My Good Life {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 22 jul. 2014
  • Status: Færdig
Milla Payne, er en 17 årig pige, som bliver passet af hendes ikke rigtige storebror Liam Payne. Hun har ingen rigtig familie, andet end hendes højt elsket storebror, og hendes bedste venner León og Madison. Liam er en meget overbeskyttende storebror, men det er Milla glad for, da hun støder ind i en masse problemer, om kærlighed, venner, og livet i den virkelige verden...

44Likes
61Kommentarer
4849Visninger
AA

12. kapitel 10

 

”Milla? Milla? Milla vågn op” var der en stemme der sagde. Jeg blev rystet frem og tilbage. Okay personen var godt nok desperat. Jeg gned mine øjne og åbnede dem. Personen der var desperat var Harry. Selvfølgelig. ”Åh gud, du er vågen” sagde Harry og prustede. ”Ja jeg er vågen, noget galt? Spurgte jeg, og kiggede forvirret op på ham. ”Du besvimede bare enden jeg nåede at ligge dig i sengen” sagde han og kiggede bekymret ned på mig.

”Hvad er der sket? Spurgte jeg og satte mig op. Jeg tog mig til panden og lukkede mine øjne. Jeg havde det stadig dårligt...

”Kan du slet ikke huske det? Spurgte Harry og løftede hans øjenbryn. Jeg rystede på hovedet og kiggede afventende på ham. ”Du skulle ud og kaste op og da du var færdig ville jeg bære dig ind i din seng, men du besvimede, og nu var jeg ligesom bange for at du ikke vågnede” sagde han og kiggede stadig bekymret på mig.

”Awww” sagde jeg og trak ham ind til mig. ”Jeg er vågen nu” sagde jeg og han kyssede mig blidt på munden. ”Men du skal stadig til lægen” sagde han og kyssede mig på kinden. ”Lægen?, ”ja lægen, jeg vil gerne lige vide hvad du fejler, for der er da et eller andet helt galt” sagde han og trak mig med ind i stuen.

Alle drengene sad dér, og Liam kiggede straks hen på mig da vi kom ind. ”Oh my god, Milla” sagde han og rejste sig hurtigt. ”Er du okay? Spurgte han og trak mig ind i et kram. ”Ja jeg er okay, men Harry tager mig til lægen i dag, behøver jeg? Sagde jeg og kiggede med hundeøjne på ham. Han kiggede over på Harry og gav ham pas-på-hende blikket. Harry nikkede og tog mig så i hånden.

”Tag tøj på” sagde han og gik tilbage i stuen. Jeg hørte at han stod og snakkede med Liam. Jamen nu skal jeg da have tøj på.

 

20 minutter efter:

”Milla, kom nu, du har stået derude i 20 minutter nu” sagde Harry og bankede på toiletdøren. ”Ja ja jeg kommer nu” sagde jeg og låste op. Han tog min hånd og vi gik ud og tog sko og jakke på.

Vi sagde farvel til drengene, og satte os ud i bilen.

Efter nok de længste 10 minutter i hele universet, var vi ved lægen.

Jeg stirrede rædselsslagen på hoveddøren. Har jeg fortalt at jeg hader læger? Og nåle og blod og alt det dér læge ting ting. Nej, men nu har jeg.

Harry tog min hånd og klemte den blidt. ”Er du okay? Spurgte han om og kiggede på mig. Jeg rystede på hovedet og kiggede på ham.

”Har jeg nogensinde fortalt at jeg hader læger? Spurgte jeg om, hvilket fik ham til at grine lidt.

Vi gik ud af bilen og op mod døren. Jeg tog hurtigt Harry´s arm, og knugede mig ind til den. Bare kald mig en piveskid, jeg kan tage det!

Vi gik ned til ventestuen og satte os ned i de så store dumme behalige stole. Underligt? Ved det. Men når man sidder i dem, ved man bare at man skal ind til lægen, og så er de behalige. Underligt? Ved det skam godt.

Og dér sad vi så og ventede, ventede ventede, og, ”Milla, din tur” var der en mand med hvid kittel der sagde. Jeg tog Harry i hånden igen og gik med manden. Harry klemte min hånd igen, han vidste vidst godt at jeg var nervøs.

Jeg satte mig i stolen overfor lægen, og Harry satte sig på stolen ved siden af.

”Nå Milla, fortæl hvad problemet er” sagde lægen og kiggede på mig. Han vendte sig mod computeren og skrev med. ”Ehm jeg har det dårligt hele tiden, jeg kaster op ret tit, og ja” sagde jeg og kiggede hen på Harry. Han smilte stille til mig. Lægen skrev hurtigt med og kiggede så på mig. ”Har i overvejet om du måske havde spist noget dårligt eller noget du ikke kunne tåle? Spurgte han og kiggede på mig. Ad.

”vi har overvejet det ja, men jeg har ikke spist noget jeg ikke kunne tåle, og vi tror heller ikke at maden har været dårlig” sagde jeg og så på lægen som skrev hurtigt med igen.

”Okay, har i så overvejet om du kunne være gravid? Spurgte han om og kiggede ind i computer skærmen. S*it der gik jeg i panik. Gravid? Det havde vi slet ikke tænkt over. Jeg kiggede panisk over på Harry som bare sad med åben mund. Han tænkte måske også det samme som mig. Ikke måske, han gjorde det, det ved jeg.

”Nej det har vi ikke tænkt over” mumlede jeg stille, og kiggede ned i gulvet. Jeg kunne lige fornemme overskriften på avisen i morgen. Harry Styles har gjort den 17 årig kæreste gravid. Jubiii. Kan i mærke ironien her?

”Her, tag den her test og så kan vi se om du kan være gravid” sagde lægen og rakte mig graviditetstesten. Oh no!

Jeg kiggede på Harry og gik så ud på toilettet. Det her tegner ikke godt!

 

Jeg havde taget testen og var på vej ind igen. Jeg havde ikke kigget på den endnu. Jeg var bare så bange. Hvad gør vi hvis jeg faktisk er gravid. Og hvad vil Liam sige? Alle spørgsmålene kørte bare rundt i hovedet på mig.

Da jeg kom ind sad Harry med sine hænder oppe i ansigtet. Lægen sad bare på computeren. Nar.

Harry fjernede sine hænder og kiggede op på mig. Jeg kiggede nervøst på ham og satte  mig ned. Jeg gav lægen testen og lukkede mine øjne. Harry tog begge mine hænder i sine og klemte dem en smule. Lægen kiggede smilende på os. ”Tillykke du er gravid” sagde han smilende. Din dumme smilende læge af hvad? Gravid? Nej nej nej, det må være en fejl! Mig og Harry har ikke...nårh jo...f*ck!

Jeg kiggede panisk over på Harry, han kiggede stadig måbende på den smilende dumme læge. Nicht gut!

Lægen rejste sig og tog sin hånd frem. Jeg rejste mig stille op og gav ham hånden. Harry rejste sig også og gav ham hånden. Jeg gik målrettet ud af døren og gik i panik. Hvad har jeg dog gjort? Jeg kunne mærke mine tårer på mine kinder. Jeg kunne ikke klarer det. Jeg løb som aldrig før ned af gangen og ud af døren. Jeg kunne hører at Harry var lige bag mig. Mine tårer rendte bare ned ad mine kinder. Jeg løb forbi Harrys sorte audi, og fortsatte væk fra stedet. Jeg vidste egentlig ikke hvor jeg løb hen, jeg løb bare.

Jeg faldt pludselig over en sten, og røg ned på græsset under mig. Jeg krympede mig sammen til en klump og græd. Harry kom løbende og satte sig ned ved siden af mig. Han tog mig op i hans arme, og han begyndte at gå med mig. Jeg knugede mig ind til ham og græd stadig helt vildt. Han agede mit hår og kyssede min pande.

”Nu skal vi hjem” sagde han og fortsatte med at gå.

 

 

 

 

Oh no!

Hvad siger i til det?

Havde i regnet med det?

I want to know!!!

Kapitel til jer<3

-A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...