Kærlighed mellem verdenerne

Familien Hodson er lige flyttet ind og alt virker normalt... Men hvordan, kan man forklare lys som tænder, og slukker af sig selv? Og lyde på de gamle brædder? Klaver som spiller små melodier, og dør som altid står på klem? Katten måske... Og lige som farmillien vil flytte, er kærligheden pludselig blevet en trussel.

3Likes
11Kommentarer
506Visninger
AA

5. Spøgelses hus? - lollipoplover

Jeg må havde stået i et godt stykke tid og lyttet til musikken, for mine føder var lidt ømme. Men musikken var stoppet lige så pludseligt som den var startet. Det var også sent på aftenen. Den korte nederdel, og de korte lagrings jeg havde på, var ikke længere nok til at holde kulden ude. For slet ikke at tale om den tynde trøje, som jeg havde på. Jeg kiggede mig omkring. på jorden var græsset blevet lidt mere vådt. Og solen var gået ned. Mens dens farver var det eneste som viste den havde været der. Helt rødt og orange i skyerne og længer jo længer ned man kom jorden blev farverne gule, gyldne og hvide. Himlen var i brand. Det var nok det bedste ord man kunne kalde det. Dette farvespil, Ild.

 ******

Jeg går hen ad gangen til mit værelse. Smagen af kød som er steget, fylder min mund. Jeg havde fået lov at spise oppe på mit værelse. Jeg tog godt fat om bakken med tallerkenen og glasset. Kiggede mere omhyggeligt på den mad som jeg havde fået. En bøf, kogte kartofler to mellem store og brunsovs. I glasset havde jeg hældt vand op. Jeg er ikke den bedste til at drikke mælk så det blev vand. Det var næsten helt hvidt. Fuldt med kalk. For huset har stået tomt i mange år, så var rørende til vandet nok fuldt med kalk. Jeg lavede en grimasse og forstillede mig at det smagte af mælk...

Jeg var nu henne ved min dør. Skubbede til døren så den langsomt gled op. Satte bakken fra mig på det mørke trægulv. Lukkede døren meget omhyggeligt. Fandt min pude frem og tog bakken. På bakken var en stor tallerken med en mindre tallerken på. Jeg begyndte at spise min mad. Langsomt og omhyggeligt.

Da den sidste kartoffel var væk, satte jeg bakken fra mig. Tog en sidste slurk kalkvand. Fandt min dagbog og en kuglepen. Min ynglings kuglepen. Den jeg havde fået af farmor... Min skønne, venlige, fantastiske og kloge farmor. Jeg kiggede nærmer på kuglepennen. Sølv og blå. Marine blå. Med nogle små halv cirkler i bunden. Og øverst oppe på skaftet stod mit navn. Skrevet med sølv. Jeg fik den til min 17 års fødselsdag. Sammen med den her dagbog. Hun havde sagt at andre ikke behøver at vide alt. Men en dagbog holder på hjemmeligheden uanset hvem der skriver i den.

Det er nok grunden til at jeg begyndte at skrive. Lægge mine tanker over i en anden ting, for ikke selv at tænke det mere. Dagbogen var også en gave. Jeg tager min dagbog med min ene hånd. Lægger min kuglepen på gulvet, og kigger på min dagbog. Der er læder uden på den. Helt brunt som træ og glat. Jeg lukker øjnene og lader mine fingre gå på opdagelse. Leder efter nye ting. Vender bogen om. Mærker snore, også af læder. Føler mig længer op. Mærker en kant og mærker længere oppe en bule. Jeg skiller mine fingre og mærker at der er mønstre henne ved kanterne. Jeg føler mere efter med fingrene. Åbner øjnene og kigger på symbolerne. Jeg har aldrig kunne komme med et bud på hvad de skulle forstille. Blomster? Figurer? Nok mest en kombination af begge dele.

Jeg tog snoren og løsnede den. Åbnede min dagbog. Fandt en ny side at skrive på. Tog min kuglepen op fra gulvet og strøg den hen over papiret. Lod bare tankerne flyve.

Kære farmor

Vi er nu flyttet ind i vores nye hus. Det er stort og lavet af det flotteste mørke træ. Som jeg jo elsker :D Mor og far har besluttet sig for at være mere sammen med os, så vores familie ikke ender helt ude i tovene. Igen :(  

Jeg stoppede med at skrive, lige som en tåre faldt ned på pariret i dagbogen. Der fyldte en masse andre brødre og søstre efter. Jeg snappede efter vejret. Tankerne fløj rundt i mit hoved. Små sætninger var de. Ikke andet. Men de få ord som jeg hørte, var nok til, at jeg græd. IGEN... Igen.... igen... Jeg tog en dyb indånding og kiggede ud af vinduet. Der var mørkere nu. Den himmel som før var i brand var nu helt blå og mørk. Følelsesløs blå. Død mørke. Kiggede på min dør.

Den stod på klem. Vent hvad? Jeg rejser mig op og går hen til døren. Lukker den helt til, og prøver at åbne den igen. Først åbner den ikke, men jeg prøver igen lidt hårdere. Den går op helt lydløst. Okay så det er ikke en ånd, som der havde åbnet den men bare vinden fra mit vindue. Jeg lukkede igen døren og satte mig ned. Mine øjne kiggede rundt i værelset. Jeg tørrede de sidste tåre væk fra mine kinder, med mit ærme. Tog et foldet tæppe omkring mig. Jeg fryser. Tæppet var helt koldt og tungt. Men efter et par minutter var der behageligt varmt inde i tæppet. Jeg lænede mig på ad vægen og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...