Nattens hekse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2013
  • Opdateret: 26 sep. 2013
  • Status: Igang
Xenia er en 14 årig helt normal pige. Eller.. hun er heks. Da en ny dreng dukker op på skolen ændre det hele sig, og Xenia står med flere millioner menneskeliv i sine hænder
det er mit bidrag til billedkonkurrencen. Jeg har valgt billede nummer 2

4Likes
11Kommentarer
758Visninger
AA

2. I flammerne

”Helt ærligt Xenia. Jeg prøver at fixe vores venskab, og du laver sjov med det?” hun havde fået tåre i øjnene igen. ”Jeg gider ikke mere.” Laila rejste sig og gik. Xenia løb efter hende. ”Stop!!! Hvad kan jeg gøre for at du stopper? Det er ikke en joke. Stol nu på mig!” Laila stoppede op, og vendte sig om. ”Der er en ting du kan gøre. Hvad med at, vække mig fra dette mareridt?!” Xenia var såret. ”Bare vent. Se her” Laila, gad ikke men gjorde det alligevel. Det var jo hendes bedste veninde. Xenia koncentrerede sig om glasset med vand der stod på køkkenbordet. Det begyndte at ryste. Laila spærrede øjnene op. Ligeså stille flækkede glasset, og vandet fløj ud af glasset, men det ramte ikke gulvet. Xenia holdte det i luften. Laila begyndte at skrige, så Xenia tabte vandet på gulvet. Laila ville løbe men Xenia greb hende i armen. ”Lad os gå ind på mit værelse, vi skal snakke.” de gik tilbage på værelset og satte sig på sengen. ”H-hvad var d-det?” Laila rystede. ”Jeg er en heks. Det er ikke en joke. Skal jeg fortælle hvorfor jeg ikke kom i går? Jeg kan også fortælle hvorfor jeg ikke har sagt det.” Laila nikkede og Xenia begyndte.

De havde snakket i timer. Laila var blevet mere rolig. Hun forstod det hele nu. ”Hvad gør vi så Xen?” ”Jeg ved det ikke..” Der var en lang pause. ”Jeg ved det!” Xenias ansigt lyste op. ”Du kan jo også blive en heks.” Laila kunne lide ideen. Endelig havde Xenia fået en ide man kunne bruge til noget. Det gjorde hun ikke så tit. De snakkede videre indtil Xenias forældre kom hjem. De kom omkring klokken 5, men Laila gik først ved 7 tiden. Xenia følte den smerte og sorg fra tidligere, ligeså stille gå væk. Nu skulle det hele nok gå. Der var en ny skoledag foran hende, så hun skulle tidligt i seng.

 

Den sædvanlige dinglen kom fra vækkeuret, der stod på den lyselilla kommode. Hun var frisk og klar, til at komme i skole. Det føltes som om det hul der var i hende tidligere var gået væk. Hun stod op med et smil på læben, og gjorde de sædvanlige ting. Derefter greb hun sin mobil, og gik straks ind på Laila. ”Hej smukke. Savner dig. Skal vi ikk følges i dag? Friends4ever love u <3”  Det var dejligt ikke at gå rundt med den tunge hemmelighed længere.

Klokken var halv 8, og Laila havde stadig ikke svaret. Hun besluttede sig for at tage over til hende for at se om hun var okay.

Døren åbnede og Lailas mor stak hovedet ud. ”Hej Charlotte. Er Laila hjemme?” Hun gav hende et forundret blik. ”Jeg troede hun var på vej over til dig. Det var noget med at, i skulle følges.” Det gav et gib i hende. Måske var hun over hos Xenia nu? Xenia løb alt hvad hun kunne, hen af den ujævne grussti.  Da hun kom hjem igen var Laila der stadig ikke. Xenia hørte et skrig fra skoven bag hende. Hun vidste at det kun var hende der kunne høre det da hun nu var en heks.

De andre! Xenia havde fortalt om hekse-tingen. For at hun ikke skulle sladre var de nødt til at dræbe hende. ”Laila! NEJ!” Xenia satte i løb. Hun løb igennem de kringlede træer, og var flere gange ved at snuble. Hendes åndedræt var besværet, og hun var tæt på at give op. Det eneste der holdte hende i gang var tanken om Laila. Tanken om at hun ville have gjort præcis det samme.

 

 

 

Selvom den brændende fornemmelse i halsen nu var slem, fortsatte hun. ”Kom nu Xenia du kan godt!” Sagde hun til sig selv, og frygtede det syn der ville møde hende. Hun fortrød et øjeblik, at, hun overhovedet havde sagt noget, men så alligevel ikke.

Hun satte farten lidt ned. Hun kunne simpelthen ikke mere. Adrenalinen var stoppet. Den eneste tanke der var i hendes hoved var om Laila var okay. Det var hendes skyld at hun var i fare, så hun måtte også gøre det godt igen.

Hun kunne høre at skrigene var kommet tættere på. Hun stoppede op, på hjørnet af et træ. Hun vidste at rundt om hjørnet var Laila. Hun fik kvalme, og blev svimmel. Hun drejede rundt om hjørnet, og så Laila og de andre. ”Slip hende!” De drejede hovedet, og så Xenia. Cierra kom gående imod hende. ”Hvad har du gjort?! Du aflagde ed på ikke at sige det til nogen. Nu må både din veninde og dig dø.” Cierra mente det. ”Nej vent! Jeg tænkte at hun kunne komme med i gruppen. Ligesom med Tamika.” Cierra tænkte over det. ”Vi giver hende en chance, men husk at hun skal klare vores prøver. Fordi du kender hende vil der ikke blive skruet ned for sværhedsgraden.” Xenia nikkede. ”Slip hende!” De slap hende alle sammen så hun landede med et bump. ”Laila!” Xenia løb hen til Laila der lå på jorden, og gav hende et kæmpe kram. Følelserne kogte op i dem begge og de græd. Glædeståre. Cierra trådte et skridt imod dem.  Hendes sorte kappe lavede en hvislende lyd da den blev trukket hen af den fugtige skovbund.

”Du er heldig at jeg er i mit gode hjørne i dag. Skal vi?” Hun strakte armen ud for at give Laila en hjælpende hånd. Hun greb den og kom på benene. Xenia rejste sig også. Laila kiggede med et usikkert blik hen på Xenia. ”Det skal nok blive okay.” Mimede hun med læberne, og Laila nikkede. Cierra trak Laila med sig og de andre fulgte med et par meter bag dem. ”Guderne skal godkende dig, før du kan blive en af os.” Hun knepsede med fingrene, og det bål fra i går tændte på ny. Cierra vippede med hovedet, som tegn på at laila skulle gå hen ved siden af bålet. Laila gik med rystende skridt imod bålet. Under hendes fødder var lyden af tørre blade høj.  Det knaste som om nogen spiste bolcher.

”Du skal nu træde ind i dette bål, efter jeg har sagt en formular.  Den gør at du ikke kan dø eller får ar, men smerten vil være som normalt.” Laila var et øjeblik ved at vende sig om, og løbe sin vej. Det var måske alligevel bedre hvis hun aldrig havde fået nået at vide. ”Hør her Laila. Du må ikke give op. Det er heller ikke så slemt. I starten er det værst men til sidst vil det gøre så ondt at man ikke kan mærke det. Jeg har været igennem det.” Xenia gjorde alt hvad hun kunne for at støtte Laila. Cierra stod utålmodigt og ventede. ”Tak for det Xenia. Er du klar?” Laila nikkede med hovedet.

”Lad flammerne brænde din krop.

Og selvom dagen er omme

Vil din krop ej sige stop.

Og døden vil ikke komme.”

Laila følte et pust inde i hende. Som en tornado der var begyndt.

Hun tog et par dybe indåndinger. ”Jeg er klar.” Sagde hun. Xenia var nervøs, og havde egentlig ikke lyst til at se det. Laila skubbede frygten til side, og tog det sidste skridt. Det sidste skridt ind i bålets brændende flammer.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...