En krimi af en anden verden

Det er en krimi historie:)

1Likes
0Kommentarer
225Visninger
AA

1. En krimi af en anden verden

Månelyset reflekteredes i søernes overflade, mens springvandet satte liv i vandspejlet og lod stjernerne danse deres særlige dans på krusningerne. For enden af søen bag Tycho Brahe planetariet sad et ungt par og holdt om hinanden da den ene fik øje på et ganske særligt himmellegeme. Individet pegede mod nattens hvælving og for enden af pegefingeren glimtede en mærkværdigt kraftig stjerne.
Stjernen var mærkværdig i sig selv. Ikke alene fordi den var sol i et system med kun en enkelt planet, men specifikt fordi den enlige planet var den kubiske verden Anarat.
Astronomer på jorden havde til tider observeret planetens besynderlige terningform, men forskerne forkastede beregningerne som computerfejl eller atmosfæriske forstyrrelser, for sådanne forme kunne ikke opstå i rummet. "Det er udelukket! Fysisk umuligt. Jamen prøv nu at hør, der findes love om den slags!"
Men faktum var at Anarat var kubisk og den skammede sig over det. Den havde forsøgt at være anstændigt rund som dens fjerne fætre, men planetens beboer ville ikke tro på at de levede på en rund verden og Anarat måtte derfor gøre sig kubisk for at stille dem tilfreds.
Selvom dette siger en masse om førnævnte himmellegemes personlige problemer, er det nok for øjeblikket at fokusere på at begivenheder har fundet sted på denne planet der af vores målestok ikke kan betragtes som helt normale.

I byen Marestad, vægternes hovedkvarter, sad vagtmester Jørn Thornsted på sit kontor ganske uvidende om at han befandt sig på en planet med usædvanlig dårligt selvværd. Og det var vist godt det samme. Han havde i forvejen besvær nok med at begribe det koncept manden på den anden side af skrivebordet fremførte. Han forsøgte sig igen.
- De vil altså anmelde et mord?
Jørn så ind i et par øjne der flyttede sig nervøst fra side til side. Manden var svært bleg og det hvæsede ubehageligt fra hans lunger når han forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning. Han rettede sig undvigende på sin stol, men begik så den fejl at se op. Jørn fangede med det samme hans blik og hævede spørgende sine øjenbryn. Med blikket på hænderne i sit skød nikkede manden blot.
Jørn sukkede og forsøgte igen at få uddybet mandens intentioner.
- De vil anmelde et mord ... på Dem selv?
Igen nikkede han uden at se op.
- Jeg tror min klient hr. Svahne har fastslået den del af sagen, afbrød en tør stemme til venstre for manden.
Uden at fjerne blikket fra hr. Svahne lænede Jørn sig tilbage i stolen og nikkede for sig selv.
Det var endnu en af de ting der ikke gav nogen mening. Hr. Svahne, der tilsyneladende var blevet myrdet, havde medbragt en advokat. Jørns mangeårige erfaring sagde ham at man kun havde brug for en advokat hvis en god portion dårlig samvittighed bankede og kradsede på indersiden af hovedet med overhængende fare for at slippe ud på den forkerte tid og det forkerte sted. Hr. Svahne så ikke engang ud som om han havde lyst til at være her og virkede ikke synderligt ivrig efter at give anmeldelsen.
Jørn så roligt over på advokaten som, iført et falmet gråt jakkesæt der gik i et med hans blege hud, sad roligt i sin stol og besvarede blikket med en stålfast selvsikkerhed.
- Og De er? spurgte Jørn bevidst provokerende. Advokaten reagerede ikke, eller holdt masken godt.
- Formand for URIS, de udødes revanche i samfundet, og i øjeblikket repræsentant for hr. Svahne der for få timer siden kom i en tilstand hvor han til fulde opfylder vores medlemsbetingelser.
Ja, det er jo åbenlyst, tænkte Jørn irriteret, men hvad er dine interesser?
Der var et svagt smil at spore på advokatens læber. Lidt mere provokation var nok påkrævet.
- Men jeg var nu mere interesseret i Deres navn?
- Mit navn, hr. Thornsted, er Julian d'Raugr, som Deres sekretær nævnte da hun sendte os ind.
Jørn skar tænder og sendte d'Raugr et sammenbidt smil.
- De kan kalde mig vagtmester Thornsted og det var VÆGTER Frejasen der viste Dem ind, bed Jørn med eftertryk på ordet vægter.
Denne gang smilede advokaten åbenlyst. Hans øjne afslørede uden omsvøb at han fandt situationen morsom.
- Jeg vidste ikke at De ansatte kvindelige vægtere, hr. Thornsted. Hvor, ehm … hyggeligt.
Under skrivebordet knyttede Jørn arrigt sine næver. Han ønskede mere end noget andet at smide den arrogante satan ud af sit kontor, men han vidste bedre en at lade sig selv tirre. Julian d'Raugr var tydeligvis en person der kunne skabe mere ballade end det var værd. Det værste var ikke at han selv havde haft samme indstilling da han blev beordret til at ansætte kvindelig vægtere, men at han vidste at de havde mere end bevist sig værdige på gaden. Jørn havde set indtil flere der ville kunne skrive under på, hvis de altså stadig havde deres førlighed intakt, at det ikke var spor hyggeligt at blive fanget på den forkerte siden af loven af vægter Frejasen.
- Hr. Svahne, begyndte Jørn med blikket fasthold på d'Raugr. - Fortæl mig under hvilke omstændigheder De fandt dem selv myrdet.
Zombien hr. Svahne spjættede mærkbart da opmærksomheden atter blev rettet imod ham, men virkede alligevel glad for at komme ind på emnet igen. Måske havde han i virkeligheden travlt med at få det overstået.
- Jo øhm, jeg befandt mig på tag-etagen af Grem Tarags Metal til Hjemmet, da jeg brutalt blev skubbet ned fra platformen ved hejseværket. Faldet var dødbringende, som De nok kan se.
Hr. Svahne drejede hovedet og pegede på nogle markante skader lige over nakken. Jørn forventede at se blodet pible ud, men der var kun nogle størknede pletter ned ad skjorten.
- Hvad bestillede De hos Grem Tarag? spurgte Jørn da zombien atter vendte sig imod ham. Han var glad for at slippe for synet af hr. Svahnes dødelige kvæstelser.
- Jeg var bogholder og havde været det i … øh, lidt mere end seksten år, men … ikke helt så meget som atten.
- Sytten? forslog Jørn.
- Præcis, svarede hr. Svahne taknemmeligt.
Jørn nikkede og ledte forvildet efter sin notesblok. Det havde overrumplet ham noget da to zombier var blevet vist ind på hans kontor. Han fandt blokken og indtog den vaneprægede professionelle mine.
- Så De personen der skubbede Dem ned fra platformen?
Den levende døde rystede på hovedet så det knækkede ubehageligt fra nakken.
- Platformen er det eneste sted i bygningen hvorfra man kan se solopgangen. Jeg hørte aldrig nogen komme. Da jeg først var faldet … jeg mener efter faldet … hr. Svahnes stemme knækkede over og han begravede ansigtet i sine hænder.
- Hr. Svahne? forsøgte Jørn sig, men der kom intet svar.
Han så hr. Svahnes skuldre ryste, men kunne ikke høre om han hulkede. Kunne zombier græde? Han vidste det ikke, men da hr. Svahne igen kiggede op var det uden tårer i øjnene. Kun ansigtet var fortrukket i en pinefuld grimasse.
- Jeg tænkte aldrig på at se op, hvis det svarer på Deres spørgsmål.
Inden Jørn kunne nå at svare brød d'Raugr ind.
- Hr. Thornsted, De har modtaget anmeldelsen af mordet. I betragtning af hvad min klient har været udsat for indenfor de sidste timer kræver jeg at De giver hr. Svahne tid til at komme sig.
Jørns næver knyttede sig automatisk ved advokatens tale.
De var uopfordret kommet ind, her på hans kontor, for frivilligt at indgive en anmeldelse og nu begyndte de at stille krav. Det begyndte langsomt at syde i Jørns indre. Han hadede at blive kaldt hr. Thornsted. Det var ham der var vagtmester og han vidste bedre end nogen anden hvordan dette spil skulle spilles. Ingen papirnusser skulle komme her og beordre ham.
- Jeg er bange for at hr. Svahne bliver i vores varetægt indtil vi har fjernet enhver mistanke fra hans person.
Hr. Svahne så forskrækket op, men før Jørn kunne nå at undersøge hans reaktion havde d'Raugr stillet sig ind foran ham.
- Mistanke? Det må være Deres spøg. Vi har vist gjort det rigeligt klart at det var hr. Svahne der blev udsat for mord.
- Det er forbudt ved lov at tage nogens liv. Det gælder også ens eget. På dette stadie af efterforskningen er hr. Svahne min hovedmistænkte. Det kan meget vel ændre sig, men lige nu må jeg bede Deres klient om at følge med mig til gerningsstedet.
Jørn forventede at d'Raugr ville insistere på at komme med, men det vidste sig heldigvis ikke at være tilfældet. I stedet stirrede han på vagtmesteren med et blik der havde fået enhver anden til at krympe af frygt inden han vendte sig for at gå ud af kontoret.
- De vil høre fra mig, snappede advokaten og smækkede døren i efter sig.
Selvom Jørn var sikker på at truslen var rettet mod ham, smilede han blot for sig selv. Ingen havde endnu gået sejrende ud af hans kontor.

Jørn Thornsted nød at være ude på gaden, væk fra sit kontor. Han gik og svingede muntert med sin specialdesignede morgenstjerne. En lille sag på to fod.
Hr. Svahne gik i hælene på ham, men sagde ikke meget, så Jørn lod ham få lidt ro hvilket også gjorde det nemmere at nyde turen gennem byen.
De gik over Tregrisepladsen og kom til Rosenstræde hvor vægteren Harry Bladny stod og udspurgte folk på gaden uden for Grem Tarags Metal til Hjemmet.
Da Jørn nærmede sig lukkede Harry sin notesbog sammen og afsluttede grinende sin samtale med en gadehandler. Harry Bladny havde altid været meget folkelig og var den i korpset der havde flest kontakter rundt i byen, hvilket til dels skyldes hans familie der som den eneste i byen havde et officielt befolkningstal.
Jørn bemærkede en uhyggeligt stor blodpøl lige uden for metalværkstedet.
- Nå Bladny, hvad er situationen her?
- Jah, her ser De gerningsstedet … og så må det vel være offeret? spurgte vægteren og nikkede mod hr. Svahne der betragtede sit eget blod med undren malet i ansigtet. Eller var det længsel?
Jørn nikkede bekræftende til Bladny. - Er der nogle vidner?
- Tja, alle tilstedeværende var travlt optaget af at kigge på en mimer der udførte en efterligning af en vingeskudt gås i en hundegård.
- Det var ærgerligt, konstaterede Jørn der havde håbet på vidner.
- Ja det må De nok sige hr. vagtmester. Jeg ville ønske jeg havde set det, men han nægtede at opføre den igen uden betaling.
Jørn så undrende på Bladny der blot rystede ærgerligt på hovedet inden han fortsatte.
- Men i det mindste ville han godt afgive vidneudsagn.
- Så mimeren det? udbrød Jørn overrasket. - Jeg troede at mimere var umulige at kommunikere med.
- Jeg har lært lidt om deres kommunikationsform. Min yngste fætter er mimer, forklarede Bladny og holdt hånden op for munden så kun vagtmesteren kunne høre ham. - Men det snakker vi helst ikke højt om, hvis De forstår.
Jørn nikkede mens Bladny fortalte at mimeren kun havde set hr. Svahne falde ned fra platformen, hvorefter han langsomt havde rejst sig og som ved en pludselig indskydelse havde spurtet hen over Tregrisepladsen.
Bladny havde også fået opsnappet at hr. Svahne havde begået underslæb for mindst 30.000 sølvkroner.
Med den oplysning ved hånden gik Jørn ind i metalværkstedet for at snakke med Grem Tarag.

Jørn ventede mens en sekretær søgte efter hr. Svahnes arbejdsgiver. Udenfor så han Bladny prøve at få det noget tøvende offer til at lægge sig præcis som han var faldet. En scene der tiltrak flere tilskuere end mimeren.
En tung dør bagerst i kontoret sprang op og en beskidt dværg trådte ind iført et kraftigt læderforklæde og tunge handsker.
Dværgen trak handskerne af og tørrede hænderne efter i forklædet inden han præsenterede sig for Jørn som Grem Tarag, ejer af Metal til Hjemmet. Dværgen talte med en barket stemme og rullede stolt på r'et da han udtalte sit slægtsnavn.
- Hvad kan jeg gøre for Dem, hr..?
- Vagtmester Thornsted, svarede Jørn hurtigt.
- Åh, i er kommet for at undersøge ulykken. Jeg kan forsikre Dem om at jeg sørger for at alle mine folk arbejder under fornuftige forhold. Den ulykke var et hændeligt uheld.
- Ulykke, Hr. Tarag? Jeg er her for at efterforske et mord.
Dværgen gibbede tydeligt ved Jørns udtalelse, sænkede sin stemme og lænede sig over mod vagtmesteren.
- De må forstå at der absolut ikke kan være tale om mord her på min fabrik. Dette er en respektabel virksomhed og jeg kan personligt garantere for alle mine folk. De finder ingen mordere her.
Jørn rynkede tvivlsomt øjenbrynene og fremdrog sin notesblok.
- De siger altså, hr. Tarag, at De kan bevidne at ingen af deres folk myrdede hr. Svahne i morges ved solopgang?
- Det er korrekt, svarede dværgen selvsikkert.
- Er det korrekt at Deres virksomhed beskæftiger folk på fabrikken, og på kontor og lager i tre etager?
Denne smilede dværgen og nikkede stolt.
- Det vil sige at De ved solnedgang befandt Dem på samtlige etager i det sekund hr. Svahne faldt ned fra platformen?
Der blev stille på kontoret indtil Tarag med en stump lyd dumpede ned på stolen bag sit skrivebord og gjorde tegn til Jørn om at sætte sig overfor ham.
- Okay Thornsted, der er ingen grund til dette spil. Det eneste jeg siger er at jeg og min folk vil gøre alt for vores arbejde. Virksomheden frem for alt. Sådan får man fremdrift.
Jørn tvivlede ikke på hans ord. Han kendte flere dværge i byen og de havde alle den samme stolthed for deres arbejde. Ikke desto mindre syntes han at Tarag var lidt for ivrig.
- Kendte De den afdøde godt?
- Hr. Svahne? Han har arbejdet her siden jeg overtog fra min far, men jeg har vist aldrig rigtig snakket med ham. Jeg mener … hvad snakker man med en bogholder om? Selv når det var en faglig samtale var det svært. Han havde problemer med at udtale visse ord. Jeg har aldrig hørt ham sige et ulige tal højt.
Jørn nikkede roligt, mens han noterede. Han huskede da hr. Svahne skulle fortælle hvor længe han havde været ansat. Jørn havde sagt tallet sytten for ham.
Tarag lænede sig ind over skrivebordet. Hans tone var blevet mere gemytlig. Det var tydeligt at han gerne ville holde en venskabelig tone. Jørn nøjedes med at lytte og lod ham tro hvad han ville.
- De virker som en fornuftig mand, hr. Thornsted. Og De kan lige så godt høre det fra min mund frem for de lokale onde tunger. Der forsvandt penge under hr. Svahnes bogføring. Det var ikke just til gavn for virksomheden, selvom det selvfølgelig kun drejede sig om småpenge.
- Kalder de 30.000 sølvkroner for småpenge, hr. Tarag?
Dværgen frøs på stedet og Jørn studerede nøje hvert træk. Hans tavshed afslørede at Bladnys kilde havde været troværdig, men Tarag havde hurtigt et svar parat. Lidt for hurtigt.
- 30.000 sølvkroner er, sammenlignet med vores samlede budget, hvad jeg vil kalde småpenge. Sandsynligvis en fejl i regnskaberne der er grundet i hr. Svahnes talproblemer og ikke grådighed.
Dværgen trak på skuldrene. - Det har ingen relevans for Deres efterforskning. I lyset af dagens begivenheder har jeg alligevel besluttet at eftergive hr. Svahnes gæld. Af hensyn til den afdødes familie selvfølgelig.
Mens Jørn noterede Tarags videre udtalelser trådte Harry Bladny ind og gav besked om at borgmesteren ønskede en samtale hurtigst muligt. Det blev afslutningen på Tarags afhøring og Jørn takkede ham for hjælpen. Dværgen fulgte dem tavst med øjnene hele vejen ud af hans kontor.
Da de var kommet udenfor henvendte Jørn sig diskret til Bladny.
- Ja, hr. vagtmester?
- Jeg har lige hørt en dværg sige at han eftergav en gæld på 30.000 sølvkroner.
- Javel, svarede Bladny eftertænksomt og fortsatte efter en lille pause. - Jeg skal sørge for at sætte hr. Svahne under særlig bevogtning.
- Det var lige det jeg tænkte.

Jørns tanker fortsatte med at plage ham hele vejen til rådhuset.
30.000 sølvkroner. Det var det eneste rimelige motiv at gå efter indtil videre. Han havde aldrig før hørt om en dværg der havde eftergivet så meget som en daler. Dværge var de værste folk man kunne skylde penge, for de glemte aldrig. Gæld kunne bæres gennem flere generationer og der var en generel risiko for at en dværg en dag ville dukke op med et gældsbevis underskrevet af ens tip-tip-oldefar.
Men motivet virkede også den anden vej. Grem Tarag havde beskrevet hr. Svahne som en enspænder med manglende kontakt til omverden, og med gælden oveni virkede selvmord ikke længere usandsynligt. Men hvorfor anmelde et selvmord som et mord?
Og så var der hele zombie affæren. Der var ingen lov mod at vandre rundt som udød. Det var så vidt Jørn vidste ikke en selvforskyldt tilstand. Borgmesteren havde jo netop erklæret de udøde som en del af befolkningen og endda givet dem lov til at stemme.
Det var en mærkelig retning byen bevægede sig imod, men heldigvis var der ingen forventning om at han skulle blande sig i politik.
Det viste sig dog at borgmesteren havde tænkt sig at blande politik ind i Jørns arbejde.

Jørn fandt hurtigt sig selv stående ret på borgmesterens kontor. Vinduerne var slået op selvom det var overskyet udenfor.
- Det var godt De kunne komme så hurtigt Thornsted. Sid ned. Vi har ventet på Dem.
Borgmesteren slog bydende ud mod to stole ved siden af vagtmesteren. Julian d'Raugr havde taget plads i den ene og Jørn forstod straks hvorfor man havde ønsket at friske luften i kontoret op.
- Jeg foretrækker at stå, hr. borgmester.
- Ja, ja eh, De har selvfølgelig travlt, svarede borgmesteren en smule forvirret, - men jeg skal fatte mig i korthed.
På den anden side af skrivebordet begyndte den gamle borgmester at rode med nogle papir, hvorefter han tilfældigt stødte på sin cigaræske og begyndte at byde sine gæsterne, der begge afslog.
- Jeg tror vi skulle til at diskutere behandlingen af min klient.
D'Raugrs tale var rolig og klar. Borgmesteren samlede taknemmeligt tråden op og lænede sig ind over sit skrivebord med blikket rette mod Jørn.
- Ja, præcis hr. d'Raugr. Øhm, jeg hører at De tilbageholder en af Julian d'Raugrs klienter. En hr. Svahne, ikke sandt hr. d'Raugr?
Advokaten nikkede bekræftende.
Jørn sukkede. Som han havde forudset ville d'Raugr forsøge at forstyrre ham mest muligt. Han havde dog ikke regnet med at han havde kontakter så højt i hierarkiet. Bare borgmesteren ikke ville forkludre sagen mere end den allerede var.
- Vi holder hr. Svahne under vores beskyttelse indtil sagen er opklaret da vi har grund til at antage at hans liv…øh, jeg mener førlighed stadig er i fare.
Borgmesteren så over mod zombieadvokaten og gnubbede forvirret sin tinding.
- Jeg havde forstået at hr. Svahne blev holdt uretmæssigt tilbage.
- Det bliver han også, hvæsede d'Raugr arrigt. - Hr. Thornsted finder det åbenbart formålstjenstligt at ændre sin holdning efter forgodtbefindende. Hvad er jeres grunde til at min klient stadig skulle være i fare?
- Vi har opdaget at hr. Svahne har en stor gæld, hvilket vi betragter som et væsentligt motiv for forbrydelsen.
Med blikket på advokaten tilføjede Jørn sammenbidt: - Uanset hvilken forbrydelse der er tale om.
D'Raugr rejste sig hidsigt fra sin stol.
- Det er jo det rene nonsens! Der findes ingen juridisk hjemmel til at indkræve gæld fra afdøde personer.
Grem Tarag bekymrer sig mere for skidt i en rendesten end han gør for jura, tænkte Jørn, men holdt det for sig selv. I stedet brød borgmesteren ind.
- Thornsted, jeg vil bede Dem om at slippe hr. Svahne ud af Deres varetægt.
- Ikke forstået, hr. borgmester?
Borgmesteren stirrede intenst på vagtmesteren. Hans øjne lukkede sig næsten helt sammen.
- Jeg har ikke tænkt mig at bede Dem endnu engang, vagtmester Jørn Thornsted. De er ansat af Marestad til at beskytte borgernes rettigheder og opretholde ro og orden. Deres ansvar er alene overfor byen og lige nu består byen af mennesker, dværge, bjergtrolde OG udøde. Jeg kan virkelig ikke se hvordan det kan komme til at stå uklart for Dem.
Det var præcis som Jørn havde frygtet. Borgmesteren tænkte mere på sine vælgere end på loven. Og det ville være umuligt at modargumentere, for så længe d'Raugr var i lokalet ville byens overhoved gøre alt for ikke at tabe ansigt. I dette øjeblik havde Jørn nok at beskæftige sig med foruden politik, så han gjorde som det var forventet af ham.
Med et skarpt smæld klikkede han støvlehælene sammen og smækkede hånden for panden i honnør.
- Jeg går straks på opgaven, udbrød Jørn og uden at vente på svar styrtede han ud af kontoret.
I det han lukkede døren så han d'Raugr smile tilfredst til borgmesteren. Hvis det stod til Jørn var deres lille spil ikke slut. Han skulle nok få tørret det smil af.

Ved Grem Tarags Metal til Hjemmet blev Jørn lukket ind af en nyansat bogholder. Det var aften og alt arbejde i virksomheden var ophørt, men den ivrige bogholder var blevet for at få styr på hr. Svahnes regnskaber. Han fortalte muntert Jørn om alle de steder i bøgerne hvor der stod "26 og lidt til" eller "knap nok 48 kroner," og bemærkede at den tidligere bogholder måtte have været en spøjs fætter. Da Jørn forklarede at hr. Svahne var genopstået fra de døde og vandrede rundt med et hul i hovedet på størrelse med en knytnæve, overlod bogholderen ham til sit arbejde.
Jørn fik kæmpet sig op på platformen hvorfra lageret fik hejst deres råvarer og stedet hvor hr. Svahne havde taget sine sidste indåndinger som dødeligt menneske.
Jørn indså straks at hr. Svahne havde haft ret. Der var virkelig en enestående udsigt heroppe. Den nedadgående sol bag fabrikken kunne ikke ses, men den efterlod sine gyldne stråler på hustagene og glimtede et sidste farvel i de spredte vejrhaner der vuggede blidt i aftenbrisen. Jørn tillod sig at nyde synet et øjeblik inden han lænede sig ud over kanten for at se ned mod vejens brosten.
Blodpølen var blevet vasket væk. Bladny havde nok givet Grem Tarag tilladelse til at fjerne den. Jørn huskede stadig det indtørrede blod på bagsiden af hr. Svahnes skjorte. Der havde ikke været blod foran. Både blodet og såret i baghovedet indikerede at han var landet på ryggen. Kunne han have nået at vende sig rundt i luften? Nej, ikke på tre etager og uden at være forberedt. Han måtte være faldet baglæns ned fra platformen, og kunne derved ikke undgå at have set sin morder. Men hvorfor skynde sig at anmelde sit mord uden at fortælle at man havde set sin morder?
Det gav ingen mening.
Der var selvfølgelig den anden forklaring. Selvmord. Hr. Svahne havde ikke været glad på sit arbejde og søgte tilfredsstillelse gennem pengene. Men de 30.000 sølvkroner havde ikke gjort ham lykkeligere, eller måske var han blevet opdaget og frygtede for skammen ved at blive fyret fra sin livslange beskæftigelse. Hvis man var en svag nok person kunne det vel godt drive en ud over kanten.
Med blikket rettet mod brostenene rejste Jørn sig for at forsøge at sætte sig ind i den tankegang det måtte kræves for at kaste sig ud fra sådan en højde. Han trådte helt ud på platformen så tåspidserne hvilede på kanten og flyttede forsigtigt vægten frem på det forreste af fodballen.
Gaden under ham begyndte at svaje ubehageligt fra side til side. Og han følte benene under sig bævre uroligt mens øjnene løb i vand. Pludselig længtes han efter at stå på gaden, i sikkerhed. Et sted hvor han ikke kunne falde. Jørns instinkter bød ham at træde tilbage, men hans hjerne nægtede. Den nægtede at lade frygten overtage. Fanden ta' mig om jeg vil miste kontrollen over min egen krop, tænkte han, men i et splitsekund oplystes hans øjne af panik da følelsen af at balancere på en knivsæg fik ham til at stivne af frygt for at få overbalance. Han turde hverken læne sig forlæns eller baglæns. Med tilbageholdt åndedræt sendte Jørn en hastig bøn til skæbneguden Josepha den Rastløse og mærkede en sveddråbe løbe langs næseryggen. Med øjnene som det eneste organ han turde bevæge fulgte Jørn dråben der slap sit tag ved næsetippen og uden frygt i livet kastede sig tre etager ned mod jorden. I samme sekund Jørn tabte synet af dråben mærkede han sin vægt flytte sig til hælene.
"Ingen gæld i verden ville drive mig frivilligt den vej," sukkede Jørn forpustet, ligeså meget for at høre at han i det mindste havde kontrol over sin egen stemme. Han ville træde et skridt baglæns, men følte i stedet et hårdt skub i ryggen der kastede ham forover, ud i Marestads kølige aftenluft der ubarmhjertigt gav efter for hans vægt.
Panik stormede op gennem Jørns rygrad og viste sit grimme fjæs, for derefter at få det sparket ind af Overlevelse der havde 35 års erfaring og nok skulle bestemme hvem der havde kontrollen.
Med en overraskende fasthed lukkede Jørns hænder sig om det frelsende reb der hang fra hejseværket. Han havde ingen handsker på, men fandt lettet at hans vægt ikke fik ham til at kurre ned ad tovværket.
Da Jørn forsøgte at vende sig for at se gerningsmanden, gav det et sug i maven på ham. Rebet løsnede sig med et ryk fra taljen og han fandt sig selv i direkte flugt mod brostenene.
Atter skreg Panik ham hånende i øret, men Overlevelse greb Panik ved nakkehårene og bad den pisse af.
Jørn fik desperat sparket til krogen for enden af rebet så den fløj ind gennem vinduet på anden etage og hagede sig fast i karmen. Tovværket der nu var fastgjort brændte hans hænder hele vejen ned, men det var nok til at bremse faldet.
Lettere forslået og ør i hovedet rejste Jørn sig og løb vaklende mod porten til metalværkstedet. Han ville fange det svin. Uanset hvor fortumlet han var skullet han nok få lagt personen ned. Og hvis han modsatte sig arrest … åh ja, bare han ville modsætte sig arrest!
Men da han nåede porten fløj den op i hovedet på ham så han væltede bagover, og i et lille øjeblik var hele hans verden sort.
Jørn kunne svagt fornemme en skikkelse over sig og hørte derefter trin der løb væk fra ham ned ad gaden.
Smerterne krøb langsomt ind over ham efterhånden som adrenalinen døde ud. Det nagede ham at lade forbryderen slippe, men han var simpelthen ikke i stand til at rejse sig.
- Åh Gud! Hr. Thornsted! Den nye bogholder kom styrtende ud af porten. Han satte sig forskrækket på hug ved Jørns side.
- Vagtmester Thornsted, svarede han irriteret, men bogholderen tolkede åbenbart hans rasende tonefald som et udbrud af smerte.
- Hvordan er De egentlig kommet her? Var det den ækle zombie der gjorde det mod Dem? spurgte han nysgerrigt.
- Jeg tog en genvej, svarede Jørn, da bogholderen fik øje på tovværket. - Så De nogen komme ned fra etagen?
- Ja, det kan De tro! En af de der ækle levende døde brød lige igennem kontoret og styrtede ud ad porten. Jeg tør nok påstå at den var ude på ballade. Ja, jeg kan end ikke se hvordan den skulle være kommet ind!
- Kunne De genkende ham? spurgte Jørn og forsøgte at rejse sig.
Bogholderen sprang tilbage og holdt hænderne op til ansigtet som i pludselig forargelse.
- Jeg ved sandelig ikke hvad De tror om mig! Skulle jeg omgås den slags! De er jo ikke, altså … De ved … sådan særligt hygiejniske, vel? Nej, og hvad ville mine naboer ikke tænke. Fru Snadderplader få et ildebefindende!
- Nej, selvfølgelig.
Jørn var nu kommet op af egen kraft. - Jeg tænkte blot om De havde mødt hr. Svahne da De overtog hans stilling?
- Nej, jeg så ham aldrig. Tror De virkelig at det var ham? Ja, han havde bestemt ikke styr på sine ting. Jeg siger Dem, sikke et rod der er i de bøger!
Jørn trak på skuldrene og samlede sin morgenstjerne op fra rendestenen.
- Jeg tror ingenting uden beviser, svarede han. Men i dette øjeblik var han klar til at gribe hr. Svahne ved kraven og trække ham op til borgmesteren så han kunne se hvorfor han skulle blande sig uden om vagtmesterens arbejde. Og Jørn skulle nok fortælle ham hvad han kunne gør med de udødes rettigheder!

Temperaturen i forkontoret til vægternes hovedkvarter steg et par grader da vagtmester Jørn Thornsted trådte ind. Hans tanker kredsede konstant omkring hans mordforsøg og kombineret med smerterne havde den lange gåtur kørt hans raseri op i en sådan grad at selv hans indre djævel var sprunget i dækning.
Da Jørn gik frem mod skrænken trådte samtlige tilstedeværende tre skridt væk fra vagtmesteren. Om det var strålevarmen eller almindelig frygt for livet kunne vist komme ud på et. En mand der hele dagen havde forsøgt at få vægterne til at anholde naboen for ikke at returnere en lånt gruekedel blev så forskrækket at han opgav sit forehavende og luskede væk i stilhed.
- Skaf mig hr. Svahne. Jeg vil have ham ind på mit kontor nu!
- De har en aftale med hr. Svahne i morgen formiddag, informerede vægter Frejasen, men fortrød med det samme da hun mødte Jørns blik. - Men øhm … jeg kan jo sende Bladny og gamle John Ege ud efter ham, hr. vagtmester, forsøgte hun sig og pegede mod Bladny der lavede afvigende fagter bag Jørn Thornsteds ryg.
- Send hele korpset hvis det er nødvendigt, jeg vil bare have hr. Svahne bragt ind med det samme!
I et mere behersket toneleje fortsatte han: - Så kan jeg vel også slippe for at han medbringer den fordømte ådseladvokat.
- Men hr. Svahne havde ikke taget hr. d'Raugr med, hastede Frejasen ivrig efter at fastholde sin leders midlertidige ro. - Hr. d'Raugr dukkede op mens hr. Svahne ventede på at komme ind.
Jørn funderede et øjeblik over dette mens resten af vægterne åndede lettet op.
- Så må vi jo se om han på magisk vis dukker op igen.

Jørn skulede mod Julian d'Raugr, der tog plads ved siden af hr. Svahne. Advokaten smilede selvtilfredst. Et smil der irriterede Jørn helt ind til hans inderste. Men han havde før tørret det smil af ham. Og han ville springe på den første chance der opstod.
- Fortæl mig, hr. Svahne, hvor løb De hen efter De kom ned fra platformen?
- Jeg, øh … jeg løb hen til bygningen for de Udødes Revanche I Samfundet, svarede zombien vagt.
- Undskyld, jeg formulerede mig vist ikke helt klart. Hvor løb De hen efter De kom ned fra platformen her til aften?
Jørn så nøje hr. Svahne i øjnene. Han kunne altid se hvis de løj. Man lærte vægterne at holde øje med hvor de udspurgte kiggede hen, men Jørn vidste at man bare skulle kigge dem hårdt nok i øjnene. Så skulle frygten nok vise sig.
Ådseladvokaten brød ind.
- Jeg ved ikke hvad De prøver på hr. Thornsted, men jeg troede det var gjort klart for Dem at dette chikaneri af min klient ikke kan fortsætte.
Advokatens øjne var sorte og livløse. Jørn ville aldrig kunne knække det blik. Men han kendte andre veje.
- Jamen så kan De måske hjælpe mig, hr. d'Raugr. Jeg vil meget gerne vide hvordan De kom i kontakt med hr. Svahne.
- Det er meget simpelt, fastslog advokaten og slog ud med armene. - Hr. Svahne kom til os fortvivlet over ændringen af hans … ja, vi kalder det civilstatus. Jeg trådte selvfølgelig til da hr. Svahne havde brug for hjælp.
Jørn havde lænet sig tilbage og lyttede med foldede hænder til d'Raugrs løgne. Det var stadig ikke klart for ham hvad advokaten fik ud af at lyve. Måske var han bange for at foreningen kunne blive stillet i et dårligt lys. Han var indstillet på at afsløre alle løgnene og finde hoved og hale i hele denne affære. Så kunne de udødes rettigheder rende ham et vist sted.
- Hr. d'Raugr, jeg har flere vidner der kan fortælle at hr. Svahne løb modsat retning fra Deres forening efter dødsfaldet, endvidere er jeg oplyst om at De først træffede hr. Svahne da han ventede på at afgive anmeldelsen.
D'Raurg skulle til at tale, men Jørn fortsatte.
- Og spar mig for flere af Deres historier! Jeg vil vide hvordan De fik besked om hr. Svahne, hvorfor De opsøgte ham, hvorfor han ikke vil fortælle os hvem der skubbede ham og jeg vil vide det nu!
En vildhed blussede op i advokatens ansigt, men selvom d'Raugr ikke længere var ligbleg udstrålede han en anstrengt beherskelse.
Hr. Svahne derimod var blegere end nogensinde og hvis der fandtes en form for zombiestruds ville den se ud som han gjorde nu med hovedet så langt nedad som muligt.
Det var svært ikke at have ondt af hr. Svahne i dette øjeblik, men Jørn fornemmede at han var ved at knække. Hvis bare ikke den ådseladvokat blev ved at forstyrre hans afhøring. Det var tid til en ny strategi. Del og hersk.
- Hr. Svahne, jeg vil have Dem til at gå ud til vægter Frejasen ved skranken og afgive Deres fulde forklaring. Og De vil fortælle sandheden denne gang.
Zombien rejste sig og ville gå, men advokaten brød som ventet ind.
- Min klient udtaler sig ikke uden min tilstedeværelse!
Jørns svar kom prompte og skarpt: - Deres adfærd bringer Dem under mistanke og De er derfor ikke længere i nogen position til at repræsentere hr. Svahne. Jeg vil stærkt anbefale Dem at fokusere på Deres egen position … De kan gå nu, hr. Svahne.
Jørn så ud af øjenkrogen zombien forlade kontoret. Frejasen ville sagtens kunne håndtere hr. Svahne, men d'Raugr var han nød til selv at tage sig af. Han ville ikke risikere at han fik snoet sig ud af den klemme Jørn var ved at have på ham.
- Jeg tror at De ved hvad der skete i morges da hr. Svahne blev myrdet. Jeg tror at De har bedt ham om ikke at fortælle hvad der skete. Muligvis fordi sandheden om det virkelige hændelsesforløb vil skabe problemer for Dem og Deres URIS.
- De kan tro hvad De vil, hvæsede d'Raugr. - De vil intet høre fra mig.
- De så selv hr. Svahnes tilstand lige nu. Han vil fortælle os det hele uden omsvøb. Vi er gode til at få sandheden ud af folk. Det er vores job.
Jørn betragtede advokaten der blot skulede med armene over kors.
- Og hvad end De har sagt eller truet med for at holde ham tavs, så tror jeg ikke De skal regne med at han frygter Dem længere. Hvorfor skulle han det? Han har jo set Døden i øjnene og trodset ham.
- Set Døden i øjnene? vrængede d'Raugr og rejste sig. - Set Døden i øjnene?! Hvis det elendige pjok havde stået overfor Døden var han gået hen og omkommet en gang til! Lad mig fortælle Dem om at se Døden i øjnene.
Jørn sad og lyttede med et sammenbidt ansigt. Han havde ramt et ømt punkt og nu behøvede han bare at vente. D'Raugr ville servere sagen for ham på et sølvfad.
- At stå imod Døden er ikke som at stå imod et almindelig væsen. Jeg arrangerede selv mødet. Smerte er blot en barriere der skal overstås. Men i det øjeblik du ser ham, føles det som en kæmpe hånd der trykker sammen om dit væsen, og din sjæl bliver revet i strimler så du til sidst skal kæmpe af al magt for blot at ytre det mindste ønske om at få gjort en ende på det. Dér skal du have vilje til at stå imod og så vil du blive belønnet med efterlivet.
Advokaten trådte frem og tilbage foran skrivebordet og slog teatralsk ud med armene. Jørn havde svært ved at se den form for efterliv som en belønning. Han overvejede at spørge ind til den faktiske forbrydelse, men d'Raugr fortsatte.
- Det skvat af et menneske har aldrig mødt Døden. Det eneste det krævede var en særlig eliksir. Han var aldrig klar over at han indtog den. Tre dage! Tre dage ventede jeg på at fjolset ville tage sit eget liv, men han havde ikke modet til det.
Jørn spærrede forfærdet øjnene op. - De skubbede ham! De planlagde at forvandle ham til en zombie. De gav ham ikke engang et valg!
- Nej! Jeg gav ham en ny chance. Han ville tage sit eget liv på grund af en latterlig gæld. Jeg gav ham et liv hvor den gæld var betydningsløs.
Jørn indså pludselig at han var alene med en morder. En morder der var ophidset. Og til sin fortrydelse indså han at han havde efterladt sit håndvåben i forkontoret. Han prøvede at holde ham hen lidt endnu.
- Og hvad var prisen? Han måtte melde sig ind i URIS og lidt efter lidt vokser Deres forening sig større og mere betydningsfuld. Selv borgmesteren tager jer alt for alvorligt.
- Borgmesteren, ha! Han er et større skvat end hr. Svahne. Jeg vil snart kunne få ham væltet. Inden længe vil over halvdelen af byens borgere være på min side.
Manden er sindssyg, tænkte Jørn. Tanken om hvor mange d'Raugr havde "hjulpet" på samme måde som hr. Svahne gav ham kvalme. Han blev nød til at stoppe ham. Hvis bare han kunne komme hen til glasmontren med hans ceremonielle våbenudstyr.
D'Raugr så ham skæve over mod våbenskabet, og med et arrigt hvæs sprang han op på skrivebordet og greb vagtmesteren om halsen.
Jørn kæmpede for sit liv. Men hænderne om hans hals var ikke til at rokke.
- Der er ingen grund til at kæmpe imod, hviskede d'Raugr i Jørns øre. - De vil snart få en oplevelse De sent, eller rettere sagt, aldrig vil glemme. Ja, selv ikke den store vagtmester Jørn Thornsted opdagede at han havde indtaget eliksiren. Åh, det er da muligt at den ikke virker længere. Deres fald i døden gik jo ikke som planlagt. Men uanset hvad vil jeg nyde at se livet slukke i Deres øjne!
Jørns fingre lukkede sig om en tung genstand. En brevvægt! Med et hurtigt svip af håndledet fløj brevvægten mod våbenskabet og smadrede det beskyttende glas.
Det sortnede for Jørns øjne, men han hørte døren smække op og Bladny der råbte hans navn.
Harry Bladny kastede sig over advokaten, men zombien rokkede sig ikke ud af stedet og slap ikke sit greb. Den næste der kom ind på kontoret var Frejasen der styrede mod våbenskabet og greb en gammel jernhalskrave som hun behændigt placeret om halsen på d'Raugr. Med et voldsomt ryk trak begge vægtere i halskraven for at vælte zombien i gulvet. Advokatens krop blev mod forventning stående mens vægterne væltede omkuld stadig med et fast greb i jernhalskraven. D'Raugrs hoved landede i det fjerne hjørne af kontoret.
Øjeblikkeligt mærkede Jørn ilten vende tilbage til hovedet og satte sig hårdt ned i sin stol. D'Raugrs krop faldt til gulvet og i et stykke tid var det eneste der hørtes lyden fra ligets vilkårlige bevægelser rundt på tæppet.
Bladny var den første der talte: - Er i klar over hvordan man dræber en zombie? Jeg har en bror der er præst …

- Jeg har forstået at hr. Svahne vil overtage URIS?
- Ja, hr. borgmester.
Jørn stod atter ret på borgmesterens kontor, men denne gang var det alene og med et tilfredst smil på læben.
- Og han har samarbejdet med kirken om at tilbyde alle medlemmer renselse af deres legeme.
- Glimrende ide, hr. borgmester.
I et øjeblik opstod der en forundret tavshed inden borgmesteren fortsatte.
- Det bringer mig ind på spørgsmålet om d'Raugr.
- Hr. borgmester?
- Hvordan kunne De vide at han ville forvandle Dem til en zombie?
- Det er et spørgsmål om at se på handlemønsteret. Enhver anden ville have forladt fabrikken af en af de mange bagdøre, men d'Raugr ville være der når jeg genopstod fra de døde og derfor sprang han ud af porten.
Borgmesteren nikkede forstående.
- Ja, det kan jeg godt se. En frygtelig gerning! Jeg ville gerne have set ham straffet. De ved … også for befolkningens skyld.
- Forståeligt nok, hr. borgmester.
Igen var der en pause. Borgmesteren kiggede forvirret ned i sit bord og igen op på Jørn Thornsted.
- De fandt altså aldrig hans hoved?
- Nej, hr. borgmester. Det er os stadig en gåde.
- Ja, det er beklageligt.
- Højst beklageligt, hr. borgmester.
Vagtmester Jørn Thornsted forlod kontoret, roligt smilende for sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...