Nattens hekse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2013
  • Opdateret: 26 sep. 2013
  • Status: Igang
Xenia er en 14 årig helt normal pige. Eller.. hun er heks. Da en ny dreng dukker op på skolen ændre det hele sig, og Xenia står med flere millioner menneskeliv i sine hænder
det er mit bidrag til billedkonkurrencen. Jeg har valgt billede nummer 2

4Likes
11Kommentarer
748Visninger
AA

6. Infernus

Selvom der intet hjerteslag var, mærkede hun en mærkelig dunken fra sit bryst.  Det bevægede sig rundt i hele kroppen. Det var som om det fik hendes fødder til at lette sig fra jorden.  Pludselig stod hun i en mørk tunnel. I starten var det helt sort, men da hun gik fremad, så hun lyset fra den anden ende af tunnelen. Hun havde ikke lyst til at gå hen i lyset, men af en eller anden grund kunne hun ikke lade være.  Lyset blev stærkere og stærkere. Da hun kom til enden, og der kun var omkring en meter tilbage, så hun en kvinde stå og vente på hende. Hun var gammel, nok omkring de halvfems. Hvidt hår, og rynker. Hun havde en sort kjole med farvede blomster på. hun var ret lav, men de brune sko med en lav hæl hjalp lidt på højden. Xenia havde tit hørt, og læst om døden, da det var noget der interesserede hende. Alle de historier med en tunnel, og ud-af-kroppen oplevelser. De var alle sammen ægte. Xenia havde nu oplevet de ting, og hun vidste det var sandt. Det var ikke en drøm, eller mareridt. Det var ægte. ”Goddag kære. Følg med mig.” Den gamle dame tog Xenia under armen, og sammen forsvandt de ind i de hvide lys.

Hvor var hun henne? Var det himmelen? Var det helvede? Der gik ikke mange sekunder før hun vidste det. Med den gamle dame under armen gik hun tættere og tættere på det hun kun havde hørt, og læst om. Tanken om at hun var her gav hende sommerfugle i maven.  Hun gik hen til den store port. Den var præcis som hun havde forventet. Præcis som i bøgerne. Den store metal port, med tremmerne, var svagt rustet. De mørkegrønne stilke snoede sig imellem tremmerne, for at slutte ved de store sorte roser, hvis blade var skinnende. Næsten som diamanter. Da hun kom tættere på, lagde hun mærke til det. Det var diamanter! Små sorte diamanter. De skinnede i lyset fra faklen der var spændt fast på porten. Den åbnede, og de gamle rustne hængsler knirkede. Xenia fik helt ondt i tænderne. Der gik hun igennem med kvinden under armen. Hun kunne ikke undgå at se det store, sølvgrå skilt over porten. Med roserne snoet imellem de store sorte bogstaver. Hun læste højt: ”INFERNUS”

Hun mærkede følelserne kilde i maven. Hun vidste ikke om hun var glad, vred eller ked af det. Hun var fuldstændig ved siden af sig selv. Kvinden gik et skridt tilbage. Det fik Xenia til at se sig omkring. Der var ikke andet end træer. Ikke som en skov, nærmere en have. De stod midt ude i ingenting. Xenia blev lidt skuffet. ”Du er nødt til at give slip Xenia.” Kvinden gav hende et alvorligt blik, uden at virke sur. Xenia fattede ikke en meter. Igen mærkede hun følelserne indeni flyve rundt. Xenia var i tvivl, men prøvede alligevel. Hun lukkede øjnene, og hendes lange øjenvipper rørte hinanden. De var kulsorte ligesom himmelen. Hun tog et par dybe indåndinger, og gav slip. Gav slip på det hun havde gået rundt med. Hun vidste ikke hvordan hun gjorde det. Det var ligesom bare noget hun gjorde. Det føltes som om de tårer der ikke var der, aldrig ville stoppe. Små, grå skygger fløj ud fra hendes krop. De fløj om hende som var hun honning, og de bier. De grå ånder havde ansigter. Ligesom et kranie havde de huller som øjne, næse, og mund. Hun tog et kig hen på kvinden der stod med et lille smil på læben. ”Det var godt. Nu er du klar.” ”Klar til hvad dog?” Kvinden førte fingeren op til munden. ”Shh.” Kom det fra hende. Hun vippede med hovedet, og vendte sig, så hun stod med siden til Xenia. Hun vendte sig også, og mærkede en svag rysten fra jorden under hende. Det blev stærkere og stærkere, indtil der til sidst kom et par buler foran hende. De rykkede væk, og hun så noget stige op fra jorden, et par meter foran hende. Først et kringlet spir, og derefter et lille tårn. Det var ikke så højt, men højere end Xenia. Igen var de lange mørkegrønne stilke med de sorte roser snoet rundt om tårnet.

De sorte roser var overalt. ”Kom nu, pluk en.” Xenia gik med forsigtige skridt hen mod tårnet. Hun stoppede foran trædøren der var på tårnet. Hun rakte hånden frem for at plukke den store rose foran hende. Hun tog fat med hele sin hånd, om rosens stilk. De store pigge, som hun ikke havde set, borede sig ind i hendes håndflader. ”Av!” Råbte hun og trak hånden tilbage, så rosen faldt til jorden. Hun kiggede på sin håndflade, der var fyldt med huller. Fra hullerne løb en sort væske. Sort blod. Hun satte sig på hug og samlede rosen op. Denne gang var hun mere forsigtig. ”Lad blodet flyde ned imellem rosens blade.” Xenia tog rosen i venstre hånd, og holdte sin højre hånd over. Hun pressede fingrene sammen, og fra hendes knyttede hånd, løb den sorte væske. Et jag gik gennem hendes krop. Der kom ikke mere sort væske fra hendes hånd, og hun vendte den om for at se på sin hånd. Hullerne var væk! Da begyndte rosen at bevæge sig. En kvindelig stemme kom fra bladene. ”Du er ej bange mit barn. Du er helt speciel. Behold mig nu. Jeg vil hjælpe på din rejse.” Xenia kiggede over sin skulder og så på kvinden, der nikkede. Xenia satte rosen i sit hår, og det blev sort i sort. Hun hørte rosen hviske i hendes øre. Hun mærkede roen skylle ind i hende. Tårnets dør foran hende, åbnede. Der var helt sort. Hun tog et skridt ind i mørket. I starten var hun omgivet af mørket. Derefter hørte hun skridt bag hende. Kvinden stod bag hende, og åndede hende let i nakken. Det gav hende gåsehud. Hun stod lidt blank, og vidste ikke hvad der nu skulle ske. Hun hørte en knirken under hendes fødder.

Pludselig forsvandt det faste gulv under hende. Hun skreg, men det gjorde kvinden ikke. Hun faldt og faldt, ligesom i en lang ruchebane. Det var helt mørkt, men hun så lidt lys rundt om hjørnet. De drejede og Xenia landede med et bump på numsen. Kvinden landede sikkert på benene. I starten havde Xenia travlt med at ømme sig. Hun tog sig et kig omkring, og så hvor hun var. Der var sorte vægge, sort gulv, og flere steder med ild. Hun spærrede øjnene op. Kvinden grinte svagt. ”Ja du behøver ikke at være så overrasket.” Xenia stod stadig stivnet. ”J-Jeg er i Infernus.” Kvinden nikkede. Hun kunne ikke fatte at hun var her. Hun kunne ikke fatte at hun var død. Hvad skulle hun nu gøre? Hvad lavede man egentlig i Infernus? Hun blev helt forvirret. ”Kom.” Xenia fulgte efter kvinden.  De gik over til det nærmeste hjørne. Kvinden hviskede: ”Du undre dig sikkert over hvorfor du er her. Det er fordi du er død. Jeg er din tip oldemor Ingrid. Der er kaos i menneske verdenen. Dæmonerne er tættere end nogensinde på at finde Secretum. Du er den eneste der kan redde menneskeheden.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...