Nattens hekse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2013
  • Opdateret: 26 sep. 2013
  • Status: Igang
Xenia er en 14 årig helt normal pige. Eller.. hun er heks. Da en ny dreng dukker op på skolen ændre det hele sig, og Xenia står med flere millioner menneskeliv i sine hænder
det er mit bidrag til billedkonkurrencen. Jeg har valgt billede nummer 2

4Likes
11Kommentarer
745Visninger
AA

1. Hemmeligheder

Der var fuldstændig vindstille. De stod allesammen med lukkede øjne. Månens skær lyste som en sol, og spejlede sig i den lille sø. De førte deres arme halvt op, og greb hinandens hænder. De var kolde, men lod ikke til at mærke noget. Lige så stille begyndte træerne at hvisle. De store grantræer dansede til vindens musik. Et par blade blæste omkring dem. De stod bare der. Tavse. Et par mørke skyer fløj forbi månen og dækkede den til. Kraften stod ud fra dem og deres hår begyndte at flagre. Stilheden blev brudt."Obtenebrentur stellae cadent. Nos temperare nocte. Erimus immortales. Mundus morietur!" En bobel af lys, viste sig på himlen som en lille stjerne, der langsomt blev sænket."Dette mine piger, er vores redning. Dette er vejen til udødelighed. Vi vil ikke stoppe dette flammehagl, før Tzari den store har grædt sine, sidste tåre. Dette vil ikke stoppe før vores kræfter dør hen!" Stjerner faldt fra himlen og satte skoven i brand. Himlen blev lyst op som var der ild i. En efter en faldt de ned. En efter en, ødelagde de alt. Tiden var kommet og ingen kunne stoppe det.

*

”Hey søde, vent lige på mig!” hun vendte sig om, og så Laila komme løbende mod hende. ”Kan du være sammen i dag?” Xenia tænkte lidt over det. Hun var i tvivl. ”Hvad tid?” Spurgte hun." Altså, jeg skal til roning det meste af dagen, så hvis vi nu sniger os ud om natten, kan vi være sammen.” Det var jo weekend. Xenia var så meget i tvivl, at hun fik kvalme. Laila var jo hendes veninde. Der var så mange problemer med dem. Måske var det forbi for dem. Måske skulle hun stoppe disse pinsler. Xenia blev ked af det og skuffet over at hun kunne tænke sådan. Selvfølgelig skulle de forblive veninder. Xenia skulle bare finde en løsning på det hele. Selvom det var svært skulle hun tage sig sammen, og finde på den løsning.

Laila kunne se tvivlen i Xenias øjne. Hun havde altid så travlt. Det var da klart at de var blevet ældre, men det var ikke grund nok til at forlade hinanden. Laila savnede de gamle dage, da de sov sammen, og snakkede om alt og ingenting hele natten. Da de var sure på hinanden, men kom til at grine. Alle deres mange grineflip. Det hele var slut nu. Der var ikke mere tilbage. De var begyndt at glide fra hinanden. Laila håbede på at det var alderen, men kunne ikke lade være at tænke: kunne det være noget andet? Måske var Xenia blevet træt af hende. Laila var træt af at de kun kunne skrive til hinanden. De var aldrig sammen mere. Ikke engang i skolen. Der gik Xenia altid et eller andet sted hen. Ingen vidste hvorhen. Hun var bare væk.

  Da de var yngre kunne hun sagtens snige sig ud, men nu var det som om hun skjulte noget. Laila var næsten 100 procent sikker på at der var noget galt. Hun kendte Xenia og sådan var hun bestemt ikke.

 ”Jeg skal til et, pyjamas party med nogle gamle venner.” Xenia kunne se at Laila ikke troede på hende. Hun blev nervøs. Vidste hun noget? Xenia vidste at Laila havde fattet mistanke, og at der var noget galt. Laila spurgte altid hvor hun havde været henne. Hun tænkte at det nok var bedre hun gik, inden hun gjorde noget dumt. Hun greb sin cykel og kørte af sted. Hvorfor var hun altid nødt til at lyve? Hvorfor kunne Laila ikke forstå at hun havde andre planer? Det var blevet til en verden af løgne. Man burde kunne stole på sine veninder, og det kunne hun også. Især på Laila, men noget sagde hende at det ville være bedre hvis Laila forblev i uvished.

Da klokken slog 12 hoppede Xenia ud af sin seng. Hun snuppede sin kappe og kravlede ud af vinduet. Hun løb alt hvad hun kunne. Hun var allerede forsinket. Da hun kom til skoven, fulgte hun bare efter lyset. De andre var allerede gået i gang. Hun hoppede ind i rundkredsen. Cierra gav hende et ondt blik, og Xenia spjættede lidt da hun fik stød. Cierras sorte kappe skildte sig ud i forhold til de andres. hendes blonde, nærmest hvide hår var fladt og skinnende. Den sorte silke kappe gik helt ned til jorden, og hun slæbte den hen af jorden. Den var altid helt ren, og skinnende. Ligesom hendes hår.

De var noget ret langt, men kunne ikke komme videre, da det sjette medlem manglede. Altså Xenia. Hendes røde kappe var også af silke, ligesom de andres. Hendes sorte, krusede hår var koldt, og lidt elektrisk efter det lille stød Cierra havde givet hende.

  Stjernen i midten af søen lyste, og vandet boblede. De var der alle 6. vinden piskede op, og træerne hvislede. Tamika begyndte at ryste. Den hånd Xenia holdte blev svedig, og hun faldt på knæ. Hun skreg og vred sig på jorden. Vi andre så bare på. Hendes tid var kommet. Der var ikke mere vi kunne gøre. Guderne kaldte hende hjem. De var alle begyndt at græde undtagen Cierra. Hun stod bare følelseskold. ”Lad os få hende af vejen!” De andre kiggede spørgende på hende. ”Jeg ved hun var din bedste veninde Cierra men som du altid..” Julie blev kastet bagud og landede med et bump. Hendes Kappe faldt halvt af. Hætten var også faldet af, så hendes korte mørkebrune hår var synligt. Den lille pink stribe var fyldt med blade og jord. "Av! Helt ærligt." Cierra kiggede på hende med et blik der kunne dræbe 3 voksne mænd. "Jeg mener, undskyld." Cierra nikkede anerkendende, vendte sig om og startede bålet. De andre forstod hende jo godt. Hun havde lige mistet sin bedste veninde. Cierra og Tamika havde været uadskillelige siden de mødte hinanden til skolefesten. Når man så på dem var de komplette modsætninger. Cierra havde jo lyst hår, og lys hud. Tamika  havde sort hår, og var mørk i huden, men inderst inde var de ens. Det var derfor Tamika kom med i Gruppen. Der skulle være seks, for at danne deres stjerne, og da den sidste pige Line var gået bort, havde de brug for en ny. Det var så bare ikke meningen at Tamika skulle gå bort som den første, men hun var blevet kaldt hjem.

 De så på Cierra og kunne tyde hendes blik. De stod alle som forstenet, undtagen Xenia. Hun gik hen til Tamikas slappe krop, og begyndte at hive. ”Kunne jeg få lidt hjælp herover?!” Kom det fra hende. De andre løb hen til hende, og de fik løftet Tamika op. De holdte hende ved siden af bålet, og Cierra sagde den sædvanlige remse:

”At leve er at dø.

Din tur det nu er.

Spejl dig i den blanke sø.

Spis af dødens bær.”

Xenia var den eneste der lagde mærke til de få, tavse tåre der trillede ned af Cierras kind. Hun lukkede endda øjnene da de skulle til at kaste hende på bålet. Da de havde kastet hende på bålet så de på flammerne omslutte hendes døde krop. Var det ikke? Jo det var! En tåre faldt fra hendes kind. ”Se alle sammen!” råbte Xenia og pegede på bålet. De så alle sammen de mange tåre der faldt fra Tamikas øjne. De begyndte at smile. Selv Cierra. De vidste nu at hun havde det godt. ”Vi er nødt til at mødes i morgen. Vi mangler et medlem.” De nikkede og begav sig hjemad. Cierra blev, og ventede på at Tamika var væk. Xenia overvejede lidt at blive, men hun ville ikke blive kastet væk ligesom Julie, så hun gik hjem. Skoven var mørk og Xenia kunne ikke lade være med at se sig tilbage. Hun stoppede op og vendte sig om. Hun kunne se røgen fra bålet. Hun kunne næsten føle Cierras smerte. Hvis hun havde mistet Laila var hun også blevet vildt ked af det. Xenia vidste godt at hun ikke sagde det nok, me hun elskede virkelig Laila. Hun var den bedste veninde i verden! Hun gik videre og kom hjem. Xenia kravlede ind af vinduet som sædvanlig, og lagde sig i sin seng. Hun frygtede at næste gang ville det blive hendes tur. Hun lukkede øjnene i, og begav sig langsomt ind i drømmeland.

Næste morgen vågnede hun ved at nogen bankede på hendes vindue. Det var Laila. Xenia åbnede vinduet og stak hovedet ud. ”Du ser vel nok træt ud. Har du slet ikke sovet?” Xenia rystede på hovedet, og ud af sine trætte øjne kunne hun se Lailas blik. ”Hvad fanden er det du har på?!” Xenia kiggede ned af sig selv, og så at hun stadig havde sin kappe på. ”Øhm, det er bare et kostume, fra i går. Nå men jeg må nok hellere få noget tøj på. Farvel!” Xenia lukkede vinduet men Laila holdte det åbent. ”Luk mig ind, vi skal lige snakke.” Xenia fik hevet et par jogging bukser på, og gik hen og åbnede døren. Laila gik ind, uden at sige hej, og Xenia fulgte efter. De satte sig på Xenias seng. Selvom klokken var seks om morgenen så Laila fantastisk ud. Man skulle tro hun lige havde været til et photoshoot.

 ”Du er begyndt at være lidt mærkelig, her for tiden. Du har altid aftaler om natten, har kappe på, og så er vi aldrig sammen mere!” Laila havde ret. Ceremonierne var ikke få for tiden. Der var mange ting de skulle nå inden vinteren kom. ”Så gider du godt fortælle mig hvad der sker med dig!” Xenia kiggede hende i øjnene, og pustede ud. ”Det kan jeg ikke fortælle dig” Hun kiggede ned i gulvet. Laila fik tåre i øjnene. ”Jeg vil jo bare have den gamle dig tilbage Xen.” Nu græd Xenia også. Skulle hun fortælle hende det og risikere at hendes bedste veninde blev drabt, eller lade være og måske miste hende. ”Du vil ikke tro det her, og jeg ved det lyder skørt men.. Men.. Grunden til jeg har haft så travlt for tiden er at vi skal gøre klar til vinter. Der er så mange ceremonier, og ritualer der skal laves. Grunden til det tit har været om natten er at vi skal bruge månens stråler. Okay hør.. Det jeg skal sige er ikke let, men jeg gør det for din skyld. Fordi jeg elsker dig, og ville ikke kunne holde ud at miste dig.” Laila nikkede. Xenia blev pludselig i tvivl skulle hun sige det? Ja hun skulle. Som fugle fløj det ud af hendes mund: ”Jeg er en heks.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...