Nattens hekse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2013
  • Opdateret: 26 sep. 2013
  • Status: Igang
Xenia er en 14 årig helt normal pige. Eller.. hun er heks. Da en ny dreng dukker op på skolen ændre det hele sig, og Xenia står med flere millioner menneskeliv i sine hænder
det er mit bidrag til billedkonkurrencen. Jeg har valgt billede nummer 2

4Likes
11Kommentarer
747Visninger
AA

5. Død

Frygten hev alt varmen ud af hendes krop. Hun blev bleg, og begyndte at ryste. "Hvem har sendt dig?" Spurgte hun med rystende stemme, og prøvede at lyde modig. Det var hun slet ikke, så det var svært at skjule. Hun var ikke modig overhovedet. Det var vildt dengang hun valgte at blive heks. Selv det var hun rædselsslagen for. Nu stod hun ansigt til ansigt med en dæmon.

*

Du ved sikkert ikke meget om dæmoner, så lad mig forklare:

Dæmoner også kaldet daemonum på latin, har levet blandt mennesker i århundrede. De ligner, og opfører sig som mennesker. Man kan ikke se forskel på dæmoner og mennesker. I Librum pretiosum, også kendt som Den ædle bog, er der en fortælling. Den handler om en pige der finder en speciel medaljon. Den er aldrig blevet fundet i virkeligheden, så ingen ved om den findes, men med den, kan man se forskel på dæmoner og mennesker. Mange har prøvet at finde den, men da den skulle være i dødsriget er der ingen der har været stærke nok til at vende tilbage. Der skal en ufattelig kræft til at kunne overleve sådan en overgang. Fra den verden vi kender, til dødsriget Infernus vil der være en kraft. Den kraft er gennemborende. Den er det stærkeste der findes i hele universet. Ingen har overvundet den, og det er der sikkert ingen der kan. Dæmonerne har også prøvet at lede efter medaljonen. De har tilmed givet den et navn: Secretum. De ledte og ledte i Inferus men uden held, så de drog til menneskernes verden, for at lede der. Derfor går der dæmoner rundt på jorden. De vil ikke have at nogen finder Secretum før dem, da den kan udslette alle dæmoner der går rundt i verden, og gøre så de aldrig kan komme tilbage, men til gengæld hvis de får fat i den vil de udrydde den menneskelige verden. Det skete engang for længe siden at nogen gjorde det, men der er ingen der er helt sikre på hvordan.

*

Oskar rejste sig hurtigt op fra sin stol, og kampen begyndte. Han lavede et kraftigt vindstød og Xenia væltede ned fra sin stol. Oskar grinte. Xenia kunne ikke dulme sine nerver. Hun var helt oppe at køre. En dæmon. På hendes skole! Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre eller tænke. Han gav et pust mere, og hun fløj hen af gulvet. Han lavede flere små kraftbobler der kunne lamme enhver. Hun dukkede sig og kravlede rundt imellem bordene. Hun fandt et gemmested bag lærerens bord. Hun satte sig godt til rette, eller så godt man nu kunne sidde når man var lammet af frygt. Hun hørte hver en lyd, og var ekstra opmærksom. "Hvor er du? Kom frit frem, jeg vil jo bare lege." Hans skridt var tunge, og hans store støvler trampede på gulvet. Hun kunne høre kuglerne flyve rundt i lokalet.

Der blev stille. For stille. "Fundet!" Hans hoved kom oppefra og gav Xenia et chok. Hun sprang ud og løb hen til et af de åbne vinduer. Han fulgte efter. Med kugler flyvende om ørene på hende kravlede hun ud af vinduet. Hun stillede sig ud på den lille kant der var. Hendes fødder kunne lige præcis være der. "Tænk nu Xenia, tænk!" Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun hørte igen trin inde fra lokalet. "Nå der er du!" Oskar stak hovedet ud af vinduet. Han gjorde en kugle klar. Den var som en lille sort sky. Ved første øjekast helt ufarlig, men så man nærmere, kunne man se ondskaben. Man kunne se at der var en kæmpe storm på vej. Dette var ikke en leg. Det var rammende alvor. Xenia hyperventilerede. Hun gjorde lige præcis det man ikke skulle gøre. Hun panikkede. "Skal vi se om du kan flyve uden din kost?" Han sagde det med en drillende tone. Han sendte kuglen af sted. Den ramte med et brag, lige i brystet på Xenia.

Hun mistede balancen, og faldt. Hun faldt bare. Det var som om der ikke var nogen ende. Hun drejede flere gange rundt i luften. Gør nu noget tænkte hun. Jorden var ikke langt fra hende. Der var under 5 meter tilbage. Der vidste hun at det var slut. Der var ikke mere at gøre, men derfor stoppede hun ikke med at prøve. Der var ingen mennesker at se. Kun den kolde jord der kom tættere og tættere på. Hun nåede lige at mærke asfalten før hun var væk. Oskar stod i vinduet, og grinte igen. "Ha, et fald fra 5. sal kan ingen da overleve! Oskar du har gjort det igen." Han klappede sig selv på skulderen, og gik.

Xenia så sig selv, liggende på den kolde asfalt. Hendes røde top, var beskidt og hullet. Hendes livløse krop lå i en mærkelig stilling. Xenia så det hele. Hun mærkede på pigens hals. Ingen puls. Hun mærkede på sin egen hals. Ingen puls. "Nej. Det kan ikke passe! Jeg. Jeg..

Jeg er død."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...