My Good Life {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 22 jul. 2014
  • Status: Færdig
Milla Payne, er en 17 årig pige, som bliver passet af hendes ikke rigtige storebror Liam Payne. Hun har ingen rigtig familie, andet end hendes højt elsket storebror, og hendes bedste venner León og Madison. Liam er en meget overbeskyttende storebror, men det er Milla glad for, da hun støder ind i en masse problemer, om kærlighed, venner, og livet i den virkelige verden...

44Likes
61Kommentarer
4872Visninger
AA

1. prolog

 

"byd velkommen til One Direction!!!!!"

så var det nu, min første koncert her i København, med One Direction.

jeg var sikker på, at jeg var deres største fan.

jeg støttede dem overalt, hvor de end var.

jeg kiggede op mod scenen, og kunne se alt.

jeg var omgivet af mange store teenager, som der ligesom mig var stor fan af One Direction.

jeg kunne se, at nogle hoveder begyndte, at komme op af gulvet.

der, i det sekund, sprang mit hjerte et slag over.

jeg var til koncert med mine helte, selveste One Direction...

                                                       

                                                                                      ***

 

koncerten var slut, og jeg sad stadig på min plads, inde i den store arena.

der var tomt, og jeg var sikker på at jeg var alene.

men det var jeg ikke...

selveste Liam Payne kom ud på scenen, og tog hans trøje over skulderen som der havde ligget på gulvet.

han tog sin mobil op af lommen, imens jeg så til.

han tog et billede ud over arenaen.

han trykkede lidt på sin mobil, og lagde den så ned i lommen.

han var på vej ud bag ved

da der kom en høj lyd, fra min bukselomme.

han vendte sig om, som et lyn, og kiggede ud over arenaen.

jeg var sikker på at han havde set mig.

så jeg rejste mig, og var på vej op af trappen, da der var en der råbte.

jeg vendte mig om, og så at det var Liam der havde råbt på mig.

jeg gik stille og roligt hen til ham, men løb en lille smule kejtet det sidste stykke.

han kiggede stille og roligt ned på mig, da han stod på den store scene, som var ti gange højere end mig.

"hej, med dig", sagde han stille.

jeg blev en smule bange for, at han ville tilkalde en vagt, da denne arena, var det eneste sted jeg kunne sove i.

jeg gik to skridt tilbage, men han stoppede mig hurtigt da han sagde vent.

han rejste sig, og løb ned af trappen, ude i siden af scenen.

han kom hen til mig, og satte sig på hug foran mig.

"hej med dig", sagde han igen.

der satte sig en klump i halsen på mig, måtte jeg tale med ham?

jeg fik stille sagt hej, da han ventede et svar.

"hvad hedder du", spurgte han om, da jeg opdagede at han faktisk gerne ville snakke med mig, begyndte jeg at blive mere rolig.

"Milla", sagde jeg så stille, at jeg var sikker på at han var den eneste der kunne hører det.

"det var et pænt navn Milla, hvor gammel er du?

"13 år", sagde jeg stolt, for det var jeg, jeg var stolt, over at kunne have klaret mig selv, i 12 år

"er du kun 13?, jeg nikkede og smilte til ham.

"hør her, må jeg spørge dig om noget?, hvorfor er du her stadig, er du blevet væk?

jeg undrede mig om det spørgsmål, han stillede mig, selvfølgelig var jeg ikke blevet væk, hvad regnede han mig for?

"nej, jeg er ikke blevet væk, og jeg prøvede at sove", sagde jeg stille og roligt, da hans smil falmede lidt.

"prøvede du at sove, her? jeg nikkede stille og roligt, og stoppede med at smile.

"må jeg da ikke det?, spurgte jeg så om

han begyndte at grine, og jeg forstod ikke hvad der var så sjovt, jeg kiggede undrende på ham, så han stoppede med at grine.

"mente du det?, jeg nikkede, og måtte have lignet et stort spørgsmålstegn.

han kiggede på mig og sagde så, "hvor er dine forældre?, det spørgsmål jeg frygtede allermest.

"de er døde", sagde jeg stille, og fik pludselig tårer i øjnene.

"så, så" sagde han, og begyndte at kramme mig, "det var ikke for at gøre dig ked af det, Milla"

tårene begyndte virkelig at presse på, og jeg kunne ikke længere.

"jeg er helt alene, og ved ikke hvad jeg laver, jeg har aldrig fået et ordentlig måltid, jeg har ingen familie, og jeg bliver nødt til at stjæle for folk, for at få råd til mad, og varmt tøj".

jeg begyndte virkelig at græde, og jeg kunne se på Liam, at han var rørt.

"hvad siger du til at komme med mig?, få noget varme, og noget mad og spise, og så en ordentlig omgang søvn", han kiggede på mig, og prøvede at smile.

kunne jeg overhovedt sige nej, til dette tilbud?

jeg nikkede på hovedt, og prøvede at smile til Liam.

han smilte igen, og tog mig op i sin favn.

jeg var stoppet med at græde, men begyndte at græde igen.

glædestårer.

"hvorfor græder du igen, er der noget galt?, jeg rystede på hovedt, og sagde så, "det her er bare noget jeg har drømt om, ligesiden jeg blev jeres største fan", sagde jeg og smilte over hele hovedt, imens jeg græd.

han smilte og sagde så, "jeg skal nok passe på dig"

 

 

                                  My Good Life

 

 

          

                                                                    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...