Hemmeligheden

Det er en god historie:D

0Likes
0Kommentarer
261Visninger

1. Hemmeligheden

Der var engang en konge, og Kongen havde en datter, og derfor var datteren prinsesse. Prinsessen var naturligvis overmåde klog. Hun var så klog, at hendes lillebror sagde, at hun kunne undvære hovedet; men det kunne hun nu ikke. Til gengæld kunne hun bruge det, og det gjorde hun så.

          Hun fik selvfølgelig undervisning af landets dygtigste lærere. Hun lærte sig flere helt forskellige sprog, som for eksempel kinesisk og arabisk. Hun lærte sit lands historie og skikke. Hun lærte om alt muligt i naturen, både om de levende væsner og om naturkræfterne. Kunst og kultur lærte hun også om. Hun lærte at spille på klaver og violin, samt at tegne og forme i ler og papmaché. Alt dette lærte Prinsessen, og så var hun voksen.

          “Nu er du klar til blive gift med en prins,” sagde hendes far. “Du skal jo være dronning, når du bliver gift, og en dronning må vide alting. Så er hun respekteret af sit folk, og det er det vigtigste.”

          “Er det virkelig det vigtigste at blive respekteret af sit folk, det kan da ikke passe,” tænkte Prinsessen. “Far,” sagde hun, “jeg synes ikke, at det kan være det vigtigste at blive respekteret af sit folk. Der må da være noget, der er vigtigere. Jeg vil kun giftes med en prins, der er så klog, at han kan fortælle, hvad der er det vigtigste i hele verden. Han skal kende livets hemmelighed. Send bud til alle verdens prinser, at jeg vil gifte mig med den, der kender livets hemmelighed.” Kongen blev overordentligt forvirret.

          “Jamen kære prinsesse. Hvad vil du have, at prinserne skal svare.”

          “Ja, det må de da virkelig selv finde ud af. Det er jo på den måde, man kan se, om de er kloge. Jeg kan virkelig ikke finde mig i at gifte mig med en prins, der er meget dummere end jeg selv. Lidt dummere må han selvfølgelig godt være, man skal jo ikke forlange det umulige.”

          Kongen kunne godt se, at han var nødt til at gøre, som Prinsessen sagde, hvis han ville have hende gift. Og det ville han jo. Han lod derfor udfærdige en skrivelse, der skulle sendes med bud ud til alle verdens lande. Skrivelsen lød således:

 

“Det kundgøres herved, at Vi, Landets Konge, vil give Vor Datter, Prinsessen, til den prins, der er den klogeste i hele verden. Den, der kan give det bedste svar på følgende spørgsmål, skal have Vor Datter. Spørgsmålet lyder: ‘Hvad er livets hemmelighed?’ Den der kan svare på dette spørgsmål, således at Vor Datter, Prinsessen, bliver tilfreds med svaret, vil få hende til ægte, og dertil det halve kongerige. Den anden halvdel overdrages ham ved Vor død.”

 

Prinsessen blev godt knotten. “Hvad så med mig? Skal jeg ikke have noget af kongeriget?”

          “Jo - selvfølgelig, I kan vel deles om det,” sagde Kongen. Derved blev det. Den prins, der kunne regne ud, hvad der er livets hemmelighed, skulle dele det halve kongerige med Prinsessen. Den anden halvdel ville de få til deling, når Kongen døde. Sådan lød Den kongelige Forordning.

 

Kongens mange sendebud strømmede nu ud til alle verdens lande. Med sig havde de Den kongelige Forordning oversat til alle verdens sprog. De havde tillige et billede af Prinsessen, og en beskrivelse af hendes kundskaber, så prinserne kunne se, om hun var noget for dem.

          Prinsessen var foruden klog også meget smuk, så alle de giftefærdige prinser i verden strømmede til, 137 i alt. Alle talte de om livets hemmelighed; men de fleste var nu ikke særlig interessante. Nogle få skal vi dog høre, for deres udsagn kan man nemlig lære af.

          Én prins talte om skønheden; i den fandt han livets hemmelighed. Han var klædt efter den nyeste mode i det fjerne land, hvor han boede: Spidse grønne sko; stribede bukser, der sad så stramt, at han dårligt kunne røre sig i dem; højkravet, ternet skjorte med blomster i alle knaphuller; stor hat med strudsefjer.

          “Det skønne, min kære prinsesse; det er dér, livets hemmelighed findes. Det skønne kan findes overalt, hvor man har øje for det. I naturen findes skønheden i den mindste bille til det største bjerg. I kulturen: malerkunst, musik og teaterskuespil. Der findes skønheden. I sin kærlighed mærker vi jo nok det skønne hver dag hos sig selv.

          Og hos Dem, kære Prinsessen, findes selveste skønheden i sin højeste form. Så rent og fagert et ansigt og skikkelse som Deres, kære Prinsesse, findes intetsteds at finde. De er det selve indbegreb af selve livets hemmelighed, det vigtigste i selve verden - skønheden i dens egen person. Hvordan kan De mon tvivle på, hvad jeg siger, er livets hemmelighed? De bærer den jo selv til syne hver evige dag i Deres skønne ansigts skønne skønhed. Den betyder det meste. Søg skønheden over det hele De færdes, og De vil blive et lykkeligt menneske.”

          “Tak - det er godt,” sagde Prinsessen “hvis De finder skønheden så vigtig, hvorfor er De så så rædsomt klædt, og hvorfor taler de så tåbeligt?”

“Jamen - jeg,” svarede frieren “Ja tak, De kan gå!” sagde Prinsessen, og så måtte han tage hjem.

 

Den næste prins ville tale om det enkle; det fandt han var livets hemmelighed.

          “Jo forstår De, min kære Prinsesse. Enkelheden er jo dog så langt om længe og især den væsentligste egenskab, man på nogen måde og facon kan udfinde af et objekt, om man vil studere, undersøge og udforske dette. Ser De, Prinsesse, objektivt set og anskuet kan ingen anden væsentlighed påstås end den; at en teori, en betragtning, en egenskab, en historie, en påstand; endsige en genstand, en filosofi, et kunstværk, et naturfænomen eller en forklaring; som jeg før har bemærket, netop besidder - enkelthed. Deri er jeg ganske overbevist om, sikker på og confident udi at De, kære Prinsesse, i deres klogskab, intelligens og klarsyn, vil være enig med mig.

          Ligesåvel vil De, med Deres skarpe analytiske sans og evne, kunne gennemskue at enhver anden, til en sådan knyttet, egenskab, er denne - altså enkelheden - aldeles og fuldstændigt underlegen. Jeg finder at det bedste og mest illustrative eksempel herpå, er at finde i filosofien. Er det ikke sådan, Prinsesse, at en filosofisk læresætning, og dennes argument, står klarest og renest, for ikke at tale om lettest forståelig og gennemskuelig, hvis man udtrykker såvel denne som hin i sin enklest mulige form? Jeg svarer selv - Jo - således er det.

          Jeg håber, ved denne simple og koncentrerede fremstilling, at have overbevist Dem om at jeg, i det mindste i grove træk, har fremlagt mit synspunkt; såvel som min tese, min tanke og min, på strengeste videnskabelige grundlag funderede, teori, både simpelt og overbevisende. Således iagttagende samme teoris væsentligste hovedpunkt - Enkeltheden. Dette, kære Prinsesse, overlader jeg herved til Dem selv at dømme.”

          Prinsessen, der var faldet i søvn under denne falbelade, måtte vækkes af en af tjenerne. “Jamen det var dog festligt,” sagde hun “Det er nok den mest indviklede forklaring, jeg nogensinde har hørt. Er De overhovedet selv klar over, hvad det var for en gang forvrøvlet ævl, sludder, pladder og bavl, De dér kedede mig og resten af forsamlingen med? For slet ikke at tale om den bragesnak, vælling og lommeuld De tillod dem at strø omkring. Hvordan i alverden har De dog fået så indviklede sætninger snørklet sammen. Tak - De kan gå!” Det sidste sagde Prinsessen med myndig stemme og højre hånd hævet - Frieren var nemlig lige ved at lægge an til at protestere, og hun orkede ikke at høre mere fra den kant.

 

Nu kom den tredje prins ind. Han skulle tale om det sande.

          “ Kære Prinsesse. Sandheden er hemmeligheden. Om en teori er enkel, hvad hjælper det, hvis den ikke er sand. Om et digt er poetisk rimet og kunstnerisk fremført, eller om et portræt er smukt malet? Hvad hjælper det, hvis ikke tanken bag digtet er sand; hvis ikke oplæseren oprigtig føler, hvad han læser; hvis ikke portrættet ligner personen.

          Man kan selvfølgelig glæde sig over et smukt digt eller et pænt maleri; men jeg tror nu alligevel, at jeg mener, at det er sandheden bag, der er det væsentligste. Nu kan man selvfølgelig indvende, at man ikke kan sige om alting, at det er sandt eller ej. Regnvejr, for eksempel, er jo vigtigt for planterne; men regn som sådan er jo hverken sandt eller løgn. Ligesom kartofler.

          Nogen gange er det måske alligevel bedst at lyve. Hvis man fx fortæller et barn, at den tegning, det har tegnet, er grim, så bliver barnet jo ked af det. Der kan man nok lyve lidt. Men ellers - for det meste altså - er sandheden det væsentligste i verden. Det er stræben efter sandhed, der adskiller menneskene fra dyrene. Øh - udover, naturligvis, evnen til at bære briller.

          Hvordan kender man så sandhed fra løgn. Ja en sandhed kender jeg - nemlig den at jeg aldrig i mit liv har sagt andet end sandheden. Ja altså, når man ser bort fra dengang, jeg forærede min mor et spækbræt i julegave, og sagde at jeg selv havde lavet det - skønt det var købt hos isenkræmmeren. Det er det, der gør det så spændende, man kan aldrig vide. Kære Prinsesse, De må vel give mig ret. Hvis man bestandig søger sandheden, er man et lykkeligt menneske.”

          “Jeg skal sige Dem en sandhed,” sagde Prinsessen “Det er muligt, De har ret. Ikke desto mindre er De en nar - De kan gå.”

 

Da Prinsessen havde hørt seks snese friere forsøge at overbevise hende om, at netop de vidste, hvad der er livets hemmelighed, gav hun op.

          “Er der da ingen ende på vrøvlet. Den ene opblæste nar efter den anden forsøger at overbevise mig om det værste sludder. Det er muligt, at de er kloge, og har stor viden; men ikke en af dem har så meget visdom, som kan ligge på en negl. Hvad gør vi nu.”

          “Jamen kære Prinsesse,” sagde hendes far “Du må altså vælge en af dem. Jeg vil ikke have, at du er ugift, når jeg dør. Du er mit eneste barn, og hvem skal så arve riget efter dig, hvis du ikke er gift? Du må altså høre på de sidste par stykker.”

          Hårdt presset lod Prinsessen sig overbevise om at lytte til endnu et par prinser.

          “Men kun to far, ellers må vi finde på noget andet.”

          Den første af de to er næppe værd at nævne. Han havde sat sig i hovedet, at det vigtigst af alt er evnen til at jonglere med mange bolde. Det er ikke til at sige, om det nu var fordi, det var, hvad han selv var bedst til; eller om han havde øvet sig på det, fordi han mente, det var livets hemmelighed. Og det er da også så inderligt ligegyldigt. Prinsessens humør var i hvert fald det dårligst tænkelige, da den sidste kom ind.

          “Hvad har du at sige,” spurgte Prinsessen “Det må hellere være fornuftigt, for nu har jeg hørt så meget sludder, at mit hoved næsten ikke kan rumme mere.” Prinsen bøjede sig frem og hviskede Prinsessen noget i øret. Og hun smilede og nikkede og smilede igen. Så vendte hun sig til sin far og sagde:

          “Kære far, denne prins kender livets hemmelighed, ham vil jeg giftes med.”                      “Jamen,” sagde Kongen desorienteret “Hvad sagde han, hvad er da livets hemmelighed?”

          “Jamen søde far,” sagde Prinsessen. “Det er jo en hemmelighed.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...