Red Lips

Celeste Valeché, den berømte franske model, der er kendt for sine fængende blå øjne, smukke lange ben og altid en kraftig rød optegning af de bløde læber. Hende som ser alt for perfekt ud, for hundredevis af usikre teenagepiger, som alle hungre efter hendes slanke ydre. Men hvad ingen ved, er at Celestes egen krop er blevet alt for slank. De før så smukke lange ben, ser udsultede ud og knogler stikker frem alle steder. Det er langt fra sundt for Celeste, og hvis der ikke gøres noget, kan det ende med en fatal slutning. Derfor vælger hendes bureau og manager, at sende hende til en kost ekspert i London. Dog må ingen vide det, hun skal stadig have det samme eftertragtede ry. Men hvordan ender det, når en kendt fransk model, skal skjule for hele verdenen, hvorfor hun rigtigt er taget til London? Og for slet ikke at tale om den ukendte sort hårede dreng, som falder pladask for Celeste?

18Likes
16Kommentarer
962Visninger

2. 1

Endnu engang lod jeg kritiserende mit blik glide ned af mig selv. Den søde hvide sommerkjole, som sad tæt om min overkrop, men gled let ud ved hofterne. Kjolen i sig selv var sød. Den havde et blondet mønster ved barmen, og gik ud i noget blødt stof, som gjorde at jeg fik lidt hofte. Rent faktisk havde jeg ingen barm, eller jo en meget lille B skål, men jeg plejede som regel at putte noget i, for at jeg ikke så helt flad ud - og idag var ingen undtagelse. Min tynde cowboy skjorte var åben, så man kunne se kjolen, og gav mig lidt varme, hvis der nu var koldt i London. Mine små flade sko, gav looket det sidste pift, mens min brune skuldertaske gav det lidt kontrast. Det hele så fint ud - indtil det sad på min krop. Mine lange ben lignede en tolvårigs, armene ligeså tynde som pinde og mine bryster. Ja som sagt, de var der næsten slet ikke. Det eneste der kunne trække blikket væk fra min krop, var mine røde læber. De var altid kraftigt røde, jeg håbede det kunne trække opmærksomheden væk fra min tynde krop. - Og oftest hjalp det. 

"Er De klar nu Miss?" Chaufføren var klar til at køre mig ud til lufthavnen, og havde allerede taget min bagage. Tænk at jeg skulle forlade Paris i seks måneder, for at tage på. Har I nogensinde hørt det før, når man er model? Det havde jeg i hvert fald ikke, men det var i hvert fald hvad der var sket. Norra havde trukket mig til side, og sagt det. Eller ikke bare sådan lige, faktisk var jeg blevet kaldt ind til et for for møde. - Både hende og bureauet havde været enige. Jeg skulle tage på.

"Ja. Jeg kommer om lidt, bare vent derude." Jeg sendte den unge mand et venligt smil, og gik så væk fra det store spejl i entreen, slukkede det sidste lys, og gik ned af de mange trapper. 

*** 

Flyveturen havde været lang, på trods af at det ikke var mange timer jeg skulle sidde i flyet. Det føltes bare som en evighed. Alle de tanker, gjorde mig helt trist og sort seende. Koppen var halvt tom, langt fra halvt fyldt. 

Båndet med alle kufferterne var for længst blevet tømt, og jeg sad nu inde i London, eller jeg havde faktisk taget en bus indtil London midtby. Jeg havde adressen til min lejlighed, men vidste ikke hvor i London den befandt sig, så jeg havde lavet en plan. En plan som handlede om, at spørge en hvor der fandtes et kort. For selvfølgelig havde jeg allerede kigget i diverse kioske, men selvfølgelig var der intet kort. Det var som om det var helt udgået. Min telefon var for resten også gået død for strøm, da jeg havde brugt den lidt for meget i flyet. 

Den rullende lyd fra kufferten lød bag mig, og den lille hæl på mine sko, sagde en velkendt klikkende lyd, som gjorde mig rolig. Mit blik spejdede rundt efter et menneske som ikke så ud til at have alt for travlt, og jeg opdagede en sorthåret dreng, som ikke var meget højere end mig. Med beslutsomme skridt gik jeg over mod drengen, som gik stille og roligt. Det lignede ikke han gik efter noget bestemt, det var derfor jeg havde valgt ham.

"Undskyld, men ved du hvor der findes et kort?" Drengen var standset, men han så helt forvirret ud. Det lignede at han vidste det var henvendt til ham, men ellers var han helt blank. Jeg måtte have sagt et eller andet forkert, jeg talte ligesom engelsk! Eller, der var bummerten ... Det hele gik op for mig, jeg havde haft alt for travlt med at udpege en person, i forhold til at tale engelsk. Så jeg havde talt fransk. - Og han forstod tydeligvis ikke fransk. Så måtte man vel prøve igen, bare på engelsk denne gang. 

"Undskyld, men ved du hvor der findes et kort?" Drengen lyste op i et venligt smil, da jeg talte. Måske havde jeg lidt accent? Men nok ikke særlig meget, da jeg jo har skulle tale engelsk hele tiden.

"Gerne bare i den nærmeste kiosk." Jeg overvejede lidt at sige tak, og så bare spørge en anden, men jeg kunne ligeså godt sige at jeg ikke kunne finde et i kioskerne. 

"Jeg har allerede kigget der, men jeg syntes ikke at jeg har kunnet finde nogen." Han nikkede kort, og det lignede han allerede prøvet at rense hele hans hukommelse, for at finde en kiosk der solgte kort. Egentlig utroligt at man kunne gætte det, eller ja det var jo ikke sikkert det var det han tænkte men ja.

"Der er vist i hvert fald en kiosk, hvor jeg ved at der er et kort over London og England. Det er vist lige ned af gaden, så til højre og til sidst over vejen. Så burde der være en lille kiosk." Jeg nikkede kort, og krydsede fingre for at jeg kunne finde stedet. Det var det sidste jeg manglede, for at kunne se min nye lejlighed, få noget mad og så bare være klar til i morgen.

"Mange tak." Jeg sendte ham et smil, kyssede ham kort på kinden, og begyndte så at trække min kuffert efter mig. Og ja, I syntes sikkert det er lidt mærkeligt at jeg kyssede en jeg ikke kendte på kinden. Men jeg var trods alt fra Frankrig, og i hvert fald fra mit lokal samfund, var det meget normalt.

***

Det var så første kapitel. Er det noget som I kan lide? Ville I gerne læse mere af det? Og hvad med ideen, er det for anderledes? Og har I gættet hvem den sorthårede dreng er?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...