Smaragdgrønne øjne

Ann og Benjamin, sådan lød det, og sådan havde det lydt længe. For hvordan skulle det ellers lyde?
Ann lever et glimrende liv med kæreste og venner. Hun har alt, hvad hun kunne drømme om, og kan egentlig ikke forestille sig, at noget skulle være anderledes.
Men da hun en dag får et nyt job på grillbaren Klumpen, indser hun pludselig, at den trivielle hverdag alligevel ikke er noget for hende. Den er kedelig og tør, imodsætning til de smaragdgrønne øjne, der tilhører Stefanie.

1Likes
0Kommentarer
856Visninger
AA

4. Bare Benjamin

Jeg sad i hans bil. Hørte regnen dale mod ruden. Jeg så hvordan hver og en dråbe gled langs glasset og skabte sit helt eget spil. Jeg følte mig som et barn på 7 år igen, der gættede sig til, hvilken en af dem der ville nå enden af vinduet først.

Sommertiden var overstået og blevet erstattet med efterår, kulde og blæst. Noget der bestemt ikke var efter min smag. Jeg foretrak det omvendt. At dagene var lune, og at man kunne tillade sig at sidde på gadecafeerne til langt ud på aftenen. At det var lyst nok til, at man kunne være ude på terrassen efter klokken seks og læse i sit dagblad, uden det blev for køligt. At man ikke behøvede at tage en åndssvag jakke på hele tiden, som alligevel ikke var vindtæt. Folk var også automatisk gladere, når vejret var godt. Man var mere aktiv, blomstrende og på. Med sommer fulgte der overskud, der fulgte glæde. Benjamin og jeg gik altid lange ture, når det var sommer. Nogle gange i parken, andre gange i den nærliggende skov, til tider var det også helt tilfældig. Det var egentlig ligegyldigt, hvor vi gik. Så længe det bare var sammen. Sådan havde vi det begge, omgivelserne var lige meget, men selskabet var noget andet. Engang på en af de sædvanlige sommer spadsereture til parken, stødte vi på en lille, kompakt mand, der sad på en af bænkene, og fodrede duer. Om han så så lille ud, fordi han sad ned, kunne jeg ikke gøre mig helt klog på. Først gik vi bare forbi, blinde som vi var. Han var ikke noget særligt, havde slået sig ned på bænken, helt for sig selv, og hyggede med duerne. Hvorfor skulle det være anormalt? Da vi kom tilbage en time senere, kunne jeg dog ikke lade vær med at stoppe op og kigge nærmere på ham. Han havde siddet der længe, og det undrede mig, at han stadig kastede med brød, når der ikke var nogle fugle at se. Han havde en flot, brun læderindbundet mappe liggende ved siden af sig. Den var vist helt ny. Han var også iført en skræddersyet habit med en rød knappenålsblomst i venstre lomme. Han så for nydelig ud til at sidde der og kaste med brød. Så mutters alene. Der var noget, der var galt med det billede. Jeg satte mig ved siden af ham.
”Hvad laver du?” spurgte Benjamin forarget og skulle lige til at rive mig op.
Jeg rystede på hovedet og forsøgte at vinke ham væk, ”Ikke nu,” hviskede jeg.    
Han gjorde store øjne, ”Hvad? Kom nu, vi går, skat.”
Jeg tøvede et split sekund, ”Nej, gå du bare, jeg kommer lige om lidt.”
Det tog ham ikke lang tid, før han var drejet om på hælen og var på vej ud af parken.
Manden havde i imidlertid overhovedet ikke bemærket noget. Han var løbet tør for brød, det lå bare på jorden lige foran ham. En hel bunke. Nu sad han i stedet for med blikket nede i hænderne, hel tom i ansigtet. Der sivede en lille vandperle ned ad hans kind. Jeg fik ondt i maven. Han så så forfærdelig bedrøvet ud.
”Er der noget galt?” spurgte jeg lavt uden at være helt sikker på, om det var klogt. Han svarede mig til gengæld ikke, foretræk ikke engang en mine.
”Undskyld, men er du okay?” spurgte jeg igen og lagde denne gang en hånd på hans skulder. Han rykkede på hovedet, ”Hva’?” spurgte han med en snøften. Jeg sank en klump. Måske skulle jeg ikke have rodet mig ud i det her. Det var måske en dårlig idé. Men noget sagde mig, at han bare var en ganske almindelig mand, der var kommet ud i vanskeligheder. Man burde ikke dømme folk på forhånd. Det var dog noget, jeg havde lært ved at være i Føtex. Han havde et lille bæbrunt modermærke på kinden. Det havde jeg ikke set før nu.
”Hvorfor sidder du bare her?” Jeg var nervøs. Det vedrørte jo egentlig ikke mig, det kunne være mig fuldstændigt ligegyldigt, og han kunne til gengæld komme til at føle sig stødt. Hvorfor skulle hun være så indsnævrende? Men jeg kunne alligevel ikke lade vær med at bekymre mig.
”Jeg venter..” svarede han lige ud i det blå.
”På hvad?” Jeg ville ikke virke nysgerrig, snage for meget, men det gik vist ikke helt så godt.
”Hm, på noget mod tror jeg.”
”Mod?” Jeg var forvirret, ”Mod til hvad?”
Han lagde hænderne på sit skød, ”Jeg havde tænkt mig at fri til min kæreste her i dag.” Han blev tavs.
”Det er da ikke en dårlig ting?” forsøgte jeg at opmuntre, ”Det er da ikke noget at være ked af.”
”Arh,” Han gravede med hånden nede i lommen og fiskede et lommetørklæde op, ”Jeg er bare nervøs for, hvad hun siger. Hvad hvis det bliver et nej?” Han så lige pludselig alvorlig ud, ”Jeg tror ikke, at jeg vil kunne klare et nej.”
Han havde mørkerande under øjnene. Det var ikke kun fornyeligt, at han var begyndt at græde. Det havde vel stået på i timer. Han var allerede kommet her tidligt i morges. Først uden brød, senere med. Siddet og set på de glade par, der kom forbi. Dem der gik hånd i hånd og udstrålede en endeløs glæde. Forsøgt at samle tankerne og finde modet, men han sad her stadig. Benjamin og jeg havde ikke været den store trøst. Hans bitre udtryk fik mig til at komme i tvivl. Hvad skulle jeg sige, og burde jeg overhovedet sige noget? Jeg ville ikke såre ham yderligere, forværre hele situationen.  Jeg ville heller ikke komme med en eller anden tåbelig kommentar. Være hverken plat eller morsom. Jeg havde medlidenhed med ham.
”Er det ikke lidt åndssvagt at tage sorgerne på forskud?” fløj tanken ud gennem min mund, før jeg kunne nå at stoppe den.
Han så underligt på mig et stykke tid. ”Jo,” tøvede han. Den ene mundvig løftede sig, ”Det har du nok ret i.”
”Jeg tror ikke, at du har noget at være nervøs for,” jeg smilede. Håbede vel egentlig lidt på, at det ville smitte, ”Du virker som en god mand.”
Kropssproget ændrede sig. Han lo let og elegant. Ansigtet blev et helt andet.
”Altså, hvis min kæreste havde friet til mig, ville jeg være blevet overlykkelig. Jeg tror ikke, at der er nogen kvinder, der ville blive sure over det, og især ikke, når du mener det så inderligt. Virkelig brænder for det.” Jeg grinede selv lidt. Det var jo rigtig nok. Alle kvinder havde den lille pigedrøm om at blive lykkeligt gift, få hus, børn og familie. Det var da også det, jeg selv havde i tankerne. Lige nu var måske en anelse for tidligt til min smag, men det var jo ikke fuldkommen løgn.
Han begyndte rent faktisk at smile, så stort at modermærket blev til en del af hans smilehuller. Kærligt tog han om min hånd med sine to og klappede den blidt, ”Tak,” sagde han. Jeg kunne mærke, at han havde hjertet med, ”Tak, fordi du gav dig tid til at muntre mig op. Det betyder meget. Det var nok det, jeg havde brug for.”
Den rødlige nuance startede med at sprede sig på mine kinder. Hans taknemlighed gjorde mig helt forlegen, ”Så du gør det?”
Han nikkede, rejste sig halvt op og gav mig et kejtet skulderkram, ”Det gør jeg, og det skal nok gå godt.”
Han tog mappen under armen, takkede mig en sidste gang og med ret ryg vendte om for at gå. Han var ikke meget højere, end han havde set ud til at være
Jeg vinkede til ham, da han gik. Jeg var glad på hans vegne.

Benjamin havde ladet vinduet stå halvåbnet, så et par enkelte dråber kunne snige sig ind og fugte mit skød, før han gik efter vores kaffe og kakao på Starbucks. Jeg tror, han gjorde det medvilje, bare for at irritere mig. Det ville i hvert fald ikke være helt utænkeligt
”Vi kan ikke have, at du dør af iltmangel, mens jeg er væk, skat,” havde han sagt med et kækt smil og et glimt i øjet.
Jeg himlede med øjnene. Han var da også så morsom. Jeg ville ikke have noget imod, at han spildte på sig selv, så længe det ikke var med min kaffe. Så snart han var ude af syne, rullede jeg vinduet op. Jeg havde fået regn nok til de næste mange dage og orkede ikke mere sjaskeri. Men jeg gjorde det også for at være lidt venlig. Godt nok var hans bil rimelig gammel, en værre skrotbunke, der havde nået udløbsdatoen for længst. Andet kunne man heller ikke forvente, når han var på elevløn. Den strakte sig ikke langt, men alligevel var han godt tilfreds med den. Det var nok til at holde hverdagen kørende. Nok til at vi kunne tage ud og spise, hvis noget skulle fejres. Det egentlige udslag var dog, at han elskede at være elektriker. At han så frem til at møde på arbejde og nogen gange slet ikke havde lyst til at tage hjem igen. Han var så optaget af det, skulle altid fortælle mig hundredvis af anekdoter om, hvad han havde lavet. Men i det mindste var han glad, oveni også en lille smule stolt over sine egne kompetencer. Jeg skulle stå model til ham fortælle, hvor henrykt jeg burde være over at have sådan en talentfuld kæreste. Selvom det engang imellem kunne være lidt tungt at have med at gøre, var det dejligt, at han var så lidenskabelig omkring det. Det var det vigtigste, også selvom dele af bilen faldt af, når han kørte over 60 km/t. Kofangeren kunne vi nok godt undvære.  
Det ville være skønt, hvis bilen kunne holde hele vejen hjem uden at bryde i brand. Der var ikke nogen grund til, at den skulle blive endnu mere dysfunktionel, end den allerede var. Jeg kunne lige så godt gøre mit for at vedligeholde den smule, der stadig var tilbage af den.

En høj og ranglet gut trådte ud af kaffebaren med et krus i hver hånd. Han tog store, lange skridt og så ud til at være lidt fummelfinger agtig. Et stort smil bredte sig over hans læber og en løftning af krusene signalerede, at han også havde været så storsindet at tage en med til mig. Så venlig han var. Jeg sukkede.
”Er du i åndenød, skat?” spurgte han kæphøjt gennem ruden, før han overhovedet havde nået at åbne døren op til forsædet. Han plantede snotten midt på, så den fladede ud. Jeg fnøs af ham og hev kraftigt efter vejret, ”Hvordan kunne du efterlade mig i den her skrotbunke?” Fór jeg næsvist frem med en sarkastisk undertone, ”Jeg føler mig allerede svimmel.” Jeg prøvede at dåne på en teatralsk måde.
Han gav et lille gisp fra sig, tog et skridt tilbage, ”HVAD?” og rev fluks døren op, ”Er du okay?” han lød helt skræmt, ”Det var altså ikke min mening, jeg vidste ikke..”
”Så stop dog!” Jeg grinede røven i laser. Nu havde jeg rent faktisk svært ved at få vejret, ”Det var bare for sjov. Forstår du slet ikke sarkasme? Din tåbe, altså.”
En dråbe ramte ham lige i panden. Han blinkede voldsomt med øjnene, som om han ikke kunne kapere situationen. Underkæben lå på asfalten. Han så hel perpleks ud i ansigtet, ”Man ved jo aldrig med dig?” prøvede han at redde den.
”Åh, lad dog vær!”
”Jeg bliver aldrig klog på dig, det ved du godt, ikke skat?”
”Det er det, der gør det hele så spændende. Du ville kede dig, hvis jeg bare var lige til at regne med.”
Han smagte på den, pegede op i himlen, ”Regn,”  sagde han og gav et lille kluk fra sig, ”Tja, det har du nok ret i, skat.” Læberne strejfede min kind og en fornemmelse af Føtex’ discounttyggegummi ramte mine næsebor.
Jeg satte hovedet på skrå og så skeptisk på ham, ”Det mener du ikke, vel?”
”Hvad nu?”
Jeg krydsede armene, ”Tygger du virkelig på tyggegummi fra Føtex?”
”Jamen, det lå jo i skuffet. Du havde selv købt det?” Han lød hel pinagtig. Det var vist ikke så praktisk at gøre, når nu jeg havde gjort op for os begge to, at alt, der kom fra Føtex, var forbudt område. Vi skulle ikke have noget at gøre med deres kvantitet. Det havde jeg brugt lange tider på at fortælle ham. Ført et helt lille foredrag om rigtigt og forkert.
Jeg rystede på hovedet, ”Jeg er skuffet,” prøvede at få stemmen til at lyde hadsk.
”Men arh, skat.” Med stort besvær sank han noget. Det så ud til at være ubehageligt, ”Hvad siger du så?” Han åbnede munden for at vise, at der ikke længere var spor af, at han havde tygget tyggegummi, ”Bedre ikke? Og til dig en Kaffe Latté med ekstra mælk og sukker?” Han rakte mig kaffen, hævede underlæben og så bedende på mig. Hans små hårtotter ved panden var blevet vådt.
”Åh, så lad gå da.” Jeg gad ikke køre den længere ud. Den blev jo snart kold, kaffen, ”Du kender mig godt.” Jeg smilede. Var lidt overrasket over, at han kunne huske, hvad jeg drak.
”Jeg prøver i hvert fald.”    

Han åbnede døren til forsædet og satte sig ind. Stillede kakaoen i kopholderen, han selv havde forsøgt at montere. Han burde holde sig til sine elinstallationer, det var han langt mere ferm til. Der var kommet små fugtige pletter på dynejakken.  Han brød sig ikke om, at den blev våd, selvom den egentlig burde kunne holde til det. Han var meget nænsom og påpasselig med den.  Hans kæreste eje næst efter mig. 
Han rodede med koblingen. Forsøgte at presse den frem, så tilbage. Men den var stram og ville ikke give sig.
”Brug dog musklerne, Benjamin!”
”Åh, du ved jo godt, at den her elskling er en værre møgbunke, skat.” Han hævede panden i en grimasse, ”Jeg skal bare lige..” Tungen stak ud af munden, og han forsøgte at få koblingen løs med begge hænder. En svag rødlignuance bredte sig i ansigtet. Den matchede fuldkommen bilens. En selvtilfreds klukken lød lidt forinden, motoren blev tændt, ”Ja, ja, som smurt jo,” slyngede han ud, imens han kiggede i bakspejlet.
Selvom Benjamin gik meget op i færdselsreglerne, nærmest gjorde alt der var muligt for at overholde dem, vidste han, ligesom jeg godt, at man ikke var en god bilist, når man kørte 15 km/t under det anbefalede. Til trods for der ikke var den store chance for at køre nogen ned i farten, overhæle et ulovligt sted, var man alligevel ikke de andre bilisters favorit. De dyttede og svovlede, kørte langt hurtigere end fartgrænsen tillod. Det ragede dem en høblomst. Søndagsbilister som os burde ikke være på vejen en mandag. Benjamin prøvede ellers at træde hårdt på speederen og få bilen til at akselerere, men alligevel var vi ikke meget hurtigere end rollatorkvinden fra Føtex.
Vi kørte så langsomt, at jeg begyndte at tænke på gammeldagssorthvidkomedier. En bil på landevejen, der konstant kører samme rute.  Passerer lindetræ efter lindetræ uden den mindste variation. Det var sørgeligt, at jeg havde på fornemmelsen, at jeg kunne gå hurtigere.
I ny og næ tog Benjamin en tår af kakaoen. Den var varm. Selvom han ikke sagde noget, kunne jeg se på ham, at han skoldede tungen. Han var ikke meget for at vise sine svage sider, erkende at han altså også havde en smertetærskel. Han bed det i sig. Pustede lidt på toppen af låget og tog en ny tår. Større end den forrige.  Udover det var han fast fokuseret på vejen. Han havde et falkeblik, der ikke lod det mindste blive overset. Han brugte sidespejlene flittigt, ville være sikker på, at der ikke var nogen, der kørte i røven på ham.
Jeg følte mig lidt ensom, når vi kørte. Måske snarere overset. Multitasken lå ikke ligefrem til Benjamins natur. Han undskyldte sig gang på gang med, at det var en kvindeting. Det var ikke noget, han burde være god til. I det mindste påstod han også, at han kørte godt. Han mente, at det reddede ham i land. Men det ændrede desværre ikke på, at der var musestille i bilen. At føre en fornuftig samtale og samtidigt køre, var ikke en evne han besad. På en god dag kunne jeg dog være heldig, at vi udvekslede et par enkelte ord. Nogen uden indhold eller dybde, nok mest af alt helt tilfældige. Det skete så også kun, når vejen stod tom, og der ikke var en sjæl i miles omkreds.

Jeg tændte for radioen. Stilheden gjorde turen langtrukken, nærmest pinende. Jeg kunne ikke koncentrere mig om andet end trafikkens infernalskelarm og den endeløse tinnitus, der dunkede i baghovedet. Det var tungt. Den indelukkede luft. Jeg følte mig ør. Havde bilen bare haft aircondition, en lille smule udluftning. Kaffen hjalp ikke ligefrem på det, den bidrog bare til den indestængte lugt af bakterier, oldtidsfund og dødhud. Hvis Benjamin ikke havde været så nærig med de få penge, han nu havde, kunne han have købt noget lidt mere luksuriøst. Ikke ladet sig lokke af en ældre, skummel mand, der var for alt for interesseret i at komme af med bilen. Han forsøgte at promovere den, som var den virkelig noget værd.
”Jeg har rent faktisk hørt rygter om, at Elton John engang har ejet den her bil. Det gør den selvfølgelig også mere værdifuld. Mange har budt mig flere tusinde for samleobjektet her, men jeg har ikke villet sælge den. I to, I har alligevel fået mig til at skrifte mening.” Han viste os bagagerummet for fjerde gang.
”Bagsæderne er også lige blevet ombetrukket her for nyligt. Det kan I godt se, ikke?” Han gned hånden op ad det. Benjamin fulgte med. Gnubbede sin håndsved af alle steder.
”Ja, ja, det kan jeg godt! Det er godt nok lækkert. Prøv at rør ved det, skat.” Han var helt opslugt, faldet pladask for svindelnummeret.
Jeg kiggede bare ned i jorden. Syntes nærmest, at det var pinligt. Pletterne var tydelige. Alle de mange kropsvæsker var stadig på betrækket. Hvordan kunne han virkelig være naiv nok til at tro, at det skulle være nyt? Hans dømmekraft skuffede mig egentlig. Han vovede på, at blive snydt så åbenlyst.
Benjamin betalte kontant og gav svindleren hånden.
”Tak, for en god handel. Du er en rigtig bilkender,” sagde manden smørret. Han var lykkelig over endelig at være kommet af med vraget. Benjamin var derimod komplet uanende. Han var helt høj og troede virkelig, at han havde gjort en god deal. Han kunne ikke lade vær med at prale til folk med, at Elton John engang havde ejet den.  

Vi havde selv måttet installere radioen. Jeg havde købt den, og Benjamin havde stået for alt arbejdet bag. Det var han langt mere ferm til, end det at være kreativ med en kopholder. Det var nok også det, der hørte med, når man købte brugte biler. Der var ingen inventar, og når det blev påstået, at den også havde været til syn sidste år, skulle man nok ikke blive alt for begejstret.
I den her bil var en lang køretur ikke bare en almindelig en af slagsen. Den gik hen og blev ulidelig. Tog det en time med tog, tog det fem med bilen. Andet kunne man ikke forvente sig. Og jeg som aldrig havde brudt mig om køreture. Det føltes som evigheder, selvom vi bare skulle lige rundt om hjørnet. Nogen gange tror jeg også, at han kørte langsomt medvilje. Det var sjovt for ham at høre mig beklage sig. Men uanset om turen kun tog få minutter, fik jeg hver evig eneste gang en dulrende hovedpinde. Det var køresyge i endnu højere grad end sædvanligt. Det eneste der hjalp på det, var at aflede mine tanker. Det at jeg kunne fokusere på noget andet. Efter evige grubler indså jeg, at det perfekte hjælpemiddel var musik. Derfor var det også helt skæbnes bestemt, at Benjamin og jeg tilfældigvis kom forbi en Panasonic butik med sent åbent og ophørsudsalg på vores et års dag, efter at vi havde været i biografen for at se Flammen og Citronen. Benjamin elskede alt, der vedrørte verdenskrige. Det var spækket med spænding og fortid. Noget han slet ikke kunne stå for. I særdeleshed 2. verdenskrig havde han været dybt fascineret af længe. Da filmen sluttede, valgte vi at gå ud ad bagindgangen, fordi der derfra var kortere hen til den restaurant, vi havde bestilt bord på. Det var ikke den fine af slagsen, vi måtte stadig tænke på økonomien. Men det var en, vi var kommet på før. Den lå på en sidegade lidt fra Frederiksberg centrum. Et sted man umiddelbart ikke ville komme forbi, men vi var alligevel faldet over den på en af vores gåture. Den kørte et amerikanskinspireret tema, som jeg fuldkommen havde forgabt mig i. Det var så dejligt anderledes og inspirerende, ikke som de sædvanlige, højtidelige spisesteder med brunepaneler og stole i bøgetræ. Der var dugene rød- og hvidternede. Disken var bred med høje matchende barstole betrukket i rødt læder, der kunne dreje 360 grader, og et helt bundt af ældre filmplakater dækkede væggene. King Kong, Godzilla, de hang alle sammen i forgyldte rammer.
Af ren vane blev Benjamin ved med at se på sit ur, ”Skynd dig nu, skat, vi kommer for sent!” Var der noget han gik op i, var det at møde til tiden. Et minut senere og alt ville ende galt, sådan fungerede det i hans hoved. Havde man en aftale, skulle man også overholde den. Alt andet ville være respektløst. Jeg kunne ikke helt følge hans tankegang. Bedre sent end aldrig jo? I det mindste kom vi, det var da det, der betød noget.
”Gå hurtigere,” råbte han nærmest efter mig, fordi jeg var sakket bagud, ”Vi skal nå det her!”
”Det kan du sagtens sige med dine lange ben,” vrissede jeg igen og forsøgte at indhente det forsømte.
”Åh, det der har vi slet ikke tid til!” Med store skridt gik han tilbage mod mig. Jeg nåede kun at blinke én gang, før han havde hånden om mit håndled og træk af sted med mig, som var jeg en sæk kartofler.
”Tag det nu roligt. Vi når det nok,”  Det var forfærdeligt, at han kostede sådan rundt med mig. Jeg var vel gammel nok til selv at kunne gå og holde styr på mine aftaler. Det hjalp ikke på noget, at han skulle være hårdhudet. Han gad ikke engang svare mig, så irriteret var han. Jeg var klar over, hvor meget det betød for ham, og derfor mente han også, at jeg burde kunne sætte mig i hans sted. For engangsskyld ikke bare tænke på mig selv og mine behov. Han slæbte mig hen over asfalten. Ville slet ikke høre tale om brok. Vi skulle være der på slaget, og den var allerede ti i. Han stoppede modvilligt ved fodgængeroverfeltet. Var alligevel for lydig til bare at gå over.
”Benjamin. Vent lige,” prøvede jeg at jamre. Måske gjorde han det her for mit eget bedste. Det var på tide, at jeg fik lidt disciplin ind i livet. Men tanken om mig disciplineret virkede alligevel helt absurd. 
”Hvad nu?” prustede han og så på mig med et anstrengt blik. Han mente det kærligt, selvom tonefaldet sagde noget andet. Over på den anden side, stod den og skinnede, oplyste hele butiksvinduet. Den nærmest kaldte på mig. Var en lille, fin og kompakt sag, der bare ventede på at blive købt. Prisskiltet sagde 200 kroner. Det nægtede jeg at sige nej til.            

”Skift ikke!” Lød det lige efter, at jeg havde klikket på knappen, ”Jeg kan så godt lide den sang, skat.”
”Ej,” Jeg fik en fuge på næsen, ”Det mener du vel ikke?” Min stemme kom nok en anelse hårdere ud, end den skulle have gjort.
”Den er da en sand klassiker!” Han gik i forsvarsposition, men som mand kan man ikke forsvare, at man er fan af Roxette. 
”Bare fordi, at det er en klassiker, betyder det ikke også, at den er god.” Hans musiksmag var besynderlig. Ikke ligefrem det man ville forvente af en fuldvoksen mand. Der var noget feminint ved at høre Spice Girls, at mime med på deres tekster. Benjamin syntes ellers, at det var ganske naturligt. Han forstod ikke, at folk kiggede en ekstra gang, når han kørte forbi med radioen på fuld drøn. 80’er og 90’er musik var nok en af hans store svagheder, hvis ikke besættelser. Der var ikke noget ved alt det nymoderne tekno. At man erstattede live bandet med lydeffekter og computerlavede samples. Det manglede sjæl, og det manglede følelse. Det var drænet for personlighed. Jeg klikkede den modsatte knap i for at komme tilbage til kanalen, der spillede alle hit numrene fra 90’erne. Nogen levede måske i det 21århunderede, men Benjamin befandt sig et par årtier bagud. Det var nu kært, at han var komplet tabt bag en ladeport hvad angik musik, på ingen måde fulgte med tiden.

”Skulle vi ikke have været drejet til venstre?” Jeg afbrød Madonna, der påstod, at hun stadig var jomfru.
Han skruede ned for lyden, ”Til venstre? Hvor vil du hen, skat? Udstillingen ligger længere nede ad vejen.” Hans toneleje fortalte mig, at jeg var helt forkert på den.
”Det er jeg altså ikke sikker på?” Jeg fandt telefonbogen frem fra lommen i bildøren. Utroligt, han stadig havde den. Den var gammel og slidt. Det eneste, der var fulgt med bilen, da han købte den. Han brugte den sjældent. Havde kun beholdt den i troen på, at den engang havde tilhørt Elton John. Ifølge ham var hans dømmekraft langt bedre. Han havde en fornemmelse af, hvor al ting lå. Mente ikke at han behøvede en bog til at fortælle andet. Den ville bare vildlede ham. Det var alligevel også for gammeldags.
”Hvad siger du så?” Han kiggede op fra rattet og løftede brynet.
Fingeren spejdede henover kortet. Jeg havde aldrig været god til at læse dem. Der var så meget, der stod med småt, ”Hm,” fremstønnede jeg, imens jeg fulgte vejen op, ”Ragelsgade?”
Han forsøgte at beherske sig, men kom alligevel til at slippe et lille selvtilfredst kluk. Han pegede ud gennem ruden og hen på et vejskilt, der hang på et af de mindre lejlighedskomplekser lige ud til gaden, ”Altså den her vej? Lige frem, fuld drøn.” Der var en vis selvfedme over stemmen.
”Okay,” Jeg træk det ud, ”Den her får du, men jeg vinder næste gang!” Jeg var efterhånden blevet vant til at tabe vores interne krige. Benjamin havde som regel ret. Og hvis jeg vandt, blev der alligevel ikke gjort et stort nummer ud af det. Vi lagde det bare på glemmehylden og lod som om, det aldrig var sket. Skuffet puttede jeg telefonbogen tilbage. Det havde nu været rart at have ret en gang imellem.

Menneskerne søgte i læ, akkurat ligesom jeg plejede at gøre. Der var ikke noget usædvanligt ved det. Man skulle nærmest tro, at hele byen havde fået forvildet sig ind til udstillingen. Nogle stod i kø udenfor, brokkede sig over ventetiden. Tålmodighed var ikke det, man havde mest af, når det regnede. Noget af det mest naturlige i verdenen, men alligevel føltes det så unaturligt. Det var nok de færreste af gæsterne, der var interesseret i udstillingen. Når man ikke kunne være udenfor, måtte man finde noget andet at beskæftige sig med. En ung mor kom slæbende ud med to uhørlige unger i hver sin hånd. Hun var stresset og irritabel. Det var nok ikke gået efter planen. Der havde ikke været nogen legestue. Børnene havde ikke villet høre efter og falde ned. Det var to drenge, de lignede tvillinger, ikke meget ældre end 5 år. Den ene af dem rakte tunge til vagten, der stod ude foran indgangen. Den anden løb foran og prøvede at gemme sig for sin mor bag en lastbil med et svinelogo på. Jeg tog mig selv i at ånde lettet ud. Jeg havde ingen visioner om at blive ung mor, og i hvert fald slet ikke nu. Kvinden havde vist heller ikke tænkt det helt igennem, var nok kun kommet på idéen i farten. Bygningen var af ældre dato. Blev holdt af marmorsøjler og så græskinspireret ud. Ikke ligefrem det legeland de fleste børn drømte om. Benjamin havde været der før, egentlig mange gange. Han sagde det var hans yndlings udstilling, og at det var på tide, at vi skulle opleve den sammen. Det var i hvert fald noget han mente. Jeg havde ikke været lige så positivindstillet. En prisvindende udstilling, der omhandlede alt fra 1300tallet. Det ville være at overdrive, hvis jeg sagde, at jeg havde glædet mig. Så hellere se på kunst. Klatter og penselstrøg. Der var ikke noget interessant ved fortidslevn. Jeg følte mig nok for ung til den slags, bekymrede mig lidt om at blive malplaceret. Benjamin var som altid stikmodsat. Alt der i dag er fortid, har også været nutid engang. Han havde plapret løs om det hele dagen, havde slet ikke kunnet snakke om andet.
”Og der er bare de flotteste ridderrustninger!”
Jeg nikkede, så ud af vinduet. Hvad var jeg gået ind til?
”Jeg kan love dig for, at du bliver hel vild med det, skat.”
Solen havde overhovedet ikke vist sig i dag. Mon den var gået på ferie?
”Åh, jeg glæder mig rent faktisk. Det bliver så hyggeligt! Der er så meget, jeg skal vise dig.”
Jeg tror, at mit hoved nikkede, mekanisk. Min morgenmad var kun blevet til et glas mælk. Jeg ville nok ende med at blive sulten på turen. Måske skulle jeg tage mig en snack?
”Hører du overhovedet efter?” Benjamin sendte mig de onde øjne. Hans monologer var så tunge. 
Jeg mumlede et ja uden selv helt at vide hvorfor.

Vi havde lige akkurat parkeret bilen. Det var ikke så let og ligetil, som Benjamin ellers havde håbet på. Vi var ikke de eneste, der var kommet på den idé med at tage på udstilling. Vi havde derfor måttet vente længe på en parkeringsplads. Spejdet efter tomme huller, måske til og med bare en handikapplads. Hver gang vi havde fået øje på noget, var vi blevet overhalet af ubehøvlede turister. De skulle ikke nyde godt af at vente, nægtede at holde i kø. Hvilket spild af tid. En lille gul Honda med et par vandski monteret på taget, havde gjort størst indtryk på os. Den var mærket PL. Benjamin havde endelig fundet en plads midt i al myldren. Det var mellem en hvidvarevogn og en lille ellert, der så helt forkert ud på stedet. Jeg kunne fornemme lettelsen i hans ansigtsudtryk, måske blev vi ikke nødt til at køre hjem alligevel. Han trykkede forsigtigt på speederen og skulle lige til at svinge ind, da en bil i selv samme sekund kom drønende ud af det blå. Han dyttede som galt det liv og død. Blev ved med at speede op. Nu måtte vi da lige komme af vejen. I hans verden var førsteretten hans. I Benjamins var det modsat, og til at begynde med var han også stenhård. Manden bag rattet kunne lige prøve. Vi havde ventet, det måtte han også, det kunne man ikke slippe uden om. Benjamin var fast besluttet, men bilisten var ingen undtagelse. De ville begge ikke give sig uden kamp. Manden kørte helt op i bagenden på os, rullede vinduet ned og stak hovedet ud, ”Czy mogę przenieść się!”. Han viste fingeren. Benjamin himlede med øjnene. Var det virkelig også det værd, at få sådan en hidsigprop på nakken? Han bed sig i læben. Prøvede at finde besindelsen. Han havde aldrig været en slagsbror, det nyttede alligevel ikke noget. Han drejede rattet en omgang og kørte videre efter en ny parkeringsplads, helt tavs. Engang imellem beundrede jeg ham for det, at være så fattet og behersket. At han var i stand til ikke at give efter for vreden. Var det mig, var jeg kommet op i det røde felt. Sådan noget ville jeg ikke finde mig i. Vi var kommet først, det måtte han indrette sig efter, uanset om han var fra udlandet eller ej. Andre gange var det træls, at han var så passiv og aldrig turde mande sig op. Lidt handlekraft måtte der gerne være. Han ville ikke komme langt med at finde en parkeringsplads, hvis han blev ved mit at give efter.

”Bare to voksne,” lød det fra Benjamin, der var glad for, at det endelig var blevet vores tur. Han syntes ikke at være lige så tålmodig, som han plejede. Jeg havde trillet tommeltotter i køen. Tiden var egentlig ikke så vigtig for mig længere. Alting havde gået så langsomt hele dagen, så en kø var et af mine mindre problemer. I det mindste var jeg ude i det friske, dog fugtige, luft og ikke længere indespærret i skrotbunken. Et hurtigt overblik over mængden fortalte mig, at jeg tilhørte minoriteten. Der var uendeligt mange forskellige dialekter, jeg aldrig havde hørt for. Ord der gik hen over hovedet som det rene volapyk. Og så var der danskerne, der beskyldt for at have et grimt sprog. De burkaklædte kvinder længere fremme i køen, lød da ikke meget bedre. I starten troede jeg, at de skændtes. Den ene råbte, den anden nærmest skreg. Ansigtsmimikken kunne jo ikke gøre mig klogere. Jeg spurgte Benjamin, om han syntes, jeg skulle gribe ind. Tænk hvis de kom op at slås. Måtte de overhovedet sådan noget i deres religion? Jeg gad da ikke bombetrusler. Benjamin havde set på mig, som var jeg komplet idiot, fuldkommen bims, hverken fattede hat eller nøgler. Tanken om at springe ind mellem dem og holde den ene nede, for hun ikke skulle lange ud efter den anden med sine lange, hvide kunstige negle, imens jeg råbte efter hjælp og havde alarmcentralens nummer klar i baglommen, var ellers spækket med adrenalin. I Benjamins verden var jeg nok nærmere racistisk, selvom jeg ikke helt forstod, hvad han mente med det.
”Det bliver 100 kroner,” svarede hofnaren, som ikke virkede til at være den muntreste type. Han var ikke meget ældre end os, selvom dragten fik ham til at se et par år yngre ud. Den gjorde i hvert fald ikke noget godt for ham. Han var nok lidt bitter og indebrændt. Irriteret over, at han havde valgt at flytte hjemme fra, når han ikke havde haft penge nok til huslejen og derfor var blevet nødt til at tage et fritidsjob. Det var ikke lige den her uafhængighed, han havde drømt om. Et sprudlende grønt og rødt kostume med en dertilhørende hat, store bjælder der raslede, når han bevægede hovedet. Han ærgrede sig vel egentlig. Det var langt under hans værdighed at stå her og sælge sig selv.  Jeg skulle måske fortælle ham, at Føtex havde et ledigt job, men han var med garanti bedre tjent uden. Selv til min værste fjende, ville jeg ikke anbefale det. Han stod lidt klumset på gulvet, blev ved med at bevæge den ene fod , men uden at flytte på sig. Det gjorde mig syg i hovedet, kunne han ikke bare stå stille. Han ventede nok på noget. Var en smule anspændt, men alligevel umådelig træt. Han havde sikkert været her fra morgenstunden og så kun frem til et vagtskifte. Jeg håbede lidt på hans vegne, at det ville ske snart.  

Benjamin træk sin sorte læderpung op af lommen. Hånden kunne knapt nok komme derned, så stramme bukserne var. Jeg havde kommenteret på det et utal af gange. Syntes egentlig, at det var en smule ucharmerende. Han mente, at jeg var for fordømmende, at jeg burde give det en chance. Han sagde selv ordret, at han da skulle være lidt med på moden. Hvorfor det så kun vedrørte tøjet, kunne jeg ikke gøre mig klog på. Til sidst stoppede jeg helt med at påpege det. Hvis han ville ligne en kegle, skulle han da bare have lov til det. Så kunne jeg i det mindste være sikker på, at jeg ikke skulle konkurrere med andre piger. Alt i alt turde han da, at være sig selv. Det glædede mig, at han var modig, så jeg kunne slippe for at være det. Pungen havde vi været ude og købe sammen.  Den forrige kunne ikke længere holde på småmønterne. Den havde haft et kæmpe hul i forret. Det var altid der, tyverne sad fast. Jeg elskede de små kampe med at fiske dem op igen. Fik altid på fornemmelse, at jeg havde tjent et par håndøre ekstra. Han tog en hundredekroneseddel frem, viftede med den et kort øjeblik, lige for næsen af mig, og lagde så hånden på min skulder. Hans smil var drenget.
”Her,” sagde han og rakte den bitre hofnar sedlen. Han kiggede ikke engang på den, han var et helt andet sted, kom den bare ned i den lille pengekasse. Det kunne lige så godt have været en halvtredser som en hundredseddel. Han ville ikke have bemærket det. Jeg tror egentlig også, at han var pænt ligeglad. Det var jo ikke ligefrem fordi, at pengene gik til ham.  Det var nok snarere fyraftenen, han tankerne rettet mod.
De to lanser, som havde spærret for indgangen, gik op med en metallisk lyd. Benjamin havde besluttet sig for at være galant og tog mig under armen. Når det kom til stykket, kunne han godt være en lille charmetrold og feje benene væk under mig. Aktiviteten havde han bare ikke været så god til at vælge i dag.  
Vi gik ad en smal gang, drejede et par steder, jeg talte ikke, og endte i et stort åbent lokale, der fik alle de klaustrofobiske fornemmelser til at forsvinde. Det første jeg fik øje på, var tre enorme langborde, dækkede med middelalderlige delikatesser. Vildsvin, pattegris, vortesvin. Mine tænder løb helt i vand. Der kunne man da snakke om flæskesvær. Der var store guldbelagte kander, nærmest endnu større krus. Det så helt underligt ud, men tørste, det kom man i hvert fald ikke til. Ved enden af det midterste langbord stod en trone håndskåret i det fineste hyldeblomsttræ. Umådelig detaljeret. Den havde mønstre hele vejen op ad ryglænet. Det lignede krogede bøgetræsgrene. Slutningen af armlænet var udskåret som et løvehoved. Det var da noget snedker arbejde, der ville noget. Det måtte have taget timer, hvis ikke dage at få alle detaljerne med. Den havde nok set endnu bedre ud hjemme i stuen. Måske den kunne erstatte den røde, gamle lænestol, som jeg efterhånden var blevet rimelig træt af. Jeg ville have smidt den ud for længst, hvis det ikke havde været for Benjamin. Han væltede sig altid ned i den som det første. Den havde sådan en dejlig pasform.
Et stykke fra det yderste langbord, var der et lukket bålsted. En lille bondedreng drejede en stor pattegris om flammerne. Den duftede indbydende, og jeg måtte igen lige fjerne savlet fra min mundvig. Et sted var det vel børnearbejde, at have sådan en lille dreng i udstillingen. Han havde nok ikke noget imod det, men det virkede alligevel en smule upassende. Jeg håbede ikke for ham, at han skulle stå og dreje på pattegrisen hele dagen. Det ville blive lidt ensformigt i længden. Med hans små arme måtte det også være hårdt.
Som person havde jeg aldrig været særlig god til at observere ting, så da jeg indså, at der ikke var noget elektrisk lys i rummet, blev jeg en smule chokeret. Ingen lamper, ingen lysekroner. Al belysning kom udelukkende fra fakler hængt på træpanelerne. Levende ild, der dansede for mine øjne. Det gjorde det hele mere autentisk. Det skabte noget atmosfærisk, at de virkelig var gået så meget op i de mindste bagateller, jeg ellers aldrig selv ville have tænkt over. Det var imponerende. Det var primitivt og alligevel så storslået, selvom en ventilation nok ikke havde skadet. Luften gjorde mig lidt døsig, den var tung. Lugten af brændt kød blandet med den krydrede fornemmelse asiatere har over sig, var lige til at blive kvalt af. Ikke alle nationaliteter egnede sig til at blive blandet.

”Se!” udbrød Benjamin ivrigt og slap sit tag om mig. Han kunne ikke komme hurtigt nok af sted, som om den nypudsede ridderrustning kun ville være der i en begrænset periode. Jeg blev helt paf. Hvad var det nu, han havde gang i? Hvad havde han fået øje på den her gang? Han stod med snottet helt op i glasmonteret.  Rustningen skinnede i skæret fra faklernes ild. Så nærmest helt levende ud.
”Den er lavet af jern. Det er nok fra før, man fandt ud af, at man kunne bruge stål.” Han lød gammelklog, når han remsede de forskellige materialer op. Der var noget med bronze, eller så var det kobber. Jeg fulgte ikke helt med, nikkede egentlig bare uinteresseret til hans ord.  Blev nødt til at holde et fnis tilbage. Utroligt han kunne leve sig så meget ind i det, være så opstemt over et par stykker sammensmeltet metal.  Han prikkede på glasset. Usammenhængende lyde kom ud af hans mund. Jeg tror, at det var af begejstring. En varme spredte sig indeni mig. Efter alt det besvær vi havde været igennem, kunne han endelig nyde øjeblikket. Være som et lille barn i en slikbutik. Hver gang var der noget nyt og spændende, som han enten skulle se eller røre ved. Han kunne på ingen måde dy sig, slet ikke holde sine pilfingre for sig selv. Man kunne ligefrem komme til at tro, at jeg var hans værge, fordi hans opførsel var så barnagtig. Jeg skævede lidt den anden vej. Om jeg var en stolt værge var så lige spørgsmålet.
Han cirkulerede om glasmonteret, analyserede den både bagfra og forfra. Han fandt hele tiden nye ting. Så var der en ridse, et indgraveret tegn over brystpladen. Den havde sikkert været brugt i kamp. Jeg havde allerede tabt ham, og der var ikke gået meget mere end 10 minutter. Det ville blive en forfærdelig lang eftermiddag, hvis der ikke skulle andet til for at fange hans opmærksomhed. På et eller andet punkt håbede jeg på, at han ville finde et stempel, hvor der stod made in China.

Jeg trådte et skridt tilbage, forsøgte ikke at blive et offer for hans fascination, den endeløse strøm af ligegyldig information. Der var sikkert mange andre, der ville værdsætte den mere end mig. Var jeg snu, kunne jeg liste mig væk og lade som ingenting.  Jeg syntes næsten, det var en smule akavet at følges med ham. Jeg gik langsomt bagud. Det virkede ikke til, at Benjamin bemærkede det. Han havde allerede erstattet mig med en tysker, der også stod og måbede over rustningen med store øjne. Han prøvede sig frem med sit dårlige tysk. V’erne forblev v’er, u’et i rustning fik et omlyd på sig. Efter lidt tid blev de vist enige i at snakke engelsk.
Jeg gik rundt i mine egne tanker. Tænkte over, hvor meget det mon havde kostet, at istandsætte det hele. Det var i hvert fald ikke sådan nogen tiere og tyvere jeg kunne finde i foret på pungen, der var tale om. Vi skulle nok op på et flercifret tal. Det nærmede sig vel millionerne. Utrolig mange penge at give ud til sådan noget her. Endnu mere utroligt, at folk var dumme nok til at betale for at se på det. Jeg var så opslugt, at jeg kom til at træde en kraftig, rødskægget mand over tæerne.
”Ej, det må du undskylde!” fløj det ud af mig, ”Det var ikke medvilje.”
Jeg fik ikke noget svar tilbage. Han stod der bare, helt urørlig. Måske havde vi ikke samme modersmål?
”Jeg håber ikke, at det gjorde ondt?” Jeg tøvede lidt, kunne egentlig bare gå videre, men ville gerne have en reaktion. Det gik mig på nerverne, at han var så fuldkommen upåvirket. De fleste ville da have brokket sig eller skældt mig ud. Så tynd og splejset var jeg da heller ikke? Der skete absolut ingen ting. Han træk ikke engang vejret længere. Jeg puffede til ham, så han faldt på gulvet med et smæld. Jeg slap et gisp, da jeg indså, hvad jeg havde gjort, ”Hvad i alverdens?” Den lille bondedreng, der havde stået og passet pattegrisen, kom løbende hen til mig, ”Hvorfor væltede du Harald?”
”Mig? Hvad snakker du om?” Var jeg blevet komplet sindssyg? Var det den lugt af svin, og det faktum at jeg havde glemt at spise, der både fik mig til at se og høre syner? Han bukkede sig ned og prøvede at løfte manden op, ”Hjælp dog lige!” beklagede han sig. Jeg tog fat om skulderen. Den lille bondedreng stønnede. Han syntes vist, at det var meget tung.
”Du må altså ikke vælte figurerne.” Jeg blev helt forbavset over, at han kunne lyde så sur.
”Figurerne?” Jeg måtte lige forstå, hvad det hele drejede sig om.
Med en stiv finger pegede han rundt i lokalet. Det ene sted stod Gorm og Tyra, et andet Valdemar den Store. Kong Arthur sad ved et rundt bord. Jeg kendte kun til navnene, fordi Benjamin havde fortalt mig om dem. Det var klart, at jeg ikke havde opfanget noget. De så ufattelig realistiske ud. Harald havde til og med et stykke flæsk siddende i skægget.
”Forstået?” Han nærmest spyttede det i mit ansigt. Sikke et dejligt lille englebarn, tænkte jeg, da han gik tilbage til det lukkede ildsted.

”Du troede rigtig, at du kunne slippe for mig, hva’, skat?” Det var Benjamin, der kom spankulerende med sine lange ben. Han virkede gudskelov til at være faldet lidt ned. Tak skæbne, at han havde fundet fodfæstet, ellers var jeg gået helt fra den.
”Vi er jo slet ikke færdige med at kigge på rustningen,” kluklo han. Han vidste godt, at jeg ikke kunne holde det ud. At jeg var ved at kvæle mig selv i det.  Hans fingre flettede sig vanedannet mellem mine og mine mellem hans. Det gav mig fornemmelsen af tryghed tilbage. Jeg var sikker på, at den lille bondedreng ikke turde komme igen og irettesætte mig nu. Ikke fordi Benjamin ville kunne finde på at sige noget til ham, det var nok mere idéen om det. Han så forhåbentlig mere faretruende ud, end han var.
”Denne gang giver jeg ikke slip på dig, skat.” Jeg vidste godt, at det var løgn, men jeg kunne ikke lade vær med at smile. Det var nu dejligt, at han prøvede. Han ville jo også have, at jeg skulle nyde dagen. Det var trods alt noget, vi skulle gøre sammen.

”Mine damer og herrer. Mine skøn møer og ungkarle. Lad jeres øjne forbløffe af denne mageløse pragt. Frygt dog ej ildens rædderlige magt, men lær den at beherske.” Stemmen gik over hele salen. Enten snakkede vedkommende meget højt, eller så var der skjulte højtalere et sted i loftet. Vi fulgte roligt den trængte mængde, men endte med at forvilde os ind midt i menneskeskaren, fordi folk skubbede.
”Lad mig nu demonstrere.” Det var en fuldkommen jetilignende mand, der stod på en lille forhøjning. Hele hans ansigt var mildest talt en bunke utæmmet hår. Det gik ned over øjnene lige såvel som munden. Når han træk vejret tungt, bevægede det sig på en komisk måde. Vippede lidt op og ned. Han var så sygeligt tynd, at jeg kom til at tænke på, at det nok ville være lige så let at knække ham som en tændstik. Han så ikke ud til at være det helt store, snarere lidt af en skuffelse. Jeg havde nok dømt ham på forhånd, men det var ikke ligefrem mirakler, man kunne forvente fra sådan en fyr. Han stod med en tændt fakkel i hånden. Den var større end dem, der hang på væggen. Den fik hans hænder til at se umådelig små ud. 
”Det her er bedre end det mest saftige vildsvin!” erklærede han med store armbevægelser, en overdreven entusiasme, og gjorde sit bedste for at vække publikums interesse. Jeg må ærligt indrømme, at han fik mig til at lytte en ekstra gang. Hans bizarre udseende gjorde mig nok en anelse nysgerrig efter at se, hvad han mon kunne finde på. Så længe han ikke kom til skade.
Han virkede meget sikker i sit fortagende. Tog faklen op til munden og gabte så højt, at man kunne se hans drøbel. Han rystede ikke, tog ikke hånden tilbage til sig. Han hvilte i sig selv og stolede nok mere på sine evner, end jeg gjorde. Helt uden at være påvirket af den enorme flamme, der legede lige foran hans behårede jetiansigt, førte han faklen ind i munden. Jeg tog mig selv i at holde vejret. Tænk hvis han fik den galt i halsen.
Det multikulturelle fællesskab begyndte at huje og juble, da han træk den slukkede fakkel op af munden og klappede sig selvtilfredst på maven.
”Det er utroligt, at man kan gøre sådan noget,” sagde jeg forbløffet og deltog i bifaldet. Det kom alligevel bag på mig.
”Ja, dumdristigt var det godt nok, skat.” Jeg kunne høre på det hele, at Benjamin havde noget lidt andet i tankerne end at stå og give klapsalver. Han trak mig ind til sig, så min brystkasse stødte mod hans. En varm og dirrende fornemmelse. Rutineret bukkede han sig ned mod mig. Jeg lukkede øjnene og følte de varmblodige og vilde læber mod mine. Hans hånd kørte ned langs min læn og tog om mig med en rundfornemmelse.
Jeg fulgte hans læber og lod mig rive med. Han var godt nok på. Det var måske en smule overvældende og upassende, især lige her. Han kørte over min krop, tættere og tættere kom jeg på ham.
”Der er nok nogle turtelduer, der har fået tændt sig en ild!” Entertaineren pegede drilsk på os, så hele publikummet vendte sig om.
Jeg følte, at jeg havde dem lige i nakken og begyndte at rødme. Hvis bare det havde været en fin rød blusning i kinderne, men mit ansigt var i stedet for tomatrødt. Pinligheden var slet ikke til at skjule.  
Folks blikke stirrede. De betog vores lille scenarie. Jeg stoppede med det vuns. Det var dog alligevel at udstille sig selv lidt mere, end jeg havde brug for. Benjamin led åbenlyst ikke de store kvaler, selvom han satte en dæmper på. Jeg tror godt, at han kunne lide opmærksomheden. Jeg klemte øjnene hårdt i. Hvis jeg ikke kunne se dem, kunne de i realiteten heller ikke se mig. Det bildte jeg mig ind i bedste tro. Jeg blev forstyrret af en voldsom rumlen, der var som et vulkanudbrud i min mave. Jeg skulle have taget den snack.
”Er du sulten, skat?” spurgte han, da vores læber igen var adskilt, men stadig på tæt hold af hinanden.
”Ja,” svarede jeg stille og kejtet, imens jeg samtidigt nikkede for at undgå nogen tvivl, ”Lad os gå hurtigt.” Jeg var klar på at pile hen ad gulvet.

 

Vi lå omslynget. Jeg havde hele dynen over mig. Var egentlig lidt egoistisk, som jeg væltede mig i den, fyldte det hele og havde ikke den store lyst til at dele, selvom jeg alligevel spurgte Benjamin op til flere gange, om han ikke ville have lidt, så han ikke kom til at fryse. Man måtte jo tænke på andre i ny og næ.

”Nej, nej, Jeg fryser ikke. Jeg er varmblodet,” havde han sagt og taget armen om mig. Han forlangte aldrig noget, ville ikke være til besvær. Hellere fremstå stærk og mandig. Rigtige mænd frøs ikke, heller ikke selvom tænderne klaprede. Hans arm var fast og markant, egentlig lidt tungt at have med at gøre, på trods han ikke var andet end skind og ben. Inderst inde følte jeg mig som en ejendel, som jeg lå der i hans tag. Han lagde ikke skjul på, at han ejede mig, at jeg var hans og ingen andres. Han havde spottet mig den aften hos Sofie. Mig med de store, kastanjebrune krøller. Hende der smilede og grinede af alt, hvad der blev sagt. Allerede der havde han bestemt sig for, hvordan aften skulle forløbe. Vi endte i snak, han komplimenterede mig, sagde at han syntes, at jeg var smuk, ikke mindst på grund af håret. Vi sad ude på balkonen. Det var første gang, jeg bemærkede stjernerne. Vi talte om alt og samtidigt intet. Det var en vindunderlig følelse. Han var ikke for nærgående, indsnærede. Egentlig meget stille og rolig, utrolig jordnær. Det var nok det, der gjorde udslaget. Han prøvede ikke på noget, ville ikke bare have mig for en aften. Han var ganske enkelt sagt fuldkommen reel. Det var sjældent, at jeg havde følt sådan en knytning til en person før. Det gik så hurtigt, og det var så let. Ingen pinligtavshed, ingen komplikationer. Vi blev vist begge enige i, at det nok var rigtigt for os at være sammen. Det kom så naturligt, så hvorfor stride imod? Et sted kunne jeg godt lide, at jeg var hans. Tanken om at være fri som fuglen, at kunne gøre lige hvad jeg have lyst til og egentlig ikke skulle stå til ansvar for noget, den skræmte mig en smule. Benjamin var velkendt, og Benjamin var dejlig. Det var lettere at forholde sig til. Det var ikke mig at gå i byen for at score, for at flirte, for at blive lagt op til. Det var nærmere ækelt i mine øjne. At være lidt for villig efter opmærksomhed. Hvis jeg ikke havde haft Benjamin, ville jeg slet ikke vide, hvor jeg var endt henne i dag. Han gjorde mig tryg, bekvem. Jeg havde ikke noget imod at være hans, så længe han også kun ville være min. Om det lød billigt eller ej, så elskede jeg at være hans ejendel.

Han lå i sengen med bar overkrop. Kun iført bokseshorts. De var sorte med lyserøde dødningehoveder. En blanding mellem at være meget mandigt og så alligevel ufattelig feminint. Det var svært at kategorisere. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg syntes, de klædte ham. Måske var det lige en tand for meget. På den anden side, var det da også bedårende, at han hvilte så meget i sig selv. Det var nok for det bedste, at jeg var den eneste, der så dem.
Hans kulør var en svagelig brunnuance, som kom af den ferie, han havde holdt i Egypten i sommers. Jeg missundende ham den lidt. Når vi gik sammen, lignede jeg et lig. Det var uretfærdigt, at han havde kunnet vedligeholde sin kulør, når min var aftaget for længst.  Det var to svære uger i vores parforhold. Nok de hårdeste hidtil. Grunden til dem var dybest set latterlig. Benjamin var gået hen og blevet skingrende gal, fuldstændig paranoid. Dagen efter han var rejst, ringede han til mig, selvom vi havde aftalt, at det var for dyrt at kontakte hinanden. Han var helt jammerlig og ude af sig selv. Han nærmest hulkede i telefonen, at jeg ikke måtte være ham utro. At jeg for alt i verden ikke måtte være sammen med andre. Det ville han ikke kunne klare, på ingen måde holde til. Jeg sagde ingenting i begyndelsen. Havde en smule svært ved at forstå, hvor han ville hen med det hele. Hvad forventede han dog af mig? Havde han virkelig ikke en større tiltro til mig? Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle svare. Jeg havde ikke haft nogen intentioner om at være sammen med andre. Følte egentlig lidt, at han udstillede mig. Hans stemme knark op til flere gange i den anden ende af røret. Han prøvede at fortælle mig, at han ville være en bedre kæreste, at han ville komme hjem, hvis det var nødvendigt. Han var opløst, kunne overhovedet ikke samle sig. Den første tanke jeg gjorde mig var, at han måske havde drukket? Det plejede han ellers aldrig at gøre, men hvorfor skulle han ellers flippe sådan ud. Være så angrebet af følelser. Tænkte han sig om, vidste han forhåbentlig vis også godt, at han gjorde et stor nummer ud af ingenting. At han forværrede en situation, der overhovedet ikke havde været der til at begynde med. Vi brugte timer i telefonen sammen. Jeg ville slet ikke tænke på telefonregningen. Den ville i hvert fald løbe op på et trecifret tal. Hvorfor var han også så åndssvag at ringe, når vi havde indgået en aftale? Det gik mig lidt på, at han brugte sine penge på noget så ligegyldigt, når han i forvejen ikke havde mange af dem. Jeg troede egentlig aldrig, at han ville stoppe med at græde. Det lød til, at det ville stå på i evigheder. Jeg prøvede at berolige ham, fortælle at han var den eneste, jeg ville være sammen med, og at jeg aldrig kunne finde på at såre ham. Det virkede, han fik efterhånden styr på besindelsen igen. Kunne sige hele sætninger uden at en svag klynken afbrød ham. I de to uger nåede han at få mere end rigeligt sol, og han kom hjem i helt andre nuancer, end da han var taget af sted. Det var et ufatteligt mørkebrunt ansigt, jeg mødte i ankomsthallen. Jeg fik mine tvivl om, det overhovedet var ham, men den lille klukken, da han så mig, afslørede alting. Han var meget nervøs, vidste ikke helt hvordan han skulle agere. Han var flov over telefonsamtalen, følte at han havde dummet sig. Jeg valgte ikke at nævne det. Det ville være synd for ham. Jeg lod som om intet var sket. Jeg var bare glad for at se ham igen.

Han havde en let markering af de nederste mavemuskler, når han lå helt udstrakt. De lignede et v, men var ikke voldsomme. Steroider og Benjamin var en urealistisk og nærmest komisk tanke. De kom heller ikke af, at han trænede. Han kunne ikke lide, at gå i træningscenter, syntes at det var spild af tid. Det var et sted fyldt med egocentrerede mennesker, der kun gik op i udseendet og ikke have en IQ langt over 70. Engang løb han derimod op til flere gange om ugen. Han elskede den friske luft og nok også de stramme træningsbukser. Han gjorde det uden at høre musik, nød i stedet for naturen. Det var utroligt, at han kunne få en puls ud af det. Han prøvede flere gange at få mig manipuleret med, men det med hurtighed var ikke en af mine store kompetencer, heller ikke udholdenhed. Jeg ville bare skuffe ham. Han var altid glad, når han havde været ude at løbe. Endorfinerne blev udløst, og han fik blod til hovedet. Desværre blev han nødt til at stoppe, da han havde fået et brud i ryggen. Han ærgrede sig over det længe, følte at der manglede noget. Det var svært at erstatte den glæde, han fandt ved at løbe. Kommenterede man nogensinde på hans mavemuskler, hvorfor han egentlig så så veltrænet ud, kunne han ikke lade vær med at pynte lidt på det. Ifølge ham skyldtes det selvfølgelig, at han stadig løb. Selvom det gjorde ondt i ryggen, bed han smerten i sig, ville simpelthen ikke give sig. Han påstod, at det altid var om aftenen, at han lige fik listet sig ud på en lille tur. Jeg vidste selvfølgelig godt, at han løj. Det var hans høje forbrænding og hans minimale fedtlager, der fik kroppen til at fremstå så atletisk. 

Jeg lod hånden med de nylakerede negle, der blev lagt lige før Starbucks, stryge gennem hans lettere trimmede isse. De var vinrøde, og fik både mine fingre til at se længere, men også tyndere ud. Jeg kunne godt lide dem sådan. Jeg så langt mere sofistikeret ud på den måde. Benjamins hår var for langt til, at man kunne kalde det en karseklipning, men heller ikke meget længere fra. Det var ujævnt, nogle spidser var betydeligt længere end andre. Det lignede mildest talt noget værre sjusk. Om jeg var mest ked af, at det ikke var mig der havde fået lov til at klippe det, eller om idéen med, at han i det hele taget var blevet klippet, vidste jeg ikke helt. Jeg kunne med garanti have gjort det bedre, men det var også svært af få karseklip til at klæde nogen. Det var med andre ord en hæslig frisure. Jeg havde startet med at brokke mig gevaldigt. Hvorfor havde han dog fået sådan en skør idé? Det var ærgerligt at klippe de kastanjebrune krøller af. Vi passede så fantastisk godt sammen, når han havde dem. Man kunne ligefrem komme til at tro, at vi var i familie, sådan som vi lignede hinanden. Nærmest identiske. Om det var en god ting, var derimod en anden sag. Jeg prøvede op til flere gange at tale ham fra det. Det var jo fuldkommen idiotisk. Han vidste godt, hvor meget jeg holdt af de krøller.
”Jamen, Benjamin, de krøller er jo nærmest dit varemærke. Dem må du ikke klippe af.” Jeg havde set bedende på ham. Det kunne han et eller andet sted ikke være bekendt.
”Åh, lad dog vær, skat. Jonas og jeg har væddet!” Jeg tabte næsten underkæben, da han sagde det. Havde han virkelig tænkt sig at klippe sit hår af, fordi de havde indgået et væddemål. Hvor dumdristig var man så lige? Det gjorde mig alligevel også en smule overrasket. Det lignede ikke Benjamin, at gøre sådan nogle spontane ting. Han var i stedet for meget påpasselig med alt han foretog sig. Kunne aldrig finde på at gøre noget, uden han havde gennemtænkt det flere gange. Det var typisk Jonas, at have sådan en indflydelse på ham. De kom ud i en hel masse, når de var sammen, og det var ikke altid, at det var lige godt. Utroligt at modsætninger kunne klinge så godt med hinanden. Man mødte sjældent nogle, der var så vidt forskellige som de to.
”Jeg var ellers hundredeprocent sikker på, at Brøndby ville have vundet Superligaen!” Han sagde det før jeg overhovedet havde tænkt over, hvad væddemålet havde gået ud på. Det kom ikke bag på mig, at det var fodbold. Slet ikke når det handlede om dem.  

Hans arm havde skiftet stilling og var i stedet for under mig. I starten havde jeg været nervøs for, om det var ubehageligt for ham. Jeg vejede måske for meget. Det var vel altid sådan, føltes i starten. Man var lidt fin og påpasselig. Nu gjorde det mig ikke noget. Vi havde vænnet os så meget til hinanden igennem årene, at vi sagde fra, hvis noget var ubekvemt. Sagde vi det ikke, var der intet i vejen. Den lå langs ryggen, hvor den hvilede på min skulder. Hænderne var store og ruge, den dobbelte størrelse af mine. Da jeg først mødte ham, havde de været bløde og dejlige. Desværre havde elektrikerjobbet sat sit præg. Han brugte heller ikke håndcreme længere. Det ville være komplet lige meget, når han brugte hænderne så meget, som han gjorde. Det var mere praktisk at lade vær, selvom jeg savnede det gamle. De virkede som en kæmpes, hvis man sammenlignede dem. Mine hænder var barnehænder ved siden af hans.
Nænsomt tog han om mit skulderblad og i en flydende bevægelse vendte han mig om på siden. Jeg gav et lille hvin fra mig. Han skubbede mig ind til sig, så tæt at jeg lå helt opad hans velkendte krop. Jeg kunne mærke, at den ventede på mig.
”Lagde du mærke til den lille dreng på udstillingen?” ordene slap mine læber, væltede ud af mig uden jeg havde set dem komme, ”Han var slet ikke så nuttet, som han så ud til.” Jeg sagde det, men vidste på ingen måde hvorfor. Det var så tilfældigt, fuldstændig ligegyldigt. Jeg følte mig vel pludselig akavet, prøvede at tale mig ud af situationen, men de sommervarmehænder var allerede startet. De flyttede på mit hav af krøller, der gemte ansigtet. Jeg havde nær fået det galt i halsen, da en tot hår havde siddet mellem mine læber. Hænderne gled ned langs taljen. De kørte bukselynlåsen op og skiftede retning ind under blusen.
Det tog ikke meget mere end ganske få sekunder, før han var over mig. Havde beslaglagt min krop og gjort den til ét med sin. Jeg følte ham på mig. Han kyssede mig på munden, på kinderne og halsen. Han strøg hånden over min pande. Kluklo lidt samtidigt. Hans attrå voksede. Det kunne der ikke lægges skjul på, heller ikke fordi Benjamin gjorde sit store i at forsøge. Han var lidenskabelig og vild, allerede i fuld brunst. Det mandlige instinkt var kommet frem i ham. Alle tøjler var sluppet, han var mere end klar. Jeg forventede måske en smule romantik i forløbet, at vi kunne tage den med ro og vise noget omsorg, sådan som det engang plejede at være, men Benjamin havde helt andre tanker. Han var straks i færd med at berøre mine intime steder, og bemærkede overhovedet ikke, at jeg lå som forstenet, uden at blande mig og uden den store entusiasme.
Hele sefæreren involverede ikke mange ord. Kun et støn af anstrengelse slap hans læber i ny og næ. Sveden fra ham dryppede ned på min blottede hud. Hans krop var anspændt. Det var et voldsomt arbejde, han gjorde sig. Var meget omhyggelig med sine cirkulerende bevægelser. Jeg så bare til. Nordstjernen var dukket op på nattehimlen. Den var helt ene. Jeg havde lidt ondt af den. Det måtte være ensomt at hænge deroppe alene. Hvinet rungede i væggene. Hans tilfredsstillelse var uforlignelig, ren nydelse. Noget jeg sjældent havde hørt mage til. Lidt efter lidt tonede han endelig ned. Han hev efter vejret. Pulsen var hurtig og hjertet bankede intenst. En dyb indånding afslørede, at han var færdig. Træt og udmattet. Jeg fik et indsmigrende smil af ham, da han lagde hovedet tilbage på puden. Desværre var jeg ikke i stand til at gengælde det. Jeg følte mig lidt brugt og skuffet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...