænkt sig at stoppe med at smile.
”Åh, hvor er jeg glad for at se jer! Det er så længe siden, jeg har set dig, Ann,” udbrød hun, da hun satte fadene fra sig på bordet, ”Hvor har du dog været henne?”
”Ann, har fået nyt arbejde mor. Hun knokler så meget, så hun slet ikke har tid til overs.” Benjamin svarede for mig. Jeg nikkede bare.
”Hvor spændende. Det må du fortælle mig alt om, når vi spiser!”
Jeg nikkede igen, vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Der var ikke meget at fortælle. Slet ikke noget, de behøvede at vide.
”Skal du have hjælp?” Jeg skiftede emnet til noget mere bekvemt. Benjamin lagde hånden på min skulder og hviskede, ”Du kan lige så godt droppe det, skat. Du kender mor.”
”Nej, nej. I er gæsterne. I skal bare finde jer til rette, så skal jeg nok klare alt det praktiske.” Hun snakkede med en moderlig og sympatisk stemme.  
”Jeg sagde det jo.” Han kyssede mig på kinden, lige der hvor Stefanie skulle have gjort.
Numsen vrikkede, da hun gik ud i køkkenet efter det sidste.
Hans far havde sat sig hen til bordet, ladet avisen ligge på stolelænet. Vi satte os hen til ham på de samme pladser, som vi plejede. Han sagde ikke noget, det gjorde han sjældent. Han kiggede bare ud i luften, som om han tænkte. Mon han var lykkelig?
Clara kom ind af døren, stillede sine løbesko på skohylden lige så fint, som Benjamin altid selv gjorde. Hun traskede diskret ind i stuen.
”Løbeturen træk lidt ud,” forklarede hun undskyldende og tog stolen ud for at sætte sig.
”Det er okay,” sagde faren og tav øjeblikket bagefter.
”Dig og dit løberi.” Benjamins toneleje var hånligt. Han elskede at få sin søster op i det røde felt. En gang imellem var han til og med en tarvelig storebror.
Hun gav et lille fnys fra sig, ”Jeg har rent faktisk forbedret min tid med to minutter, af du ved det!”
”Er du nu også helt sikker på det, skildpadde?” Han generede hende altid, selvom han i virkeligheden var pavestolt.
Hun blev lynende fornærmet og rakte tunge, ”Bare fordi du ikke er lige så god!” Hun spyttede ordene ud. Jeg holdt et lille fnis tilbage. Benjamin påstod måske, at han var verdensmester, men blev alligevel overgået af sin lillesøster Clara på kun 13 år. Der skulle heller ikke meget til, når nu hans kondition var lige så ringe som min. Han ville bare ikke indrømme det.
På mange punkter var Clara bare en ganske almindelig teenager med pubertetsproblemer, humørsvingninger og langt kedeligt lyst hår, men hendes gåpåmod fik hende til at skille sig ud. Det beundrede jeg hende for. Igennem de sidste seks måneder havde hun øvet sig uafbrudt. Hun havde trænet hver dag for at gøre sig klar til halvmaratonet i maj. Hun løb, når hun kom hjem fra skole, gerne en tur før aftensmaden, og hun kunne heller ikke dy sig senere på aftenen. Engang fortalte hun mig, at hun ikke kendte til noget bedre, end at tage et sprint lige før sengetid. Det havde alligevel forarget mig, at en lille pige, kunne sige sådan noget.  Men på den anden side var det også imponerende, at hun var så viljestærk. 
Mor plejede månedligt at købe nye løbesko til hende, fordi de så hurtigt blev brugt op.
”Træneren kaldte hende rent faktisk for et naturtalent forleden,” bød Benjamins far ind uden andre indvendinger.
Jeg havde hurtigt spottet, at han ikke var den snaksaglige type. Vi udvekslede ikke et eneste ord med hinanden de første 4 måneder af Benjamins og mit forhold. Sad i samme sofa, men uden at se på hinanden. Han havde aldrig spurgt ind til mig. Ikke bare en enkelt gang. Nogen gange fik det mig til at tro, at han ikke brød sig om mig. Men han duede heller ikke til smalltalk, ikke engang med sin egen kone. Han svarede kort og kontant, hvis man spurgte ham om noget, ellers var det svært at få et ord ud af ham. Derfor kom det som regel også uventet, når han endelig sagde noget. Han var en sær type, men jeg kunne nu meget godt lide måden han skilte sig ud på.
Han havde haft det store røde fuldskæg, så længe jeg havde kendt ham. Det dækkede godt og vel hele hans mund. Det blev altid til et stort madsvineri, når han spiste. Jeg tror, han har beholdt det, for at have noget at gemme sig bag  ved.   
Clara løftede majestætisk på hovedet til sin fars ord. Hun var hans lille øjesten.
”Ja, talent ligger jo nok til familien,” klukkede Benjamin, så søsteren faldt til ro. Han sagde det, men vidste godt, at hans forældre var skuffede over, at han ikke havde valgt en gymnasial udannelse. Han kunne så meget mere, mente de. Det var noget de aldrig talte højt om.
Et lille, nærmest uhørligt støn lød fra morens mund, da hun kom ind med det sidste til bordet. Det var den flotte hvide Margrethe skål, hun altid serverede sin sædvanlige hjemmelavede salat i. Den alle elskede højt. Dressingopskriften havde hun selv fundet på. Jeg prøvede altid at fiske udenom. Den smagte af eddike og citronskal.  
”Så kan I bare begynde.” Smilet var stort som altid. Hun stillede skålen på bordet ved siden af fadet med frikadeller og satte sig ved siden Benjamins far, ”Jeg håber det smager,” indskød hun glædeligt. Jeg kunne høre på hendes undertone, at hun selv mente, at det gjorde det.
Benjamin rakte mig skålen med kogte kartofler. De dampede stadig. Dem i bunden var udkogte. De var ikke nye, selvom det var det, hun havde påstået. Jeg øste en enkel op på tallerken. Jeg følte mig mæt på en helt anden måde, end jeg havde været van til.
”Jeg har selv syltet rødbederne, og brunsovsen er lavet på andebullion.” Hun lovpriste det til skyerne, men der var ikke nogen, der hørte efter. De fyldte tilfredst op på tallerknerne, så det sprøjtede. Jeg fandt to store melklumper i sovsen, og rødbederne var magen til dem, jeg havde solgt i glas i Føtex.   
De spiste uden at sige noget. Benjamin smaskede, selvom han gav sin søster skylden. Faren tabte dressing i skægget, så det løb ned på hans trøje. Clara nippede til en frikadelle med gaflen. Moren sad med næsen i skyerne. Jeg prøvede, men kunne ikke få en bid ned, selvom det smagte fint. Jeg tvang mig selv til at sluge en kartoffel, så jeg nær fik den galt i halsen. Jeg slog mig selv på brystet for at sluge den. Hans mor fik store øjne. ”Det smager skønt,” komplementerede jeg, da jeg havde fået den klemt ned.
”Det er jeg glad for, du synes, Ann.” Hun lød munter og inderligt glad, selvom hun ikke havde forventet andet. Hun vidste godt, at hun var en gudinde i et køkken. Det skjulte hun ikke særlig godt.
Min hånd lå plantet på Benjamins skød, imens han brugte begge hænder for at tømme tallerkenen.
Hver gang han havde tygget af munden, blev et nyt stykke taget op. Luften var tung af mad. Han knappede bukserne op for at få plads til resten.
Endelig slap en bøvs hans læber. Den lugtede af kål. Han havde kværnet det sidste stykke frikadelle og følte sig godt tilpas. Han klappede sig på maven. Jeg fik lyst til at flytte min hånd. Vidste slet ikke, hvorfor jeg havde lagt den der til at starte med.
Der var ikke nogen, der tog af bordet, selvom alle var færdige med at spide. De erstattede i stedet for måltidet med hverdagshistorier og anekdoter.
Det var Benjamin og hans mor, der førte an. De plaprede løs. Var ikke til at stoppe. De snakkede i munden på hinanden og gentog sig selv op til flere gange. Hun fortalte om en indkøbstur, hvor hun havde været så heldig at få fat på den sidste pakke med støvsugerposer. Hun havde også været ude og plukke kantareller i februarmåned. Jeg kunne med det samme antyde løgnen.  
Selvom de sagde det samme. Tog historier op, de også havde fortalt gangen før og den tidligere, virkede det ikke til, at de selv bed mærke i det det. De smilte, klukkede og var glade uanset om indholdet var nyt eller gammelt. Jeg tog mig selv i at gabe. Fornyelse kunne nu godt være eftertragtet. 
”Og så var Ann og jeg til kunstudstilling for et par uger siden. Det var helt utroligt, den måde de havde indrammet middelalderen på. Ann var også helt forbløffet, derfor har vi aftalt, at vi skal på middelaldercenteret her til sommer. Måske tage en uge dernede.” Jeg fik noget spyt galt i halsen, da han sagde det. Hvornår havde han tænkt sig at fortælle mig om den idé?   
”Vi drømmer også lidt om at få os en fælles lejlighed. Det ville gøre det hele meget nemmere. Vi er bare lidt usikre på, hvor det skulle være henne.”
Der var mange ligheder mellem Benjamin og hans mor. Jeg kunne i hvert fald sætte fingeren på en. Han havde tit sagt, at hun var hans store forbillede, hvilket jeg syntes var lidt latterligt.  
Clara mindede dog på ingen måde om hende. Hun var farspige. Gad ikke at kommentere på al sladderen. Det var overhovedet ikke deres stil.
Jeg sad på kanten af stolen. Min mave krampede. Måske burde atmosfæren og maden have fyldt den, men den virkede alligevel umådelig tom.

 

Jonas hentede Absolut vokaen. Han så selvfed ud med den i hånden. Det var noget, han havde set frem til længe.
Appelsinjuicen og den røde sodavand var allerede blandet. Sofie og jeg havde været meget omhyggelige med fordelingen. Lige meget af hver slags, og nu manglede der så bare et par skvæt vodka.

Jeg havde taget alle shotglas ind på sofabordet. Benjamin havde bedt mig om kun at tage dem frem, der lignede hinanden, men jeg syntes, at fire var for lidt. Nogle af dem stod fyldte, andre var tømte. Vi havde været i gang i et stykke tid nu. Nogle af dem ventede stadig på at blive taget i brug.
Benjamin var irriteret over, at det roede så meget. Han sagde, at det lignede en grisesti. Jeg blev ved med at hælde Gajol i glassene. Bordet var dækket af en brun, klistret sø. Det dryppede ned på gulvet. Benjamin tog en klud ude fra køkkenet og begyndte at tørre op, selvom jeg havde sagt, at han skulle lade vær.
Med udspredt arm havde Jonas væltet sin fyldte øl. Sofie grinede af ham, da han fumlede med at rejse den op. Jeg gik ud på altanen for at brække mig. Det var Sofie, der havde fået mig til at bælle fem shots i træk.
”Kom så, Ann, du kan godt lige klemme to mere ned!”
De hjuede af mig og gajlede mig op. Jeg tvang Sofie til at holde mit hår, da jeg brækkede mig i stråler. Vinden blæste det lige op ansigtet. Jeg bebrejdede hende for pletterne på mit tøj. Jeg lånte en af Benjamins T-shirts, som han havde glemt. Den fik mig til at ligne en posedame.
Han rystede på hovedet, da jeg kom ind med bræk løbende ned af mundvigen. Han syntes, jeg var pinlig.
Jeg tilbød ham et shot. Han afslog hurtigt. Han gad ikke drikke, gjorde det sjældent. I hans øjne var det barnligt, og desuden smagte det også hæsligt. Han gik ud i entreen for at rette på de sko, som stod hultertebulter. Det kunne drive ham til vanvid, at de ikke stod i orden. Det var lige før, at han fik abstinenser ved synet af stuen, der flød. Men det der gjorde ham mest ophidset var, at jeg løb rundt på tæppet i bare tæer.  
”Skal du absolut være så høj rystet?” Han sendte mig et irritabelt suk og tog sig til hovedet, ”Synes du ikke selv, at det er lidt for meget?”
En strøm af spørgsmål kom fra hans mund, ”Burde du virkelig drikke det der?”, ”Kan du ikke tage sokkerne på igen?”, ”Hvad har du tænk dig med den vase?” Jeg lod som om, at jeg ikke hørte ham. Han brude slappe af og tage det hele som det kom. Ikke ødelægge alt det sjove med sin seriøsitet. Jeg havde holdt ham ud så længe, nu måtte han give mig noget til gengæld.
Han havde brokket sig selv før, jeg havde præsenteret ham for planen.
”Sofie og Jonas kommer i aften.”
”Jeg troede bare, at det skulle være os to?”
”Jeg tænkte, det kunne være hyggeligt, hvis de kom. Vi har tænkt os at tage i byen senere.”
”Hvem er vi?” Han lød frustreret.
”Os alle sammen? Jeg har sagt, at de skal tage noget at drikke med, så vi kan få en lille fest ud af det.”
”Du ved godt, jeg ikke drikker,” han spyttede ordene i ansigtet på mig.
”Lad nu vær. De glæder sig allerede. Jeg aflyser altså ikke nu.”
Han lød ikke begejstret for at holde vores tre år og tre måneders dag på den her måde.
”Jeg tager bare hjem til mor.”
”Stop med det der. Tag dig lidt sammen. Det skal nok blive hyggeligt.”
”Er det mig, der skal tage sig sammen?”
”Det er da dig, der er den eneste, som er negativ.”
Hr. og Fru. Danmark stadig et umage par. Det var nok snarere det, han havde haft i tankerne. Endnu en dag hvor det bare var os. Så kunne vi tage ud og spise og se fodbold på kanal tre bagefter. Men det var noget, jeg simpelthen ikke gad. Jeg gad ikke den trivielle hverdag. Vi havde brug for at prøve noget nyt. Det ville være godt for os, selvom han skulle være på tværs. Jeg havde lyst til at tørre sejren i hovedet på ham. Han ærgrede sig måske over nederlaget, men jeg havde ikke haft det bedre på længe. Det var sikkert promillerne, der talte for sig.

”Så bunder vi!” skreg Sofie som et værre stift spektakl. Vi væltede alle genstande indenbords. Den mørke lakridsvæske sivede ud af min mund. Jeg kunne ikke få mere ind, men jeg nægtede alligevel at stoppe.
Jonas stod midt ude på gulvet og vred sin krop til den dunkende bas, han selv havde sat på. Han lignede en, der var ramt af et epilepsianfald. Beatet var hårdt og fik væggene til at runge. Vi var langt over det tilladte støjniveau, men det bekymrede mig ikke.
De nyindkøbte bashøjtalere bragede, så lejligheden gav sig til at skælve. Det var typisk Jonas at skrue så højt op.
Benjamin bed tænderne sammen. Han holdt hænderne for ørerne. Larmen var alt for meget for ham. Et kort øjeblik fik jeg medlidenhed med ham. Det var synd, at han skulle lide så meget og så endda for min skyld. Da jeg åbnede en ny flaske, gik det hurtigt over.
”Burde du ikke tage den med ro?” prædikede han, da sangen skiftede til et roligere nummer. Jeg skålede med Sofie og tømte mit sjette shot.
”Hvad snakker du om, mand!” larmede Jonas, ”Vi fejrer jo dig og din dame her!” Hans hånd fik fat på en øl fra stablen. Han rakte den til Benjamin, ”Drop det der tuderi!”
Jeg løftede selv på min og lagde op til en skål med ham. Nu måtte han da give sig.
”Tillykke,” sagde jeg i min rus og slog min dåse mod hans. Jeg havde nok undervurderet kræften bag stødet, da dåsen skvulpede lidt over, og en sjat faldt mod gulvet.
Han så ned. Pletten på gulvtæppet var allerede i gang med at tvære ud, men han sagde ikke et ord. Tog blot en ny tår af øllen. Han var ikke ligefrem en stolt kæreste, nok rettere en tolerant en af slagsen. Han tørrede skummet af sine læber. Smagen var hæslig og ansigtets udtrykket fortalte det samme.
Selv da jeg tænkte mig om så mit hoved, det knagede, kunne jeg ikke komme i tanker om, hvornår jeg sidst havde set ham drikke. Måske et enkelt glas champagne nytårsaften, men andet kunne jeg umiddelbart ikke mindes.  
Da klokken blev elve besluttede vi os for, at det var på tide.
”Du ring’, Benjamin. Du’s nok den mest ædru.” Jonas prøvede på sit bedste danske. Gav en lille bøvs fra sig, så Sofie begyndte at fnise.
”5 minutter,” konstaterede Benjamin træt og lagde røret på.
Vi vaklede ud til garderoben efter vores overtøj. Sofie og Jonas forsøgte at holde sig på benene ved at holde om hinanden og bruge væggen som støtte. De var nu et kønt syn sammen, sådan som de væltede rundt og ind i knagerækken.
Jeg havde Benjamin, som fuldstændig naturligt tog en arm om skulderen på mig og formåede at få mig fremad, selvom min krop var ved at give efter.
”Du er en skat, skat!” gryntede jeg, mens han slæbte mig henover gulvet. Jeg tænkte på hende. Min blære var ved at springes.
Benjamin hjalp mig med at få min jakke på. Den var bøvlet og besværlig. Jeg var ved at falde bag over, da jeg satte mig på hug for at binde hans snørebånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...